Kategoriarkiv: Empey anmelder

Empey anmelder

Spontane indfald – Ulrik Fackmann

Skriv en kommentar
Spontane indfald af Ulrik Fackmann

Forfatter: Ulrik Fackmann

ISBN: 9788740403459

Udgivelsesår: 2018

Bagsideteksten:

Spontane indfald er en række haiku-digte, der er skrevet under indtryk af oplevelser og iagttagelser af livet i hverdagen. Stemningsoplevelser er nedfældet i simple og sanselige vers, der har til formål at få læseren til at stoppe op, fokusere og værdsætte øjeblikkets poesi.

Spontane indfald er en e-udgivelse, der er skabt til at lægge på en smartphone og blive brugt til inspiration og til glæde, hvergang der opleves ufrivillig ventetid.

Spontane indfald er moderne lyrik uden studentikost anstrøg eller pseudo-intellektuel agenda.

Spontane indfald indeholder korte essays henvendt direkte til læseren og søger at mindske afstand mellem forfatter og publikum.

Spontane koster mindre end en formiddagsavis. Til gengæld holder det væsentlig længere.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har fået et anmeldereksemplar af Ulrik Fackmanns nyeste digtsamling tilsendt. Det er Haiku digte, hvilket jeg aldrig har læst før – tror jeg nok. Jeg var derfor spændt på samlingen. Ulrik beskriver i forordet, at digtsamlingen er skabt til korte overspringshandlinger. Baggrunden for haiku-digtning er ifølge Ulrik Fackmann ønsket om at skabe “simpel hverdagspoesi forklædt som praktisk besked”.

Ulrik Fackmann indleder også med et afsnit under overskriften “Skriv selv”, om hvordan læseren selv kan kaste sig ud i haikudigtningen. Det er opbyggeligt – først lidt om kunstformen, og siden lidt om, hvordan man selv kan udøve den. Jeg vender tilbage til det punkt senere.

Som sagt, så var det mit første møde med haikudigtningen. Jeg var faktisk rigtigt godt underholdt, selvom jeg ikke som doceret, brugte det som overspringshandling, men tog digtene med i seng. Min fejl, er jo min fejl, og skal ikke ligge Fackmann til last. Jeg forstår i tilbageblik, at det ville være bedre at læse 1-2 digte af gangen og dernæst smage lidt på dem… Jeg kunne bare ikke vente, og ville have flere. Det giver formodentlig en anden oplevelse, og selvsagt kan man ikke overanalysere hvert digt, når man som jeg læste dem i flæng.

Jeg tillader mig at give et eksempel på Fackmanns haiku:

Julemåneden

Hyggen kommer al for sent

Et nyt år starter

(Citat: Spontane indfald)

På mange måder minder Spontane indfald mig om min gamle og slidte bog Livskunstens Almanak. Den har jeg brugt umindelige gange, når jeg manglede et godt indspark til et fødselsdagskort eller lign. Livskunstens Almanak er bygget op med en kort hverdagsagtig poesi for hver dag i året. Tilfældigt opslag på d. 22/3 (idag):

Ingen kan undgå at ledes, men alle kan lade være med at vise dårligt humør.

(Citat: Livskunstens Almanak)

Jeg tænker sagtens, man kan tage Fackmann ned fra den (digitale)-hylde, når man mangler et citat til dagen. Det bringer mig tilbage til min indledning. Fackmann gør et bevidst forsøg på at skabe noget uprætentiøst, for på den måde at gøre poesien til hverdag igen (og omvendt, at gøre hverdagen til poesi!). Kunsten skal have del i vores fortravlede moderne hverdag. Jeg er vild med tænkningen bag. Hvad nytte har man af digtsamlinger der samler støv på en fjern hylde – i modsætning til digte der kan konsumeres imens man er på vej, eller som Fackmann insisterer på, imens man alligevel spilder tiden. Istedet for at modarbejde konsum-tendenserne, så appellerer Fackman til at man konsumerer Spontane indfald, imens man alligevel er på farten eller i venteposition. Jeg lovede at vende tilbage til punktet om udøvelse. Måske er hele den hollistiske tanke i Fackmanns værk (her tolker jeg stærkt, så måske ville han selv være uenig), at poesien er noget der udspringer af livet og hverdagen, og dermed også noget vi skylder hinanden. Fackmann har givet os små haiku-brudstykker af hverdagen, og nu skylder vi…

I hvertfald har han givet læseren en “Skriv selv” anvisning, så det er bare at komme igang. Tak for læseoplevelsen. Jeg tog den i kun fire bidder, men kunne sagtens have taget mange flere og mindre smagsprøver. Der er nok at tygge på, uden at man skal overintellektualisere.

