Jeg sidder pt. Sygemeldt med en virus på balancenerven og en døvhed på venstre øre. Ifølge lægen, er det en samlings-betegnelse, man kan skubbe al mulig dårligdom ind under. For pokker, hvor bliver man svimmel af den samling! Jeg har svært ved at holde min kurs, når jeg beslutter at bevæge mig fra min lænestol til kaffemaskinen. Jeg må så blive siddende istedet og læse i en bog. Jeg læser Troels Kløvedals Alle mine morgener på jorden. Se, der er en navigatør, som holder sin kurs. Hvor er læsningen både fantastisk og trist på en og samme gang. Fantastisk fordi han er eksponent for noget større end dagligdagen, og trist fordi han er så dødeligt syg, at det tager livet af ham inden for en overskuelig fremtid. Med ham rinder en epoke ud, hvor frisind og principper var byggestenene i vores yndige land. En tid, hvor man stadig huskede, hvorfor efterkrigstiden var så langt bedre end krigen…

Der råbes på, at vi kunstnere skal blande os mere i den offentlige debat. Troels Kløvedal har vel nærmest aldrig gjort andet! Med et lysende eksempel og en humørfyldt insisteren på en anden vej i livet, er han da netop navigatør for alle med en smule fantasi! Som forfatter blander jeg mig også i den offentlige debat! Min kommende roman-udgivelse Vi var mennesker i skyggernes tid, er skam ment som en kulturkritik…

I de sene halvfemsere rejste jeg jorden rundt. Jeg havde påklistret et lille Dannebrog på min backpack. Jeg bar med stolthed mit nationale ophav med mig i rygsækken. Få år senere, ville det ikke have været tilrådeligt! Da havde Muhammedkrisen og anden galskab taget alverdens overskrifter verden over. Skulle man undgå hårdtslående problemer, var det bedst at tone svensk flag. Dansk var ikke lige så populært som tidligere.

Ytringsfriheden skulle fremover bruges til at slå mindretallene i hovedet med, istedet for at sikre mindretallet mod bøller. Balancen forskubbede sig en smule fra nerven i min forståelse af mit elskede fædreland. Muhammedkrisen var nok ikke direkte skyld i det næste, men jeg springer mellemregninger over…

Fra engang i nullerne skulle alting kunne svare sig! Der blev lavet kalkuler på snart sagt alt, og der kom et målingstyrrani ind i Danmark, som ville gøre enhver fascistoid diktator grøn af misundelse. Man optalte endda, hvor mange Dannebrog der stadig vajrede… Her opstod i min ringe digtersjæls dybe overbevisning den virkelige virus på den balancenerve, der allerede trak os ud af kurs! Når kunstnere skal blande sig, så skal de ifølge politikerne på Christiansborg, først have styr på præmisserne. Vi er bare aldrig blevet enige om præmisserne! For derinde tæller primært penge og økonomi, og det er nok ikke kunstneres største force – så havde vi valgt en anden beskæftigelse end at udøve æstetik i bredeste forstand. Sandheden er jo dog, at ingen skønhed og lykke kan gøres op i penge – penge gør tingene nemmere, men det gør ingen lykke. Spørgsmålet om, hvad et værdigt liv er, er vendt på hovedet i den offentlige debat. Værdigt er ikke længere et princip, men en metervare.

Alting skal defineres, således at mere konkrettænkende mennesker kan måle det op. Måske misser man noget væsentligt, tænker denne kunstner. Troels Kløvedal tager en epoke med sig, når han forlader skuden med slagside. Danmark skal nok bestå, men spørgsmålet er hvordan det tager sig ud! Min backpack med Dannebrog er pakket væk.

Vi hyldede engang værdier her til lands, om frisind og højt til loftet. Vi sejlede verden rundt, ud af nysgerrighed. Nu lukker vi landet om sig selv, for at tælle og holde mandtal. Der tales i disse dage om at nedlægge studier. Der må ikke længere være højt til loftet – der skal være smalle steder allevegne. Jeg savner allerede Troels og alle de andre barndomshelte, som jeg har stået på skuldrene af. De efterlader mig i et land med virus på balancenerven, og sproget der tales er ikke medmenneskeligt-dansk. Der hviskes i dag kun økonomi og der synes at være en døvhed på venstre øre…

Af Forfatter; Mads-Peder Winther Søby