Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl
Forlag: Mellemgaard
Antal sider: 120
ISBN: 978-87-7190-454-3
Bagsideteksten: Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk. Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (”OFFER-ROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler. Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation. Mads-Peder anmelder: ” (…) Jeg beder mig Efter måneder med måneders, dages, stunders timer, minutter, øjeblikke, finder jeg mig talende med ånderne, selvet vil jeg tro samtalerne er nuancen af et liv En lørdag nat: hvorfor jeg ryger. Spørger jeg mig Fordi det er bedre end at skære i mig Svarer jeg Hvorfor jeg begyndte. Spørger jeg mig Afmagt Svarer jeg Ønsker jeg stadig at bruge bladet, spørger jeg mig Ja, mellem følelse og fornuft er jeg dog splittet Svarer jeg. (...)” Jeg lægger ud med et citat fra digtsamlingen. For på en måde opsummerer det ganske godt indholdet. Maja Maria Rakel Dahl kalder det selv en ”biografisk” digtsamling. Da hun henvendte sig til mig med en forespørgsel om at få ”Sjælestorm” anmeldt, slog jeg til. Biografisk digtsamling lød spændende. Jeg kan sagtens læse biografien ind i digtene – som læser oplever jeg det dog lige så meget som et ”skrig”. Et skrig på hvad? Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele i samlingen… . Til tider var det en meget svær og abstrakt oplevelse. Jeg tror dog, at det er ”et skrig” efter luft – åndehul! Jeg tror det er et skrig af verden, som ikke har været god ved digteren. Sidst men ikke mindst, så tror jeg, at det er et skrig af smerte over samfundet, der har fejlet… . Det tror jeg. Det er digterens måde at komme til orde – den eneste måde, som kan rumme ordene: ” (…) Jeg så et digt og opdagede, det var mig der talte Jeg så et digt og opdagede, det var mine ord Jeg så et digt og opdagede; Jeg er ved at skrive det (...)” Digteren har ganske sikkert noget på hjerte – både i forhold til ordene, men også som et rim til smerte. Det gør ondt på hende, og den smerte kan jeg mærke. Rundt omkring i samlingen får man nogle små bidder af hændelser – i form af abrupte sætninger, eller endda helt klare budskaber i korte og præcise sætninger. Det ”biografiske” kommer ind som det mylder af tanker der præsenteres. Det kan virke forvirrende på læseren, men ved konstant at huske digterens beskrivelse af samlingen som ”biografisk”, så kunne jeg læse tårerne og sukkene over det levede liv ind i digtene. Livet er jo nemlig ikke ensporet – det udfolder sig på en lang række punkter, og det har en lang række overvejelser som omdrejningspunkt! Man kan dog sagtens læse digtsamlingen som en hæsblæsende ordstrøm, der næsten hensætter én i trance. Måske er det sådan det føles, hvis man er bedøvet af psykofarmaka! En anderledes læseoplevelse, der gav stof til eftertanke, og forvirring. Nu, da jeg har tænkt over den et døgns tid efter endt læsning, så føler jeg at konturer tegner sig… . Jeg kan faktisk godt lide min egen analyse af ”Sjælestorm” som et langt skrig. I hvert fald en god og meget anderledes læseoplevelse. Lad digteren selv, få det sidste ord: ”(…) Skammen over mine kår, mine kampe, min person Frygten for, hvad andre tænker, tolker det fejlagtigt til selvmedlidenhed Færdes, farer vild i søgen på anerkendelse, kontra kærligheden, egentlig loyaliteten over mig selv, vrides, vredesudbrud, gråd, svig, svigt Hvor jeg er i forhold til andre, hvor jeg er på vej hen Egentlig hvor jeg er på vej hen mod andre, hvordan jeg kommer mig efter års overgreb, psykisk tortur, misforståelser, svigt, svie smerte, mangelfuld erstatning, ingen samfundsmæssig oprejsning, socialt ser jeg stadig vej, men hvem er jeg, og hvorfor, er (...)”
