Kategoriarkiv: Empey anmelder

Empey anmelder

Gitte Michaela Sommerbirk – Med frygt, tro og håb (Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen)

Skriv en kommentar

Forfatter: Gitte Michaela Sommerbirk

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 263

ISBN: 9788771905953

Bagsideteksten:

Her møder du mennesket bag flygtningetitlen og inviteres med ind i de oplevelser, tanker og følelser, der udspiller sig i et hverdagsliv som muslimsk flygtning her i Danmark for en mor til to børn, der integreres i en mindre by i Vestjylland.

Et liv, hvor frygten altid lurer i baghovedet, men hvor tro og håb er det bærende element. I en verden, hvor flygtninge er uønskede mange steder, og hvor flugten har sat sine spor. Med mand og familie efterladt i Syrien. Og med en tung bagage.

En barsk og rørende fortælling, der er baseret på faktuelle begivenheder og autentiske flygtningeskæbner med lettilgængelige informationer om det syriske oprør, krigen, flygtninges vilkår, undertrykkelse og terror.

Med temaere omkring religion og fundamentalisme, og hvor samfundsvilkår, medmenneskelige værdier og udvikling vendes i ganske almindelige dagligdagssituationer krydret med filosofiske indgangsvinkler.

Mads-Peder anmelder:

G. M. Sommerbirk har Med frygt, tro og håb skrevet en vedkommende og relevant bog – til indspark i den danske flygtningedebat. Med udgangspunkt i en lille familie bestående af en flygtningemor der opholder sig i Danmark med sine to børn, samt en mand/far der stadig opholder sig og arbejder som læge i det sønderbombede Syrien, er rammerne sat for en fortælling om både tab, menneskelighed, frygt og håb.

Bogen bygges op som en roman, men har noget af formatet kendt fra dagbøger eller journaler – i den forstand er fortællingen meget kronologisk opbygget og bliver fortalt lige ud af landevejen. Der er heller ikke egentlige klimakser i bogen, og den giver indtryk af almindelige hverdage som de fleste af os kender det fra vores egne liv. Til gengæld diskuterer bogen relevant, igennem hovedpersonens tanker, overvejelser og oplevelser, hvad det eventuelt kunne sige at være flygtning i Danmark. Der tegner sig et blandet billede af den gruppe mennesker vi i samfundsdebatten herhjemme under et betegner som “flygtninge”. Der er veluddannede flygtninge som hovedpersonen i romanen, der før borgerkrigen i Syrien har arbejdet som gymnasielærer. Der er andre flygtninge som ikke kan læse og skrive. Der er flygtninge med frigjorte holdninger, som hurtigt lægger de religiøse klædedragter på hylden i mødet med dansk kultur. Atter andre forstærkes i deres konservative og dogmatiske religiøse holdninger i mødet med Danmark. I den forstand tegner G. M. Sommerbirk et meget bredt og nuanceret billede af, hvad den store og ikke homogene gruppe er, som udelukkende bliver betegnet som “flygtninge” i medierne og daglig tale.

Det geniale træk i G. M. Sommerbirks bog er nok, at hun gør en reflekteret og veluddannet kvinde til talerør – på den måde åbner der sig nogle muligheder for en dybere refleksion omkring kulturelle forskelligheder, lighedspunkterne i kristendom og islam. Desuden åbner det op for en forståelse af hvad det indebærer at afvente svar på familiesammenføring, hvor besynderligt det er, at opholde sig i en fredelig del af verden, men hvor der samtidig er mobiltelefon kontakt til et af verdens helt store brændpunkter Aleppo. Der tegnes et billede af, at på tværs af religion og kulturelle forskelle, så er kærlighed og afsavn en følelse alle kan nikke genkendende til.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente mig af dette anmeldereksemplar. Romanen har den forholdsvis lange undertitel “Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen”. Undertitlen antyder måske mere end titlen, at formatet går videre end roman-formatet. På en måde bliver fiktionen springbrættet til en dokumentarisk forholden sig til emnet. Jeg har set det gjort et par gange i andre sammenhænge – særligt i de senere år. Jeg kan såmænd godt lide tilgangen og genren. I Med frygt, tro og håb, følte jeg mig godt underholdt og båret afsted i en for mig forholdsvis ukendt verden. Skal jeg komme med en anke mod romanen, så føler jeg at G. M. Sommerbirk med god effekt kunne have valgt enkelte emner/afsnit fra i bogen. Den bliver vel lang, og det omdrejningspunkt forfatteren ønsker fremført står faktisk tydeligt igennem hele romanen – derfor kunne romanens omfang godt diskuteres. Jeg fastholder dog – dette er god læsning, hvis man vil blive klogere på den menneskelige side af flygtningesituationen, og hvis man ønsker at få et mere nuanceret billede. Romanen forsøger måske vigtigst af alt, at huske læseren på, at dette er mennesker ikke meget ulig os selv – blot er de på flugt fra en verden i brænd. Se, det er en del af situationen der fuldstændig glemmes, når der tales om kvoteflygtninge, lukkede grænser, terrorbekæmpelse og alle de andre emner med store tillægsord. Denne roman handler først og fremmest om mennesker. Det kan man da relatere til. Et vigtigt indspark til et af vores tids største politiske emner.

