Kategoriarkiv: Empey anmelder

Anne Klein – Spejlvendt

Forfatter: Anne Klein

Forlag: Forfatterforlaget Attika

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788775289349

Antal sider: 85

Bagsideteksten:

Spejlvendt er Anne Kleins debut som forfatter og består af ni noveller, hvor læseren tages med på flere forskellige rejser, og begivenhederne udspiller sig alle i et tilsyneladende realistisk univers, men med et strejf af eventyr og mystik.

Hovedpersonerne befinder sig ofte det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og flere af novellerne giver hovedpersonerne anledning til både eftertænksomhed og indsigt.

Anne Kleins skrive- og fortællestil balancerer mellem meget konkrete dagligdags ting og hændelser på den ene side samt dybereliggende og næsten arketypiske områder på den anden side; som i forholdet mellem mennesker og generationer eller ved indre monologer.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har modtaget og anmelder nu et eksemplar af ”Spejlvendt”. Jeg har læst novellerne sideløbende med et par romaner. Det har jeg gjort, eftersom hver novelle byder på nogle mere indgående overvejelser og refleksioner. Selve novellesamlingen er overhovedet ikke lang, så det er velsagtens en smagssag, hvordan man går til bidet – jeg kan dog som regel godt lide at læse noveller selvstændigt, give dem plads til at bundfælde sig og siden tage en evt. samling (som her) frem igen på et senere tidspunkt. I netop Anne Kleins novellesamling, giver den fremgangsmåde i særlig grad god mening, for mig, eftersom hendes noveller kræver eftertænksomhed og overvejelser. Som eksempel kan nævnes novellen ”Kinesisk te”. Anne Klein balancerer sine novelle på en hårfin balance imellem det hverdagsagtige og det mystiske – i “Kinesisk the” er hovedpersonen udsat for et mærkværdigt kinesisk te-ritual, eller er han i virkeligheden tabt i sine egne fantasier? Eller ser hovedpersonen bag masken på det almindelige, der er forklædt i det særlige? Den slags overvejelser, sprang mig konstant i øjnene…

Så, jeg må sige, at Anne Klein har skrevet en rigtig fin og velformuleret novellesamling. Den kræver sin tid – i hvert fald af mig som læser, men det var tid godt givet ud. Jeg fik en stor oplevelse, men om jeg forstod alle dybderne i novellerne, må stå hen i det uvisse 😊 – måske jeg skulle læse den igen, om et par romaners tid. Jeg anbefaler at tage en dosis ”Spejlvendt” sideløbende med en roman (eller to). Der venter en god og anderledes oplevelse.

Michael clasen – tripel salto

Forfatter: Michael Clasen

Titel: Tripel Salto

Forlag: BoD

Antal sider: 375

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788743011873

Bagsideteksten:

Vellyst, sex, begær, attrå, liderlighed. Kaldet hvad du vil, det er dog en af de 7 klassiske dødssynder.

I den halvstore danske købsstad Haubjerg bor den tidligt pensionerede frømandssoldat – og nu privatdetektiv – Daniel Dreyer.

På det nyoprettede sportscollege i byen ankommer en purung dansk/japansk gymnastikpige, som tilhører verdenseliten inden for sin sport. Hun træner til sit store gennembrud med det umulige spring: TRIPEL SALTO.

Desuden får hun – uden at ville det – drejet hovedet af led på flere af byens mandfolk. Det får katastrofale følger, og Daniel Dreyer må tage sig af sagen.

TRIPEL SALTO er tredje bind om Daniel og Dødssynderne med synden vellyst som tema. Den kan læses uafhængigt af de foregående bøger.

Mads-Peder anmelder:

Forfatter Michael Clasen har gjort det igen. Tripel Salto er en meget vellykket krimi i rækken af dødssynder-krimier fra hans hånd. Jeg har indtil videre anmeldt alle krimierne fra M. Clasen, og imens jeg var meget imponeret over den første; Grådighedens pris, så var jeg ikke helt så imponeret over opfølgeren; Gourmand. Den slags er selvsagt en smagssag, ligesom så meget andet i livet. I Tripel Salto er M. Clasen efter min mening tilbage på sporet, og har skrevet en meget helstøbt fortælling. Noget af det der lykkes, når det lykkes godt for M. Clasen, er at fastholde et plot, lave sine små finurlige svinkeærinder, men ikke selv lade sig opsluge af afstikkerne (til dels skete det for forfatteren i Gourmand).

Man aner også en forfatter med et vist livskendskab. Der er nogle fine psykologiske betragtninger såvel som rent menneskelige. Forfatteren formår på overbevisende måde at beskrive, hvordan den unge dansk-japanske gymnast, gør mændene kulrede med sit eksotiske islæt og skønhed. Samtidig en indsigt i, at pigen slet ikke er sin egen tiltrækningskraft bevidst.

