Titel: Sort sne Forfatter: Søren og Morten Ellemose Udgivet: 2018 Antal sider: 271 ISBN: 9788793755017
Bagsideteksten: Juleaften. Århundredets storm. 24 skæbnesvangre timer. En aften og nat ingen vil glemme. Og ikke alle vil overleve… Juleaften er familien Konradsen samlet i Villa Hindenburg, hvor de forbereder sig til årets kappestrid. Alt er ved det gamle, men udenfor lurer århundredets storm, som tvinger dystre hemmeligheder til overfladen. Midt i gaveræs, traditioner og juletræets glans går tæppet for et uhyggeligt kammerspil. De har kun hinanden, og deres sidste 24 timer sammen er lige begyndt.
Mads-Peder anmelder: Jeg har modtaget anmeldereksemplaret af Sort Sne, da jeg tidligere har nydt at læse bøger fra forfattertvillingerne bag dette værk. Bogen gav forskellige førstehåndsindtryk, både at den var meget hyggelig på regnvåde dage i Maj, og at den vist ikke gjorde nogen fortræd. Forstået på den måde, at karaktererne i bogen ikke kommer under huden på læseren, men i stedet er fremstillet i al den dobbelthed og lidet flatterende lys, som livet ofte fremstiller mennesker i, hvis lyset er blændet kraftigt nok op! Den har en sådan lidt tidlig nittenhundredetals hyggekrimi-læsning over sig. Faktisk grænsende til følelsen af, at det bliver vel pjattet. Efterhånden som jeg kom ind i teksten og værket, så blev jeg dog nødt til at overgive mig. Javel, den er lidt pjattet, og lidt for meget med sine lange og lidt påklistrede sprogbilleder – jeg er dog helt overbevist om, at forfatterne ved dette, og alligevel tager sprogbillederne til ekstremerne, som en del af en afvæbnende facon i et krimiformat, der også skal rumme plads til søndagshygge i sofaen. Men tilbage på sporet – jeg måtte overgive mig. Jeg var rigtig godt underholdt, og bogen sprudler ved ikke at spille på mine følelser som læser, men i stedet føre mig ind i en forrykt verden, hvor man konstant tænker, godt jeg ikke er sådan! Det er da en dejlig befriende følelse at have – og jeg kan garantere, at alle vil have den følelse under læsningen, lige meget om de i virkeligheden er sådan. Det er det fine ved skildringer, når de sættes på spidsen. Det geniale i bogen er sit hverdagsagtige setup. På en måde er der ikke noget mere ”kun en gang om året begivenhed” som juleaften, og i al sin traditionsbundenhed, så er det jo faktisk også en smule trivielt. For nogen måske angstfremkaldende… Det er et godt setup til en sammenbragt gruppe mennesker, der måske allerhelst så sig selv og de andre langt borte. Hør blot her:
”En efter en gjorde alle deres bedste for at bevise, at de ikke havde mandlen. Hverken på tallerkenen, under den, i servietten eller placeret i mundvigens hemmelige revler. Wilfred var så grundig at tage hele overmunden ud og byde den rundt til inspektion, men synet af protesen gjorde intet for at løfte stemningen.”
Forfatterne har ordet i deres magt. De har skabt en hyggekrimi, der kan sluges råt i juledagene, eller om lidt som sommerferielæsning, hvis man har brug for et snestorms pust af Sort sne i sommervarmen. De varmeste anbefalinger herfra.
Bagsideteksten: Havhvepsen er et af verdens farligste dyr. Dens gift fører til en hurtig og smertefuld død! En intelligent og skruppeløs hacker er på spil i dansk erhvervsliv. Hackeren går målrettet efter velhavende erhvervsfolk, der bærer pacemaker. En afslappende ferietur til Mallorca ender med et kynisk angreb, og snart kan hackeren skrive morder på visitkortet. Under ledelse af drabschef Victor Bach kæmper efterforskerne med at identificere gerningsmanden. De søger hjælp hos Dieter Wolf, der nu arbejder hos NC3, Nationalt Cyber Crime Center. Han kommer hurtigt på sporet af den tilsyneladende hacker, men har de rettet kikkerten mod den rigtige, eller har Dieter fundet sin overmand? Samtidig kæmper Anna Blaafalk med eftervirkningerne af sommerens likvideringsforsøg og et dødsfald i familien. I kulissen spøger både kærligheden og en tidligere kollega. Havhvepsen er andet selvstændige bind i den anmelderroste serie om efterforskerne i afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Mads-Peder anmelder:
T. Thorsteinsson har begået endnu en spændende krimithriller, hvor han fastholder store dele af persongalleriet fra bog nummer 1. Selvom den er beskrevet som et selvstændigt værk, så giver det nok stadig bedst mening at læse bøgerne i rækkefølge.
