Titel: Sort sne
Forfatter: Søren og Morten Ellemose
Udgivet: 2018
Antal sider: 271
ISBN: 9788793755017

Bagsideteksten: Juleaften. Århundredets storm. 24 skæbnesvangre timer. En aften og nat ingen vil glemme. Og ikke alle vil overleve… Juleaften er familien Konradsen samlet i Villa Hindenburg, hvor de forbereder sig til årets kappestrid.  Alt er ved det gamle, men udenfor lurer århundredets storm, som tvinger dystre hemmeligheder til overfladen.  Midt i gaveræs, traditioner og juletræets glans går tæppet for et uhyggeligt kammerspil.  De har kun hinanden, og deres sidste 24 timer sammen er lige begyndt. 

 Mads-Peder anmelder: Jeg har modtaget anmeldereksemplaret af Sort Sne, da jeg tidligere har nydt at læse bøger fra forfattertvillingerne bag dette værk. Bogen gav forskellige førstehåndsindtryk, både at den var meget hyggelig på regnvåde dage i Maj, og at den vist ikke gjorde nogen fortræd. Forstået på den måde, at karaktererne i bogen ikke kommer under huden på læseren, men i stedet er fremstillet i al den dobbelthed og lidet flatterende lys, som livet ofte fremstiller mennesker i, hvis lyset er blændet kraftigt nok op! Den har en sådan lidt tidlig nittenhundredetals hyggekrimi-læsning over sig. Faktisk grænsende til følelsen af, at det bliver vel pjattet. Efterhånden som jeg kom ind i teksten og værket, så blev jeg dog nødt til at overgive mig. Javel, den er lidt pjattet, og lidt for meget med sine lange og lidt påklistrede sprogbilleder – jeg er dog helt overbevist om, at forfatterne ved dette, og alligevel tager sprogbillederne til ekstremerne, som en del af en afvæbnende facon i et krimiformat, der også skal rumme plads til søndagshygge i sofaen. Men tilbage på sporet – jeg måtte overgive mig. Jeg var rigtig godt underholdt, og bogen sprudler ved ikke at spille på mine følelser som læser, men i stedet føre mig ind i en forrykt verden, hvor man konstant tænker, godt jeg ikke er sådan! Det er da en dejlig befriende følelse at have – og jeg kan garantere, at alle vil have den følelse under læsningen, lige meget om de i virkeligheden er sådan. Det er det fine ved skildringer, når de sættes på spidsen. Det geniale i bogen er sit hverdagsagtige setup. På en måde er der ikke noget mere ”kun en gang om året begivenhed” som juleaften, og i al sin traditionsbundenhed, så er det jo faktisk også en smule trivielt. For nogen måske angstfremkaldende… Det er et godt setup til en sammenbragt gruppe mennesker, der måske allerhelst så sig selv og de andre langt borte. Hør blot her: 

”En efter en gjorde alle deres bedste for at bevise, at de ikke havde mandlen. Hverken på tallerkenen, under den, i servietten eller placeret i mundvigens hemmelige revler. Wilfred var så grundig at tage hele overmunden ud og byde den rundt til inspektion, men synet af protesen gjorde intet for at løfte stemningen.” 

Forfatterne har ordet i deres magt. De har skabt en hyggekrimi, der kan sluges råt i juledagene, eller om lidt som sommerferielæsning, hvis man har brug for et snestorms pust af Sort sne i sommervarmen. De varmeste anbefalinger herfra.