“Faktisk så er jeg af den overbevisning, at det bliver ikke den udpenslende fagkundskab, det bliver ikke psykologien, eller medicinalindustrien med alle deres små piller, som kan fikse alt, som ender med at gøre verden til et bedre sted – det bliver poesien. Poesien med dens store fortælling, med dens håbefuldhed indlejret, den rykker i hjerterne, og når hjerterne pirres, så bliver holdningerne blødere. Det er jo derfor, at mange gamle mænd sidder og flæber, når de gifter deres datter væk – det er da fordi hjerterne pirres af den store fortælling, der glider ud og ind af årenes gang. Det er også derfor poesien kan noget ganske særligt nu, og til alle tider – noget særegent, som ikke noget andet kan. Den kan nemlig indkapsle forskellige tider for eftertiden. Poesien er den eneste brobygger af forståelse igennem årtusinderne, for den er i virkeligheden den eneste mediator imellem mennesker til at vise deres grad af affekt.”

Citat:

Mand, tør du dine tårer, eller mand, tør du dine tårer?

I skriveproces 2015