Yderligere har forfatteren igen givet detektiven Daniel en central rolle i fortællingen. Han er hovedpersonen, og derudover en fyr man kommer til at holde af. Man kan undre sig over detektivens held (eller uheld) med valg af profession i den halvstore købstad Haubjerg. Der sker igennem de første tre krimier fra Haubjerg, ganske mange forbrydelser, der kræver en detektivs særlige bevågenhed. Så noget roligt otium bliver det ikke til for den pensionerede frømand. Sådan er krimi-genrens natur, og når man læser bogen, så accepterer man fuldt ud, at der er usædvanlige omstændigheder på spil…

Mine varmeste anbefalinger af Michael Clasens – Tripel Salto. Den er bestemt værd at kaste sig over. Jeg foreslår, at man læser dem alle tre i rækkefølge, men har man ikke mulighed for det, så kan denne sagtens læses selvstændigt. Tak for den læseoplevelse.

Søren Hansen – Senderen

Titel: Senderen

Forfatter: Søren Hansen

Forlag: Forlaget Mellemgaard

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788793724563

Antal sider: 561

Bagsideteksten:

På jagt i Pompeji, mens den begraves af vulkanen Vesuvs udbrud. Jaget i det middelalderlige Konstantinopels larmende og overfyldte gader. På jagt i kejserens af Kinas palads. Jaget i Leipzig på Johann Sebastian Bachs tid og i Afrikas natur blandt vilde dyr. På jagt om bord på et af den engelske flådes skibe midt i et søslag. Det er skæbnen for bogens fortæller, der på den ene side er på forbryderjagt, men samtidig konstant har politiet lige i hælene.

Jagten finder sted i forskellige epoker og lande op gennem historien, og bogen er spækket med mærkelige anekdoter og interessante møder med virkelige historiske personer fra de enkelte steder. Masser af spænding og noget for den, der er nysgerrig efter fremmede kulturer og folk. Hertil lidt kærlighed og den nødvendige knivspids science fiction.

Mads-Peder anmelder:

”Senderen” er en velskrevet og meget underholdende roman. Hvis man som jeg, er helt vild med ideen om tidsrejser og den tankemæssige frihedsfølelse i, at kunne man bare rejse i tiden… så er denne roman lige noget for dig. Jeg har altid været fascineret af litteratur og film, der behandler emnet om at forskyde tiden, sådan at vi kan påvirke fortid og fremtid og ændre den kronologiske forståelse af tiden, vi kulturelt er rundet og betinget af.

Forfatter, Søren Hansen, gør et overbevisende og stærkt litterært arbejde, når han tager læseren i hånden på denne hæsblæsende tur i meget forskellige tidsepoker. Man skal ikke lade sig narre af, den lidt (efter anmelderens opfattelse) kedelige forside. Bogen er absolut værd at læse. Forfatteren formår, på elegant vis, uden at misbruge utallige sider, at sætte rammerne op for tidsrejserne! Det er nemlig altid komplekst – tidsrejser er jo, i sig selv, helt vildt kompromisløse – medmindre altså, at man sætter nogle ”naturlovsmæsige” regler for, hvordan tidsrejserne kan foregå i netop denne fortælling. Den del gør Søren Hansen meget overbevisende. Jeg var helt solgt til de præmisser om, at man kan forskyde sig minimum 5 minutter, at maskinen kan korrigere en smule i ”landingen”, så man ikke dør på bestialsk vis, ved at lande midt i et træ eller lign. Jeg er simpelthen solgt.

Når så alle præmisser er på plads, så er det befriende at tage med en nutids-mand på rejse i fortiden. Det indebærer nemlig, at vores hovedperson, ikke skal være tilstræbt fortidsagtig i sit udblik og verdensforståelse – han er som enhver anden af os nutidige læsere. Derfor, kan forfatteren på genial vis, lægge en nutidig forståelsesramme ned over oplevelserne i fortiden. Se, det giver god mening. Der bliver ligeledes plads til lidt kærlighed og en overordentlig skøn kvinde. Jeg er altså imponeret over bogen. Desuden, og det synes jeg ligeledes er et fint udblik på menneskets løbebane – forfatteren lader hovedpersonen finde ”venlighed” i forskellig form, hvor end han kommer frem! Det synes jeg er en fin pointe. Menneskets grundelementer af venlighed, hang til konflikt og basale grundvilkår som mad osv. Er fint plottet ind i fortællingen, og får i sin egen ret en plads i historien. Måske er netop det, noget af det, vi på tværs af tid og rum har til fælles som art! En meget anbefalelsesværdig bog.

Karen Schultz – Uren 2

Forfatter: Karen Schultz
Forlag: Forlaget November
Udgivelsesår: 2019
Antal sider: 308
ISBN: 978 87 648 0025 8

Bagsideteksten:
Uren 2 er det andet af fem bind i serien om hvordan et menneske bliver sig selv. Andet bind handler om ungdom i Sønderborg, Holstebro og især i København – og om uddannelsen til officer på Frederiksberg slot i 80’erne. Det er en praktisk og teoretisk uddannelse i Hærens kamptropper hvor kvinder hidtil ikke har haft adgang og hvor skam, tvivl og mørke følger med.

