Tag-arkiv: selvudgivelse

Karen Schultz – Uren 2

Forfatter: Karen Schultz
Forlag: Forlaget November
Udgivelsesår: 2019
Antal sider: 308
ISBN: 978 87 648 0025 8

Bagsideteksten:
Uren 2 er det andet af fem bind i serien om hvordan et menneske bliver sig selv. Andet bind handler om ungdom i Sønderborg, Holstebro og især i København – og om uddannelsen til officer på Frederiksberg slot i 80’erne. Det er en praktisk og teoretisk uddannelse i Hærens kamptropper hvor kvinder hidtil ikke har haft adgang og hvor skam, tvivl og mørke følger med.

Mads-Peder anmelder:
Jeg må starte med at skrive, at jeg ikke var helt så ”blown away” over andet bind som det første. Karen Schultz skriver fantastisk, og gør fortællingen levende. Det er som i etteren interessant at følge hovedpersonens vej videre frem i livet. Nu lidt ældre, og i gang med en uddannelse indenfor hæren.

I modsætning til etteren, så savnede jeg dog den konkrete kobling imellem hovedpersonens skyld og skamfølelse, og det liv hun var underlagt hos den svage moder og den decideret ustabile og grænseoverskridende stedfar.

I toeren fortsætter skyldfølelsen og skammen med at have sit tag i hovedpersonen – det står dog for mig som læser, ikke helt klart, hvorfor. Jeg forestiller mig, at den problematiske opvækst medvirker – det forstår man jo, når man har læst etteren. Derimod fremstår hovedpersonen egentlig ganske stærk i toeren, og i høj grad som en fandenivoldsk ung kvinde. Hvorfor bliver hun så ramt af tvivl i nogle situationer? Hvorimod hun i andre situationer, styrer kontrolleret og med fast hånd igennem dem – som f.eks. det udlevede seksualliv? I etteren gives der forklaringer på det spring imellem nervøsitet og fandenivoldskhed som hovedpersonen oplever (det spænd i hovedpersonens psyke er faktisk en del af det spændende i fortællingen – således også i toeren). De forklaringer mangler lidt i toeren...

Nå, hvorom alting er, så giver K. Schultz igen nogle overbevisende og spændende tidsbilleder. Hun runder på skønneste vis, nogle af de problematikker der på daværende tidspunkt, opstod, når kvinder skulle være en del af kamptropperne. Jeg synes det er befriende at høre om en kvinde, der er frigjort og selv vil bestemme over sin seksualitet – og gør det!

Det sårbare menneske, bag den stærke kvinde, giver mig som læser helt knuder i maven. Jeg føler med hende i skrøbeligheden, og sidder som læser og hepper på, at alting nok skal løse sig. Samtidig sidder jeg også med et spørgsmål på læberne om, hvorfor netop nogle bestemte hændelser, der beskrives i bogen, lader hovedpersonen bryde sammen. Tit, kan man ikke give en forklaring på den slags i det virkelige liv, men jeg synes litteraturen i det mindste skal forsøge…

En anden interessant ting, ved denne bogserie, er det åbenlyst selvbiografiske i fortællingen. Således hedder forfatteren og hovedpersonen begge Karen. Der lægges ikke skjul på, at de oplevelser der beskrives, er Karens (forfatterens) egne oplevelser. Som læser kan der selvsagt altid være en tvivl om, hvornår vi får fortalt med udgangspunkt i erindringer, og hvornår det er hukommelsen der er på spil. De to ting er ikke det samme! Det gør dog mindre, da det er en troværdig og overbevisende forfatterstemme. Forfatteren tager os med på et vue igennem et menneskes liv, og jeg glæder mig allerede til at følge med videre i serien om Karen, også på trods af de par kritiske bemærkninger ovenfor.

Jeg er stadig overbevist om kvaliteten i fortællingen, omend jeg ikke havde den samme følelse af at måtte læse fra ende til anden på blot én aften, som jeg havde i etteren.

Michael Hørup Møller – Far! Bruger skeletter solcreme?

