Titel: Sort sne Forfatter: Søren og Morten Ellemose Udgivet: 2018 Antal sider: 271 ISBN: 9788793755017
Bagsideteksten: Juleaften. Århundredets storm. 24 skæbnesvangre timer. En aften og nat ingen vil glemme. Og ikke alle vil overleve… Juleaften er familien Konradsen samlet i Villa Hindenburg, hvor de forbereder sig til årets kappestrid. Alt er ved det gamle, men udenfor lurer århundredets storm, som tvinger dystre hemmeligheder til overfladen. Midt i gaveræs, traditioner og juletræets glans går tæppet for et uhyggeligt kammerspil. De har kun hinanden, og deres sidste 24 timer sammen er lige begyndt.
Mads-Peder anmelder: Jeg har modtaget anmeldereksemplaret af Sort Sne, da jeg tidligere har nydt at læse bøger fra forfattertvillingerne bag dette værk. Bogen gav forskellige førstehåndsindtryk, både at den var meget hyggelig på regnvåde dage i Maj, og at den vist ikke gjorde nogen fortræd. Forstået på den måde, at karaktererne i bogen ikke kommer under huden på læseren, men i stedet er fremstillet i al den dobbelthed og lidet flatterende lys, som livet ofte fremstiller mennesker i, hvis lyset er blændet kraftigt nok op! Den har en sådan lidt tidlig nittenhundredetals hyggekrimi-læsning over sig. Faktisk grænsende til følelsen af, at det bliver vel pjattet. Efterhånden som jeg kom ind i teksten og værket, så blev jeg dog nødt til at overgive mig. Javel, den er lidt pjattet, og lidt for meget med sine lange og lidt påklistrede sprogbilleder – jeg er dog helt overbevist om, at forfatterne ved dette, og alligevel tager sprogbillederne til ekstremerne, som en del af en afvæbnende facon i et krimiformat, der også skal rumme plads til søndagshygge i sofaen. Men tilbage på sporet – jeg måtte overgive mig. Jeg var rigtig godt underholdt, og bogen sprudler ved ikke at spille på mine følelser som læser, men i stedet føre mig ind i en forrykt verden, hvor man konstant tænker, godt jeg ikke er sådan! Det er da en dejlig befriende følelse at have – og jeg kan garantere, at alle vil have den følelse under læsningen, lige meget om de i virkeligheden er sådan. Det er det fine ved skildringer, når de sættes på spidsen. Det geniale i bogen er sit hverdagsagtige setup. På en måde er der ikke noget mere ”kun en gang om året begivenhed” som juleaften, og i al sin traditionsbundenhed, så er det jo faktisk også en smule trivielt. For nogen måske angstfremkaldende… Det er et godt setup til en sammenbragt gruppe mennesker, der måske allerhelst så sig selv og de andre langt borte. Hør blot her:
”En efter en gjorde alle deres bedste for at bevise, at de ikke havde mandlen. Hverken på tallerkenen, under den, i servietten eller placeret i mundvigens hemmelige revler. Wilfred var så grundig at tage hele overmunden ud og byde den rundt til inspektion, men synet af protesen gjorde intet for at løfte stemningen.”
Forfatterne har ordet i deres magt. De har skabt en hyggekrimi, der kan sluges råt i juledagene, eller om lidt som sommerferielæsning, hvis man har brug for et snestorms pust af Sort sne i sommervarmen. De varmeste anbefalinger herfra.
Bagsideteksten: Havhvepsen er et af verdens farligste dyr. Dens gift fører til en hurtig og smertefuld død! En intelligent og skruppeløs hacker er på spil i dansk erhvervsliv. Hackeren går målrettet efter velhavende erhvervsfolk, der bærer pacemaker. En afslappende ferietur til Mallorca ender med et kynisk angreb, og snart kan hackeren skrive morder på visitkortet. Under ledelse af drabschef Victor Bach kæmper efterforskerne med at identificere gerningsmanden. De søger hjælp hos Dieter Wolf, der nu arbejder hos NC3, Nationalt Cyber Crime Center. Han kommer hurtigt på sporet af den tilsyneladende hacker, men har de rettet kikkerten mod den rigtige, eller har Dieter fundet sin overmand? Samtidig kæmper Anna Blaafalk med eftervirkningerne af sommerens likvideringsforsøg og et dødsfald i familien. I kulissen spøger både kærligheden og en tidligere kollega. Havhvepsen er andet selvstændige bind i den anmelderroste serie om efterforskerne i afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Mads-Peder anmelder:
T. Thorsteinsson har begået endnu en spændende krimithriller, hvor han fastholder store dele af persongalleriet fra bog nummer 1. Selvom den er beskrevet som et selvstændigt værk, så giver det nok stadig bedst mening at læse bøgerne i rækkefølge.
Jeg var virkelig godt underholdt, ligesom jeg var i den første i serien. Jeg har vænnet mig til jargonen, og som jeg allerede dengang skrev, så køber jeg præmissen om det barske indbyrdes sprog. Vi har nok alle set for mange Hollywood-film, eller også taler man virkelig sådan sammen i politiet! Jeg ved det af gode grunde ikke…
Plottet bærer præg af flere sidehistorier end i den første bog. Det betyder mindre, men kan alligevel godt forvirre en læser som mig. Jeg tror jo straks, at alting har med hovedhistorien at gøre, men i stedet er det nærmere taget med for at udvikle persongalleriet. Desuden lægger både bog 1 og 2 op til, at det er efterforskeren Anna Blaafalk vi primært følger. Det leverer bog 1 til dels, men hendes rolle i bog 2 er noget neddæmpet. Istedet udvikles der på tidligere karakterer og der kommer også nye til. T. Thorsteinsson slipper vældig godt fra den manøvre.
Thorsteinsson bevæger sig med sine bøger rundt i en mørk sadistisk skyggeverden, og han har sin helt egen skrivestil. Den er direkte og kompromisløs. Jeg vil anbefale bogen til alle der kan lide det dystre og aparte. Det er ikke almindelig kriminalitet og det er ikke almindelige mord, som forfatteren lader skurken begå. Bogen er letlæst, for hver en side griber den næste, og man kan næsten ikke slippe værket igen.
Plottet er en smule mere hullet end i bog 1, men jeg var stadig vældig godt underholdt. Der lægges op til endnu flere efterfølgere, så mon ikke forfatteren allerede er i gang med at planlægge både bog 3 og 4 i serien?