Mads-Peder anmelder:
Jeg må starte med at skrive, at jeg ikke var helt så ”blown away” over andet bind som det første. Karen Schultz skriver fantastisk, og gør fortællingen levende. Det er som i etteren interessant at følge hovedpersonens vej videre frem i livet. Nu lidt ældre, og i gang med en uddannelse indenfor hæren.

I modsætning til etteren, så savnede jeg dog den konkrete kobling imellem hovedpersonens skyld og skamfølelse, og det liv hun var underlagt hos den svage moder og den decideret ustabile og grænseoverskridende stedfar.

I toeren fortsætter skyldfølelsen og skammen med at have sit tag i hovedpersonen – det står dog for mig som læser, ikke helt klart, hvorfor. Jeg forestiller mig, at den problematiske opvækst medvirker – det forstår man jo, når man har læst etteren. Derimod fremstår hovedpersonen egentlig ganske stærk i toeren, og i høj grad som en fandenivoldsk ung kvinde. Hvorfor bliver hun så ramt af tvivl i nogle situationer? Hvorimod hun i andre situationer, styrer kontrolleret og med fast hånd igennem dem – som f.eks. det udlevede seksualliv? I etteren gives der forklaringer på det spring imellem nervøsitet og fandenivoldskhed som hovedpersonen oplever (det spænd i hovedpersonens psyke er faktisk en del af det spændende i fortællingen – således også i toeren). De forklaringer mangler lidt i toeren...

Nå, hvorom alting er, så giver K. Schultz igen nogle overbevisende og spændende tidsbilleder. Hun runder på skønneste vis, nogle af de problematikker der på daværende tidspunkt, opstod, når kvinder skulle være en del af kamptropperne. Jeg synes det er befriende at høre om en kvinde, der er frigjort og selv vil bestemme over sin seksualitet – og gør det!

Det sårbare menneske, bag den stærke kvinde, giver mig som læser helt knuder i maven. Jeg føler med hende i skrøbeligheden, og sidder som læser og hepper på, at alting nok skal løse sig. Samtidig sidder jeg også med et spørgsmål på læberne om, hvorfor netop nogle bestemte hændelser, der beskrives i bogen, lader hovedpersonen bryde sammen. Tit, kan man ikke give en forklaring på den slags i det virkelige liv, men jeg synes litteraturen i det mindste skal forsøge…

En anden interessant ting, ved denne bogserie, er det åbenlyst selvbiografiske i fortællingen. Således hedder forfatteren og hovedpersonen begge Karen. Der lægges ikke skjul på, at de oplevelser der beskrives, er Karens (forfatterens) egne oplevelser. Som læser kan der selvsagt altid være en tvivl om, hvornår vi får fortalt med udgangspunkt i erindringer, og hvornår det er hukommelsen der er på spil. De to ting er ikke det samme! Det gør dog mindre, da det er en troværdig og overbevisende forfatterstemme. Forfatteren tager os med på et vue igennem et menneskes liv, og jeg glæder mig allerede til at følge med videre i serien om Karen, også på trods af de par kritiske bemærkninger ovenfor.

Jeg er stadig overbevist om kvaliteten i fortællingen, omend jeg ikke havde den samme følelse af at måtte læse fra ende til anden på blot én aften, som jeg havde i etteren.

En engel i sort – Stephanie Pihl-Krarup

Forlag: Mellemgaard
Forfatter: Stephanie Pihl-Krarup
Udgivelsesår: 2018
ISBN: 978-87-93692-19-0
Antal sider: 488
Bagsideteksten: 
Året er 2005, og Sonni er 25 år gammel og nyuddannet skolelærer. Med frisk mod og blod på tanden drager han mod sit nye arbejde i Kalundborg. Her finder han dog hurtigt ud af, at det langtfra er idylliske forhold, han kommer til at arbejde under i den lille kirkeby, hvor han møder den både fysisk og psykisk syge femtenårige Luna. Hvad er der galt med pigen? Kan det afhjælpes? Og hvorfor har de andre lærere på skolen endnu ikke taget hånd om hende eller al den mobning, der foregår på stedet? Vær klar til at få vækket hele dit følelsesspektrum, når Sonni leder dig igennem sine minder om, hvordan hans og Lunas liv blev flettet sammen og ændrede hinanden for evigt.

