Michael Karbo – MCS en cyberthriller fra Jylland og omegn

Forfatter: Michael Karbo

Titel: MCS en cyberthriller fra Jylland og omegn

Forlag: Mellemgaard

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 349

ISBN: 9788771908534

Bagsideteksten:
Marcus Carlsson går og hygger sig med småopgaver som freelancesikkerhedskonsulent i en sydjysk provinsby, hvor der sjældent sker særligt meget. Men en dag kontaktes Marcus af en bekymret lægefrue, der vil have ham til at foretage et økonomisk tjek af hendes ægtemand, der har arbejdet mange år i udlandet.
Grundlæggende bryder Marcus sig ikke om skilsmissesager, men han synes godt om kvinden og går med til at give parrets økonomi en revision. Der viser sig at være ubehagelige sager gemt under den meget nydelige facade, og som sagen udvikler sig, tvinges Marcus nødtvungent ud af sin ellers rimeligt tilbagelænede dagligdag og ind i et drama om et diabolsk udspekuleret biotechfirma, grænseoverskridende cyberkriminalitet og en håndfuld bundkorrupte schweiziske bankfolk. 

Mads-Peder anmelder:
Michael Karbo har med MCS en cyberthriller fra Jylland og omegn begået en lidt anderledes bog. Det tog mig lidt tid, før jeg læste mig varm på den. Derefter var jeg såmænd grebet ind af stemningen og plottets fremadskriden. Jeg havde også lidt svært ved at sluge hovedpersonen Marcus. Han er sympatisk, lidt sådan ”over the top”, hvilket passer godt ind i helterollen, som det f.eks. er skitseret i utallige amerikanske film. Samtidig er han lidt en helse-mand, der spiser sundt og dyrker den sunde livsstil. På en eller anden måde, havde jeg lidt svært med at forlige den mand, med de senere oplevelser han blev vævet ind i. Nuvel, det giver jo et pift til historien, at en have en lidt anderledes helt end vanligt, til at tage over. 
Plottet var faktisk medrivende og udtænkt på en ny og spændende måde. Lidt anderledes end man plejer at se plot udspille sig. Bogen lægger op til en efterfølger eller flere. Jeg håber Marcus falder bedre ind i hovedrollen i fremtiden. I denne ganske underholdende og spændende fortælling, virkede han lidt som om, han til stadighed haltede lidt efter handlingen. Derimod var flere af de andre personligheder virkelig godt beskrevet og fulgt til dørs. Bl.a. synes jeg godt om lægefruen, der pludselig bliver kastet ud i nye livsforudsætninger. 
En rigtig fin bog. Blot med et håb om, at hvis der kommer flere bøger til i serien om Marcus, at han så bliver tegnet lidt mere op – han stod en smule vag i min læsning…
Jeg kan rigtig godt lide handlingsmomentet med cyber-kriminalitet og hovedpersonernes modtræk ligeledes i cyperspace. Det giver en moderne dimension til fortællingen. Det er jo nok reelt nok, at meget kriminalitet foregår i den digitale verden. Titlen er delvist misvisende, da vi kommer langt længere omkring end Jylland og omegn. Men det anser jeg kun som et bonus.
Det bliver spændende at følge Michael Karbos videre litterære færd. 
 

Vi gjordes fast i noget

Vi gjordes fast i noget
rygsækken og jeg
vi rejste os stolt
knejsende med hovedet
Vi havde mål og med
I den store verden
Ville se og vise
Vi ville afsted
Rygsækken havde Dannebrog
Jeg havde velfærdsstat
En gymnasial eksamen
Selvretfærdig ro
Tiggerne sang; spare a quarter
i halvfemsernes San Francisco
Rygsækken blev båret af idealisme
Vi drak øl, vin og porter
Rygsækken blev slidt
igennem nullerne
af Pia og to omgange med Lars
Alting blev sort eller hvidt
Velfærden blev til en konkurrence
Verden blev alt for farlig
Sagde Pia og to omgange med Lars
Omdrejningspunktet var penge og difference
in- mellem os og dem
Rygsække var blevet farlige
For historien skulle slettes med
parolen; glem glem glem
I tierne er sandheden en forhandling
Rygsækken er aldrig gjort fast
Den skal konstant tømmes og fyldes på ny
Rygsække kan ikke holde til den slags behandling
De bliver hullede og ubrugelige
Og kan ikke længere vises frem
Vi mister tyngden og snubler frem
Fuldstændig i blinde og umulige
Teer os uden ydmyghed og ynde
Glemmer alt det vi gjorde bedst
Glemmer hvem vi var og havde med
I rygsækken lå en fortælling med en hymne
Om menneskets ukrænkelighed
Om livets værdi i sig selv
Om konventioner og demokrati
Om alle menneskers ret til frihed
Min rygsæk var fyldt med fælles idealer
Danmark var frisind og ikke indskrænkethed
Danskhed åbnede op, lukkede sig ikke inde
Nu hænger den i laser…
Mine håb for tyverne er såre simple
At min rygsæk bliver lappet og fyldt op
Med stoltheden over at vi kan noget særligt
AT vi kan “spare a quarter” og at vi igen tør glimte
At den rygsæk jeg giver mine børn i gave
Stoltheden over at vide, at der er et yndigt land
At hvad end dansk er, så er det ikke indskrænket
småligt, konkurrence, blindt, umuligt og helt af lave
At de gøres fast i noget
Rygsækken og børnene
At de kan rejse sig stolt
Knejsende med hovedet
Mads-Peder Winther Søby, 2018

