Tag-arkiv: Selvudgiver

Michael clasen – tripel salto

Forfatter: Michael Clasen

Titel: Tripel Salto

Forlag: BoD

Antal sider: 375

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788743011873

Bagsideteksten:

Vellyst, sex, begær, attrå, liderlighed. Kaldet hvad du vil, det er dog en af de 7 klassiske dødssynder.

I den halvstore danske købsstad Haubjerg bor den tidligt pensionerede frømandssoldat – og nu privatdetektiv – Daniel Dreyer.

På det nyoprettede sportscollege i byen ankommer en purung dansk/japansk gymnastikpige, som tilhører verdenseliten inden for sin sport. Hun træner til sit store gennembrud med det umulige spring: TRIPEL SALTO.

Desuden får hun – uden at ville det – drejet hovedet af led på flere af byens mandfolk. Det får katastrofale følger, og Daniel Dreyer må tage sig af sagen.

TRIPEL SALTO er tredje bind om Daniel og Dødssynderne med synden vellyst som tema. Den kan læses uafhængigt af de foregående bøger.

Mads-Peder anmelder:

Forfatter Michael Clasen har gjort det igen. Tripel Salto er en meget vellykket krimi i rækken af dødssynder-krimier fra hans hånd. Jeg har indtil videre anmeldt alle krimierne fra M. Clasen, og imens jeg var meget imponeret over den første; Grådighedens pris, så var jeg ikke helt så imponeret over opfølgeren; Gourmand. Den slags er selvsagt en smagssag, ligesom så meget andet i livet. I Tripel Salto er M. Clasen efter min mening tilbage på sporet, og har skrevet en meget helstøbt fortælling. Noget af det der lykkes, når det lykkes godt for M. Clasen, er at fastholde et plot, lave sine små finurlige svinkeærinder, men ikke selv lade sig opsluge af afstikkerne (til dels skete det for forfatteren i Gourmand).

Man aner også en forfatter med et vist livskendskab. Der er nogle fine psykologiske betragtninger såvel som rent menneskelige. Forfatteren formår på overbevisende måde at beskrive, hvordan den unge dansk-japanske gymnast, gør mændene kulrede med sit eksotiske islæt og skønhed. Samtidig en indsigt i, at pigen slet ikke er sin egen tiltrækningskraft bevidst.

Yderligere har forfatteren igen givet detektiven Daniel en central rolle i fortællingen. Han er hovedpersonen, og derudover en fyr man kommer til at holde af. Man kan undre sig over detektivens held (eller uheld) med valg af profession i den halvstore købstad Haubjerg. Der sker igennem de første tre krimier fra Haubjerg, ganske mange forbrydelser, der kræver en detektivs særlige bevågenhed. Så noget roligt otium bliver det ikke til for den pensionerede frømand. Sådan er krimi-genrens natur, og når man læser bogen, så accepterer man fuldt ud, at der er usædvanlige omstændigheder på spil…

Mine varmeste anbefalinger af Michael Clasens – Tripel Salto. Den er bestemt værd at kaste sig over. Jeg foreslår, at man læser dem alle tre i rækkefølge, men har man ikke mulighed for det, så kan denne sagtens læses selvstændigt. Tak for den læseoplevelse.

Michael Clasen – Det smukke kranie fra Købmagergade

Forfatter: Michael Clasen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7188-804-1

Bagsideteksten:

København 1825.

Carl Otto er læge og leder af sygeafdelingen i Tugt-. Rasp- og Forbedringshuset. Han mener, at man kan aflæse et menneskes evner og karaktertræk ved at måle dets kranie. Videnskabeligt set er han naturligvis galt på den. Dette indser han modstræbende, da han modtager en ny patient på sin afdeling: en sølle, fordrukken og dødsdømt bondekone. Dette møde truer med at vælte hele Carl Ottos livsværk og føre ham ud i en dyb samvittighedskrise.

En anderledes, historisk roman.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har for et par dage siden afsluttet denne fine roman. Jeg har først nu haft tiden til at anmelde værket. Det er for så vidt godt nok. Denne roman fortjener næsten lidt eftertænksomhed, før den anmeldes. Den er så fin en bog, og den vokser på en ved eftertanke. Michael Clasen har formået at skrive en bog, der på én gang er jordbunden i den mest positive betydning, og samtidig er reflekteret og skarp på en direkte måde – uden at blive spids og skinger i sine moraler.