Far! Bruger skeletter solcreme? af Michael Hørup Møller

Forlag: MHM-ORD

Forfatter: Michael Hørup Møller

ISBN: 978-87-998560-1-5

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 185

Bagsideteksten:

Kan man blive lykkelig af at være rig? Spiser høns kun skaller? Hvad er grunden til, at kakerlakker spiser kolort, og er det godt for noget som helst?

Hvordan associerer børn deres eget hverdagsunivers med hjemløshed og en sociologisk optik på det samfund, de er en del af?

Hvad er grunden til, at det er sejt at have mistet en tand før skolestart, og hvordan indgår en Ferrari i den infantile betragtning om at være sej og opnå det gode liv?

Hvordan forklarer man børn, at begreber som BYOD (Bring Your Own Device), politik, skolereform og mønsterbryder har en indflydelse på deres fremtid?

Hvordan forklarer man og lærer sine børn ikke at sparke nedad, hvad er den reele årsag til mobning, og hvordan opstår det? Er det svage mennesker, som mobber?

Hvad kommer der efter uendeligheden, og hvad sker der, hvis en lysstråle rammer forbi planeten Mars?

Hvorfor bliver forældre skilt, hvordan navigerer børn i det, og hvordan formår man som forælder at håndtere den rationelle logik versus den følelsesmæssige balance?

Hvis skaberen er i alting – er han eller hun så også i det bacon, man putter i sit pitabrød?

Er der mere mellem himmel og jord, end man kan se?

Mads-Peder anmelder:

Min gode forfatterkollega Michael Hørup Møller er netop udkommet med værket Far! Bruger skeletter solcreme? Som jeg dels har smilt, klukket og reflekteret mig igennem. Michael vil alt med bogen. Han tager afsæt i hverdagen med sine to drenge, og derfra opstår mange interessante og virkeligt skøre betragtninger. Det er dog ikke en putte-nuttebog om sjove børnekommentarer… eller det er ikke udelukkende en bog om det! Med et fængende sprog, gør Michael det han er rigtig god til – han skriver om alt der falder ham ind. Faktisk, så tænker jeg opskriften han har brygget udfra er, at han har villet skrive en bog og tilsætte den en knivspids kaos. Resultatet er ganske unikt.

Michael er nemlig rigtig god, når han fabulerer direkte ud af landevejen på et dejligt flydende og nærværende sprog. Han forfalder et par gange til mere akademiske sætninger, som jeg egentlig synes han klarer sig fint uden. Når man kan skrive som ham, så behøver man slet ikke at skrive svært…

Michael mener meget om rigtigt mange ting. Det vil han også opdrage sine to drenge til at gøre. Han vil gerne, at de to bliver selvstændige og reflekterede mennesker i en svær verden. I Michaels optik, og han argumenterer fint for det, så er det bare ikke så nemt, når man er oppe imod en tidsånd, hvor dårlig politisk ledelse og utroligt meget “sparken nedad” er på dagsordenen. Når så poderne, eller som Michael omdøber dem “Bjørneungerne”, ikke længere kan være med på refleksionsniveaut – de er jo trods alt ikke engang teenagere… Ja, så tager Michael forklaringerne og diskussionen videre med læseren. Det fungerer fint for mig. Michael er ikke ude i at tilbyde verden endnu en putte-nuttebog. Michael mener, at der skal ske store ændringer og et stort holdningsskifte i verden, hvis vores børn skal have fornuftige vilkår at tage deres første voksenskridt i.

Michael påtager sig, og kalder sig med ironisk distance for Orakel. Sådan ét er der jo brug for, når to videbegærlige drenge stiller spørgsmålene. Hør blot dette:

“Har du haletudser inde i din tissemand?”

(Citat: Far! Bruger skeletter solcreme?)

Ja, hvad svarer man lige på det? Det er slet ikke nemme spørgsmål drengene stiller, men Michael gør sit bedste, for at tilbyde sine drenge nogle sammenhængende forklaringer på livet. Stor respekt for det, og stor respekt for bogen. Den er nødvendig.

Der råbes på, at kunstnere blander sig i den offentlige debat. Det gør Michael så i denne bog (han gjorde det nu nok også inden bogen…).