Empey anmelder

Richard Asklund – Praktikantens Univers

Skriv en kommentar

Forfatter: Richard Asklund

Forlag: Saxo Publish

Antal sider: 228

ISBN: 9788740939774

Bagsideteksten:

John, den unge ph.d.-studerende, kæmper for at forstå en dybere mening med livet. På sin vej møder han den smukke og forførende Bianca, der bjergtager den intellektuelle unge mand. Sammen bliver de dybt inspireret af en spirituel hændelse, fortalt af en ældre kone på en lille ø. Det er her, fortællingen om Praktikantens Univers begynder. Det er historien om, hvorfor mennesket er sat på jorden, som undersøger den dybere mening med livet, krydret med spænding, erotik og bestialske forbrydelser.

Seks meget forskellige individer skildres, samtidig med at nogle af deres veje krydses i denne velfortalte og spændende Thriller roman. Alt kulminerer i et eneligt møde med sandheden, en voldsom konfrontation mellem hovedpersonerne og mødet med det uforklarlige.

Praktikantens Univers bygger på teorien om, hvorfor vi er sat på jorden, og giver en interessant vinkel til det at eksistere. Det er en perspektivering til det eksistentielle i menneskets livsopfattelse med et strøg af spiritualisme

Foregår der en vandring gennem forskellige energidimensioner? Hvis man søger efter en dybere mening med ens egen sfære, kan denne fortælling måske bidrage med en vis portion af diversitet til den gængse indstilling. Hvad er vigtigt at efterleve i det liv, vi har fået tildelt, og hvor meget betyder det at leve i nuet og følge vores instinkter? Praktikantens Univers er et opgør med normaliteten og trivialiteten.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har fået tilbudt og tilsendt dette anmeldereksemplar, og da det lød alt for spændende, så har jeg kastet mig ud i det. Praktikantens Univers er så sandelig “et opgør med normaliteten og trivialiteten”, som bagsiden skriver! Forfatteren Richard Asklund har vitterlig begået en vederstyggelig, rå, spændende og meget bestialsk fortælling. Jeg er både godt underholdt og forarget – findes den slags menneskeskæbner mon derude? Mange af hovedpersonerne er virkelig afsporede, set udfra min normative begrebsverden. Jeg forestiller mig, at det er den provokation forfatteren vil fremprovokere i læseren – jeg foretiller mig, at det er det verdensbillede Asklund ønsker at udfordre. Det virker såmænd efter hensigten.

Spørgsmålet er om forfatteren har ret! På forskellige måder bryder hovedpersonerne med normaliteten – de lever i nuet, de bryder normaliteten og lever efter instinkter. I hvert fald groft sagt. Asklund leger i Thriller-genren med nogle eksistentielle tanker om livsvilkår og mening med livet – jeg får lyst til at tilføje her; på meget bestialsk vis:

“(…) Legede igen med teorien om mennesket, som aspirant på jorden, udelukkende som vidensindsamlere, alt andet var ikke eksistentielt i forhold til det store hele. Hvor lang tid ville det tage denne praktikant at få samlet den fornødne viden, og hvornår ville det lykkes ham at finde vej gennem portalen? (…)”

(citat: Praktikantens Univers).

På sæt og vis, så synes jeg karaktererne i deres besynderlige a-normalitet, alligevel står som arketyper på nogle forskellige årtier. Således findes der i bogen rebeller i stil med 60’ernes road trip personificeringer, 80’ernes sortsyn, der findes sågar de glade jubel-verden-er-vores-rejsende i bedste 90’er stil. Årtierne er der alle. Ja ja, det er nok en overfortolkning, men man får mange tanker i hovedet i løbet af denne bog.

Én ting er dog meget tankevækkende, nu jeg alligevel er igang med en hovedløs analyse af værket. Nemlig spørgsmålet om forfatteren har ret. Asklund ønsker at udfordre det gængse verdensbillede omkring normaliteten, og vil istedet indsætte det instinktive og mere flow-orienterede liv. Jeg kan godt lide oplægget, men når jeg ser de prøvelser hovedpersonerne skal gennemgå (et fattigt ord, som jeg her bruger for ikke at afsløre handlingen i bogen), så ved jeg snart ikke om det alligevel er en ønskværdig vej i livet! Læs bogen og døm selv. Forbered dig på noget råt og uskønt, der alligevel har poesien med. Se bort fra, at bogen kunne have fortjent en ekstra gang igennem korrektur-møllen, og lad dig rive med. Jeg ved ikke om filosofien holder, men pusten er med hele vejen. Tak for oplevelsen.