Mads-Peder anmelder:
Jeg har netop færdiggjort Stephanie Pihl-Krarups bog Engel i sort. Forfatteren har sendt mig et eksemplar og tak for det. Jeg kan vist godt afsløre allerede, at jeg ikke blev skuffet. Værket har et tilsigtet dokumentarisk islæt, der giver læseren indtryk af, at det er en (halv-)autentisk fortælling. Det forstærkes af, at det er Sonni, en af hovedpersonerne, der er jeg-fortælleren. Hvorvidt den er autentisk eller ej, er det en form for kispus, en forfatter kan tillade sig at lege med sin læser i den skønlitterære verden – det gør forfatteren rigtig godt. Sonnis fortælling er ganske rigtigt velfortalt og besynderligt fængslende. Den har alle de gode elementer af følelser til en god historie, som f.eks eksklusion, fejlopfattelser, kærlighed – sågar forbudt kærlighed. Jeg var fanget ind som læser. Den peger overordnet på nogle centrale perspektiver i, om man altid kan være professionel i sit virke, når man arbejder med mennesker – eller om man til tider må erkende, at professionelle, såsom lærere osv. også blot er mennesker! Jeg synes absolut, at En engel i sort er både læseværdig og fængende. Efter endt læsning sidder jeg tilbage med spørgsmål på læben, der ikke besvares helt. Noget er overladt til fantasien – det sætter jeg faktisk ofte pris på. Personerne er dog kommet under huden på mig i denne fortælling, i så stor grad, at jeg ville ønske, jeg kendte deres videre skæbne. Se! Det er da fin litteratur, der kan formidle den følelse. Kritikpunkterne er der faktisk ikke så mange af. Jeg vil dog her anføre, at bogen på sine steder er en kende for lang – jeg synes jeg-fortælleren springer ud i nogle sidehistorier, der aldrig synes at have den store relevans til hovedhistorien. Det kan virke en kende forvirrende, når man som læser sidder med trådene i erindring og med tanke på, at de nok skal samles senere… Ikke alle tråde tages op igen. Derudover virker hovedpersonens arbejdsplads en kende flad i strukturen. Han har sine uenigheder med nogle af kollegaerne – det kan jeg vist godt skrive her, uden at afsløre for meget. De kollegaer han har kontroverser med, forbliver dog i store træk flade og endimensionelle i fortællingen. Man undrer sig en smule over, hvor ledelsen er i alt det her. Men nuvel. Litteratur skal ikke fange alle aspekter, men give et relevant udsnit af en virkelighed der skabes på papiret. Det formår forfatteren i den grad. En meget følelsesladet og tankevækkende fortælling. Tak for muligheden for at læse og anmelde værket.

Shanghai, i lyst og nød – Arabella Neuhaus

Titel: Shanghai - i lyst og nød
Forfatter: Arabella Neuhaus
Forlag: Historia
Udgivelsesår: 2019, Antal sider: 286, ISBN: 9788793846081


Bagsideteksten: S/S Aramis nærmer sig The Bund, Shanghais berømte havnefront. Året er 1939. Ombord på skibet står det nygifte par Kamma og Doron Neuhaus og betragter den fremmede verden. Doron skal arbejde for Store Nordiske Telegrafselskab, og de to må nu kæmpe for at tilpasse sig livet i byen. Shanghai er besat af japanerne, store dele af byen er sønderbombet, og dagliglivet er præget af kampe og kriminalitet, flygtninge, tiggeri, sult og død. Midt i alt dette forsøger den mere veletablerede del af den hvide befolkning at fortsætte sin hidtidige levevis i en boble af privilegier, udskejelser, stive normer og fordomme overfor den kinesiske befolkning. Mens den politiske situation spidser til, gennemgår det unge par en udviklingsproces, både i deres forhold til de andre hvide og til den indfødte befolkning.

Mads-Peder anmelder: Jeg blev kontaktet af forfatter Arebella Neuhaus i forhold til en mulig anmeldele af hendes roman Shanghai – i lyst og nød.

Bogen er baseret på virkelige hændelser, nemlig hendes forældres ophold i Shanghai i året 1939. Det pirrede mig. Både fordi historien lød spændende, men selvfølgelig også, fordi 1939 var året hvor en altødelæggende krig brød ud på Europæisk grund. Faktisk havde Asien og dermed også Shanghai oplevet nogle gennemgribende krigshandlinger og forandringer forud for det europæiske ragnarok. Den del hører man nærmere om i bogen som mere sporadiske hentydninger og henvisninger. Bl.a. er der stor fattigdom og mange fattige i Shanghai. Man hører ligeledes som sidehistorie om, hvordan japanerne har lavet overgreb rundt om i de kinesiske områder. Derudover lærer man om en stadig aktiv kolonitænkning blandt de europæiske magter, omend man fornemmer, at de ikke længere har fordums storhed og magt bag sig. For så vidt fastholder de hvide privilegerede stadig deres følelse af kulturel overmagt, men reelt må de se stiltiende til, imens japanerne laver stadig flere bestemmelser, der begrænser både de hvide såvel som den kinesiske befolkning. Det er et baggrundstæppe, der sætter den historiske stemning fint i scene, uden at det overtager historien.

Arabella Neuhaus ærinde er ikke at fortælle den store historie om politiske vinde og forandringer. Hun ønsker at dykke ned i fortællingen om Kamma og Doron, der som små skibe i de verdenshistoriske dønninger, forsøger at skabe en tilværelse i Shanghai. Forfatteren kan skrive, og gør det hele så levende for læseren, at man føler man er der. Hun krydrer med moderens dagbogsnotater rundt om i værket, hvilket ligeledes giver hele handlingen et meget autentisk og realistisk præg. Man føler med den unge Kamma, når hun har svært ved at afkode de sociale spilleregler i det lukkede og følelseskolde etablissement af hvide i Shanghai. Forfatteren har endda valgt at bibeholde moderens noget ubehjælpelige stavning og skrivevis i bogen. Det fungerer rigtig godt for mig som læser. Moderen har nok aldrig tænkt sine skriblerier, som andet end noget til hendes egen hukommelse, slet ikke som en roman anno 2019.

