Tag-arkiv: anbefaling til alle

Michael Clasen – Grådighedens pris

Grådighedens pris, Michael Clasen

 

Forfatter: Michael Clasen

Forlag: BoD

Antal sider: 415

ISBN: 978-87-7188-479-1

Bagsideteksten:

Michael Clasen – Grådighedens pris

I Guineabugten bliver en dansk coaster angrebet af pirater. En af vagterne bliver såret og vender hjem til sin barndomsby Haubjerg.

Her slår han sig ned som privatdetektiv og kommer til at gribe afgørende ind i en række mystiske og skæbnesvangre begivenheder på godset Tranedal.

Privatdetektiven Daniel Dreyer optræder for første gang i GRÅDIGHEDENS PRIS.

Bogen er en afslørende, samfundsorienteret krimi fra den danske hverdag. Det viser sig at der foregår usædvanlige og truende ting lige under overfladen.

Mads-Peder anmelder:

Jeg bestilte et anmeldereksemplar af “Grådighedens pris” straks jeg så forfatteren Michael Clasen var aktuel med en ny roman. Jeg læste i foråret forfatterens forrige roman “Det smukke kranie fra Købmagergade” og var meget imponeret. Denne gang har M. Clasen kastet sig over krimigenren. Normalt ikke den genre jeg selv læser hyppigst, men den slags skal ikke stoppe mig, jeg var nysgerrig på mere efter sidste gode oplevelse… .

Bagest i “Grådighedens pris” er jeg såmænd iøvrigt nævnt ved navn, i forbindelse med et citat fra min anmeldelse af forfatterens forrige udgivelse – jo jo, det er en lille verden :-).

Nå, nu til anmeldelsen af den aktuelle udgivelse.

Wow, jeg er fuldstændig bjergtaget af “Grådighedens pris”. Det er en fantastisk bog – den er meget velskrevet og virkelig interessant læsning. Det er en krimi der samtidig peger på aktuelle problemstillinger i vores samfund, der som et ondt nemesis vil kræve vores alles opmærksomhed, før eller senere… . Den slags er selvsagt god spænding – og meget meget skræmmende læsning, fordi det så let kan blive aktuelt!

Jeg har svært ved at finde nok superlativer frem i forhold til bogen – den står efter endt læsning endnu stærkere i min bevidsthed end forfatterens forrige udgivelse, selvom den opererede med et historisk islæt, som ofte tiltaler mig mere end de forudsætninger krimien opererer på. “Grådighedens pris” er en af de bedste bøger, jeg har læst endnu i år. Det endda sagt, selvom jeg enkelte steder synes plottet favner for vidt – ikke at det ikke er spændende, men selv en forfatter af Michael Clasens format har svært ved at binde trådene helt overbevisende. Ikke at der er løse ender – det er der, så vidt jeg kan se ikke… . Alene persongalleriet gør det dog svært at få alle forgreningerne helt sikkert i hus. Det skal så siges, at det også er min eneste indvending imod bogen, som jo slet ikke er en stor en af slagsen. Genren som sådan er jo også ofte præget af delvist åbne slutninger – jeg tror da også, at M. Clasen barsler med en fortsættelse af bogen (det håber jeg), og mon ikke hovedpersonen Daniel Dreyer til den tid har fundet sig endnu mere til rette i privatdetektivfaget.

“Grådighedens pris” skal klart anbefales til alle. Den er mesterligt udført, og jeg vil da foreslå interessede allerede nu, at købe et eksemplar til sig selv i julen, og så kan den vel passende ligge under juletræet til alle du er på gave med. Fantastisk oplevelse.