Mads-Peder W. Søby

Empey anmelder

Omhu for eftertiden – Helga Berg

Skriv en kommentar

Forfatter: Helga Berg

Forlag: Brændpunkt

Antal sider: 348

ISBN: 9788793383388

Bagsideteksten:

Bodil kommer ud for en voldsom oversvømmelse i Sønderjylland, som ødelægger hendes hjem og hundepensionat. Hun redder naboens datter og kører til kæresten Theodor i Tyskland. Han er idealist og opfinder og har konstrueret et bæredygtigt flytbart lille hus. Sammen med en gruppe papirløse flygtninge opretter de et hjem i skoven, hvor de prøver at leve som selvforsynende. Senere tvinges flokken til at bevæge sig sydpå. I Tyrkiet har Bodils far Godfred, som har mistet kontakten med sine børn, en lille ferielejlighed, hvor han helst vil være i fred. Han får en hushjælp, syriske Tezzy, hvis ældste søn og mand befinder sig i kampområder. Hendes anden søn Pax har nogle anfald med syner af store kommende naturkatastrofer. Tyrkisk politi leder efter suspekte personer og både Godfred og Tezzy bliver tvunget væk.

Omhu for eftertiden foregår om nogle få år i Europa, Tyrkiet og Nordafrika
og reflekterer blandt andet over den internationale flygtningesituation og de konsekvenser, den globale opvarmning kan få. Men også hovedpersonernes nære relationer er vigtige.

Mads-Peder anmelder:

Omhu for eftertiden er en sælsom og dystopisk skildring af personskæbner i en umiddelbar fremtid – verdensomspændende katastrofer kommer væltende indover forskellige egne af kloden i et stadigt hurtigere tempo. Jeg blev som læser grebet af gruen og afmagten i fortællingen. Omhu for eftertiden vil og kan mange ting – det er faktisk også en håbefuld fortælling om menneskeskæbner der tilfældigt knyttes tæt sammen med baggrund i katastrofale begivenheder.

Forfatteren Helga Berg har tydeligvis sit fokus på det dommedagsagtige scenarie, hvor samfundene rundt om i både Europa og Afrika langsomt bryder sammen under vægten fra brudene på egne principper, flygtningestrømme og naturens ustyrlige luner. Hun gør det eminent i sine svagt konstaterende (istedet for malende) beskrivelser af de små konstante forskubninger af de samfund vi næsten genkender. Det er en af forcerne ved bogen. Helga Berg kaster sig ikke ud i en fortælling af et efter-katastrofe-samfund, hvor alting er smadret og hvor en slags ur-katastrofe er indtruffet.

Helga Berg beskriver nøgternt og sporadisk de små forskubninger, som vi læsere ligesom personerne i bogen akkurat kan konstatere (næsten som vi kan konstatere klimaforandringer måned for måned i virkeligheden). Personerne i bogen aner, uden at konstatere det højt, at det må betyde enden på verden som vi kender den. Den del af bogen synes jeg forfatteren har skrevet særdeles godt. Vi er i et parløb som læser med hovedpersonerne. De er som et spejl på vores egen tid – blot nogle få år længere fremme af den glidebane vi befinder os på. Det er det, jeg synes er mere uhyggeligt ved bogen end noget andet!

Desuden peger forfatteren på en verden, hvor ingen kan føle sig sikre længere. Samfundene består med nød og næppe endnu i bogen, men overskuddet til at hjælpe flygtninge og andre i nød er stærkt reduceret (den del af bogen minder igen meget om problematikker af i dag!).

Både Skandinavien, Sydeuropa, Nord-Afrika og andre egne af kloden rammes konstant af katastrofer eller krige, der tvinger mennesker på flugt/vandring i alle retninger – ingen steder er dog længere sikre! Det er, synes jeg, en vigtig pointe at fastholde i vores nuværende politiske klima i flygtningediskussionen… . Aldrig har flygtningedebat fået mere politisk taletid end i disse år – forfatteren portrætterer på overbevisende måde, at en dag om ikke så lang tid kan mennesker hænde at flygte fra vores del af verden også. Den overvejelse er da også en betragtning værd!

I den nære fortælling om relationer har Helga Berg valgt at fokusere på en hel del personskæbner. Det gør læsningen en smule forvirrende, indtil man rigtig kommer ind i bogens verden. Personerne forbliver en kende overfladiske i min optik, men jeg synes det giver god mening i en bog som denne. Vi har ikke brug for et dybere kendskab til hver og en af dem. Bogen formår at skildre tilfældigheden i menneskers liv på en slående måde – hvorfor overlevede lige disse individer? Hvorfor blev lige disse mennesker udvalgt til at bo et bestemt sted?