Nedenfor link til andre anmeldelser af Ulrik Fackmann

Ulrik Fackmann – Psykologisk grøn vandkande

Empey anmelder

Michael Hørup Møller – Far! Bruger skeletter solcreme?

Skriv en kommentar
Far! Bruger skeletter solcreme? af Michael Hørup Møller

Forlag: MHM-ORD

Forfatter: Michael Hørup Møller

ISBN: 978-87-998560-1-5

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 185

Bagsideteksten:

Kan man blive lykkelig af at være rig? Spiser høns kun skaller? Hvad er grunden til, at kakerlakker spiser kolort, og er det godt for noget som helst?

Hvordan associerer børn deres eget hverdagsunivers med hjemløshed og en sociologisk optik på det samfund, de er en del af?

Hvad er grunden til, at det er sejt at have mistet en tand før skolestart, og hvordan indgår en Ferrari i den infantile betragtning om at være sej og opnå det gode liv?

Hvordan forklarer man børn, at begreber som BYOD (Bring Your Own Device), politik, skolereform og mønsterbryder har en indflydelse på deres fremtid?

Hvordan forklarer man og lærer sine børn ikke at sparke nedad, hvad er den reele årsag til mobning, og hvordan opstår det? Er det svage mennesker, som mobber?

Hvad kommer der efter uendeligheden, og hvad sker der, hvis en lysstråle rammer forbi planeten Mars?

Hvorfor bliver forældre skilt, hvordan navigerer børn i det, og hvordan formår man som forælder at håndtere den rationelle logik versus den følelsesmæssige balance?

Hvis skaberen er i alting – er han eller hun så også i det bacon, man putter i sit pitabrød?

Er der mere mellem himmel og jord, end man kan se?

Mads-Peder anmelder:

Min gode forfatterkollega Michael Hørup Møller er netop udkommet med værket Far! Bruger skeletter solcreme? Som jeg dels har smilt, klukket og reflekteret mig igennem. Michael vil alt med bogen. Han tager afsæt i hverdagen med sine to drenge, og derfra opstår mange interessante og virkeligt skøre betragtninger. Det er dog ikke en putte-nuttebog om sjove børnekommentarer… eller det er ikke udelukkende en bog om det! Med et fængende sprog, gør Michael det han er rigtig god til – han skriver om alt der falder ham ind. Faktisk, så tænker jeg opskriften han har brygget udfra er, at han har villet skrive en bog og tilsætte den en knivspids kaos. Resultatet er ganske unikt.

Michael er nemlig rigtig god, når han fabulerer direkte ud af landevejen på et dejligt flydende og nærværende sprog. Han forfalder et par gange til mere akademiske sætninger, som jeg egentlig synes han klarer sig fint uden. Når man kan skrive som ham, så behøver man slet ikke at skrive svært…

Michael mener meget om rigtigt mange ting. Det vil han også opdrage sine to drenge til at gøre. Han vil gerne, at de to bliver selvstændige og reflekterede mennesker i en svær verden. I Michaels optik, og han argumenterer fint for det, så er det bare ikke så nemt, når man er oppe imod en tidsånd, hvor dårlig politisk ledelse og utroligt meget “sparken nedad” er på dagsordenen. Når så poderne, eller som Michael omdøber dem “Bjørneungerne”, ikke længere kan være med på refleksionsniveaut – de er jo trods alt ikke engang teenagere… Ja, så tager Michael forklaringerne og diskussionen videre med læseren. Det fungerer fint for mig. Michael er ikke ude i at tilbyde verden endnu en putte-nuttebog. Michael mener, at der skal ske store ændringer og et stort holdningsskifte i verden, hvis vores børn skal have fornuftige vilkår at tage deres første voksenskridt i.

Michael påtager sig, og kalder sig med ironisk distance for Orakel. Sådan ét er der jo brug for, når to videbegærlige drenge stiller spørgsmålene. Hør blot dette:

“Har du haletudser inde i din tissemand?”

(Citat: Far! Bruger skeletter solcreme?)

Ja, hvad svarer man lige på det? Det er slet ikke nemme spørgsmål drengene stiller, men Michael gør sit bedste, for at tilbyde sine drenge nogle sammenhængende forklaringer på livet. Stor respekt for det, og stor respekt for bogen. Den er nødvendig.

Der råbes på, at kunstnere blander sig i den offentlige debat. Det gør Michael så i denne bog (han gjorde det nu nok også inden bogen…).

Det vigtigste… allervigtigste, blandt et hav af gode pointer i bogen, er nok det underliggende i hele fortællingen. Nemlig nærvær. Det er vist blevet en mangelvare i det moderne, men skal vi opdrage fornuftige og hele mennesker, så kræver det nærvær med sine børn, af en kaliber, som vi desværre ser for lidt af i dag. Er man ikke nærværende, så kan man jo ikke svare på alle de svære spørgsmål, som stilles af børn, der endnu ikke er indoktrineret af et skal og bør. En dejlig bog fra Michael Hørup Møller.

