Anne Klein – Spejlvendt

Forfatter: Anne Klein

Forlag: Forfatterforlaget Attika

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788775289349

Antal sider: 85

Bagsideteksten:

Spejlvendt er Anne Kleins debut som forfatter og består af ni noveller, hvor læseren tages med på flere forskellige rejser, og begivenhederne udspiller sig alle i et tilsyneladende realistisk univers, men med et strejf af eventyr og mystik.

Hovedpersonerne befinder sig ofte det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og flere af novellerne giver hovedpersonerne anledning til både eftertænksomhed og indsigt.

Anne Kleins skrive- og fortællestil balancerer mellem meget konkrete dagligdags ting og hændelser på den ene side samt dybereliggende og næsten arketypiske områder på den anden side; som i forholdet mellem mennesker og generationer eller ved indre monologer.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har modtaget og anmelder nu et eksemplar af ”Spejlvendt”. Jeg har læst novellerne sideløbende med et par romaner. Det har jeg gjort, eftersom hver novelle byder på nogle mere indgående overvejelser og refleksioner. Selve novellesamlingen er overhovedet ikke lang, så det er velsagtens en smagssag, hvordan man går til bidet – jeg kan dog som regel godt lide at læse noveller selvstændigt, give dem plads til at bundfælde sig og siden tage en evt. samling (som her) frem igen på et senere tidspunkt. I netop Anne Kleins novellesamling, giver den fremgangsmåde i særlig grad god mening, for mig, eftersom hendes noveller kræver eftertænksomhed og overvejelser. Som eksempel kan nævnes novellen ”Kinesisk te”. Anne Klein balancerer sine novelle på en hårfin balance imellem det hverdagsagtige og det mystiske – i “Kinesisk the” er hovedpersonen udsat for et mærkværdigt kinesisk te-ritual, eller er han i virkeligheden tabt i sine egne fantasier? Eller ser hovedpersonen bag masken på det almindelige, der er forklædt i det særlige? Den slags overvejelser, sprang mig konstant i øjnene…

Så, jeg må sige, at Anne Klein har skrevet en rigtig fin og velformuleret novellesamling. Den kræver sin tid – i hvert fald af mig som læser, men det var tid godt givet ud. Jeg fik en stor oplevelse, men om jeg forstod alle dybderne i novellerne, må stå hen i det uvisse 😊 – måske jeg skulle læse den igen, om et par romaners tid. Jeg anbefaler at tage en dosis ”Spejlvendt” sideløbende med en roman (eller to). Der venter en god og anderledes oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.