Tag-arkiv: snydt

Forført af en svindler – C. Friis-Holst

Forført af en svindler – C. Friis-Holst

 

Forfatter: C. Friis-Holst

Forlag: BoD

Antal sider: 382

ISBN: 9788743000587

Bagsideteksten:

Ville du kunne falde i kløerne på en svindler? “Aldrig nogensinde!” er svaret for de flestes vedkommende. Du vil formodentlig være af den overbevisning, at du kan spotte en svindler på lang afstand. Ikke desto mindre, så sker det hver eneste dag, at tusindvis af mennesker over hele verden, såvel i erhvervs- som i kærlighedslivet, bliver ofre for svindel. Det har intet at gøre med manglende intelligens eller lavt selvværd – det kan ske for os alle, fordi vi som udgangspunkt stoler på vores medmennesker.

Louise er 42 år og har oprettet en datingprofil. Efter et par dage får hun kontakt med den amerikanske Danny, der er i Danmark i forbindelse med en udbudsrunde på en kontrakt på et brobyggeri i Nepal. De to begynder en korrespondance som udvikler sig intenst over de næste fire uger. Louise er flere gange i tvivl om, hvorvidt Danny virkelig er den, han udgiver sig for at være, men han forsikrer hende gang på gang om, at hun kan stole hundrede procent på ham og at tillid er essentiel i alle former for relationer mellem mennesker. Hvis man lyver, vil det altid blive opdaget. Louise vælger derfor at stole på ham, lige indtil hendes værste anelser bliver til virkelighed.

Mads-Peder anmelder:

Jeg bestilte et anmeldereksemplar så snart jeg så C. Friis-Holst var udkommet med en ny roman. Jeg har tidligere anmeldt hendes debutroman Karla med K, som jeg syntes var spændende. Egentlig var jeg i første omgang ikke så vild med emnet for bogen – Svindel! De første sider gav mig en følelse af, at jeg måske havde kastet mig ud i noget, som for en gangs skyld ikke interesserede mig…

Jeg blev hurtigt klogere. Bogens opsætning forvirrede mig ligeledes først, men gav også oplevelsen af en let-tilgængelighed. C. Friis-Holst har sat bogen op som en lang internet-korrespondance imellem Danny og Louise. Ind imellem er der beskrivelser af, hvad Louise foretager sig, når hun ikke sender eller modtager beskeder. Formatet fungerer faktisk overraskende godt, når man lige kommer ind i rytmen med det.

Fra min første kortvarige tvivl og et par sider fremme i bogen, så var jeg med hele vejen – jeg synes de romantiske beskeder og de overvejelser Louise gør sig undervejs i hendes og Dannys korrespondance er nærværende og autentiske. Jeg er endda fuld af forståelse for, efter at have læst bogen, at Louise lukker øjnene for de uoverenstemmelser, som hun næsten selv ser undervejs omkring Danny. Hun vælger at gøre sig blind! Er det ikke, som i det gamle ordsprog om kærlighed der gør blind?

Troværdigt og indsigtsfuldt skrevet.

Forsiden er et lille kunstværk i sig selv – det er sjældent, at man ser en bog med så gennemført et cover. Meget flot. Efter at have læst bogen må jeg endda konstatere, at coveret er meget sigende for indholdet. Skyggerne, solen der ikke helt bryder igennem, men lader sig ane i horisonten. Jeg kunne sagtens tolke noget symbolik ind i det…

Det er elegant og med klasse.

Jeg vil ikke sige noget omkring det med at blive svindlet – jeg tror på C. Friis-Holst, når hun påpeger at alle kan blive svindlet.

Tak for en rigtig god bog og læseoplevelse.

Mads-Peder Winther Søby

Nedenfor er link til anmeldelsen af Karla med K af samme forfatter

Connie Friis-Holst – Karla med K