Nedenfor, link til anmeldelse af tidligere udgivelser

af Michael Hørup Møller

Michael Hørup Møller – Virus (Jensen nr. 1)

Empey anmelder

Det natten bringer frem – Anja Duna

Skriv en kommentar

Forfatter: Anja Duna

Forlag: Forlaget Skrivetid, 2017

Sidetal: 305

ISBN: 978-87-998213-4-1

Bagsideteksten:

Hvad gør du, når din kæreste er ved at køre sit liv i sænk og dit arbejde kræver, at du handler imod dit menneskesyn?

“Hun åbner munden for at gøre indvendinger, men han laver en fejende bevægelse med hånden som for at signalere: ingen afbrydelser. Hun sipper af sin kaffe, mens hun venter. Han fortsætter:

“Og jeg har fundet ud af, hvad jeg vil. Jeg vil hjælpe din mand.”

Den slurk kaffe, hun lige har taget, ryger spontant ned i luftrøret. Louise bryder ud i en grim hoste. Da den er gået over, sidder hun tilbage med tårer i øjnene og et kaotisk følelses- og tankemylder.”

Louise er preset. Både på arbejdet som soialrådgiver og på hjemmefronten, hvor hendes parforhold ikke har udviklet sig siden bryllupsplanerne for år tilbage blev afblæst.

En dag får hun et tilbud (…)

Mads-Peder anmelder:

Jeg opdagede igennem Anja Dunas forfatterprofil på facebook, at hun var aktuel med en ny roman, og den ville jeg gerne læse. Jeg forsøgte mig på bibliotek.dk med et lån, men det viste sig sværere end som så. Bogen er desværre ikke købt hjem i rå mængder til landets biblioteker, så jeg måtte affinde mig med kø. Siden fik jeg dog bogen i hænderne…

Jeg har læst Anja Dunas tidligere roman-udgivelse Damen i den grønne dragt. Den bog var jeg meget fascineret af. Anja Dunas nyeste skud på stammen, er også en god bog. Den er dog meget anderledes end den tidligere…

Damen i den grønne dragt havde et mystisk islæt som slet ikke er at finde i Det natten bringer frem. Den er i langt højere grad socialrealisme taget ud af en hverdag, som den kan se ud anno 2018. Bogen taber ikke noget derpå for mig, men det er blot en helt anden oplevelse at læse – end jeg havde regnet med!

Særligt i disse strejke og lockout-trusselstider, så giver Anja Duna et godt billede i bogen på, hvorfor den offentlige sektor er under pres. I bogen er det socialrådgiverne der er fokus på, og de løber rigtig stærkt…

Når det så, som hos hovedpersonen Louise, begynder at brænde på i privatlivet, så bliver livet let trængt. Hovedpersonen formår dog at genoverveje sit liv, og kommer langsomt igang med nogle nye løsninger for sig selv.

Bogen har bl.a. et tematisk fokus på nytænkning og coachende tilgang til sit eget liv. Jeg synes faktisk, at det var ganske interessant læsning, omend jeg af natur er meget skeptisk over for det coachende…

At nogen af os har et anstrengt forhold til coaches har Anja Duna dog også indset. Hør blot hvordan Louises kæreste Martin formulerer det:

“Du mener parterapi? Arh, det tror jeg altså ikke, Louise. Prøv at se, hvor langt jeg er kommet på min egen måde. Mande-måden. Med en masse handling og nede-på-jorden-snak (…)”.

Citat: Det natten bringer frem

Jeg synes Det natten bringer frem er en interessant og vedkommende bog. Min eneste anke mod bogen er, at den måske er en smule for lang! Jeg tror, og her skal man passe på som læser, at jeg forstod budskaberne nogle sider før bogen reelt slutter af. Jeg er dog sikker på, at bogen vil gøre god gavn for mange læsere, der har hang til en reflektion over samspillet mellem hårdt arbejdsliv, moderne tider med pres på velfærdsydelserne og det at få et familieliv til at hænge sammen med et karriereliv.

Tak for muligheden for at læse med endnu engang.

Mads-Peder

Nedenfor er linket til anmeldelsen af Damen i den grønne drag,

af Anja Duna

Anja Duna – Damen i den grønne dragt

Empey anmelder

Jonas og Dragens Kløer – Helle Marianne Dyrholm

Skriv en kommentar

Forfatter: Helle Marianne Dyrholm

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 72

ISBN: 9788771908053

Bagsideteksten:

Det er nemt at komme ud på et sidespor, særligt hvis familien ikke er nærværende og opmærksom. Børn kan nemt føle sig ensomme og overladt til sig selv og derfor lette ofre for kriminalitet. At mangle en at se op til, beundres af og følelsen af at være en del af noget.