På begge sider af klasseskellet; med hver deres vildfarelser og alt hvad menneskelivet indebærer, så vokser Carl og Anne sig ind på læseren som det de er. Mennesker af deres tid. Heri ligger den fine mentalhistoriske skildring og stemme, som forfatteren Michael Clasen giver hovedpersonerne Carl og Anne. Som læser beriges man med et indblik i længst forsvundne tider – man føres tilbage i 1800-tallet og får et lille og stilsikkert indblik i denne længst forsvundne tid. Det er HC. Andersens tid og epoke, men her er det ikke eventyret der er i centrum. Det er ikke nogen børnefortælling, men en på mange måder barsk og fantastisk skildring af de fortrædeligheder som mennesker kunne ske at gennemgå igennem et hårdt og slidsomt liv på bunden af samfundet. Det hårde liv på den ene side af klasseskellet er sat fint op imod det lige så bundne liv på den anden side af klasseskellet, hvor fejl ikke kan indrømmes, uden at man gør ubodelig skade på eget ry og rygte. Som læser er det svært ikke at holde skildringerne i bogen op imod vores nutidige Danmark og levevis. Det er sundt fra tid til anden at få den slags remindere, for det giver hints om, at vi på mange måder er privilligerede. Tak for det Michael Clasen. Sproget er som allerede nævnt stilsikkert og inddragende, fastholdt i en skrivestil der hører tidligere tiders romaner til – uden på noget tidspunkt at blive prætentiøs. Det er flot gjort.

Et kritikpunkt af bogen, som egentlig ikke er en kritik, men en overvejelse fra min side; i indledningen er der lange gennemgange af den “frenologiske lære” (Den “videnskab” Carl Otto sværgede til). På sæt og vis går det op for læseren, at noget af gennemgangen er nødvendig, for at forstå de forudsætninger som Carl Otto arbejdede indenfor, men alligevel føles det en smule langtrukken. Jeg ved ikke om det bare er mig som læser, eller hvordan (jeg kender en smule til frenologien før læsningen), men det virker en smule omstændeligt i romangenren med de lange gennemgange. Det er dog et punkt i romanen der skal med på en eller anden måde, for at bibringe alle læsere den rette forståelse, så måske er det alt sammen på sin plads, når alt kommer til alt – til læsere af Det smukke kranie fra Købmagergade vil jeg derfor sige dette: Lad jer ikke slå ud af de indledende øvelser omkring frenologien. Romanen er helt sikkert værd at give sig i kast med. Det er faktisk en rigtig rigtig fin roman. Mange roser herfra.

Mads-Peder Winther Søby

Genvejen til succes som forfatter – Gittemie Eriksen

Forfatter: Gittemie Eriksen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-76918-06-4

Bagsideteksten:

Drømmer du om at leve af dit forfatterskab? Eller vil du bare gerne tjene lidt ekstra ved siden af det job du har?

Kan du svare ja til et af disse spørgsmål, så har du fat i den rigtige bog. “Genvejen til SUCCES SOM FORFATTER” viser dig, hvordan du kan gå fra hobbyforfatter (eller endda endnu ikke at have udgivet noget) til at kunne leve af dit forfatterskab. Gittemie Eriksen tager dig i hånden hele vejen og viser dig, hvordan du markedsfører dig, hvilke trin du skal have styr på, for at få udgivet din bog og hvordan du går fra drøm til hverdag.

Det kræver ikke særlige evner, det handler bare om at vide, hvad du skal gøre hvornår.

Du ved ikke, hvor længe du er her, er det ikke på tide at forfølge din drøm?

Mads-Peder anmelder:

Først og fremmest. Jeg ville frygtelig gerne læse og anmelde denne bog af flere grunde. For det første. Jeg ved, at Gittemie Eriksen har gjort det særdeles godt som krimiforfatter. Faktisk har hun gjort det så godt, at hun har opsagt sit tidligere arbejde og i dag lever helt og holdent af forfattergerningen og de udlæggere af forfatteriet der følger med; Det er foredrag, oplæsninger, workshops osv.

