Flemming Hørnø – Verdens største forfalskninger

Forfatter: Flemming Hørnø

Forlag: Forlaget Ådalen

Antal sider: 353

ISBN: 978-87-91365-94-2

Bagsideteksten:

Bogen fortæller de drabelige og spændende historier om verdens vitterlig to største – og dog så vidt forskellige foralskninger: den ene begået af Hitlertyskland under 2. verdenskrig, hvor jødiske fanger blev sat til at producere engelske pund sterling-sedler i den helt store stil – og den anden udført af en forholdsvis ukendt hollandsk kunstmaler, som til at begynde med kun ønskede at bevise, at det er malerens navn og ikke billedet, som afgør pris og berømmelse. Han havde lært sig selv at male i Vermeers´, Frans Hals´og de Hoogh´s stil og endte med at tjene millioner gülden under og lige efter krigen. Forfatteren har ved hjælp af en tredie historie, som udspilles på et plejehjem mellem to af beboerne integreret de tre fortællinger til et interessant, belærende og ikke mindst spændende hele.

Mads-Peder anmelder:

Flemming Hørnø har begået en spændende og medrivende bog om forfalskninger, nyfundet kammeratskab og evner der rækker langt udover det man kan få anerkendelse for i levende live. Det er da gode ingredienser til en fortælling. Bogen er desuden krydret med billeder, tegninger og lign. Igennem bogen. Billederne gør ikke noget godt for mig som læser. Jeg vil hellere bruge fantasien… . Ideen er dog god, og jeg har ikke set den andre steder før. På mange måder bærer bogen præg af også at være dokumentarisk. Når den dog som her pakkes ind i fiktionen, så føler man aldrig, at man bliver belært om fakta – sådan som en fagbog til tider kan føles!

Tidsmæssigt havde jeg igennem hele bogen svært ved at få årstallene til at stemme med udgivelsesåret (2011). På en eller anden måde, så virkede det utroværdigt på mig, at de to hovedpersoner skulle kunne levere førstehåndsoplevelser omkring de to forfalskninger (der dog trods alt ligger mange år tilbage i tiden). På et tidspunkt er der givet et årstal i parantes i bogen (1983). Det årstal bliver først formidlet til læseren mod slutningen af bogen. Det synes jeg er for sent. For mig er kronologi væsentlig, når jeg læser et værk. Jeg kunne slet ikke få tidskronlogien til at stemme. Eftersom bogen tilsyneladende foregår i 1983 så falder en hel del plothuller på plads.

Så langt kritikken. Jeg var vældig godt underholdt, og vil klart anbefale bogen. Man bliver klogere på pengeseddelfabrikation og malerkunst – plus lige en masse andre ting, der vedrører jødeforfølgelser, nicheberetninger omkring anden verdenskrig, secret service som vogtere over dollaren og en kunstverden, der gerne vil værne om sit eget ry…

Tak til Flemming Hørnø for en anderledes og spændende bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.