Jonas er en 12-årig dreng, som kommer fra landsbyen Vindinge, hvor han er vokset op. Her har han en stor omgangskreds og er en meget vellidt, fornuftig dreng. Men da hans far bliver fyret som murerarbejdsmand og begynder at drikke, er der ikke længere råd til at blive på gården. Familien flytter til det indre København, byen, hvor de unges grænser bliver udlevet.

Her er en dreng som Jonas et let offer. Jonas er ofte udsat for vold fra sin far, som dagligt sidder på værtshus, imens mor er på arbejde og lillesøster Anna i børnehave. En dag møder Jonas Kurt, som er leder af banden ”Dragens Kløer”. Kurt står med en smøg i kæften og glor undersøgende på Jonas, imens han siger: ”Hvad så, bror lort!”

Mads-Peder anmelder:

Jeg er blevet kontaktet af forfatteren Helle Marianne Dyrholm, med henblik på at anmelde hendes ungdomsbog “Jonas og Dragens Kløer”. Det er altid spændende at blive præsenteret for noget anderledes litteratur, så jeg takkede ja.

Jonas og Dragens Kløer var en lidt blandet fornøjelse. Faktisk er den ok velskrevet. Den har, synes jeg, selvfølgelig et sprog, som er tilpasset målgruppen “unge” og sådan skal det jo være. Plotmæssigt virker den også ok, men alligevel er man en smule uforløst bagefter – den måtte da godt have været lidt længere. Udviklet Jonas forhold til banden yderligere og lign. Det er nok mest af alt den følelse den hensætter mig i. Som udgangspunkt er det jo en udmærket følelse som læser – det betyder jo, at den har ramt en nerve.

Bogen er jo ligeledes evigt aktuel, for der er mange faldgruber for unge drenge (og velsagtens også piger) i de prægbare teenageår, hvor man kan komme i dårligt selskab…

Bogen giver ikke et entydigt svar på, hvorvidt selskabet nu også er så dårligt. Jeg er godt klar over, at småtyveri og den slags adfærd er en skæv livsbane at starte på i de tidlige teenageår, men er banden ikke også lidt en selvbestaltet social-foranstaltning i et trøstesløst boligområde? Forfatteren lægger op til det – og er selskabet så ubetinget dårligt?

Min største anke mod bogen er dog nok – den er svær at placere tidsmæssigt! I begyndelsen var jeg sikker på (eftersom de kører knallerter og går med læderveste), at handlingen var henlagt til 1960’erne. Siden hører vi, at drengene har et lækkert anlæg i deres klub, hvorpå de lytter til CD’er – hvor er vi så henne i tidsperiode? I 1990’erne eller 2000’erne? I dag streamer unge vel deres musik! Sidst men ikke mindst, så gør Jonas senere i bogen opmærksom på, at han gerne vil høre Queen eller Kim Larsen på anlægget. Jeg kender ikke nogen unge mennesker, der i dag ville bede om at høre Queen eller Kim Larsen, hvis de skulle være lidt cool. Er det ikke nærmere ungdomsband/sangere der hører 1980’erne til? På sæt og vis betyder det ikke noget – og så dog alligevel… Som ungdomsroman tænker jeg, at det er væsentligt, at bogen skal tage afsæt i noget velkendt for den unge. Det behøver ikke være faktuelt rigtigt, men dog genkendeligt. Jeg er måske bare ved at blive gammel, men taler unge mennesker i dag om knallerter, Queen og Kim Larsen?

Som sagt, en letlæst og velskrevet bog til målgruppen. Plottet kunne godt have været udviklet yderligere – bogen kunne sagtens bære det.

Empey anmelder

Hvad skal vi svare? – A. J. Vetlesen og R. Willig

Skriv en kommentar
Hvad skal vi svare?
af Vetlesen og Willig

 

Forfattere: Arne johan Vetlesen og Rasmus Willig

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Antal sider: 212

ISBN: 978-87-412-6981-8

Bagsideteksten:

Mon ikke det hele ender med at gå okay? Tesla udvikler sikkert noget teknologi, der løser alle problemerne. Der bliver nok forhandlet en ny traktat. På intet tidspunkt i menneskets historie er det jo gået bedre.

Det er godt at være optimist. Men spørgsmålet er, om det også gælder, når der ikke er nogen grund til optimisme. Svaret er nej. Jubeloptimisme er i dag en effektiv mekanisme til at fjerne fokus fra en hidtil uset rovdrift på mennesker og natur.

Vores børn spørger: det går da godt, ikke? Hvad skal vi svare?