Jeg må erkende, at jeg var opslugt. I sin hverdagsagtige fortælling om to mennesker der ankommer til Shanghai med almindelige drømme og forhåbninger om et liv, og hvor alting bliver helt anderledes, end de nok troede det skulle blive. Den slags udgør gode historier. De to unge hvirvles, hvis ikke midt ind i, så i det mindste rundt af verdenshistoriske begivenheder der udspiller sig omkring dem. Det forstås sagtens, hvordan den slags oplevelser bliver erindringer for livet.

Jeg synes Arabella Neuhaus har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at sætte de to hovedpersoner i scene. Hun gør det med en nænsomhed, eftertænksomhed og respekt for den tid, der var så radikalt anderledes, at man må bøje sig for fortællestemmen – og måske som historieinteresseret læser erkende, at verden af i går, findes ikke mere, som andet end friske dagbogspust fra sidste århundrede.

Jeg var vild med bogen. Tusind tak for den Arabella Neuhaus.

Knæk koden til glutenfrit brød – Karina Baagø

Forfatter: Karina Baagø

Forlag: Forlaget Forfatterskabet.dk

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788793755277

Bagsideteksten: Denne bog er til dig, der er træt af tørt, kedeligt og klægt glutenfrit brød, der smager skarpt af hirse og boghvede. Og til dig, der er frustreret over ikke at kunne bage godt glutenfrit brød til én, du holder af. I et letforståeligt sprog hiver Karina Baagø glutenfri bagning ned på et niveau, hvor alle kan være med. Opskrifterne tager udgangspunkt i naturligt glutenfrie meltyper, som er lette at få fat på og ikke koster en formue. Og som indeholder den næring, din krop har behov for. Med udgangspunkt i Strukturmetoden giver Karina dig en helt ny forståelse for glutenfri bagning. I bogen bliver du guidet igennem fire simple trin til at bage luftigt og smagfuldt glutenfrit brød, som hele familien kan samles om. Når du har læst Knæk Koden til Glutenfrit Brød og prøvet opskrifterne, vil du forstå, hvorfor dit glutenfrie brød før blev tørt, smagte kedeligt, faldt sammen og blev klægt. Med denne bog i hånden kan du se frem til glutenfrit brød med let og saftig krumme og den gode brødsmag – hver gang! Alle opskrifter er naturligt glutenfrie, mælkefrie og low FODMAP. 

Mads-Peder anmelder:
Jeg har modtaget anmeldereksemplar på egen opfordring. Det skyldes, at jeg har glutenallergi og samtidig er boganmelder. Det må jo være en win-win situation som udgangspunkt. Jeg er til gengæld ikke den store bager, og derfor gik jeg til opgaven med stor spænding. Jeg startede med at læse hele bogen. Den slags er jeg nemlig god til. For lige at sikre mig, at der ikke var noget der kunne misforstås.
Bogen er bygget fint op med indledende afsnit omkring den såkaldte ”strukturmetode”. Det giver god mening, for lægfolk som mig selv, ved ikke altid, hvad den slags begreber dækker over. Det er udførligt og fint beskrevet i bogen.
Forfatteren gør sig tanker omkring sundhed i forbindelse med glutenfri bagning, og selvom det ikke er nogen tilbundsgående redegørelse, så giver det et indtryk af diskussionen omkring glutenfri kost. Desuden bruger forfatteren noget af spaltepladsen på at forklare, hvordan glutenfrit brød med strukturmetoden, lige så meget handler om at glemme barnelærdommen omkring bagning. Der er nemlig på forskellig vis forskel på fremgangsmåderne.
Jeg hyggede mig under læsningen, og følte mig lidt bedre rustet til opgaven. At bage mit eget brød efter strukturmetoden. Jeg valgte en af de opskrifter som Karina Baagø fremhævede til at være i den lettere ende. Man skal som bekendt ikke slå for stort et brød op. Jeg er jo en ren amatør. Næste opgave i forbindelse med denne anmeldelse, som falder længere fra en boganmelders hjemmebane – jeg måtte i byen for at købe forskellige produkter hjem, der ikke stod på mine hylder i forvejen. De fleste ting var at finde i det lokale indkøbsmekka, men jeg kunne dog ikke finde fuldkornsrismel, så der snød jeg en smule og brugte rismel.