Det vigtigste… allervigtigste, blandt et hav af gode pointer i bogen, er nok det underliggende i hele fortællingen. Nemlig nærvær. Det er vist blevet en mangelvare i det moderne, men skal vi opdrage fornuftige og hele mennesker, så kræver det nærvær med sine børn, af en kaliber, som vi desværre ser for lidt af i dag. Er man ikke nærværende, så kan man jo ikke svare på alle de svære spørgsmål, som stilles af børn, der endnu ikke er indoktrineret af et skal og bør. En dejlig bog fra Michael Hørup Møller.

Nedenfor, link til anmeldelse af tidligere udgivelser

af Michael Hørup Møller

Michael Hørup Møller – Virus (Jensen nr. 1)

Forført af en svindler – C. Friis-Holst

Forført af en svindler – C. Friis-Holst

 

Forfatter: C. Friis-Holst

Forlag: BoD

Antal sider: 382

ISBN: 9788743000587

Bagsideteksten:

Ville du kunne falde i kløerne på en svindler? “Aldrig nogensinde!” er svaret for de flestes vedkommende. Du vil formodentlig være af den overbevisning, at du kan spotte en svindler på lang afstand. Ikke desto mindre, så sker det hver eneste dag, at tusindvis af mennesker over hele verden, såvel i erhvervs- som i kærlighedslivet, bliver ofre for svindel. Det har intet at gøre med manglende intelligens eller lavt selvværd – det kan ske for os alle, fordi vi som udgangspunkt stoler på vores medmennesker.

Louise er 42 år og har oprettet en datingprofil. Efter et par dage får hun kontakt med den amerikanske Danny, der er i Danmark i forbindelse med en udbudsrunde på en kontrakt på et brobyggeri i Nepal. De to begynder en korrespondance som udvikler sig intenst over de næste fire uger. Louise er flere gange i tvivl om, hvorvidt Danny virkelig er den, han udgiver sig for at være, men han forsikrer hende gang på gang om, at hun kan stole hundrede procent på ham og at tillid er essentiel i alle former for relationer mellem mennesker. Hvis man lyver, vil det altid blive opdaget. Louise vælger derfor at stole på ham, lige indtil hendes værste anelser bliver til virkelighed.

Mads-Peder anmelder:

Jeg bestilte et anmeldereksemplar så snart jeg så C. Friis-Holst var udkommet med en ny roman. Jeg har tidligere anmeldt hendes debutroman Karla med K, som jeg syntes var spændende. Egentlig var jeg i første omgang ikke så vild med emnet for bogen – Svindel! De første sider gav mig en følelse af, at jeg måske havde kastet mig ud i noget, som for en gangs skyld ikke interesserede mig…

Jeg blev hurtigt klogere. Bogens opsætning forvirrede mig ligeledes først, men gav også oplevelsen af en let-tilgængelighed. C. Friis-Holst har sat bogen op som en lang internet-korrespondance imellem Danny og Louise. Ind imellem er der beskrivelser af, hvad Louise foretager sig, når hun ikke sender eller modtager beskeder. Formatet fungerer faktisk overraskende godt, når man lige kommer ind i rytmen med det.

Fra min første kortvarige tvivl og et par sider fremme i bogen, så var jeg med hele vejen – jeg synes de romantiske beskeder og de overvejelser Louise gør sig undervejs i hendes og Dannys korrespondance er nærværende og autentiske. Jeg er endda fuld af forståelse for, efter at have læst bogen, at Louise lukker øjnene for de uoverenstemmelser, som hun næsten selv ser undervejs omkring Danny. Hun vælger at gøre sig blind! Er det ikke, som i det gamle ordsprog om kærlighed der gør blind?

Troværdigt og indsigtsfuldt skrevet.

Forsiden er et lille kunstværk i sig selv – det er sjældent, at man ser en bog med så gennemført et cover. Meget flot. Efter at have læst bogen må jeg endda konstatere, at coveret er meget sigende for indholdet. Skyggerne, solen der ikke helt bryder igennem, men lader sig ane i horisonten. Jeg kunne sagtens tolke noget symbolik ind i det…

Det er elegant og med klasse.

Jeg vil ikke sige noget omkring det med at blive svindlet – jeg tror på C. Friis-Holst, når hun påpeger at alle kan blive svindlet.