Mads-Peder anmelder:

Jeg anmelder sjældent faglitteratur, selvom jeg ynder at læse det fra tid til anden. På en måde (måske er det ikke helt rigtigt!) synes jeg skønlitteratur primært skal anmeldes med hjertet, hvorimod faglitteratur taler til noget andet og derfor må anmeldes på nogle andre præmisser – måske handler det om, at faglitteratur taler mere til fornuften og måske skal anmeldes mere stringent! Jeg vover dog forsøget alligevel, da dette har været en voldsom læseoplevelse. “Hvad skal vi svare?” taler faktisk også primært til hjertet (så jeg vil gøre det samme i anmeldelsen), og forfatterne Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig vedkender sig det.

“Hvad skal vi svare?” er så uendelig barsk læsning. For fra nu af er det formodentlig for sent at redde jorden. Det er egentlig den barske pointe. Vi har forpasset chancen for at rette op på tingenes tilstand. Nu kan vi forlænge vores ophold på kloden gennem handling, men vi kan aldrig igen rulle menneskets påvirkning af naturen tilbage. Det skriger imod al vores kulturelt-linære opdragelse omkring det evige fremskridt og tiden som en linær størrelse (nærmere end cyklisk). Der er gode nyheder også i bogen – for nogle dyrearter vil nok overleve mener forfatterne, men menneskeheden har ikke en chance!

A. J. Vetlesen og R. Willig bruger et fugleruse-billede til at forklare de forskellige stader mennesket er fanget ind på (jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod billedet – men forstår godt pointen bag, bilder jeg mig ind). Vi er fanget dobbelt ind i en destruktiv forholden sig til verden. Vores indre verden (natur om man vil) er blevet styret helt i retning af “forbrug” i alle dets afskygninger som den eneste drivkraft. Vores ydre verden har det lige så slemt – naturen ses i dag udelukkende som middel til forbrug. Det dobbelte vrangsyn forplumrer mulighederne for at rette op på skaderne som er forvoldt. Så længe “det gode liv” knyttes an til det første, så forbliver det andet misbrug også intakt. Vi skal noget andet – der skal fundamentale revurderinger til for at ændre på tingenes tilstand. Forfatterne taler sågar om oprør og revolution. De understreger som ordentlige akademikere, at det ikke skal forstås som krig i gaderne, men som en indre revolution mod herskende doktriner. Således skriver de bl.a.:

“Vi tror ikke på, at der vil komme en teknologisk mirakelkur, eller at verdens ledere pludselig vil nå til enighed om en bæredygtig fremtid. Derfor ser vi ikke andre muligheder, end at de menneskelige præferencer, der driver den skæve udvikling, forlades til fordel for en mere bæredygtig linje.”

Forfatterne remser en lang række foranstaltninger op, som vi hver især kan gøre fra idag, hvis vi skal redde hvad reddes kan. Det er f.eks. At transportere os selv mindre rundt, det er at spise grøntsager og ikke kød, det er ferier i lokalområdet, det er at handle lokalt, at vi selv producere noget af det nødvendige i egne haver osv. Det er altsammen enorme ændringer i vores liv, men endnu vigtigere – det er enorme ændringer i vores forståelse af verden det fordrer! Det gælder på den anden side også alverden – ellers er der slet ikke nogen verden…

Det her burde være must-read for alle under fyrre – jeg tvivler på (det gør forfatterne vist også), at den slags ændringer det fordrer kan overkommes af de ældre generationer (desværre). Selv kører jeg på mit sidste år at trediverne – jeg vil forsøge at efterleve og gentænke min verden. Måske er det for sent for mig også!!

En så væsentlig bog…

Empey anmelder

Michael Clasen – Grådighedens pris

1 kommentar
Grådighedens pris, Michael Clasen

 

Forfatter: Michael Clasen

Forlag: BoD

Antal sider: 415

ISBN: 978-87-7188-479-1

Bagsideteksten:

Michael Clasen – Grådighedens pris

I Guineabugten bliver en dansk coaster angrebet af pirater. En af vagterne bliver såret og vender hjem til sin barndomsby Haubjerg.

Her slår han sig ned som privatdetektiv og kommer til at gribe afgørende ind i en række mystiske og skæbnesvangre begivenheder på godset Tranedal.

Privatdetektiven Daniel Dreyer optræder for første gang i GRÅDIGHEDENS PRIS.

Bogen er en afslørende, samfundsorienteret krimi fra den danske hverdag. Det viser sig at der foregår usædvanlige og truende ting lige under overfladen.

