Månedsarkiv: april 2019

Empey anmelder

Et strejf af vanvid – Marianne Lapp

Skriv en kommentar

Bagsideteksten:

Temperamentsfulde Vibe på 38 slikker sine sår efter et kuldsejlet forhold. En aften snører hun vandreskoene, for en revanche venter i den anden ende af byen. Men hvem er han egentlig – Rene – manden bag de berømte bøfsandwich? Fortiden må vige for en sprællevende nutid.

”Ligner en djævel, er en djævel – versus ligner en engel, men er en djævel”. Christian med sportstalent og den underspillede charme har lært sig at skelne skidt fra kanel i vennen Rudis festfyrværkeri af ord. Fedt nok at være flyttet til København, men studiet keder dem, og ideen til et computerspil fødes. Der er dog flere hurdler: Vikinger eller fantasy? Hvad med Christians kæreste Henrik, der banker på fra skabets inderside? En våd aften starter en kædereaktion, der truer med at smadre spildrømmen og bryde de to fyres unikke bånd.

Et strejf af vanvid er to lune historier om at have både hus- og hjerterum, om at turde sætte spot på splinten indeni og at tumle det besværlige begær.

Mads-Peder anmelder:

Jeg blev nysgerrig efter beskrivelsen af bogen, da jeg faldt over den på forlagets hjemmeside. Jeg bestilte et anmeldereksemplar hjem. Jeg kan sagtens allerede indledningsvis afsløre, at jeg på ingen måde blev skuffet over indholdet. Et strejf af vanvid er et festfyrværkeri af ord, sammensat på finurlige og lækre måder. Det er forsamlingen af et speed-snakkende persongalleri, der virkelig har ordet i deres magt, som forfatteren her lægger stemmer til igennem to meget forskellige noveller.

Den første noveller er noget kortere end den anden – det forvirrede mig lidt til at begynde med. Begge noveller har noget stærkt og forfriskende over sig, men i mit tilfælde står særligt novelle nummer to stærkt. Måske alene af den grund, at jeg læste den som den sidste…

Sprogdragten i den megen direkte tale er som sagt frisk og næsten uanstændig i sin veltalenhed. Det er måske det eneste punkt, man kan sige, at det direkte sprog bryder virkelighedens norm – de er alle så veltalende og velformulerede, at det giver mindelser om de gode gamle amerikanske tv-ungdomsserier fra 90’erne, hvor alle også altid sagde alting så præcist og velformuleret.

Forfatteren Marianne Lapp kan så sandelig skrive og sætte ordene sammen – jeg læser en del forskellige bøger, og nyder dem næsten altid for det de nu tilbyder. Det er sjældent, at jeg møder forfattere der som Marianne skriver kunst bare ved at sætte ord sammen. Hun er så stærk en forfatter, at jeg tror, det ville være en nydelse at læse hendes tekster, selv hvis hun ikke formulerede et egentlig indhold i sine tekster. Hun er virkelig en nydelse at læse. Indholdet er dog heldigvis på plads også…

En kritik i forhold til indholdet er dog, at når sproget flyder så legende let, og karaktererne er gjort så veltalende, så mangler jeg som læser at blive tildelt en slags pauser fra tid til anden. Opsætningen af bogen gør, at der ikke er lavet deciderede afsnit. Det er ganske sikkert med vilje – måske for at skabe følelsen af manisk fremskriden i fortællingerne. Jeg kunne dog godt have savnet nogle naturlige ophold. Fortællingerne har det faktisk i sig – der er tidspunkter, hvor scenen skifter eller der på anden vis er et stemningsskifte i historierne – I de sammenhænge kunne god gammeldags afsnits-opsætning have været en hjælp til lige at trække vejret og tage en slurk af kaffen. Den blev ofte kold igennem læsningen…

Alt i alt en forrygende, forfriskende og dejlig læseoplevelse. Marianne Lapp er ordknap på en fantastisk kunstnerisk måde. Hun kunne have lavet en hel roman, men man ville godt nok vide meget derefter, når hun ikke smider ordene mere i grams – alting er skåret til benet, og det er virkelig en stor kunst at kunne. Jeg tager hatten af for forfatteren, der skriver så englene synger.

Empey anmelder

Åbne hænder – Andreas Monrad Pedersen

Skriv en kommentar 
Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår:2019
Antal sider: 656
ISBN: 9788772182445

Bagsideteksten: 
Plaget af fortidens spøgelser og druk på den lokale knejpe i Berlin snubler Johannes Knudsen, en dansk tredjerangs privatdetektiv, over en forbrydelse af et uoverskueligt omfang. Kriminalitet, der trækker tråde bagud til den kolde krig i det delte Berlin, hvor ofrene var østtyske borgere, og gerningsmændene arbejdede for DDR-staten. Hvorfor forsvandt almindelige mennesker i 1980’erne, og hvorfor dukker der uforklarlige dødsfald op i  det genforenede Tyskland anno 2018? For at opklare forbrydelserne må Johannes konfrontere sin egen fortid i Danmark i 1970’erne og de omstændigheder, der tvang ham til Østberlin, et sted, hvor få danskere tog hen. Det bliver en rejse gennem smertelige minder om den store, lidenskabelige kærlighed hen over jerntæppet til en østtysk pige, om kommunistisk forblindelse og om rå vold som både udvej og levevej for Johannes. 

Mads-Peder anmelder: Åbne hænder er en spændende og meget oplysende bog. Langsomt lod jeg mig opsluge af intriger og hverdagen i det gamle DDR – i en skærende kontrast til det moderne Berlin og den virkelighed som læseren befinder sig i anno 2019. Der er i bogen stærke skildringer af, både hvad DDR var, og at det rummede håb, drømme og selvfølgelig en barsk virkelighed, som måske er det der står stærkest tilbage i DDR’s historiske omdømme. Hovedpersonen er skildret på en troværdig måde. Han er til dels forsumpet – har opgivet håbet, men har samtidig en samvittighed, der byder ham at gøre op med såvel sin egen fortid som at afhjælpe de uretfærdigheder der gemmer sig fra fortiden. Hovedpersonen Johannes er hårdtslående, og det skildres fint i bogen, hvorfor han kan lidt mere end andre i nærkamp. Den del er rigtig fint understøttet i fortællingen. Alt for ofte er heltene tilfældigvis kampsports-mestre helt uden synderligt stærke beskrivelser af, hvorfor de er det! Her er forklaringerne med til at understøtte læseren i, hvorfor Johannes kan slå fra sig. Meget elegant indlagt i plottet.  Åbne hænder er en lang, men meget letlæselig og dybdegående fortælling om det sidste årti i DDR, før murens fald, og en sønderknusende direkte for fortælling om et menneskeligt potentiale der måske aldrig har udfoldet sig. Det er de store fortællinger om kærlighed, rigtigt og forkert der sættes i spil. Man føler med hovedpersonen, og samtidig ved man, at et sted undervejs i livsbanen, er noget gået grueligt galt. Langsomt oprulles det, hvad der er hændt. Det er en barsk og ligefrem fortælling, der skaber episke træk i sin fortællestil. Jeg er fuldt ud overbevist af fortællingen. Den er velskrevet, personerne er troværdige – selv skurkens motiver oprulles til dels, og de virker også forståelige. Det er mest af alt en fortælling om statslig autoritært styre, der på bedste bureaukratiske- og autoritære vis, forkrøbler mennesker og selve livet. En meget klar anbefaling herfra til alle med historisk interesse i DDR-tiden, eller som bare ønsker en fortælling med afsæt i det store epos.