Tak for en rigtig god bog og læseoplevelse.

Mads-Peder Winther Søby

Nedenfor er link til anmeldelsen af Karla med K af samme forfatter

Connie Friis-Holst – Karla med K

 

Michael Clasen – Grådighedens pris

Grådighedens pris, Michael Clasen

 

Forfatter: Michael Clasen

Forlag: BoD

Antal sider: 415

ISBN: 978-87-7188-479-1

Bagsideteksten:

Michael Clasen – Grådighedens pris

I Guineabugten bliver en dansk coaster angrebet af pirater. En af vagterne bliver såret og vender hjem til sin barndomsby Haubjerg.

Her slår han sig ned som privatdetektiv og kommer til at gribe afgørende ind i en række mystiske og skæbnesvangre begivenheder på godset Tranedal.

Privatdetektiven Daniel Dreyer optræder for første gang i GRÅDIGHEDENS PRIS.

Bogen er en afslørende, samfundsorienteret krimi fra den danske hverdag. Det viser sig at der foregår usædvanlige og truende ting lige under overfladen.

Mads-Peder anmelder:

Jeg bestilte et anmeldereksemplar af “Grådighedens pris” straks jeg så forfatteren Michael Clasen var aktuel med en ny roman. Jeg læste i foråret forfatterens forrige roman “Det smukke kranie fra Købmagergade” og var meget imponeret. Denne gang har M. Clasen kastet sig over krimigenren. Normalt ikke den genre jeg selv læser hyppigst, men den slags skal ikke stoppe mig, jeg var nysgerrig på mere efter sidste gode oplevelse… .

Bagest i “Grådighedens pris” er jeg såmænd iøvrigt nævnt ved navn, i forbindelse med et citat fra min anmeldelse af forfatterens forrige udgivelse – jo jo, det er en lille verden :-).

Nå, nu til anmeldelsen af den aktuelle udgivelse.

Wow, jeg er fuldstændig bjergtaget af “Grådighedens pris”. Det er en fantastisk bog – den er meget velskrevet og virkelig interessant læsning. Det er en krimi der samtidig peger på aktuelle problemstillinger i vores samfund, der som et ondt nemesis vil kræve vores alles opmærksomhed, før eller senere… . Den slags er selvsagt god spænding – og meget meget skræmmende læsning, fordi det så let kan blive aktuelt!

Jeg har svært ved at finde nok superlativer frem i forhold til bogen – den står efter endt læsning endnu stærkere i min bevidsthed end forfatterens forrige udgivelse, selvom den opererede med et historisk islæt, som ofte tiltaler mig mere end de forudsætninger krimien opererer på. “Grådighedens pris” er en af de bedste bøger, jeg har læst endnu i år. Det endda sagt, selvom jeg enkelte steder synes plottet favner for vidt – ikke at det ikke er spændende, men selv en forfatter af Michael Clasens format har svært ved at binde trådene helt overbevisende. Ikke at der er løse ender – det er der, så vidt jeg kan se ikke… . Alene persongalleriet gør det dog svært at få alle forgreningerne helt sikkert i hus. Det skal så siges, at det også er min eneste indvending imod bogen, som jo slet ikke er en stor en af slagsen. Genren som sådan er jo også ofte præget af delvist åbne slutninger – jeg tror da også, at M. Clasen barsler med en fortsættelse af bogen (det håber jeg), og mon ikke hovedpersonen Daniel Dreyer til den tid har fundet sig endnu mere til rette i privatdetektivfaget.

“Grådighedens pris” skal klart anbefales til alle. Den er mesterligt udført, og jeg vil da foreslå interessede allerede nu, at købe et eksemplar til sig selv i julen, og så kan den vel passende ligge under juletræet til alle du er på gave med. Fantastisk oplevelse.

Richard Asklund – Praktikantens Univers

Forfatter: Richard Asklund

Forlag: Saxo Publish

Antal sider: 228

ISBN: 9788740939774

Bagsideteksten:

John, den unge ph.d.-studerende, kæmper for at forstå en dybere mening med livet. På sin vej møder han den smukke og forførende Bianca, der bjergtager den intellektuelle unge mand. Sammen bliver de dybt inspireret af en spirituel hændelse, fortalt af en ældre kone på en lille ø. Det er her, fortællingen om Praktikantens Univers begynder. Det er historien om, hvorfor mennesket er sat på jorden, som undersøger den dybere mening med livet, krydret med spænding, erotik og bestialske forbrydelser.