Mads-Peder anmelder:

Jeg bestilte et anmeldereksemplar af “Grådighedens pris” straks jeg så forfatteren Michael Clasen var aktuel med en ny roman. Jeg læste i foråret forfatterens forrige roman “Det smukke kranie fra Købmagergade” og var meget imponeret. Denne gang har M. Clasen kastet sig over krimigenren. Normalt ikke den genre jeg selv læser hyppigst, men den slags skal ikke stoppe mig, jeg var nysgerrig på mere efter sidste gode oplevelse… .

Bagest i “Grådighedens pris” er jeg såmænd iøvrigt nævnt ved navn, i forbindelse med et citat fra min anmeldelse af forfatterens forrige udgivelse – jo jo, det er en lille verden :-).

Nå, nu til anmeldelsen af den aktuelle udgivelse.

Wow, jeg er fuldstændig bjergtaget af “Grådighedens pris”. Det er en fantastisk bog – den er meget velskrevet og virkelig interessant læsning. Det er en krimi der samtidig peger på aktuelle problemstillinger i vores samfund, der som et ondt nemesis vil kræve vores alles opmærksomhed, før eller senere… . Den slags er selvsagt god spænding – og meget meget skræmmende læsning, fordi det så let kan blive aktuelt!

Jeg har svært ved at finde nok superlativer frem i forhold til bogen – den står efter endt læsning endnu stærkere i min bevidsthed end forfatterens forrige udgivelse, selvom den opererede med et historisk islæt, som ofte tiltaler mig mere end de forudsætninger krimien opererer på. “Grådighedens pris” er en af de bedste bøger, jeg har læst endnu i år. Det endda sagt, selvom jeg enkelte steder synes plottet favner for vidt – ikke at det ikke er spændende, men selv en forfatter af Michael Clasens format har svært ved at binde trådene helt overbevisende. Ikke at der er løse ender – det er der, så vidt jeg kan se ikke… . Alene persongalleriet gør det dog svært at få alle forgreningerne helt sikkert i hus. Det skal så siges, at det også er min eneste indvending imod bogen, som jo slet ikke er en stor en af slagsen. Genren som sådan er jo også ofte præget af delvist åbne slutninger – jeg tror da også, at M. Clasen barsler med en fortsættelse af bogen (det håber jeg), og mon ikke hovedpersonen Daniel Dreyer til den tid har fundet sig endnu mere til rette i privatdetektivfaget.

“Grådighedens pris” skal klart anbefales til alle. Den er mesterligt udført, og jeg vil da foreslå interessede allerede nu, at købe et eksemplar til sig selv i julen, og så kan den vel passende ligge under juletræet til alle du er på gave med. Fantastisk oplevelse.

Empey anmelder

Per Fjord – Gråzoner

Skriv en kommentar
Gråzoner, Per Fjord

 

Forfatter: Per Fjord

Forlag: Attika / Saxo Publish

ISBN: 9788775288830

Bagsiden skriver:

Satiriske og humoristiske fortællinger fra en udkant af Sjælland. Pressen skrev bl.a. “Denne lille bog udtrykker en meget klar sandhed om dagens Danmark… Midt i forskelligheden er der tre fællesnævnere for alle novellerne. Humoren, iagttagelsesevne og varm sympati for mennesker..” (Arne Mariager) og ” Bogen er båret oppe af en fabelagtig humor…

Mads-Peder anmelder:

Jeg har tidligere læst Per Fjords Hank; en gavtyveroman. Dengang var jeg benovet, så da jeg fandt novellesamlingen Gråzoner på e-reolen skulle den også læses. Jeg kan sige med det samme, at jeg ikke blev skuffet. Novellesamlinger er lidt svære at være konkrete omkring i anmeldelser, da de stikker i forskellige retninger i fortællingerne. Jeg vil dog give det videre, at Per Fjord skriver godt, rigtig godt, og han gør det uden at distancere sig fra læseren. Det er ganske vist også svært for mig at beskrive, hvad det er jeg mener om skrivestilen på en elegant måde. Jeg føler nok bare, at forfatteren hopper ned i båden til mig som læser og følges med mig hele vejen på færden – nuvel, han rokker måske lidt med båden, imens vi padler omkring i nogle afkroge og besynderlige udsnit af det Danmark som nok også findes derude. Per Fjord rokker ikke båden med løftede pegefingre og slet skjult moralisering. Han tager fat i rælingen med begge hænder og lægger vægten i, og så kalder han en spade for en spade ( eller en mast for en mast er måske bedre i dette båd-billede…). Det er den oplevelse jeg sidder tilbage med som læser… .

Forfatteren formår at pege på centrale temaer i livet, samt nogle skævheder i forhold til det polerede demografiske udsnit af befolkningen som ofte ikke bliver fortalt. Man glemmer nogle gange helt, at de findes derude de skæve eksistenser.