Forfatteren formår desuden at gøre en mere bæredygtig levevis til en del af omdrejningspunktet i bogen. Nogle af hovedpersonerne forsøger sig med etablering af små bosætttelser/samfund på steder, der normalt ikke er beboelige – f.eks. i ørkenen. Helga Berg peger på den vis også i retning af håb. Et håb for menneskeheden om, at den i trodsig modstand mod de problemer vi som art selv har skabt, alligevel søger overlevelsen.

Jeg vil varmt anbefale bogen. Den er gribende og spændende. Den har meget på hjerte og vil meget med læseren – derfor skal man være tålmodig som læser. Det er en bog, der kræver at man læser sig varm.

Empey anmelder

Jørgen Moranis – Hopi-indianernes profeti

Skriv en kommentar

Forfatter: Jørgen Moranis

Forlag: Indian Hawk

Antal sider: 321

ISBN: 978-87-998020-2-9

Bagsideteksten:

Under en rejse til hopi-indianernes reservat i Arizona får den clairvoyante Liv Johannesen en besked, som må og skal udføres. En besked, som hopiernes profetisten har talt om i hundredvis af år. Men alvorlige forhindringer hjemme i Danmark udsætter hendes rejser.

En verdensomspændende organisation vil forhindre Liv, hendes ven Sergio Arcani og antropologen Christian Nørgaard i at udføre missionen. Mod alle odds rejser Liv og hendes venner alligevel ud på den skæbnesvangre tur, for at finde vejen til den indre jord.

Mads-Peder Anmelder:

Lige siden Jørgen Moranis udkom med Hopi-indianernes profeti sidste år, har jeg vidst, at den ville jeg læse. Beskrivelsen af bogen lød spændende, og jeg syntes også forsidebilledet var dragende. Jeg blev faktisk overhovedet ikke skuffet, og var ganske godt underholdt. Alligevel har jeg en mærkværdig fornemmelse efter endt læsning. Romanen arbejder sig frem til mange løse ender, efter min mening. Der er personer i bogen, som jeg ikke helt kan se betydningen af i den egentlige fortælling. Desuden er der personskildringer og episoder som jeg tænker, udelukkende skal tjene til at illustrere disse personers moralske karakter. Der er som sagt, sågår løse ender i historien… . Altsammen en sjov blanding, der ikke irriterer mig, men giver mig en følelse af et andet medie – nemlig filmens verden. Der er ligesom nogle sceniske skildringer, som minder meget om actionfilmen og dens præmisser. Når man så i øvrigt sammenblander mine betragtninger ovenfor med en følelse af endimensionelle hovedpersoner, som man aldrig kommer i dybden med, så har man en bog, der på mange måder går actionfilmene i bedene. Både i tempo og spænding. På sæt og vis virker det besynderligt med de lidt overfladisk beskrevne hovedpersoner, når nu netop omdrejningspunktet er “spirituel rejse”, “indre sjæleliv” osv. Hovedsagen er, at det virker for mig som læser. Jeg var som sagt rigtig godt underholdt igennem fortællingen. Jeg var fastholdt i spændingen om, hvor Moranis dog ville føre mig hen i denne sælsomme blanding af action, spirituel fortælling og science fiction… . Så tak for den oplevelse.

Enkelte steder halter korrekturen en smule – det kommer mest til udtryk i oversete ord og sætninger der ikke er blevet luget ud i, så der kommer nogle pleonasmer og lignende. Hopi-indianernes profeti kan anbefales. Det er en underlig hybrid imellem genrer og en blanding af både det romanen og den filmiske skildring kan. Jeg var underholdt.

Empey anmelder

Jakob Brodersen – Cellernes Memoirer

Skriv en kommentar

Forfatter: Jakob Brodersen

Forlag: Forlaget Radius

Antal sider: 250

ISBN: 9788792334718

Bagsideteksten:

Martin Børmer er 21 år gammel og interesserer sig for to ting: mads og sex. Han står i lære som kok på en lille, fransk restaurant i hovedstaden og bruger al sin fritid på at eksperimentere med nye kombinationer af smage og dufte.

Da han efter et uheld i køkkenet rammes af angstanfald og kvælende tvangstanker, viser det sig langsomt, at Martins lugtesans gemmer nøglen til tidligere generationers traumatiske oplevelser. Erindringer, der er lagret dybt i Martins underbevidsthed.

Cellernes memoirer er en forrygende og fascinerende videnskabsroman om mad, sex, evolution, civilisation og epigenetik.

