Jeg forsøger mig med endnu en blogpost. Det skulle være moderne – jeg vil gerne være moderne. Jeg kæmper lidt med formen. Hvordan jeg (min primære interesse er forfatterskabet) alligevel kan bruge blog-mediet til at skrive om netop min interesse. Skrive til interesserede læsere, hvad jeg arbejder med. I et forfatterskab vil der uundgåeligt være længere pauser imellem udgivelser… .

Dette er mit blot andet blog-indlæg nogensinde. Bær over. Hvor det første var afstedkommet af ydre begivenheder, så er dette afstedkommet af indre… .

Skrivekløe og kreativ kraft er et fantastisk brændstof for sjælen. For en forfatter er skriveblokering og fantasiløshed modsætningen. Jeg har indtil videre fulgt mit hjerte og interessefelt i mine skriblerier. Jeg har fundet en ide eller haft en tanke, og dernæst forfulgt den til færdig tekst. Altid færdig tekst. Jeg glemte det for en kort stund.

Altså glemte; at afstand også er en kreativ proces.

Jeg sysler med min første roman, der mangler nogle dimensioner for at blive færdig. Ideen er endelig opstået til hvordan. Den vil bare ikke materialisere sig lige nu. Det er frustrererende i en grad, jeg knapt kan sætte ord på. Eller det var frustrerende.

Romanen er en slægtsroman med så mange løse tråde, at jeg pt. stirrer mig blind på dem. Ingen sløjfer ønsker at blive føjet til. Den åbner sig mere og mere, og det går ikke. Strukturen var stram, og det skal den forblive. Jeg ønsker ikke et ti-binds værk – jeg var igang med en kortroman med slægtshistorisk- og filosofisk islæt. Det vil den ikke føje sig for; den har sit eget liv. Det er alt sammen meget godt, men jeg kan ikke være med i det… . Ikke lige nu. Det er i den sammenhæng, at tanken opstår omkring det; at afstand også er en kreativ proces.

Den ufærdige roman ligger nu gemt i arkiv-filerne dybt inde i min computers støvede gange. Blandt fil-rester og ufærdige ting, hvor ingen mus og klik finder vej på daglig basis. Bare rolig. Den lider ikke overlast. Ligesom verdenshistorien kan min historie sagtens klare at øjnene ikke hviler på den hver eneste dag.

Når, og først da, vi igen er klar til at forenes, kan vi mødes.

Da vil vi skabe hinanden. Jeg vil skabe et værk af de ufærdige sider, og den vil skabe netop den genre for mig i mit forfatterskab… .

Indtil da; jeg ligger ikke på den lade side. Jeg har startet et nyt projekt op. Omhandlende en ung sønderjydes tanker imens han sidder i en skyttegrav under 1. verdenskrig. Det er ikke kun lykkefulde erindringer, der kommer til den unge Hans, som han sidder der og afventer signalet til angreb. Det bliver en sjælevandring til sindets afkroge; en vandring – et forsøg på at forstå krigens absurditeter. Indtil videre tegner det rigtig godt. Den fortælling lever for mig – den bobler for at komme frem.

Sådan skal skribleri være for en forfatter. Det er sådan skrivekløe og kreativ kraft skal føles. Jeg overgiver mig til det oprindelige projekts ikke tidssatte pause – kaster mig ud i noget der begejstrer… .

Med 10218 ord, der har fundet vej til siderne er jeg allerede godt igang. Det her bliver rigtig godt. Det er jeg sikker på… .

Hvor spændende det end føles for mig, så er jeg dog ked af det på Hans vegne. Det må have været frygteligt at sidde i skyttegravenes mudder. Imens man venter på stormangreb igennem ingenmandsland… .