Altså, der er ingen tvivl om at Per Fjord er skeptisk – overfor mange ting i samfundet. Novellerne er på ingen måde uden morale. Per Fjord siger det bare uden omsvøb og på vanlig fandenivolsk og direkte facon, som jeg også kender fra Hank; en gavtyveroman.

“Vi postbude ser meget, når vi dag efter dag kører postruter. Nogle gange er der noget muggent, ved det vi ser. Selv her ude på landet kan der være noget overordentlig muggent gemt bag de små havehække. Her tænker jeg ikke på stanken af gæret svinelort, som uden tvivl er blevet den mest markante landlugt af alle. Nej, jeg tænker på den lugt af opgivelse og forfald, der præger de såkaldte udkantsområder (…)

(Citat novellen: Vi postbude ser meget).

Jeg var imponeret over novellesamlingen Gråzoner – meget endda! Per Fjord kan sit kram. Han fortæller og underholder så man smiler og tænker efter, imens man samtidig bliver en lille smule forarget. Ikke over Per Fjord; Nej, over mennesker… . Fantastisk lille novellesamling.

Empey anmelder

Claus Grymer – Begyndelser til samtaler der ikke kan føres

Skriv en kommentar

Forfatter: Claus Grymer

Forlag: Eksistensen

Antal sider: 139

ISBN: 978-87-410-0209-5

Bagsideteksten:

Nu, hvor forældrene for længst er døde, kan sønnens samtaler med dem begynde. Disse samtaler, der ikke kan føres, er indholdet i bogen.

Endelig siges noget af det, der var det blufærdigt usagte, mens forældrene levede. Sønnen tænker på, hvor meget anderledes det hele kunne have været. Og på at det kunne det netop ikke. “Fordi vi ikke tillod, hvad vi dybest ønskede af os selv og hinanden”.

Grundtonen er en smerteblandet taknemmelighed over, hvad forældrene gav eller gerne ville have givet.

Mads-Peder anmelder:

Claus Grymer har i Begyndelser til samtaler der ikke kan føres skrevet et lille mesterværk. Bogen er så sindssygt vedkommende – også for os, (tror vi) der måske i højere grad begynder de samtaler der er svære at føre! Den peger på noget essentielt menneskeligt; noget om at tiden går, at vi ofte ved, hvad vi burde gøre og sige – at vi for ofte slet ikke hverken siger eller gør noget. Desuden har den en stille nerve af sorg, som overvældede mig. Sorgen over noget uigenkaldeligt, man aldrig kan ændre… . Her er det ikke jagten på drømmerejsen man aldrig kom på, drømmejobbet man ikke fik osv. Det er det mellemmenneskelige usagte som er omdrejningspunktet. Alt det, man alt for sent, ville ønske man kunne sige – og måske alligevel aldrig kunne sig, om man kunne leve det hele igen. Så altså, alt det mellemmenneskelige man aldrig kunne sig, men som fortjente at blive anerkendt som noget, der skulle have været forsøgt.

Det var en fryd at læse Grymers begyndelser. Det var smukt og vedkommende hele vejen igennem. Jeg har slet ikke roser for bogen og min oplevelse af den… . Endnu mere fantastisk er det, at jeg primært tog dette lille mesterværk ned fra hylden på mit bibliotek, fordi det til forveksling lignede forsiden på min egen nyudkomne novellesamling En skuffe fuld. Jeg bliver altid paf over sådanne små og tilfældige samspil.

Nedenfor har jeg indsat forsiderne på de to omtalte værker, blot som illustration på min forundring…

Claus Grymer – Begyndelser til samtaler der ikke kan føres
Mads-Peder Winther Søby – En skuffe fuld

Alle skal gøre sig selv den tjeneste at læse Grymers Begyndelser til samtaler der ikke kan føres. For dette er litteratur man bliver klog af. Desuden er den læst på blot en eftermiddag (eller to…).

Empey anmelder

Flemming Hørnø – Verdens største forfalskninger

Skriv en kommentar

Forfatter: Flemming Hørnø

Forlag: Forlaget Ådalen

Antal sider: 353

ISBN: 978-87-91365-94-2

Bagsideteksten:

Bogen fortæller de drabelige og spændende historier om verdens vitterlig to største – og dog så vidt forskellige foralskninger: den ene begået af Hitlertyskland under 2. verdenskrig, hvor jødiske fanger blev sat til at producere engelske pund sterling-sedler i den helt store stil – og den anden udført af en forholdsvis ukendt hollandsk kunstmaler, som til at begynde med kun ønskede at bevise, at det er malerens navn og ikke billedet, som afgør pris og berømmelse. Han havde lært sig selv at male i Vermeers´, Frans Hals´og de Hoogh´s stil og endte med at tjene millioner gülden under og lige efter krigen. Forfatteren har ved hjælp af en tredie historie, som udspilles på et plejehjem mellem to af beboerne integreret de tre fortællinger til et interessant, belærende og ikke mindst spændende hele.