Jeg var virkelig godt underholdt, ligesom jeg var i den første i serien. Jeg har vænnet mig til jargonen, og som jeg allerede dengang skrev, så køber jeg præmissen om det barske indbyrdes sprog. Vi har nok alle set for mange Hollywood-film, eller også taler man virkelig sådan sammen i politiet! Jeg ved det af gode grunde ikke…
Plottet bærer præg af flere sidehistorier end i den første bog. Det betyder mindre, men kan alligevel godt forvirre en læser som mig. Jeg tror jo straks, at alting har med hovedhistorien at gøre, men i stedet er det nærmere taget med for at udvikle persongalleriet. Desuden lægger både bog 1 og 2 op til, at det er efterforskeren Anna Blaafalk vi primært følger. Det leverer bog 1 til dels, men hendes rolle i bog 2 er noget neddæmpet. Istedet udvikles der på tidligere karakterer og der kommer også nye til. T. Thorsteinsson slipper vældig godt fra den manøvre.
Thorsteinsson bevæger sig med sine bøger rundt i en mørk sadistisk skyggeverden, og han har sin helt egen skrivestil. Den er direkte og kompromisløs. Jeg vil anbefale bogen til alle der kan lide det dystre og aparte. Det er ikke almindelig kriminalitet og det er ikke almindelige mord, som forfatteren lader skurken begå. Bogen er letlæst, for hver en side griber den næste, og man kan næsten ikke slippe værket igen.
Plottet er en smule mere hullet end i bog 1, men jeg var stadig vældig godt underholdt. Der lægges op til endnu flere efterfølgere, så mon ikke forfatteren allerede er i gang med at planlægge både bog 3 og 4 i serien?
Jeg sidder pt. Sygemeldt med en virus på balancenerven og en døvhed på venstre øre. Ifølge lægen, er det en samlings-betegnelse, man kan skubbe al mulig dårligdom ind under. For pokker, hvor bliver man svimmel af den samling! Jeg har svært ved at holde min kurs, når jeg beslutter at bevæge mig fra min lænestol til kaffemaskinen. Jeg må så blive siddende istedet og læse i en bog. Jeg læser Troels Kløvedals Alle mine morgener på jorden. Se, der er en navigatør, som holder sin kurs. Hvor er læsningen både fantastisk og trist på en og samme gang. Fantastisk fordi han er eksponent for noget større end dagligdagen, og trist fordi han er så dødeligt syg, at det tager livet af ham inden for en overskuelig fremtid. Med ham rinder en epoke ud, hvor frisind og principper var byggestenene i vores yndige land. En tid, hvor man stadig huskede, hvorfor efterkrigstiden var så langt bedre end krigen…
“Vi var mennesker i skyggernes tid”. Udkom 21. marts 2018
Der råbes på, at vi kunstnere skal blande os mere i den offentlige debat. Troels Kløvedal har vel nærmest aldrig gjort andet! Med et lysende eksempel og en humørfyldt insisteren på en anden vej i livet, er han da netop navigatør for alle med en smule fantasi! Som forfatter blander jeg mig også i den offentlige debat! Min kommende roman-udgivelse Vi var mennesker i skyggernes tid, er skam ment som en kulturkritik…
I de sene halvfemsere rejste jeg jorden rundt. Jeg havde påklistret et lille Dannebrog på min backpack. Jeg bar med stolthed mit nationale ophav med mig i rygsækken. Få år senere, ville det ikke have været tilrådeligt! Da havde Muhammedkrisen og anden galskab taget alverdens overskrifter verden over. Skulle man undgå hårdtslående problemer, var det bedst at tone svensk flag. Dansk var ikke lige så populært som tidligere.