Nu til opgaven.
Metoden og fremgangsmåden i opskriften var fint beskrevet, og jeg følte mig behørigt holdt i hånden i processen. Jeg havde annonceret, at jeg som seriøs bog-anmelder, måtte gennemgå bageprocessen selvstændigt. Min kone tilbød kærligt at hjælpe til, men denne gang afslog jeg. 
Koncentrationen var dyb…
... Bortset fra hjælp til at forme bollerne. Der stod i opskriften: 
Form burgerboller i den ønskede størrelse med let hånd uden at slå dejen ned.”
Nu, da jeg var så langt i processen, svigtede modet mig. Min kone fik lov til at hjælpe med den del.
Dejen var hverken for klæg eller for tør… Nem at arbejde med.
Jeg var ikke slå lidt spændt, imens bollerne bagte i ovnen. Og fryd! Det var de bedste burgerboller jeg i mit liv som glutenallergiker nogensinde har smagt. Det blev en fantastisk burgeraften. Jeg kan anbefale den letlæste og opbyggelige opskriftbog fra Karina Baagø. Den er en fornem indføring i, hvordan man skal tænke glutenfrit bagværk på en anderledes måde. 
Tak for den.
Her et forsøg i bedste madanmelderstil på at præsentere maden i en indtagende sammenhæng…

Elsebeth Gundersen Jensen – Naamahs Sønner

Titel: Naamahs sønner

Forfatter: Elsebeth Gundersen Jensen

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 541

Udgivelsesår: 2019

Bagsideteksten: Den sjæleligt plagede og måske skizofrene præstesøn Georg Ramslev flytter i 1969 til Aarhus for at studere teologi. Med sig i kufferten har han, udover en barndom med en missionsk far, som har forsøgt at uddrive ham, dæmonen Gabriel. Georg flytter ved skæbnens mellemkomst på pensionat hos den forførende Emma Lindgren, som under skalkeskjulet af villaidyl er stormester for den sataniske loge Naamahs Sønner. Pensionatet bebos yderligere af sektens stifter, den religionskyndige og humørsøge antikvar Johannes Sølvvang og den studerende Kurt.  Et sjæleligt venskab opstår mellem de to unge. Kurt bliver Georgs eneste fortrolige, indtil den dag Emma opdager hans hemmelighed og optager dem i logen. I sektens søgen efter religiøs transcendens gennem seksuelle ofringer finder Georg endelig ro for sin dæmon. Men kun for en tid.  For han opdager snart, at indsigten ikke kommer uden omkostninger. Han forstår endelig, at det offer, dæmonen kræver, er ham selv… 


Mads-Peder anmelder: Jeg modtog et anmeldereksemplar af Naamahs Sønner, og jeg var grebet af bogen fra først til sidst. Fortællingen er en mærkværdig blanding af noget trivielt, nærmest ordinært, fra et liv anno 1969 og så et surrealistisk univers, der undfanger sig tidslig forståelse. Forfatteren leger med læseren, og lader trådene fra det trivielle og det surrealistiske blande sig, hvilket forpuster og overrasker. Desuden har det den skønne virkning, som god litteratur kan bidrage med, at det vender det normative på hovedet, så man bliver rundtosset og udfordret på egne holdninger. Forvirret? Over min indledning til anmeldelsen! Jeg er som læser også en smule perpleks efter endt læsning. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad morale jeg skal lede ud af læsningen. Det ændrer dog ikke på, at det var en god læseoplevelse, der gav anledning til mange refleksioner. Godt og ondt. Gud og djævelen. Man kan sikkert nævne flere af de urklassiske modsætninger – de er alle konstruktioner i menneskets historie, indprenter den sikre forfatterhånd os. Altså, modstillingen mellem det puritansk kristne seksualbegreb og det rent biologiske forvrænges i bogen, og lader på overbevisende vis, læseren indse, at moralske begreber og forståelser er et tyndt harnisk, der knapt dækker indgangene til en løssluppen biologisk drift efter parring. Det springer i øjnene, at modstillingerne kan benævnes som kultur/natur, moralsk/dyrisk (amoralsk). Måske! Eller læser jeg det helt forkert? Forfatteren ved det måske. Jeg får i hvert fald den tanke, at året 1969 ikke er valgt som fortællingens omdrejningspunkt, ud af en ren tilfældighed. Der gives ikke mange tidstypiske beskrivelser i bogen, så hvorfor netop 1969? Jeg tror, at året er valgt for sit historiske skelsættende opgør imellem gamle og nye dyder. Måske er 1969 valgt som omdrejningspunkt, da netop denne historiske tid står som epokegørende for et opgør imellem gamle sæder og nye. Som en tid hvor seksualiteten blev moderne. Bogen er dog ikke en lang hyldest til seksuel frigørelse – sådan læser jeg den i det mindste ikke. Den er også en fortælling om at miste sit seksuelle kompas, miste sig selv, og i sidste ende, at der er noget højere til i verden end det grænsesøgende og rent biologisk betingede… Hvad kan det være? Jeg tror, det er kærligheden. I sine mange farver, i sin ukontrollable kompleksitet. Kærligheden kan ikke reduceres udelukkende til sex – hvilke guder og afguder man end kigger til, så er kærligheden konstant for mennesket. Kærligheden, som bogen også viser, kan have mange former, men den er evigt tilstede for mennesket. Fortolkningen af den, er derimod det enkelte menneske forundt. Desuden, og det er nok så væsentligt i fortællingen. Alle mennesker er sårbare – blot på forskellig vis. En bog, der som I kan se, har givet anledning til refleksion og et mylder af tanker. Den er muligvis ikke for sarte sjæle, men mange tak for den.