For det andet, så er hun selvudgiver, dvs. en forfatter som vælger selv at stå for store dele af udgivelsesprocessen udenom de etablerede forlag. Da jeg selv, udover at skrive anmeldelser af forskellig litteratur, er forfatter og selvudgiver, som dog ikke kan leve udelukkende af forfatteriet, så bliver Gittemie Eriksens bog særligt interessant for mig.

“Genvejen til succes som forfatter” er dog som ventet, ikke en sikker og snorlige vej til rigdom – det er som titlen antyder blot en hjælp til at afkorte vejen ved at vise forskellige elementer i en forfatters gøren og laden, som kan give pote at indtænke i sit forfattervirke. Hvis hun med sikkerhed lovede guld og grønne skove i denne meget svære forfatter-branche, så ville alarmklokkerne nok også ringe højt. Gittemie skriver både om de mere praktiske elementer som redigering, betalæsere, at finde sit skriveflow osv., samtidig med at hun inddrager de mere overordnede overvejelser man bør gøre sig om f.eks. tillid fra loyale læsere og forsidens virkemidler. På et mere arbejdsfilosofisk niveau så giver Gittemie sig også i kast med overvejelser og indblik i livet som “fuldtidsforfatter” og ikke mindst “drømmen” om at være forfatter på bestsellerlisterne.

Gittemie Eriksen har faktisk begået en rigtig fin selvhjælpsbog til forfatter-spirer. Og også en udemærket bog til niveauet af udgivne/selvudgivne forfattere, der endnu ikke fejrer helt den samme succes (økonomisk/frihedsmæssigt) som hende. Dog vil jeg sige, at jeg ville have fået endnu mere ud af læsningen, hvis jeg havde læst bogen for 2 år siden (altså før jeg selv udgav mit første værk). Det kan dog ikke holdes imod Gittemie, da vi som gruppe (forfattere) er så uhomogen en størrelse og med så vidt forskellige forudsætninger, hvad angår målgrupper, markedsføring osv., at det er mere end svært at målrette gode råd i en bog som denne, så de har relevans for alle læsere.

“Der er dog mere og mere, der tyder på, at hvis du vil kunne sige dit 8-16-job op og hengive dig til forfatterlivets glæder, så går det hurtigst som selvudgiver.”

(Citat: Genvejen til succes som forfatter, Gittemie Eriksen).

Gittemie Eriksen lægger ikke skjul på sit bevidste valg om at udgive selv. Hun fremhæver, som i citatet ovenfor, nogle af de goder/friheder selvudgivere har.

Jeg vil mene, at “Genvejen til succes som forfatter” har en særlig relevans for forfatterspirer der ønsker at gå selvudgiver-vejen. Gittemie Eriksen øser ud af sin store viden med netop selvudgiverperspektivet for øje. Jeg vil samtidig mene, at bogen har sin største relevans for forfattere in spe, der endnu ikke har taget/vovet springet med en udgivelse. Vi andre kan sagtens lære noget også, men det er nok mere i udpluk. En rigtig fin forfatterhjælp fra Gittemie Eriksen.

Merete Lolck – En rum tid

Forfatter: Merete Lolck

Udgivet: 2015

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7145-848-0

Bagsideteksten:

Romanen rummer to parallelle fortællinger der krydser spor. Den ene udspiller sig inden for et døgn i et fly på vej til Amerika. I løbet af de mange timer flyrejsen varer, kredser den kvindelige hovedpersons tanker blandt andet om tiden, rummet, det nære og fjerne, og tager et kærligt, men kritisk blik på USA i rollen som det forjættede land og drømmenes endestation.

Den anden fortælling handler om Bodil, der vokser op i en stor og spraglet familie midt i det tyvende århundrede i en lille provinsby tæt ved havet. Familien og den lille by med dens mange originale personligheder skildres gennem Bodil der udvikler sig i takt med at verden forandrer sig. Verden er i opbrud, men kun langsomt når forandringerne til den lille by hvor fastlåste mønstre og roller stadig er fremherskende.