Mads-Peder anmelder:

Jeg anmelder så langt fra alle bøger jeg læser. Denne bog var det som udgangspunkt ikke meningen, at jeg ville skrive noget ned om. Efter endt læsning er jeg dog kommet på andre tanker. Jeg var vild med den. Cellernes Memoirer er en perle… . Den var så velskrevet, godt skruet sammen fortælleteknisk og interessant i sit fabulerende tema, at jeg er helt solgt! Samtidig er det en bog, som jeg tror vil skille vandene blandt mulige læsere – enten køber man det fabulerende og kompromisløse i bogen, eller også vil man få en lang og svær læsetid… . Jeg købte den fuldt ud. På en omvendt og overraskende måde, så ender bogen med at være en art tidsrejsefortælling. Slet ikke i den klassiske “tidsmaskine-fortællings egenart”, men stadigvæk på en underholdende og tankevækkende måde.

Bogen er samtidig fortalt med et stigende spændingsmoment, og Jakob Brodersen formår både at holde spændingskurven for opadgående, uden at forfalde til dødvande – hvilket ofte er en svær balancegang. Desuden har bogen elementer af det livs-filosoferende, som jeg mener en god bog af denne slags skal have. Hvad er vi her for? Hvad er formålet? Den slags omdrejningspunkter formår Brodersen også at få plads til. Cellernes Memoirer er bare en fantastisk bog. Én af de læseoplevelser man må sige tak for. Tak for det.

Empey anmelder

Eva Andrea – Og jeg vågnede

Skriv en kommentar

Forfatter: Eva Andrea

Forlag: Simply Glow Publishing/BoD

Antal sider: 211

ISBN: 13:9788771883718

Bagsideteksten:

En ganske særlig nat forandrer alt. Eva Andrea møder den guddommelige Kærlighed – og hendes verden slår de første revner. Hun drages til at træde ind i stilheden, og ind i sit sinds underverden, hvor stikkende øjne venter i mørket.

Vil hun finde vej gennem sjælens mørke nat? Vil hun få mod til at følge sjælens kalden? Også når det koster mere end hun aner? Og jeg vågnede er en dybt personlig roman. Det er også fortællingen om enhver sjæl, der vågner op til sin sande essens,

og begiver sig ud på sin indre helterejse. Elsket og støttet af Kærligheden selv.

Mads-Peder anmelder:

Da jeg så Eva Andreas nye titel i handlen blev jeg straks interesseret og bestilte et anmeldereksemplar af bogen. Jeg tror det var forsiden og bagsideteksten i forening der pirrede min interesse (det er en rigtig flot bog). Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville få en spirituel bog i hænderne, da det fremgår tydeligt af beskrivelsen. Særligt havde jeg hæftet mig ved ordet “roman” i beskrivelsen af bogen. Roman-delen ved jeg ikke, om jeg føler bliver helt indfriet… . Givet er det, at det er en “personlig” skildring – jeg ville måske nærmere betegne det som en dagbog eller log. Det ændrer dog ikke på, at jeg faktisk fik en spændende oplevelse i selskab med Eva Andreas – Og jeg vågnede.

Bogen beskriver stilsikkert og med et roligt og afbalanceret sprog, der passer til bogens tema, hvordan en kvinde finder den indre styrke til at bryde op. Bryde op fra sit gamle liv, bryde op fra gammel angst og kaste sig ud i et nyt liv der matcher de ønsker hun har for et godt liv for hende selv og hendes familie. Jeg kan godt lide bogens tema om kærlighed, som den store drivkraft i verden. Det er jeg faktisk selv enig i, at den er. Desuden har bogen nogle vigtige pointer omkring det nødvendige i, at vi skal huske at få sjælelig og åndelig føde i hverdagen – det er ikke nok med det slaviske liv i spændet mellem tradition og arbejde. Nogle gange skal der tænkes nyt.

Ideen med en sjælelig rejse, hvor hovedpersonen bliver stillet en slags udfordringer/fordringer/oplevelser og derfra vokser som menneske og sjæl fungerer godt.

Egentlig tror jeg bogen primært henvender sig til kvinder. Som mand var jeg dog godt underholdt også. Særligt er der nogle universelle opgør med angst – bl.a. angsten for at miste sin elskede, som jeg tænker gør sig gældende for både mænd og kvinder. En fin bog, der er let læst, men som rummer nogle dybere spirituelle tanker om at rejse til det ukendte i både krop og sjæl. Tak for den oplevelse.

Empey anmelder

Ulrik Fackmann – Psykologisk grøn vandkande

1 kommentar

Forfatter: Ulrik Fackmann

Forlag: Saxo Publish

Antal sider: 11

ISBN 13:9788740422764

Bagsideteksten:

En rablende rapsodi, skrevet på impulsen. “Psykologisk grøn vandkande” er et eksperimenterende langdigt inspireret af livet i Danmark anno 2017, samt Daevid Allen, Gilli Smyth, William Burroughs, Jack Kerouac, The Fugs & Ed Sanders og såmænd også Dan Turéll. Digtet er “anti-inspireret” af Jørgen Leth, Søren Ulrich Thomsen og nordisk melankoli.

