Forfatter: Helle Marianne Dyrholm
Forlag: Mellemgaard
Antal sider: 72
ISBN: 9788771908053
Bagsideteksten:
Det er nemt at komme ud på et sidespor, særligt hvis familien ikke er nærværende og opmærksom. Børn kan nemt føle sig ensomme og overladt til sig selv og derfor lette ofre for kriminalitet. At mangle en at se op til, beundres af og følelsen af at være en del af noget.
Jonas er en 12-årig dreng, som kommer fra landsbyen Vindinge, hvor han er vokset op. Her har han en stor omgangskreds og er en meget vellidt, fornuftig dreng. Men da hans far bliver fyret som murerarbejdsmand og begynder at drikke, er der ikke længere råd til at blive på gården. Familien flytter til det indre København, byen, hvor de unges grænser bliver udlevet.
Her er en dreng som Jonas et let offer. Jonas er ofte udsat for vold fra sin far, som dagligt sidder på værtshus, imens mor er på arbejde og lillesøster Anna i børnehave. En dag møder Jonas Kurt, som er leder af banden ”Dragens Kløer”. Kurt står med en smøg i kæften og glor undersøgende på Jonas, imens han siger: ”Hvad så, bror lort!”
Mads-Peder anmelder:
Jeg er blevet kontaktet af forfatteren Helle Marianne Dyrholm, med henblik på at anmelde hendes ungdomsbog “Jonas og Dragens Kløer”. Det er altid spændende at blive præsenteret for noget anderledes litteratur, så jeg takkede ja.
Jonas og Dragens Kløer var en lidt blandet fornøjelse. Faktisk er den ok velskrevet. Den har, synes jeg, selvfølgelig et sprog, som er tilpasset målgruppen “unge” og sådan skal det jo være. Plotmæssigt virker den også ok, men alligevel er man en smule uforløst bagefter – den måtte da godt have været lidt længere. Udviklet Jonas forhold til banden yderligere og lign. Det er nok mest af alt den følelse den hensætter mig i. Som udgangspunkt er det jo en udmærket følelse som læser – det betyder jo, at den har ramt en nerve.
Bogen er jo ligeledes evigt aktuel, for der er mange faldgruber for unge drenge (og velsagtens også piger) i de prægbare teenageår, hvor man kan komme i dårligt selskab…
Bogen giver ikke et entydigt svar på, hvorvidt selskabet nu også er så dårligt. Jeg er godt klar over, at småtyveri og den slags adfærd er en skæv livsbane at starte på i de tidlige teenageår, men er banden ikke også lidt en selvbestaltet social-foranstaltning i et trøstesløst boligområde? Forfatteren lægger op til det – og er selskabet så ubetinget dårligt?
Min største anke mod bogen er dog nok – den er svær at placere tidsmæssigt! I begyndelsen var jeg sikker på (eftersom de kører knallerter og går med læderveste), at handlingen var henlagt til 1960’erne. Siden hører vi, at drengene har et lækkert anlæg i deres klub, hvorpå de lytter til CD’er – hvor er vi så henne i tidsperiode? I 1990’erne eller 2000’erne? I dag streamer unge vel deres musik! Sidst men ikke mindst, så gør Jonas senere i bogen opmærksom på, at han gerne vil høre Queen eller Kim Larsen på anlægget. Jeg kender ikke nogen unge mennesker, der i dag ville bede om at høre Queen eller Kim Larsen, hvis de skulle være lidt cool. Er det ikke nærmere ungdomsband/sangere der hører 1980’erne til? På sæt og vis betyder det ikke noget – og så dog alligevel… Som ungdomsroman tænker jeg, at det er væsentligt, at bogen skal tage afsæt i noget velkendt for den unge. Det behøver ikke være faktuelt rigtigt, men dog genkendeligt. Jeg er måske bare ved at blive gammel, men taler unge mennesker i dag om knallerter, Queen og Kim Larsen?
Som sagt, en letlæst og velskrevet bog til målgruppen. Plottet kunne godt have været udviklet yderligere – bogen kunne sagtens bære det.