Paderok og andre noveller – Max Ulrich Klinker

“Padderok og andre noveller”. Med udsigt over Vejle fjord.

Forfatter: Max Ulrich Klinker

Forlag: Brændpunkt

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 122

ISBN: 9788793383524

Bagsideteksten:

Max Ulrich Klinkers noveller er fra så vidt forskellige steder som Cuba, Frankrig, Vestafrika og københavnske Østerbro. De er alle skrevet med et kosmopolitisk udsyn og en klassisk dannelse.

Novellerne handler om livet, og hvorvidt man kan orientere sig i et univers der, ligesom forfatterens fortid i luftrummet, ikke lader sig kortlægge eller repræsentere fyldestgørende med et entydigt sprog. En verden uden faste grænser og kategorier, og hvor man nemt kan komme ud af kurs. Det er perspektivrige historier med livsholdning fortalt i et kalejdoskopisk lys fra Goethes legendariske farvelære.

Rejs med over siderne til den eksklusive Franske Riviera, til den gamle bydel i Havana, til Versailles-parken, til postflyvernes Saint Louis i Senegal, til den canadiske ødemark – og selvfølgelig, til Østerbro.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har tidligere introduceret Max Ulrich Klinker med en anmeldelse af romanen Flyver i natten. Denne gang har jeg haft Max’s noveller med mig i sommerhus. En skøn uge i sommerhus højt på skrænt med en fantastisk udsigt over Vejle fjord. Ugerne er gået, og jeg er først kommet omkring til anmeldelsen nu. Billedet skulle forsøge at illustrere, hvordan bogen, ligesom teksterne i den, balancerer yderst på overgangen til noget andet…

Max er en fantastisk forfatter, der endnu engang, og måske endnu tydeligere i novellerne, formår at overbevise mig om sin sproglige kunnen og forfattermæssige evner. Noveller kan noget andet end romangenren. Max’s roman Flyver i natten drog mig ind, fangede mig i sin intense handling. Novellerne gør noget andet for mig. Med sine små korte historier (nogle lidt længere) er det ikke en page turner i egentlig forstand. Jeg bliver derimod fanget ind af den stilistisk sikre vejleder, og de korte og præcise sætninger. På den måde minder Max Ulrich Klinker mig meget om en anden novelle-forfatter, Allan Lillelund, der med sin novellesamling Dage uden dagbog formår den samme svære øvelse.

Novellerne, centrerer sig om en form for frihedstrang – friheden til ikke at være metermål. Det er den følelse og tolkning, der står tilbage, efter endt læsning for efterhånden en del uger siden. Friheden til at være mennesker i sin egen ret. Noget andet og mere – noget ikke helt lig andre. Den frihedstrang er så stærk, at den virkelig også sætter fri. Dog ikke uden en pris. Jeg betvivler, om de forskellige hovedpersoner reelt føler sig ensomme, men sandheden er nok, at de faktisk er ene. De er enspændere, selvtilstrækkelige til dels. F.eks. dette citat fra novellen Fuldmåne i Alperne:

Ikke en gang de sneklædte bjerge på begge sider af vejen gennem alpedalen kunne mere end anes. Og der var selvfølgelig heller ikke vejlys eller andre biler på strækningen efter Frejus-tunnellen. Jeg var alene.”

Bagsideteksten henviser til klassisk dannelse. Jeg tror, at den klassiske dannelse kommer til udtryk i disse selvtilstrækkelige hovedpersoner. De lader sig ikke guide af omverdenens dom, som de fleste moderne mennesker gør – de lader sig guide af en indre normsætning. De er ikke mennesker i metermål, de står selvstændigt. Det betyder også, at de står selv. I helt konkret forstand…

Tak for en fantastisk novellesamling. Jeg er endnu engang forført af ordene og forfatterens stilsikre hånd.