Forfattere: Arne johan Vetlesen og Rasmus Willig

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Antal sider: 212

ISBN: 978-87-412-6981-8

Bagsideteksten:

Mon ikke det hele ender med at gå okay? Tesla udvikler sikkert noget teknologi, der løser alle problemerne. Der bliver nok forhandlet en ny traktat. På intet tidspunkt i menneskets historie er det jo gået bedre.

Det er godt at være optimist. Men spørgsmålet er, om det også gælder, når der ikke er nogen grund til optimisme. Svaret er nej. Jubeloptimisme er i dag en effektiv mekanisme til at fjerne fokus fra en hidtil uset rovdrift på mennesker og natur.

Vores børn spørger: det går da godt, ikke? Hvad skal vi svare?

Mads-Peder anmelder:

Jeg anmelder sjældent faglitteratur, selvom jeg ynder at læse det fra tid til anden. På en måde (måske er det ikke helt rigtigt!) synes jeg skønlitteratur primært skal anmeldes med hjertet, hvorimod faglitteratur taler til noget andet og derfor må anmeldes på nogle andre præmisser – måske handler det om, at faglitteratur taler mere til fornuften og måske skal anmeldes mere stringent! Jeg vover dog forsøget alligevel, da dette har været en voldsom læseoplevelse. “Hvad skal vi svare?” taler faktisk også primært til hjertet (så jeg vil gøre det samme i anmeldelsen), og forfatterne Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig vedkender sig det.

“Hvad skal vi svare?” er så uendelig barsk læsning. For fra nu af er det formodentlig for sent at redde jorden. Det er egentlig den barske pointe. Vi har forpasset chancen for at rette op på tingenes tilstand. Nu kan vi forlænge vores ophold på kloden gennem handling, men vi kan aldrig igen rulle menneskets påvirkning af naturen tilbage. Det skriger imod al vores kulturelt-linære opdragelse omkring det evige fremskridt og tiden som en linær størrelse (nærmere end cyklisk). Der er gode nyheder også i bogen – for nogle dyrearter vil nok overleve mener forfatterne, men menneskeheden har ikke en chance!

A. J. Vetlesen og R. Willig bruger et fugleruse-billede til at forklare de forskellige stader mennesket er fanget ind på (jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod billedet – men forstår godt pointen bag, bilder jeg mig ind). Vi er fanget dobbelt ind i en destruktiv forholden sig til verden. Vores indre verden (natur om man vil) er blevet styret helt i retning af “forbrug” i alle dets afskygninger som den eneste drivkraft. Vores ydre verden har det lige så slemt – naturen ses i dag udelukkende som middel til forbrug. Det dobbelte vrangsyn forplumrer mulighederne for at rette op på skaderne som er forvoldt. Så længe “det gode liv” knyttes an til det første, så forbliver det andet misbrug også intakt. Vi skal noget andet – der skal fundamentale revurderinger til for at ændre på tingenes tilstand. Forfatterne taler sågar om oprør og revolution. De understreger som ordentlige akademikere, at det ikke skal forstås som krig i gaderne, men som en indre revolution mod herskende doktriner. Således skriver de bl.a.:

“Vi tror ikke på, at der vil komme en teknologisk mirakelkur, eller at verdens ledere pludselig vil nå til enighed om en bæredygtig fremtid. Derfor ser vi ikke andre muligheder, end at de menneskelige præferencer, der driver den skæve udvikling, forlades til fordel for en mere bæredygtig linje.”

Forfatterne remser en lang række foranstaltninger op, som vi hver især kan gøre fra idag, hvis vi skal redde hvad reddes kan. Det er f.eks. At transportere os selv mindre rundt, det er at spise grøntsager og ikke kød, det er ferier i lokalområdet, det er at handle lokalt, at vi selv producere noget af det nødvendige i egne haver osv. Det er altsammen enorme ændringer i vores liv, men endnu vigtigere – det er enorme ændringer i vores forståelse af verden det fordrer! Det gælder på den anden side også alverden – ellers er der slet ikke nogen verden…

Det her burde være must-read for alle under fyrre – jeg tvivler på (det gør forfatterne vist også), at den slags ændringer det fordrer kan overkommes af de ældre generationer (desværre). Selv kører jeg på mit sidste år at trediverne – jeg vil forsøge at efterleve og gentænke min verden. Måske er det for sent for mig også!!

En så væsentlig bog…