Forfatter: Michael Clasen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7188-804-1

Bagsideteksten:

København 1825.

Carl Otto er læge og leder af sygeafdelingen i Tugt-. Rasp- og Forbedringshuset. Han mener, at man kan aflæse et menneskes evner og karaktertræk ved at måle dets kranie. Videnskabeligt set er han naturligvis galt på den. Dette indser han modstræbende, da han modtager en ny patient på sin afdeling: en sølle, fordrukken og dødsdømt bondekone. Dette møde truer med at vælte hele Carl Ottos livsværk og føre ham ud i en dyb samvittighedskrise.

En anderledes, historisk roman.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har for et par dage siden afsluttet denne fine roman. Jeg har først nu haft tiden til at anmelde værket. Det er for så vidt godt nok. Denne roman fortjener næsten lidt eftertænksomhed, før den anmeldes. Den er så fin en bog, og den vokser på en ved eftertanke. Michael Clasen har formået at skrive en bog, der på én gang er jordbunden i den mest positive betydning, og samtidig er reflekteret og skarp på en direkte måde – uden at blive spids og skinger i sine moraler.

På begge sider af klasseskellet; med hver deres vildfarelser og alt hvad menneskelivet indebærer, så vokser Carl og Anne sig ind på læseren som det de er. Mennesker af deres tid. Heri ligger den fine mentalhistoriske skildring og stemme, som forfatteren Michael Clasen giver hovedpersonerne Carl og Anne. Som læser beriges man med et indblik i længst forsvundne tider – man føres tilbage i 1800-tallet og får et lille og stilsikkert indblik i denne længst forsvundne tid. Det er HC. Andersens tid og epoke, men her er det ikke eventyret der er i centrum. Det er ikke nogen børnefortælling, men en på mange måder barsk og fantastisk skildring af de fortrædeligheder som mennesker kunne ske at gennemgå igennem et hårdt og slidsomt liv på bunden af samfundet. Det hårde liv på den ene side af klasseskellet er sat fint op imod det lige så bundne liv på den anden side af klasseskellet, hvor fejl ikke kan indrømmes, uden at man gør ubodelig skade på eget ry og rygte. Som læser er det svært ikke at holde skildringerne i bogen op imod vores nutidige Danmark og levevis. Det er sundt fra tid til anden at få den slags remindere, for det giver hints om, at vi på mange måder er privilligerede. Tak for det Michael Clasen. Sproget er som allerede nævnt stilsikkert og inddragende, fastholdt i en skrivestil der hører tidligere tiders romaner til – uden på noget tidspunkt at blive prætentiøs. Det er flot gjort.

Et kritikpunkt af bogen, som egentlig ikke er en kritik, men en overvejelse fra min side; i indledningen er der lange gennemgange af den “frenologiske lære” (Den “videnskab” Carl Otto sværgede til). På sæt og vis går det op for læseren, at noget af gennemgangen er nødvendig, for at forstå de forudsætninger som Carl Otto arbejdede indenfor, men alligevel føles det en smule langtrukken. Jeg ved ikke om det bare er mig som læser, eller hvordan (jeg kender en smule til frenologien før læsningen), men det virker en smule omstændeligt i romangenren med de lange gennemgange. Det er dog et punkt i romanen der skal med på en eller anden måde, for at bibringe alle læsere den rette forståelse, så måske er det alt sammen på sin plads, når alt kommer til alt – til læsere af Det smukke kranie fra Købmagergade vil jeg derfor sige dette: Lad jer ikke slå ud af de indledende øvelser omkring frenologien. Romanen er helt sikkert værd at give sig i kast med. Det er faktisk en rigtig rigtig fin roman. Mange roser herfra.

Mads-Peder Winther Søby