Digtet er udgivet to gange før, men har først nu fundet sin endelig form.

“Tingene sættes på spidsen gennem en række absurde paradokser” (brugeranmelder Susanne F)

“En spændende dansk nyskabelse” (brugeranmelder Finn C 21)

“En fragmenteret udgave af Strunge, blandet op med en klassisk skolegårds rim” (brugeranmelder Claus H)

“Uden at sige for meget, siger det alt” (brugeranmelder Shirley A 66750)

“En grov fornærmelse mod alle danske haveejere” (Søren Byge, Danske Have Entusiaster)

Mads-Peder anmelder:

Digteren bag “Psykologisk grøn vandkande” Ulrik Fackmann har sendt mig et anmeldereksemplar. Jeg troede faktisk at e-bogen fra Ulrik dækkede over en reel samling af digte. Det viste sig dog at være et “langdigt” på blot 11 sider. Da overraskelsen havde lagt sig, gik jeg igang med læsningen.

Digtet blev læst flere gange. Min umiddelbare reaktion var smil på læben og en god stemning. Rimene er sjove og stikker lidt i alle retninger. Jeg overvejede mulige fortolkninger, men ingen af dem synes at passe helt… . Enten har jeg som læser ikke forstået digtet eller også er der slet ingen entydige pointer i digtet!

Digtet rummer noget om barndom, noget afsporet, noget død, noget om arbejde, noget om kærlighed til mænd.

Jeg tror, hvis jeg skal vove en analyse, at Ulrik Fackmann vil hylde det autonome liv, som ikke kan sættes på formel. At U. Fackmann ønsker at demonstrere livets udfoldelse… . Desuden tror jeg, at han er ironisk. Jeg var i hvert fald underholdt i 5 minutter – derefter læste jeg det hele igen. Og én gang mere (så sæt 20 minutter af…). Så man må sige, at digteren fangede mig ind, og fik mig til at dvæle ved teksten af 3 omgange…

Empey anmelder

Maja Maria Rakel Dahl – Sjælestorm

Skriv en kommentar

Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 120

ISBN: 978-87-7190-454-3

Bagsideteksten:
Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk.
Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (”OFFER-ROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler. Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation.

Mads-Peder anmelder:

” (…) Jeg beder mig
Efter måneder med måneders, dages, stunders timer, minutter,
øjeblikke,
finder jeg mig talende
med ånderne,
selvet vil jeg tro

samtalerne er nuancen af et liv

En lørdag nat:
hvorfor jeg ryger. Spørger jeg mig
Fordi det er bedre end at skære i mig Svarer jeg
Hvorfor jeg begyndte. Spørger jeg mig
Afmagt Svarer jeg
Ønsker jeg stadig at bruge bladet, spørger jeg mig
Ja, mellem følelse og fornuft er jeg dog splittet Svarer jeg. (...)”

Jeg lægger ud med et citat fra digtsamlingen. For på en måde opsummerer det ganske godt indholdet. Maja Maria Rakel Dahl kalder det selv en ”biografisk” digtsamling. Da hun henvendte sig til mig med en forespørgsel om at få ”Sjælestorm” anmeldt, slog jeg til. Biografisk digtsamling lød spændende. 
Jeg kan sagtens læse biografien ind i digtene – som læser oplever jeg det dog lige så meget som et ”skrig”. Et skrig på hvad? Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele i samlingen… . Til tider var det en meget svær og abstrakt oplevelse. Jeg tror dog, at det er ”et skrig” efter luft – åndehul! Jeg tror det er et skrig af verden, som ikke har været god ved digteren. Sidst men ikke mindst, så tror jeg, at det er et skrig af smerte over samfundet, der har fejlet… . Det tror jeg. Det er digterens måde at komme til orde – den eneste måde, som kan rumme ordene:
” (…) Jeg så et digt og opdagede, det var mig der talte
Jeg så et digt og opdagede, det var mine ord
Jeg så et digt og opdagede;
Jeg er ved at skrive det (...)”

Digteren har ganske sikkert noget på hjerte – både i forhold til ordene, men også som et rim til smerte. Det gør ondt på hende, og den smerte kan jeg mærke. Rundt omkring i samlingen får man nogle små bidder af hændelser – i form af abrupte sætninger, eller endda helt klare budskaber i korte og præcise sætninger. Det ”biografiske” kommer ind som det mylder af tanker der præsenteres. Det kan virke forvirrende på læseren, men ved konstant at huske digterens beskrivelse af samlingen som ”biografisk”, så kunne jeg læse tårerne og sukkene over det levede liv ind i digtene. Livet er jo nemlig ikke ensporet – det udfolder sig på en lang række punkter, og det har en lang række overvejelser som omdrejningspunkt!