Seks meget forskellige individer skildres, samtidig med at nogle af deres veje krydses i denne velfortalte og spændende Thriller roman. Alt kulminerer i et eneligt møde med sandheden, en voldsom konfrontation mellem hovedpersonerne og mødet med det uforklarlige.

Praktikantens Univers bygger på teorien om, hvorfor vi er sat på jorden, og giver en interessant vinkel til det at eksistere. Det er en perspektivering til det eksistentielle i menneskets livsopfattelse med et strøg af spiritualisme

Foregår der en vandring gennem forskellige energidimensioner? Hvis man søger efter en dybere mening med ens egen sfære, kan denne fortælling måske bidrage med en vis portion af diversitet til den gængse indstilling. Hvad er vigtigt at efterleve i det liv, vi har fået tildelt, og hvor meget betyder det at leve i nuet og følge vores instinkter? Praktikantens Univers er et opgør med normaliteten og trivialiteten.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har fået tilbudt og tilsendt dette anmeldereksemplar, og da det lød alt for spændende, så har jeg kastet mig ud i det. Praktikantens Univers er så sandelig “et opgør med normaliteten og trivialiteten”, som bagsiden skriver! Forfatteren Richard Asklund har vitterlig begået en vederstyggelig, rå, spændende og meget bestialsk fortælling. Jeg er både godt underholdt og forarget – findes den slags menneskeskæbner mon derude? Mange af hovedpersonerne er virkelig afsporede, set udfra min normative begrebsverden. Jeg forestiller mig, at det er den provokation forfatteren vil fremprovokere i læseren – jeg foretiller mig, at det er det verdensbillede Asklund ønsker at udfordre. Det virker såmænd efter hensigten.

Spørgsmålet er om forfatteren har ret! På forskellige måder bryder hovedpersonerne med normaliteten – de lever i nuet, de bryder normaliteten og lever efter instinkter. I hvert fald groft sagt. Asklund leger i Thriller-genren med nogle eksistentielle tanker om livsvilkår og mening med livet – jeg får lyst til at tilføje her; på meget bestialsk vis:

“(…) Legede igen med teorien om mennesket, som aspirant på jorden, udelukkende som vidensindsamlere, alt andet var ikke eksistentielt i forhold til det store hele. Hvor lang tid ville det tage denne praktikant at få samlet den fornødne viden, og hvornår ville det lykkes ham at finde vej gennem portalen? (…)”

(citat: Praktikantens Univers).

På sæt og vis, så synes jeg karaktererne i deres besynderlige a-normalitet, alligevel står som arketyper på nogle forskellige årtier. Således findes der i bogen rebeller i stil med 60’ernes road trip personificeringer, 80’ernes sortsyn, der findes sågar de glade jubel-verden-er-vores-rejsende i bedste 90’er stil. Årtierne er der alle. Ja ja, det er nok en overfortolkning, men man får mange tanker i hovedet i løbet af denne bog.

Én ting er dog meget tankevækkende, nu jeg alligevel er igang med en hovedløs analyse af værket. Nemlig spørgsmålet om forfatteren har ret. Asklund ønsker at udfordre det gængse verdensbillede omkring normaliteten, og vil istedet indsætte det instinktive og mere flow-orienterede liv. Jeg kan godt lide oplægget, men når jeg ser de prøvelser hovedpersonerne skal gennemgå (et fattigt ord, som jeg her bruger for ikke at afsløre handlingen i bogen), så ved jeg snart ikke om det alligevel er en ønskværdig vej i livet! Læs bogen og døm selv. Forbered dig på noget råt og uskønt, der alligevel har poesien med. Se bort fra, at bogen kunne have fortjent en ekstra gang igennem korrektur-møllen, og lad dig rive med. Jeg ved ikke om filosofien holder, men pusten er med hele vejen. Tak for oplevelsen.

Mads-Peder W. Søby