Tiden og længslen efter hvad der gemmer sig bag horisonten, er omdrejningspunktet for fortællingen der samtidig giver et underfundigt og levende indblik i en familie hvor uroen lurer lige under overfladen, og hvor det uudtalte præger hverdagen.

Mads-Peder anmelder:

Jeg valgte at bestille et anmeldereksemplar af denne titel, da bagsideteksten lød rigtig interessant. Sådan vælger jeg tit litteratur – udfra beskrivelsen af bogen. Jeg er jo glad for at læse mindre kendte værker; ofte skrevet af mindre kendte forfattere.

Der er ingen tvivl om, at Merete Lolck har et fint skriftsprog. Hun skriver sammenhængende og er velformuleret. Bogen er som sådan heller ikke uinteressant. Faktisk er det ganske berigende at høre beskrivelserne af en tid, ikke så fjern, men meget anderledes end disse internet-tider. Hvad årti vi helt præcist befinder os i, i det første af i alt to parallelle spor der følges i bogen, er svært at afgøre. Der skrives ingen årstal i bogen. Udfra forfatterens alder at dømme, så må udgangspunktet være i 1950’erne, men udfra beskrivelserne, og mit kendskab til hverdagshistorie i de to nævnte årtier, så kunne den også foregå i slutningen af 1940’erne. Det kan virke ligegyldigt, men hænger sammen med nogle af mine kritikpunkter af bogen.

Bogen får let et “erindringspræget” snit. Hvor vidt det også har været tanken med bogen, har jeg svært ved at afgøre. Eftersom bogen betegnes “roman”, men let får en karakter af nedskrevne erindringer, så er jeg lettere forvirret omkring hensigten med værket. Er pointen at give læseren en fiktion eller en erindring? Dette forståelsesperspektiv hænger ligeledes sammen med bogens opbygning. Der er ikke i bogen et decideret klimaks, eller som man kalder det “en grundkonflikt”. Det er nærmere hverdagsbetragtninger, og det kan være nok så interessant, men som fiktion forvirrer det denne læser.

Eftersom der ikke var et decideret plot til at drive bogen og læseren fremad, så fremstod bogen en kende lang. Jeg nød faktisk læsningen, men følte bogen grundlæggende var en anelse for lang.

De to parallelle spor, så at sige i nutiden og datiden, fungerede rigtig fint for mig. Helt sikkert en anderledes læseoplevelse.

Anmeldt af Mads-Peder, empey.dk

At skrive under pseudonym

Eller rettere: Om også at skrive under pseudonym.

Jeg har overvejet – for og imod. Blot strøtanker om det at skrive under pseudonym. Jeg har gjort det. Hvorfor? Jo, nu skal jeg berette.

Jeg har i det sidste halvandet år lært en del om og gennem forfatteriet. Mine skriblerier har fået gode og mindre gode modtagelser af læserne. På sæt og vis; på trods af at mit gode navn skal lægge ryg til både filosofiske erindringsbilleder og humoristiske betragtninger fra udkants-Danmark, så er der vel grænser for bredden i ethvert forfatterskab? Det ændrer dog ikke på, at jeg har meget brede interesser for mine skribleriers retninger. Et afsluttet skribleri er ofte startskuddet på et nyt – der går sine helt egne veje.

Det giver en frihed, føler jeg, når man kan opdigte en fiktiv forfatter. Mit alter ego er mere vovet end mig. Mit alter ego er gået en erotisk-litterær vej. Mit alter ego er alt det, som jeg ikke er. Pseudonymet dækker over mig, men også over sider af mig selv, jeg ikke så ofte lægger frem offentligt; alt det er mit andet jeg. Jeg tænker på os som to løsrevne forfattere. Det har krævet nogen overvejelse – jeg er endda gået så langt, at jeg har tildelt denne anden et liv på sociale medier. Vi er altså for alvor gået hver sin vej. Det siger selvsagt noget væsentligt om de sociale medier, at mit alter ego kan være socialt aktiv, uden overhovedet at være til. Ja, jeg er stadig klar over, hvem der trækker i trådene for pseudonymet… !

