Forfatter: Claus Grymer

Forlag: Eksistensen

Antal sider: 139

ISBN: 978-87-410-0209-5

Bagsideteksten:

Nu, hvor forældrene for længst er døde, kan sønnens samtaler med dem begynde. Disse samtaler, der ikke kan føres, er indholdet i bogen.

Endelig siges noget af det, der var det blufærdigt usagte, mens forældrene levede. Sønnen tænker på, hvor meget anderledes det hele kunne have været. Og på at det kunne det netop ikke. “Fordi vi ikke tillod, hvad vi dybest ønskede af os selv og hinanden”.

Grundtonen er en smerteblandet taknemmelighed over, hvad forældrene gav eller gerne ville have givet.

Mads-Peder anmelder:

Claus Grymer har i Begyndelser til samtaler der ikke kan føres skrevet et lille mesterværk. Bogen er så sindssygt vedkommende – også for os, (tror vi) der måske i højere grad begynder de samtaler der er svære at føre! Den peger på noget essentielt menneskeligt; noget om at tiden går, at vi ofte ved, hvad vi burde gøre og sige – at vi for ofte slet ikke hverken siger eller gør noget. Desuden har den en stille nerve af sorg, som overvældede mig. Sorgen over noget uigenkaldeligt, man aldrig kan ændre… . Her er det ikke jagten på drømmerejsen man aldrig kom på, drømmejobbet man ikke fik osv. Det er det mellemmenneskelige usagte som er omdrejningspunktet. Alt det, man alt for sent, ville ønske man kunne sige – og måske alligevel aldrig kunne sig, om man kunne leve det hele igen. Så altså, alt det mellemmenneskelige man aldrig kunne sig, men som fortjente at blive anerkendt som noget, der skulle have været forsøgt.

Det var en fryd at læse Grymers begyndelser. Det var smukt og vedkommende hele vejen igennem. Jeg har slet ikke roser for bogen og min oplevelse af den… . Endnu mere fantastisk er det, at jeg primært tog dette lille mesterværk ned fra hylden på mit bibliotek, fordi det til forveksling lignede forsiden på min egen nyudkomne novellesamling En skuffe fuld. Jeg bliver altid paf over sådanne små og tilfældige samspil.

Nedenfor har jeg indsat forsiderne på de to omtalte værker, blot som illustration på min forundring…

Alle skal gøre sig selv den tjeneste at læse Grymers Begyndelser til samtaler der ikke kan føres. For dette er litteratur man bliver klog af. Desuden er den læst på blot en eftermiddag (eller to…).