Uvis – Githa Gulborg

Titel: Uvis

Forfatter: Githa Guldborg

Forlag: Mellemgaard

Udgivet:: 2019

Antal sider: 114

ISBN: 9788772182346

Bagsideteksten: 
Hvordan føles det egentlig, når éns verden bryder sammen på et splitsekund? Når sygdom tager over og sætter dagsordenen? Hvordan klarer man at være til stede, tale og smile, når éns hjerne arbejder på højtryk med helt andre ting? Denne personlige beretning forsøger at sætte ord på de følelser, der følger med, når man helt uventet får beskeden om, at man er syg. I dette tilfælde er der tale om en brystkræftdiagnose, men det kunne være en hvilken som helst alvorlig sygdom. For alle alvorlige sygdomsforløb sætter gang i en labyrint af undersøgelser og test og svar og uendelige perioder med ventetid og tvivl. Det kan være vanskeligt at tackle, især for den sygdomsramte, men også for pårørende, som prøver at trøste, støtte og forstå. Bogen bruger dels en enkel fortællerform, dels forskellige genrer til at belyse de svære situationer, der opstår som følge af sygdom.

Mads-Peder anmelder:
Ud fra devicen om at alle oplevelser er individuelle og at alle oplevelser har en berettigelse kaster forfatter Ghita Guldborg sig ud i en personlig beretning om kræftdiagnose og behandlingsforløb. Uvis er en stærk skildring af et netop meget individuelt forløb i den alvorlige sygdoms tegn. Jeg fristes til at give hende helt ret i den grundantagelse, bogen bygger på, at alle forløb er enkeltstående og enestående. Det er netop heri det uvisse, som også titlen sigter til, ligger. Hvad kan man bruge andres fortællinger om lignende forløb til? Når udkommet kan være det mest ulykkelige af alle, og atter andres udkomme er så heldigt, at man kan skrive en bog om det? Styrken i fortællingen er i min optik, at G. Guldborg fastholder, at dette er en beskrivelse af hendes følelser, hendes overvejelser og hendes forløb. Hun hæver det ikke til en generel sandhed, men beskriver både følelsesbetonet og nøgternt, hvad hun har været igennem. Hun fremlægger det både som rene beskrivelser, og når det bliver for følelsesnært, så bruger hun digtningen og poesien. Den vekslen fungerer ganske fint for mig.

Første gang jeg så strålekanonen, var jeg ved at forlade stedet igen. Det er en voldsom maskine. Jeg var skrækslagen. Hvis ikke nogen havde fortalt mig, at det kun tog ganske få minutter, var jeg nok stukket af. Men netop tid er en vigtig faktor for mig. Jeg kan klare mange ting, når jeg har fået sat tid på. Så til den første behandling var de så søde at tælle ned for mig, så jeg vidste, hvor lang tid der var tilbage.” Citat: Uvis af G. Guldborg

Særlig kan jeg godt lide G. Guldborgs pointer om, at forløb som er så livsomvæltende er man grundlæggende alene om. Det er utrolig svært at udlede noget generelt om sådanne forløb, da de bliver så individuelle. I sidste ende, som jeg synes G. Guldborg fremhæver imellem linjerne, så afhænger meget af, hvordan personen i øvrigt tackler udfordringer på sin vej! Hvad hjælper parallelhistorier om andres moster Olga, der også har haft kræft eller lign? Man kan ganske enkelt ikke bruge disse andres fortællinger til noget – lige meget om de endte godt eller skidt, så kan andres mostres sygdomshistorier ikke udlede noget universelt om ens egne chancer for overlevelse igennem forløbet… Det er i den sammenhæng poesien og digtningen kan komme til med en hjælpende hånd. Jeg kan lide vekselvirkningen imellem det nøgternt beskrivende i Uvis og det poetiske, når der skal svært definerbare følelser på papiret. Jeg tillader mig her noget, jeg ellers aldrig gør, men som en gestus til G. Guldborg og hendes værk – jeg citerer et af mine egne værker:

MR-Scanner

En søn i MR-scanner; far ved siden. Lyden fra en MR-scanner, det er som tusind tankers biden. Træthed oveni, så han sad og døsede væk fra tiden. Det føltes som længe, som aldrig før eller siden. Bare hjertets banken og liden. Kræft? Hertil gik faderens almenviden. Efter uendelighed, efter tålmodighedens gliden. Scanneren åbnes og vidunderligt at se sønnens smilen. Efter dages langsomme fremadskriden, endelig konsultation i lægetiden. Frygteligt med lægens venlighed og al den bedreviden. Ønsker blot at få den medviden – hvad fejler sønnen? Det er ikke kræft i midtersiden, det er dog noget kronisk, sådan er vores specialviden. ”