Min indgang til det at skabe en sådan fiktiv person, var meget lig den jeg skaber udfra i skønlitteraturen. Jeg forestiller mig nogle væsentlige karaktertræk og bygger på dem. Jeg indtænker nogle værdisæt, som jeg forestiller mig denne anden forfatter ville besidde. Måske holder de stik i længden, og måske gør de ikke. Den altoverskyggende værdi denne anden har, som jeg ikke har, er at mit alter ego ikke føler vægten af produktionskrav. På dette plan er mit alter ego ikke en del af denne tidsepokes væsentligste strømning. Det er jeg trods alt! Jeg føler oprigtig, at jeg gerne vil nedfælde og producere nogle skriblerier løbende. Pseudonymet har ingen sådanne kvaler. Måske ønsker vedkommende aldrig igen at skrive noget. Og måske kommer der pludselig mere fra dennes hånd.

Nu er pseudonymet udgivet i handlen. I forhold til læserne giver det nogle udfordringer. Det er lidt som at starte forfra med at udgive. Trofaste læsere ved jo ikke, at min andet jeg har udgivet noget nyt – de er måske endda ikke særligt interesserede i at læse denne anderledes skønlitterære genre. Desuden virker det en smule bedragerisk – som om jeg bevidst forsøger at føre bag lyset! Hvilket jeg jo også gør…

Min største bekymring har gået på netop det om at bedrage; men den bekymring har jeg selv skudt i sænk. Altså, jeg bekymrer mig mindre. Jeg skaber jo allerede fiktion (primært), og hvorfor ikke skabe en fiktiv forfatter til at lægge navn til noget af det. Pointerne skal alligevel tygges og overvejes – jeg mener; enhver læser skal vurdere et værk på værkets præmisser! Pyt da med om det er udkommet i mit navn eller i mit alter egos. At man langt fra kan forvente dette af læsere, har jeg dog efterhånden forstået. Læsere kan lide velkendte forfatter-navne, de kan lide appetitlige forsider (point taken) og en smule vedvarenhed fra forfatterens side i forhold til at holde sig indenfor de samme skønlitterære genrer (et af mine problemer og heraf dette blog-post). Jeg kan ikke engang sige mig selv helt fri for også at have disse betragtninger med i mine overvejelser i valg af litteratur. Hvis jeg kunne sige mig fri, så behøvede jeg ikke, endsige have overvejet, et pseudonym.

I forhold til mit sande forfatter-forhold til netop det skribleri pseudonymet får æren for. Jeg stiller mig tilfreds med at vide, at jeg har skrevet det, selvom alter ego tager æren.

Og undskyld! Nu blev det alligevel længere og mere omfattende betragtninger end intenderet.

Status fra en forfatter

– Jeg har fået en dårlig anmeldelse…

Jeg vil gøre status over mit forfatterskab. Omtrent et år efter min første e-bogsudgivelse De værste sår er de, der ikke bløder er det vist på tide med et rigtigt blogindlæg.

2015-10-05-21-40-11
Forfatteren med sin første udgivelse, e-bogen: “De værste sår er de, der ikke bløder”

Siden den spæde start har jeg udgivet Digteren mellem linjerne, Helt ude i Hampen – En skrøne samt Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys. Jeg har fået mange kommentarer med på vejen. Her er de to oftest hørte:

“Du må da have haft travlt?”

dsci2358

Ja, jeg har haft travlt. På en god måde. Jeg elsker det jo. Min tanke er, at finder man, som jeg har fundet, noget der gør en fuldstændig tilfreds og opfyldt af helhed, så har man ikke travlt – så lever man. Jeg lever mine skriverier. Jeg vitterlig ånder for at udbrede mine ord og sætninger.

“Kan du leve af det?”

Nej. Jeg kommer aldrig til at leve af det. Ikke før jeg skriver en krimi eller rammer en trend. Jeg forsøger ikke at trende, og jeg tror aldrig, at jeg skriver en krimi – jeg har ingen krimier i hovedet lige nu.