Man kan dog sagtens læse digtsamlingen som en hæsblæsende ordstrøm, der næsten hensætter én i trance. Måske er det sådan det føles, hvis man er bedøvet af psykofarmaka!

En anderledes læseoplevelse, der gav stof til eftertanke, og forvirring. Nu, da jeg har tænkt over den et døgns tid efter endt læsning, så føler jeg at konturer tegner sig… . Jeg kan faktisk godt lide min egen analyse af ”Sjælestorm” som et langt skrig.

I hvert fald en god og meget anderledes læseoplevelse. Lad digteren selv, få det sidste ord:
”(…) Skammen over mine kår, mine kampe, min person
Frygten for, hvad andre tænker,
tolker det fejlagtigt til selvmedlidenhed
Færdes, farer vild i søgen på anerkendelse,
kontra kærligheden,
egentlig loyaliteten over mig selv,
vrides, vredesudbrud, gråd, svig, svigt
Hvor jeg er i forhold til andre, hvor jeg er på vej hen
Egentlig hvor jeg er på vej hen mod andre,
hvordan jeg kommer mig
efter års overgreb,
psykisk tortur, misforståelser, svigt,
svie smerte,
mangelfuld erstatning, ingen samfundsmæssig oprejsning,
socialt ser jeg stadig vej, men hvem er jeg, 
og hvorfor, er (...)”
Empey anmelder

Vigdis Iren Lysne – Smag af egen medicin

Skriv en kommentar
“Smag af egen medicin” sommerferielæsning i hængekøjen.

Forfatter: Vigdis Iren Lysne

Forlag/Udgiver: Vigdis Iren Lysne

Antal sider: 244

ISBN: 978-87-999575-3-8

Bagsideteksten:

Den unge pige Lilja er bundet til sengen på en institution for hjerneskadede. Hun har dog ikke altid været hjerneskadet. Det blev hun først efter, at en kendis-læge begyndte den proces, som Liljas søster kalder “kidnapningen”.

Den internationalt kendte læge, Sonia Nygren, er i København for at deltage i et debatprogram om HPV-vacciner, men hun forlader aldrig byen igen. Hvorfor er hun død, og er der en forbindelse til hendes arbejde med at gøre vacciner mere sikre?

Er virkeligheden som serierne i fjernsynet, hvor teknologien klarer nærmest alle helbredsproblemer for os – og hvor det ser ud som om, man kan træne sig op igen til sin gamle form efter alle mulige skader og sundhedsproblemer?

Hvad sker der med Lilja: Vil det lykkes for hendes familie at få hende hjem? Er der en forbindelse mellem Nygren og Lilja – og hvilken rolle spiller kendis-lægen, der fik Lilja anbragt på hjerneskadecenteret?

Empey anmelder:

V. I. Lysne har kontaktet mig, med henblik på at få anmeldt Smag af egen medicin. Bagsideteksten fangede mig, og jeg takkede ja til opgaven. Det fortrød jeg på ingen måde. Smag af egen medicin er en rigtig god, meget mærkelig, fængende og underlig bog. Den var faktisk, for mig, mere interessant end bagsideteksten antyder. Jeg troede egentlig, at jeg ville sidde med en regulær krimi i hænderne, at dømme ud fra præsentationsteksten – istedet endte jeg med noget der i langt højere grad minder om (undskyld Vigdis Iren Lysne) konspirationslitteratur! Meget spændende. Især interessant, fordi der måske sagtens kan være noget om sagen! Bliver vi virkelig alle ført bag lyset af de store medicinproducenter, og er nogle vacciner langt mere skadelige end vi tror? Forfatteren giver et troværdigt og omfangsrigt indblik i data omkring vaccine-sundhed. Der er sandelig stof til eftertanke i denne bog for en anmelder som mig, der ikke som udgangspunkt ved meget om vaccineprogrammer og vaccineskader… .

Bogen er mærkelig på en god og finurlig måde, da den konstant bevæger sig imellem det skønlitterære og folkeoplysende niveau – man er som læser aldrig i tvivl om, at forfatteren har noget på hjerte. Den er fængende, da man bliver bombarderet med oplysninger, men oplysningerne fremlægges til stadighed med respekt for det skønlitterære medie som V. I. Lysne har valgt som meddelelsesform.

Bogen er underlig i sin hybrid imellem det rapporterende og fortællende, og fordi man ganske enkelt følger så overvældende mange karakterer, at man som læser ikke kommer under huden på ret mange af dem, men istedet, igennem de mange karakterer, bliver indfanget i omfanget af problematikken omkring HPV-vacciner.