Ytringsfriheden skulle fremover bruges til at slå mindretallene i hovedet med, istedet for at sikre mindretallet mod bøller. Balancen forskubbede sig en smule fra nerven i min forståelse af mit elskede fædreland. Muhammedkrisen var nok ikke direkte skyld i det næste, men jeg springer mellemregninger over…
Fra engang i nullerne skulle alting kunne svare sig! Der blev lavet kalkuler på snart sagt alt, og der kom et målingstyrrani ind i Danmark, som ville gøre enhver fascistoid diktator grøn af misundelse. Man optalte endda, hvor mange Dannebrog der stadig vajrede… Her opstod i min ringe digtersjæls dybe overbevisning den virkelige virus på den balancenerve, der allerede trak os ud af kurs! Når kunstnere skal blande sig, så skal de ifølge politikerne på Christiansborg, først have styr på præmisserne. Vi er bare aldrig blevet enige om præmisserne! For derinde tæller primært penge og økonomi, og det er nok ikke kunstneres største force – så havde vi valgt en anden beskæftigelse end at udøve æstetik i bredeste forstand. Sandheden er jo dog, at ingen skønhed og lykke kan gøres op i penge – penge gør tingene nemmere, men det gør ingen lykke. Spørgsmålet om, hvad et værdigt liv er, er vendt på hovedet i den offentlige debat. Værdigt er ikke længere et princip, men en metervare.
Virus på balancenerven er en samlings-betegnelse…
Alting skal defineres, således at mere konkrettænkende mennesker kan måle det op. Måske misser man noget væsentligt, tænker denne kunstner. Troels Kløvedal tager en epoke med sig, når han forlader skuden med slagside. Danmark skal nok bestå, men spørgsmålet er hvordan det tager sig ud! Min backpack med Dannebrog er pakket væk.
Vi hyldede engang værdier her til lands, om frisind og højt til loftet. Vi sejlede verden rundt, ud af nysgerrighed. Nu lukker vi landet om sig selv, for at tælle og holde mandtal. Der tales i disse dage om at nedlægge studier. Der må ikke længere være højt til loftet – der skal være smalle steder allevegne. Jeg savner allerede Troels og alle de andre barndomshelte, som jeg har stået på skuldrene af. De efterlader mig i et land med virus på balancenerven, og sproget der tales er ikke medmenneskeligt-dansk. Der hviskes i dag kun økonomi og der synes at være en døvhed på venstre øre…
Ville du kunne falde i kløerne på en svindler? “Aldrig nogensinde!” er svaret for de flestes vedkommende. Du vil formodentlig være af den overbevisning, at du kan spotte en svindler på lang afstand. Ikke desto mindre, så sker det hver eneste dag, at tusindvis af mennesker over hele verden, såvel i erhvervs- som i kærlighedslivet, bliver ofre for svindel. Det har intet at gøre med manglende intelligens eller lavt selvværd – det kan ske for os alle, fordi vi som udgangspunkt stoler på vores medmennesker.
Louise er 42 år og har oprettet en datingprofil. Efter et par dage får hun kontakt med den amerikanske Danny, der er i Danmark i forbindelse med en udbudsrunde på en kontrakt på et brobyggeri i Nepal. De to begynder en korrespondance som udvikler sig intenst over de næste fire uger. Louise er flere gange i tvivl om, hvorvidt Danny virkelig er den, han udgiver sig for at være, men han forsikrer hende gang på gang om, at hun kan stole hundrede procent på ham og at tillid er essentiel i alle former for relationer mellem mennesker. Hvis man lyver, vil det altid blive opdaget. Louise vælger derfor at stole på ham, lige indtil hendes værste anelser bliver til virkelighed.