Desuden; det kan lyde sært i den verden som omgiver os. Jeg gør det primært for mig selv. Det har en værdi i sig selv at skrive. For mig. Forhåbentlig også for andre. Forhåbentlig kan andre også lide det de læser af mig. Skriblerierne har en masse i sig, men selve produktionen af dem, altså det, at jeg gider sidde alene over en lang række af dage og skrive mine tekster – det gør jeg, fordi det har en værdi i sig selv. Det sigter som udgangspunkt ikke efter en masse andet. En fed statusopdatering? For den kan fås lettere end dette. En masse penge? For det er der ikke i det, og selv om der var et par kroner i det, så kunne de nok tjenes lettere. En berømmelse? For i fald, så lader den vente på sig… . Nej til alt det. Det er noget, der har betydning for mig, ikke som mål til noget andet, men fordi det gør mig glad.

2015-07-03-11-02-08
I svage øjeblikke kan selv en forfatter blive selv-fed…

Jeg har fået gode anmeldelser og dårlige anmeldelser på mine udgivelser. Det er spændende og det er hårdt. Jeg har måttet ruste mig en del. Kritik er ikke min stærke side. Det krævede mange overvejelser og tanker, før jeg offentliggjorde mine skriblerier. Det gjorde det da. For jeg er ikke god til kritik. Jeg er blevet bedre til at acceptere den, men jeg bliver aldrig god til det. For jeg vil jo gerne skabe noget gennemført. Noget velskrevet og gennemført. Det har jeg så forsøgt. Jeg har valgt at gå skridtene selv. Jeg har stået for skriverierne, selv fundet mine betalæsere (mennesker der giver konstruktive tilbagemeldinger på skriverierne før udgivelse), selv fundet korrekturlæsere og selv stået for forsiderne. Altsammen med blandet held. Sådan er livet. Jeg har oprettet hjemmeside på egen hånd, og bliver efterhånden mere ferm til at linke, skabe nye sider, oprette indlæg, få relevante plugins downloadet og så meget mere.

Der er en hel industri klar i kulissen, som gerne vil hjælpe forfattere som mig. De vil alle ligeledes have en del af kagen for deres hjælp. Det kan være helt iorden. Hjælpen kan være godt tilkøbt. Personligt har jeg haft en ønske som udgangspunkt, at forfatterskabet skal kunne løbe rundt. Jeg har noget at præsentere for verden, jeg skal ikke blive rig på det, men jeg ønsker heller ikke at have røde tal på bundlinjen, når præsentationen er overstået.

Jeg betegner mig selv som selvudgiver. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har til mine første udgivelser benyttet mig af forlaget BoD. De hjælper med katalogisering, ISBN-nummer, pligteksemplar-afsendelse til det Kongelige Bibliotek. De tager dog ikke stilling til salgbarheden og den litterære værdi af udgivelsen. Det gør jeg og mine betalæsere. Mange selvudgivere vælger at oprette et forlag, tage kontakt til trykkerier og er på den måde herre i eget hus, også i den proces. Her vælger jeg den lette løsning, og lader BoD stå for de sidste praktiske ting inden bogen når ud til bibliotekerne, køberne – læserne.

Jeg er en amatør i ordets oprindelige betydning. Jeg er lidenskabeligt optaget af mine skriverier. Jeg mener selvfølgelig, ellers havde jeg ikke sendt mine skriblerier ud offentligt, at mine udgivelser har en litterær kvalitet. Ordet amatør bruges jo ofte nedsættende – jeg mener faktisk, det at være en amatør er frisættende. Jeg er ikke tvunget til at skrive, for at betale huslejen, sørge for at børnene har tøj på kroppen, og at der er hundemad til min trofaste ven. Det er frisættende. Jeg skal ikke love mine læsere noget. Jeg skal ikke ændre i teksten, efter ønske fra en redaktør. Jeg behøver ikke skrive den ene bestseller efter den næste for at holde skindet på næsen. Alt det klarer brødjobbet for mig. Jeg skal stå til ansvar for mine læsere; selvfølgelig. Stadigvæk, det er frisættende. Det er frihed. Frihed uden grænser er ikke frihed – en af mine egne gamle kongstanker. Det er frisættende at kunne hoppe rundt i genrerne efter lyst. Det giver mulighed for at både filosofien, kærligheden, dystopien, erindringerne og humoren kommer ud.

Alt det sagt, så ville jeg da gerne sælge en hulens masse bøger, og fik jeg mulighed for endnu mere arbejdsro i form af økonomi, så ville jeg da sikkert tage imod den. Jeg vil også gerne engang prøve at udkomme på et etableret forlag.