V. I. Lysne skriver rigtig godt. Samtidig kan det derfor lyde som et paradoks, at en kritik af værket kunne være (sproget)/oversættelsen. V. I. Lysne skriver faktisk rigtig varieret og godt. Sproget bærer dog sine steder præg af det norske (tror jeg) – Norge er da også forfatterens fødeland. Et eksempel blandt mange kunne være: “Der har jo været skrevet op ad vægge og ned af stolper om det i aviserne” (s. 136). “Op ad vægge og ned af stolper” bliver iøvrigt anvendt andre steder i bogen som fast vending. Jeg er f.eks. i tvivl om, hvorvidt det er en gangbar vending. Det er ganske hyggeligt med lidt kolorit på sproget, men vendinger som ovenstående lægger jeg mærke til som læser (og det er nok ikke hensigten i dette værk)… .

Alt i alt en rigtig god og lærerig læseoplevelse, der formede sig meget anderledes end jeg først havde forventet. Jeg blev klogere på et emne, der også fylder mere og mere i medierne i disse år. Jeg vil klart anbefale bogen til alle, der ikke kun er på udkig efter en krimi, men gerne vil have deres verdensbillede og forståelse af samme rystet… .

Empey anmelder

Michael Clasen – Det smukke kranie fra Købmagergade

1 kommentar

Forfatter: Michael Clasen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7188-804-1

Bagsideteksten:

København 1825.

Carl Otto er læge og leder af sygeafdelingen i Tugt-. Rasp- og Forbedringshuset. Han mener, at man kan aflæse et menneskes evner og karaktertræk ved at måle dets kranie. Videnskabeligt set er han naturligvis galt på den. Dette indser han modstræbende, da han modtager en ny patient på sin afdeling: en sølle, fordrukken og dødsdømt bondekone. Dette møde truer med at vælte hele Carl Ottos livsværk og føre ham ud i en dyb samvittighedskrise.

En anderledes, historisk roman.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har for et par dage siden afsluttet denne fine roman. Jeg har først nu haft tiden til at anmelde værket. Det er for så vidt godt nok. Denne roman fortjener næsten lidt eftertænksomhed, før den anmeldes. Den er så fin en bog, og den vokser på en ved eftertanke. Michael Clasen har formået at skrive en bog, der på én gang er jordbunden i den mest positive betydning, og samtidig er reflekteret og skarp på en direkte måde – uden at blive spids og skinger i sine moraler.

På begge sider af klasseskellet; med hver deres vildfarelser og alt hvad menneskelivet indebærer, så vokser Carl og Anne sig ind på læseren som det de er. Mennesker af deres tid. Heri ligger den fine mentalhistoriske skildring og stemme, som forfatteren Michael Clasen giver hovedpersonerne Carl og Anne. Som læser beriges man med et indblik i længst forsvundne tider – man føres tilbage i 1800-tallet og får et lille og stilsikkert indblik i denne længst forsvundne tid. Det er HC. Andersens tid og epoke, men her er det ikke eventyret der er i centrum. Det er ikke nogen børnefortælling, men en på mange måder barsk og fantastisk skildring af de fortrædeligheder som mennesker kunne ske at gennemgå igennem et hårdt og slidsomt liv på bunden af samfundet. Det hårde liv på den ene side af klasseskellet er sat fint op imod det lige så bundne liv på den anden side af klasseskellet, hvor fejl ikke kan indrømmes, uden at man gør ubodelig skade på eget ry og rygte. Som læser er det svært ikke at holde skildringerne i bogen op imod vores nutidige Danmark og levevis. Det er sundt fra tid til anden at få den slags remindere, for det giver hints om, at vi på mange måder er privilligerede. Tak for det Michael Clasen. Sproget er som allerede nævnt stilsikkert og inddragende, fastholdt i en skrivestil der hører tidligere tiders romaner til – uden på noget tidspunkt at blive prætentiøs. Det er flot gjort.

Et kritikpunkt af bogen, som egentlig ikke er en kritik, men en overvejelse fra min side; i indledningen er der lange gennemgange af den “frenologiske lære” (Den “videnskab” Carl Otto sværgede til). På sæt og vis går det op for læseren, at noget af gennemgangen er nødvendig, for at forstå de forudsætninger som Carl Otto arbejdede indenfor, men alligevel føles det en smule langtrukken. Jeg ved ikke om det bare er mig som læser, eller hvordan (jeg kender en smule til frenologien før læsningen), men det virker en smule omstændeligt i romangenren med de lange gennemgange. Det er dog et punkt i romanen der skal med på en eller anden måde, for at bibringe alle læsere den rette forståelse, så måske er det alt sammen på sin plads, når alt kommer til alt – til læsere af Det smukke kranie fra Købmagergade vil jeg derfor sige dette: Lad jer ikke slå ud af de indledende øvelser omkring frenologien. Romanen er helt sikkert værd at give sig i kast med. Det er faktisk en rigtig rigtig fin roman. Mange roser herfra.

Mads-Peder Winther Søby