Mads-Peder anmelder:

Flemming Hørnø har begået en spændende og medrivende bog om forfalskninger, nyfundet kammeratskab og evner der rækker langt udover det man kan få anerkendelse for i levende live. Det er da gode ingredienser til en fortælling. Bogen er desuden krydret med billeder, tegninger og lign. Igennem bogen. Billederne gør ikke noget godt for mig som læser. Jeg vil hellere bruge fantasien… . Ideen er dog god, og jeg har ikke set den andre steder før. På mange måder bærer bogen præg af også at være dokumentarisk. Når den dog som her pakkes ind i fiktionen, så føler man aldrig, at man bliver belært om fakta – sådan som en fagbog til tider kan føles!

Tidsmæssigt havde jeg igennem hele bogen svært ved at få årstallene til at stemme med udgivelsesåret (2011). På en eller anden måde, så virkede det utroværdigt på mig, at de to hovedpersoner skulle kunne levere førstehåndsoplevelser omkring de to forfalskninger (der dog trods alt ligger mange år tilbage i tiden). På et tidspunkt er der givet et årstal i parantes i bogen (1983). Det årstal bliver først formidlet til læseren mod slutningen af bogen. Det synes jeg er for sent. For mig er kronologi væsentlig, når jeg læser et værk. Jeg kunne slet ikke få tidskronlogien til at stemme. Eftersom bogen tilsyneladende foregår i 1983 så falder en hel del plothuller på plads.

Så langt kritikken. Jeg var vældig godt underholdt, og vil klart anbefale bogen. Man bliver klogere på pengeseddelfabrikation og malerkunst – plus lige en masse andre ting, der vedrører jødeforfølgelser, nicheberetninger omkring anden verdenskrig, secret service som vogtere over dollaren og en kunstverden, der gerne vil værne om sit eget ry…

Tak til Flemming Hørnø for en anderledes og spændende bog.

Empey anmelder

Henrik Pontoppidan – Isbjørnen

Skriv en kommentar

Forfatter: Henrik Pontoppidan

(revideret udgave af Poul Erik Kristensen)

Forlag: BoD

Antal sider: 55

ISBN: 9788771884913

Bagsideteksten:

Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman Isbjørnen, der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk.

Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og …..

Det er en fantastisk historie, der fremrulles i Isbjørnen, og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grøndlanske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74.

Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

Mads-Peder anmelder:

Da jeg så, at “Isbjørnen” af Pontoppidan var nyudgivet i en let moderniseret udgave bestilte jeg straks et anmeldereksemplar. Både af nysgerrighed på Pontoppidan og af nysgerrighed omkring, hvorvidt opgaven med en revideret sproglig udgave af Pontoppidans værk, overhovedet var muligt. Indrømmet, jeg mangler lidt forudsætningerne for at vurdere min sidstnævnte nysgerrighed – jeg har aldrig læst Pontoppidan før. Jeg har dog læst en del ældre litteratur i originaludgave, så af den grund følte jeg mig alligevel fortrøstningsfuld. Jeg synes Poul Erik Kristensen har gjort et fint arbejde med at revidere Isbjørnen. Den står knivskarp. Velsagtens fordi Pontoppidans historie er evigt aktuel, men også fordi det fornemmes, hvor meget respekt for teksten Kristensen har.

Min nysgerrighed på Pontoppidan er kun pirret yderligere efter endt læsning af denne meget korte fortælling. Pontoppidan formår på meget få sider at trække nogle skarpe pointer op. F.eks. Spændet mellem dogmatisk teologi og den teologi der bygger på den umiddelbare kærlighed til andre mennesker.

Igennem værket spores på mange måder en stor kærlighed til det levede liv. Blottet for påtagetheden som mennesker tillægger sig, når mennesket står følelsesmæssigt nøgen foran hverandre. Det er der hovedpersonen træder til med sin fandenivoldske umiddelbarhed. Hovedpersonen er selvsagt præget af sine år blandt de grøndlændere, der med deres naturfolkelige tilgang til livet, på sæt og vis reddede hovedpersonens sjælefred og liv.

Dette er vel også omdrejningspunktet for bogen. Jeg læser en klar samfundskritik i Pontoppidans “Isbjørnen”. En hyldest til det naturlige, og et opgør med alt det tillagte og facadeprægede. Jeg elsker citatet:

“I har de tyranner, som I fortjener”

– tilsyneladende elsker Kristensen også det citat, eftersom det er fremhævet med fed skrift i teksten… .

Jeg forstår sagtens Kristensens nyreviderede udgave af “Isbjørnen” – dette værk er litteratur af allerbedste skuffe.