Mads-Peder anmelder:
Jeg bestilte et anmeldereksemplar så snart jeg så C. Friis-Holst var udkommet med en ny roman. Jeg har tidligere anmeldt hendes debutroman Karla med K, som jeg syntes var spændende. Egentlig var jeg i første omgang ikke så vild med emnet for bogen – Svindel! De første sider gav mig en følelse af, at jeg måske havde kastet mig ud i noget, som for en gangs skyld ikke interesserede mig…
Jeg blev hurtigt klogere. Bogens opsætning forvirrede mig ligeledes først, men gav også oplevelsen af en let-tilgængelighed. C. Friis-Holst har sat bogen op som en lang internet-korrespondance imellem Danny og Louise. Ind imellem er der beskrivelser af, hvad Louise foretager sig, når hun ikke sender eller modtager beskeder. Formatet fungerer faktisk overraskende godt, når man lige kommer ind i rytmen med det.
Fra min første kortvarige tvivl og et par sider fremme i bogen, så var jeg med hele vejen – jeg synes de romantiske beskeder og de overvejelser Louise gør sig undervejs i hendes og Dannys korrespondance er nærværende og autentiske. Jeg er endda fuld af forståelse for, efter at have læst bogen, at Louise lukker øjnene for de uoverenstemmelser, som hun næsten selv ser undervejs omkring Danny. Hun vælger at gøre sig blind! Er det ikke, som i det gamle ordsprog om kærlighed der gør blind?
Troværdigt og indsigtsfuldt skrevet.
Forsiden er et lille kunstværk i sig selv – det er sjældent, at man ser en bog med så gennemført et cover. Meget flot. Efter at have læst bogen må jeg endda konstatere, at coveret er meget sigende for indholdet. Skyggerne, solen der ikke helt bryder igennem, men lader sig ane i horisonten. Jeg kunne sagtens tolke noget symbolik ind i det…
Det er elegant og med klasse.
Jeg vil ikke sige noget omkring det med at blive svindlet – jeg tror på C. Friis-Holst, når hun påpeger at alle kan blive svindlet.
Tak for en rigtig god bog og læseoplevelse.
Mads-Peder Winther Søby
Nedenfor er link til anmeldelsen af Karla med K af samme forfatter
En lille, fin og spinkel tråd gennemstrømmer novellerne i “En skuffe fuld”. Umiddelbart peger novellerne i vidt forskellige retninger, men samler sig igen tematisk omkring en rød tråd, som er “håb”. Der er mange slags håb i novellerne – håbet om et bedre imorgen, om at finde sig selv, om kærlighed…
Novellerne er blevet til over en lang årrække og er både udtryk for skriveri igennem tid og overvejelser igennem forskellige faser i livet.
I juni 2014 springer Johan Krause ud foran et metrotog på T-Centralen i Stockholm. Han har de samme tegn på sygdom som ti mennesker, der tidligere på året blev ført ud af en barak i Ukraine.
Det er endnu engang tid til at indtage rollen som tophemmelig OPT-agent med kodenavnet Jensen. Aspiranten Persson slutter sig til Jensen i Stockholm og i en hæsblæsende jagt gennem blandt andet Sverige, Ukraine og Serbien forfølger de spor, der kan føre til opklaringen, der viser sig at være mere omfattende, end de havde regnet med.
Undervejs mobiliseres OPT-agenter fra andre lande, mens alle ressourcer sættes ind mod det, der viser sig at være en potentiel global trussel.Tiden arbejder imod dem. Det samme gør magtfulde firmaer og efterretningstjenester, mens Jensen og OPT forsøger at forhindre en pandemisk virus.