Citat: Digteren mellem linjerne, af M. W. Søby

Jeg tror G. Guldborg vil forstå. Tak til hende, fordi jeg har været privilegeret nok til at læse med over skulderen i denne letlæste bog, der giver nogle gode indføringer i, hvordan netop hun har oplevet at være kræftpatient. Jeg tror, vover pelsen her, at andre i en lignende situation, der gennemgår alvorlig sygdom, ikke finder mange svar i Uvis. I smerten og uvisheden er man nok grundlæggende alene. Jeg tror derimod, at man kan finde den styrke og trøst i bogen, ved at vide, at man ikke er den første med så svær en uvished foran sig. At alle følelser har deres berettigelse og at håndteringen af forløbet er både nødvendigt, men at den også er ens egen – der er mange måder at håndtere på, men angsten er man fælles om.

Et strejf af vanvid – Marianne Lapp

Bagsideteksten:

Temperamentsfulde Vibe på 38 slikker sine sår efter et kuldsejlet forhold. En aften snører hun vandreskoene, for en revanche venter i den anden ende af byen. Men hvem er han egentlig – Rene – manden bag de berømte bøfsandwich? Fortiden må vige for en sprællevende nutid.

”Ligner en djævel, er en djævel – versus ligner en engel, men er en djævel”. Christian med sportstalent og den underspillede charme har lært sig at skelne skidt fra kanel i vennen Rudis festfyrværkeri af ord. Fedt nok at være flyttet til København, men studiet keder dem, og ideen til et computerspil fødes. Der er dog flere hurdler: Vikinger eller fantasy? Hvad med Christians kæreste Henrik, der banker på fra skabets inderside? En våd aften starter en kædereaktion, der truer med at smadre spildrømmen og bryde de to fyres unikke bånd.

Et strejf af vanvid er to lune historier om at have både hus- og hjerterum, om at turde sætte spot på splinten indeni og at tumle det besværlige begær.

Mads-Peder anmelder:

Jeg blev nysgerrig efter beskrivelsen af bogen, da jeg faldt over den på forlagets hjemmeside. Jeg bestilte et anmeldereksemplar hjem. Jeg kan sagtens allerede indledningsvis afsløre, at jeg på ingen måde blev skuffet over indholdet. Et strejf af vanvid er et festfyrværkeri af ord, sammensat på finurlige og lækre måder. Det er forsamlingen af et speed-snakkende persongalleri, der virkelig har ordet i deres magt, som forfatteren her lægger stemmer til igennem to meget forskellige noveller.

Den første noveller er noget kortere end den anden – det forvirrede mig lidt til at begynde med. Begge noveller har noget stærkt og forfriskende over sig, men i mit tilfælde står særligt novelle nummer to stærkt. Måske alene af den grund, at jeg læste den som den sidste…

Sprogdragten i den megen direkte tale er som sagt frisk og næsten uanstændig i sin veltalenhed. Det er måske det eneste punkt, man kan sige, at det direkte sprog bryder virkelighedens norm – de er alle så veltalende og velformulerede, at det giver mindelser om de gode gamle amerikanske tv-ungdomsserier fra 90’erne, hvor alle også altid sagde alting så præcist og velformuleret.

Forfatteren Marianne Lapp kan så sandelig skrive og sætte ordene sammen – jeg læser en del forskellige bøger, og nyder dem næsten altid for det de nu tilbyder. Det er sjældent, at jeg møder forfattere der som Marianne skriver kunst bare ved at sætte ord sammen. Hun er så stærk en forfatter, at jeg tror, det ville være en nydelse at læse hendes tekster, selv hvis hun ikke formulerede et egentlig indhold i sine tekster. Hun er virkelig en nydelse at læse. Indholdet er dog heldigvis på plads også…

En kritik i forhold til indholdet er dog, at når sproget flyder så legende let, og karaktererne er gjort så veltalende, så mangler jeg som læser at blive tildelt en slags pauser fra tid til anden. Opsætningen af bogen gør, at der ikke er lavet deciderede afsnit. Det er ganske sikkert med vilje – måske for at skabe følelsen af manisk fremskriden i fortællingerne. Jeg kunne dog godt have savnet nogle naturlige ophold. Fortællingerne har det faktisk i sig – der er tidspunkter, hvor scenen skifter eller der på anden vis er et stemningsskifte i historierne – I de sammenhænge kunne god gammeldags afsnits-opsætning have været en hjælp til lige at trække vejret og tage en slurk af kaffen. Den blev ofte kold igennem læsningen…

Alt i alt en forrygende, forfriskende og dejlig læseoplevelse. Marianne Lapp er ordknap på en fantastisk kunstnerisk måde. Hun kunne have lavet en hel roman, men man ville godt nok vide meget derefter, når hun ikke smider ordene mere i grams – alting er skåret til benet, og det er virkelig en stor kunst at kunne. Jeg tager hatten af for forfatteren, der skriver så englene synger.