Forfatter: Orhan Dogru
Forlag: TSDK Forlag
Udgivelsesår: 2018
Titler: Tre sagn om tre folks oprindelse og Newroz som myte og litteratur
Bagsideteksten til “Tre sagn om tre folks oprindelse”
For første gang er skatte fra kurdisk, tyrkisk og dansk folkelig fortællekunst blevet samlet i en letlæselig, rigt illustreret bog, der indeholder sagn om, hvordan de kurdiske, tyrkiske og danske folk blev til.
Kurdernes tilblivelseshistorie har rod i den kurdiske nytårsfest ”Newroz”, hvor man mindes Smeden Kawas oprør mod den onde tyran Kong Dahhak, i hvis skuldre der er fremvokset slanger, som kun kan holdes nede ved at ofre unge mænds liv.
Tyrkernes oprindelse siges at gå tilbage til en guddommelig ulvinde, som redder en tyrkisk dreng fra fjendens lemlæstelser. Senere parrer ulven og drengen sig for at videreføre tyrkernes slægt. Tilsvarende reddes tyrkerne ud af ødemarken Ergenekon ved ulvindens guddommelige kraft.
I Danmark har man ikke et så dramatisk sagn om folkets oprindelse, idet heltesagnet om Kong Dan, som gav navn til landet Danmark, fortæller om, hvordan Danmark skabes på fredelig vis, ved at Kong Dan samler sjællændere, jyder og fynboer til et samlet rige.
Forlagets beskrivelse af: “Newroz som myte og litteratur”
Bogen indeholder den hidtil mest detaljerede genfortælling af Newroz-myten fra oldtidens Mesopotamien, der går længere tilbage end til fortællingen om den tyranniske Kong Dahhak ved også at berette om kongerne Djemshid og Mardas. Dengang var Mesopotamien hjemsted for en mosaik af folkeslag som kurdere, arabere og persere i en verden behersket af overnaturlige kræfter.
Da det mørke, der hænger over landet som en tusindsårsnat, er allerdybest, træder sagnhelten Smeden Kawa ind på scenen og gør oprør mod Kong Dahhaks under-trykkelse af sit folk. Smeden Kawas rolle som lysbringer i den mørke tid danner grundlag for Newroz-myten, der ikke kun betegner det kurdiske nytår, men også står som symbol på modstand mod undertrykkelse og stræben efter frihed.
Sidst i bogen bringes der en analyse af tre ældre klassiske fortælleres omtale af Newroz-myten i deres værker. I den forbindelse foretages der en kritisk analyse af Firdausis ensidige behandling af Newroz-myten. Derefter gengives der for første gang på dansk et udvalgt kapitel af “Serefname”, den første kurdiske historiebog af ?erefxane Bedlisi,
hvori Newroz-myten er omtalt, samt et eksempel på, hvorledes Ehmede Xani har inddraget myten om Newroz i sin kurdiske klassiker “Mem û Zîn”.
Mads-Peder Anmelder:
Jeg har valgt at anmelde de to bøger under ét. Det kan være, at jeg gør bøgerne uret derved – det har jeg lidt svært ved at vurdere. Jeg blev kontaktet af forfatteren, og ville gerne anmelde begge udgivelserne. På sæt og vis, blev læsningen til dels overlappende. “Newroz som myte og litteratur” omhandler nogle af de samme aspekter som “Tre sagn om tre folks oprindelse”. Jeg forsøger dog med denne sammenblanding i anmeldelsen alligevel…
Først og fremmest, så undrede bøgerne mig en smule, da de kom til mig med posten. De var tyndere og langt mere overskuelige i deres udtryk, end jeg havde antaget. Se blot de flotte forsideillustrationer. Dernæst, stod jeg med en læserovervejelse – skulle jeg læse de tre sagn først, eller starte med læsningen, om myten og Newroz i litteraturen. Jeg valgte det sidste, og ville efterfølgende hellere, hvis jeg havde valgt modsat – sådan er det nogle gange…
Ganske vist, var “Newroz som myte og litteratur” ok interessant, men alligevel sad jeg med en lidt uforløst følelse igennem læsningen – den der kan ramme én, når man ikke helt kan se, hvad forfatteren vil mig som læser. Den forlod mig faktisk aldrig helt! Omdrejningspunktet er såmænd ganske interessant – myter er og har været eksistentielle for folkeslags selvforståelse. Den del står klart efter læsningen.
Derimod tog nogle interessante tanker form, imen jeg læste de mere letlæste, og måske derfor, også mere fangende “Tre sagn om tre folks oprindelse”. Der ligger et kulturhistorisk epos i de tre sagn, der på hver deres måde er oprindelsesmyter. På trods af forskellighed i deres udtryk, så peger de på det væsentlige behov, som mennesker i tidens løb, har for at stadfæste en sammenhæng til hinanden indbyrdes og et geografisk tilhørsforhold. Jeg synes faktisk at forfatter Orhan Dogru er ude i et væsentligt ærinde alene i den sammenhæng – han peger med samlingen af tre sagn på, at mennesker slet ikke er så forskellige, og at vi har brug for et ophav og en myte om vores oprindelse. Jeg synes den væsentlige pointe og fortælling står tilbage som et vigtigt og tydeligt budskab efter endt læsning.
Orhan Dogru har et let tilgængeligt og meget læsværdigt sprog, som i høj grad trækker oplevelsen op. Skal jeg rådgive læsere i brugen af disse to værker, så vil jeg foreslå, at fremtidige læsere springer ud i “Tre sagn om tre folks oprindelse” som det første, og dernæst “Newroz som myte og litteratur”.
Tak for den spændende mulighed for at læse med i noget anderledes og især kulturhistorisk væsentligt. Særligt hvad angår den underliggende pointe om, at vi mennesker er mere lig hinanden, end vi går og gør os forestillinger om. Det her burde ophøjes til et fredsprojekt…