– Livet er jo paradoksalt.

Jeg tænker om mig selv, at jeg bidrager til den smalle litteratur. Jeg skriver ikke indenfor interessefeltet for alle læsende – det er ganske sikkert. Som eksempel kan min mor tjene her. Hun har læst alt, hvad jeg har skrevet. Hun elsker mig ganske givet, men hun er vist ikke ellevild med mine bøger. Det er okay. Jeg elsker hende alligevel.

Hele tankerækken i dette blogindlæg startede med en dårlig anmeldelse af min første skrøne Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg vil ikke linke her (efter opfordring linker jeg nu til anmeldelsen nederst på denne side). Det berører mig meget at få en dårlig anmeldelse – jeg er jo menneske. Jeg er jo netop mig. Jeg er ikke gemt bag en uddannelse, eller del af et hold som kan dele ansvaret. Der er kun mig, og det, jeg har givet ud af mig selv, som står for skud. Det giver næring til en vurdering af mit forfatterskab – en status. Det giver anledning til tvivl. Det giver mig lyst til at blive endnu bedre. Det gør rigtig meget og mange ting ved mig…

I modgang gør man status – sjældent i medgang. Jeg fejrer mine sucesser som de kommer. Det var min første beslutning omkring skriblerierne. I mit forfatterskab har det været mit eget erklærede mål hele tiden. At fejre sucesserne som de kommer. På den måde er der altid noget nyt at glædes over. Første tilfredstillelse var at turde overhovedet. Altså, turde at udgive noget på hjemmesiden. Velvidende, selvom få måske fandt frem til hjemmesiden, at det kunne nærlæses og studeres af andre. Siden blev det til selve udgivelserne. Tilbagemeldinger på bøgerne fra venner, bekendte og anmeldere. Det er en succesfuld oplevelse at skabe noget, der lever i andres opmærksomhed. Alene det at kalde mig selv for forfatter har været grænseoverskridende for mig – det virker prætentiøst. Det er det måske også. På en måde er det jo bare som det er. Jeg udgiver bøger, og derfor er jeg jo pr. definition forfatter. Mere er der ikke i det…

Videre med succes-opregningen for min egen selvtillids skyld. Jeg har formået at få lektørudtalelser på mine tre seneste bøger. Det er en succes. Lad mig kort fortælle om hvorfor. Bibliotekerne har købt sig ind hos et privat foretagende kaldet DBC (Dansk bibliotekscenter). Alle titler der udgives med et ISBN-nummer i Danmark skal omkring DBC, hvis der skal gøres forhåbninger om at komme på de danske bibliotekshylder. Da det altid har været en drengedrøm for mig, så var det et erklæret mål fra min side. DBC vælger imellem titlerne de får i hænderne for at finde de titler som er biblioteksegnede. Altså bøger som DBC mener kan have en interesse for biblioteksgængere i almindelighed vælges til. Det er ca. halvdelen af alle ISBN-nummerede titler. Den halvdel, DBC har valgt til, bliver katalogiseret i bibliotekernes databaser. Vi almindelige brugere kan f.eks. se titlerne på bibliotek.dk. Her figurerer de kun under titlen og med forfatterens navn. Der er endnu ingen søgeord eller andet tilknyttet. Man skal altså være meget specifik, hvis man vil finde disse titler i vrimlen. Her kommer DBC med endnu et udvælgelsesløb. Halvdelen af de bibliotekskatalogiserede bøger tages igen til side. Altså, kun omkring hver fjerde bog som er udgivet. De bøger sendes ud til såkaldte lektører. Lektørerne er en gruppe belæste mennesker – mestendels bibliotekarer. Disse bibliotekarer udformer efter endt læsning en såkaldt lektørudtalelse. Lektørudtalelsen indebærer en form for kommentarbrev til bibliotekerne, omkring indhold, læsevenlighed, relevans og andet. Det er ud fra den lektørudtalelse at bibliotekerne beslutter sig for, hvorvidt de ønsker en bestemt titel hjemkøbt til netop deres bibliotek. En lang forklaring senere, kommer her den gode del. På nær De værste sår er de, der ikke bløder har alle mine titler fået den forjættede lektørudtalelse (lektørudtalelsen gives kun på fysiske bøger, så derfor kan e-bogen ikke få en udtalelse). Det er altså et forfattermæssigt nåleøje jeg her taler om. Et lidt tilfældigt nåleøje at passere. Succesen består af, at hele 37 biblioteker nu har 1 eller flere eksemplarer stående af min Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg kalder det en succes. En vaskeægte personlig succes. Jeg håber selvfølgelig på en lige så stor succes for min nye skrøne Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys, der netop har fået udarbejdet en lektørudtalelse, som bliver udsendt til bibliotekerne i løbet af uge 43. Så jeg krydser fingre.