Empey anmelder:
Forfatteren Michael Hørup Møller har med romanen Virus (Jensen nr. 1) begået en temperamentsfuld og spændende fortælling med konstant høj puls. Udover at have et velstrikket plot, så har Virus en nerve over sig, der ikke lader de store Hollywood-film noget tilbage hvad angår helte, skurke og teknologiske landvindinger. Hovedpersonen Jensen er således at sammenligne med en figur som James Bond. På samme måde går Jensen kompromisløst og fuld af hårdtpumpet vitalitet efter superskurkene (sammen med sine venner). Personligt vil jeg tro, at selveste Q (Bond’s gadget-udvikler) ville misunde nogle af Jensens remedier. Jensen er dog ikke at sammenligne med en hyggelig Connery-figur – for at blive i sammenligningens måske urimelige forudsætninger, så er Jensen nærmere en Craig-udgave af macho-helten. Virus er velskrevet, den holder sin stil og tone hele vejen fra først til sidst. Tonen er slået an med voldsomme og uslørede fortællinger. Det er til tider barske beskrivelser, man som læser får kastet i hovedet. Udover den konstante spændingskurve står man derfor, som læser, tilbage med følelsen af at forfatteren har mere end blot det gode plot på fingerspidserne. Her og der, og imellem linjerne, fornemmer man en forfatter der har verdens ve og vel, samt beskaffenhed, på hjerte. F.eks. Blot denne passage, som hovedpersonen Jensen får lov at sige:
“Altid har frygt og angst for det ukendte været det bedste salgsargument. Kan man overbevise hele verden om en mulig pandemi, er potentialet enormt. Men det er på lånt tid, indtil man erkender, at frygten er baseret på en lidt mere end normal farlig influenzavirus.”
Virus kan velsagtens læses på flere planer. Grundlæggende er det en hæsblæsende action-fortælling. På et dybere niveau holder den tanken om konspirationen i live. Hvad nu hvis, sådanne skurke findes… Ikke nogen rar tanke. Jeg håber bare, såfremt verden har skurke som i denne bog, at verden også har en Jensen eller to i baghånden… . Bestemt en anbefalelsesværdig bog.
“Digteren mellem linjerne” er på trapperne (om en lille uge fra nu). Køb den endelig på nettet, eller forudbestil et signeret eksemplar hos mig. Send en mail med navn og adresse på empey@empey.dk – så vil jeg bestille et lille oplag hjem. Pris: 150,- (plus evt. porto).
Fra bagsiden:
Hvad er der mellem linjerne?
Forfatteren giver i disse “lyriske betragtninger” et humoristisk og alvorligt ment bud på “den store fortælling” – den fortælling der væver tråde mellem detajlerne og helheden.
Det er en kraftfuld digterstemme, der på befriende vis vælger at give sine betragtninger en lyrisk stemme. Det bliver til en digterisk samklang mellem prosa og lyriske beskrivelser af livets magi.
Med temaer som drømme, lykke, kærlighed, børn, barndom og at turde sit liv, er der sat fokus på at se livet med åbne øjne.
Digterstemmen bliver bredt ud gennem det poetiske og hægtes igen fast i fortællingen gennem lyrikken.
I “Digteren mellem linjerne” holder prosaen lyrikken i hånden.
“De sværmeriske øjeblikke danner helheder, der i genfortællingens forkortede udgave bliver livsanskuende.”
Nedenfor et uddrag fra bogen:
******
Jeg turde pludselig
****
Dybsindig digtning af livet tager lang tid.
Jakken ude af skabet, var et fortællende omdrejningspunkt i mit liv.
En oplevelse til senere digtning.
Mange andre gange har modet svigtet.
Mange andre gange har jeg ikke turdet.
Aldrig kasket på i skole.
Jeg er vild med at have kasket på.
Modet svigtede lysten.
I dag har jeg ofte hovedbeklædning på.
Ikke dengang.
Jeg griner af det.
Jeg genkender følelsen, jeg havde dengang.
Jeg kan ikke forklare i dag.
Det er det mærkværdige.
Det er angstens forbandelse.
Det er modløsheden i ikke at turde.
Når man har turdet, er modstanden latterlig.
”tør du dine tårer, mand?”
Angsten er uforklarlig.
Både før og efter man turde.
Livet er kort.
Tiden flyver afsted.
En skønne dag er det for sent.
Der er ikke noget at være bange for.
Det er blot livet.
Spring ud i det.
At turde giver knubs.
Ikke at turde giver ar på sjælen.
Der lyder stadig en lille fin sang på en simpel melodi:
I den disede horisont ligger den magiske fortælling og selve friheden.
Den ligger i eventyrlandet og venter på at blive genkendt og samlet op.
Selv små tilfældigheder og oplevelser på livets vej kan samles ind af det åbne sind, og siden genfortælles som en af de magiske fortællinger over det store.
Over de lyriske erindringsbilleder.
Den disede horisont gøres til en af de store fortællinger over det magiske.