2016-10-03-18-11-11
“Digteren mellem linjerne” blev ikke købt hjem i så stort tal, men er dog at finde på mit lokale bibliotek

Sidste succes for nu. Jeg kontaktede redaktionen på Horsens Folkeblad, for at gøre opmærksom på min nye udgivelse. Det kom der en rigtig fin artikel ud af, hvor jeg fik en del spalteplads omkring mig og mine udgivelser.

2016-10-06-18-15-16

Jeg puster mig ikke op. Der vil altid være op- og nedture. Jeg fortsætter ufortrødent, og jeg forsøger at skrive det bedst mulige hver gang. Dette er ment som en meget seriøs amatørs bekendelser. Amatør i den bedste betydning af ordet.

Det at skrive, har for mig, værdi i sig selv.

Forfatter: Mads-Peder Winther Søby

Anmeldelsen:

Helt ude i Hampen

Connie Friis-Holst – Karla med K

Karla med K

Forfatter: Connie Friis-Holst

Udgivet: 2015

Forlag: Saxo Publish PoD (www.larsensblog.dk)

Antal sider: 208

ISBN: 9788740912319

Bagsideteksten:

Nogle gange skal der kun et enkelt brev til at ændre hele tilværelsen. Sådan skete det for Karla den efterårsdag, hvor hendes overbo Victor, bankede på hendes dør. Han havde ved en fejltagelse fået et brev, der var adresseret til hende. Brevet vendte på alle måder op og ned på Karlas rolige og, på mange måder, kedelige liv. Brevet blev også begyndelsen på nye venskaber, men også en forelskelse, der langsomt udvikler sig i en helt forkert og dramatisk retning. Karla bliver manipuleret ind i et spind af løgne, og bliver langsomt overbevist om, at det er hende, der er paranoid og selv opdigter påståede hændelser.

Empey anmelder:

Karla med K er en mærkelig bog. Jeg var sært underholdt, da jeg først kom ordentligt igang med bogen – de første sider virkede trivielle på mig. Forsiden giver ikke mange hints om indholdet, og bagsideteksten forvirrer (og pirrer) læseren. Bogen er mærkelig, fordi den hverken er fugl eller fisk. Den spiller på nogle af thrillerens præmisser, men er pakket så meget ind i dagligdag, at jeg som læser føler mig både hygget omkring og bevidst om, at der trækker skyer op i horisonterne af Karlas liv…

Bogen er letlæst, men den er faktisk rigtig god. Fortællesproget er ganske udemærket. Jeg var hensat i en konstant forvirring omkring, at Karla kunne gennemløbe forandringer i så rivende hast – der er dog en forklaring på alting…

Dette er en bog om at tage chancer, om at chancer der tages kan medføre smerte, og det er en bog omkring slet ikke at turde… . Er det for kryptisk? Læs bogen. Bag al hygge-overfladen, så er der faktisk en spændende thriller gemt i hverdagen; gemt igennem nogle måneder af Karlas liv; endda med et lille tvist. Jeg vil anbefale denne bog. Den er faktisk anderledes, og den har også noget på hjerte. Inde bag dagligdagen…

Udgaven jeg har læst er lånt igennem bibliotek.dk. “Karla med K” er udkommet i en ny og redigeret udgave (med ændret bagsidetekst) på BoD.

Metadata på den nye udgave er som følger:

Udgivet: 2. oplag 2016
Forlag: Bod – Books on Demand (www.friis-holst.com)
Antal sider: 208
ISBN: 9788771704198