Tag-arkiv: krig

Omhu for eftertiden – Helga Berg

Forfatter: Helga Berg

Forlag: Brændpunkt

Antal sider: 348

ISBN: 9788793383388

Bagsideteksten:

Bodil kommer ud for en voldsom oversvømmelse i Sønderjylland, som ødelægger hendes hjem og hundepensionat. Hun redder naboens datter og kører til kæresten Theodor i Tyskland. Han er idealist og opfinder og har konstrueret et bæredygtigt flytbart lille hus. Sammen med en gruppe papirløse flygtninge opretter de et hjem i skoven, hvor de prøver at leve som selvforsynende. Senere tvinges flokken til at bevæge sig sydpå. I Tyrkiet har Bodils far Godfred, som har mistet kontakten med sine børn, en lille ferielejlighed, hvor han helst vil være i fred. Han får en hushjælp, syriske Tezzy, hvis ældste søn og mand befinder sig i kampområder. Hendes anden søn Pax har nogle anfald med syner af store kommende naturkatastrofer. Tyrkisk politi leder efter suspekte personer og både Godfred og Tezzy bliver tvunget væk.

Omhu for eftertiden foregår om nogle få år i Europa, Tyrkiet og Nordafrika
og reflekterer blandt andet over den internationale flygtningesituation og de konsekvenser, den globale opvarmning kan få. Men også hovedpersonernes nære relationer er vigtige.

Mads-Peder anmelder:

Omhu for eftertiden er en sælsom og dystopisk skildring af personskæbner i en umiddelbar fremtid – verdensomspændende katastrofer kommer væltende indover forskellige egne af kloden i et stadigt hurtigere tempo. Jeg blev som læser grebet af gruen og afmagten i fortællingen. Omhu for eftertiden vil og kan mange ting – det er faktisk også en håbefuld fortælling om menneskeskæbner der tilfældigt knyttes tæt sammen med baggrund i katastrofale begivenheder.

Forfatteren Helga Berg har tydeligvis sit fokus på det dommedagsagtige scenarie, hvor samfundene rundt om i både Europa og Afrika langsomt bryder sammen under vægten fra brudene på egne principper, flygtningestrømme og naturens ustyrlige luner. Hun gør det eminent i sine svagt konstaterende (istedet for malende) beskrivelser af de små konstante forskubninger af de samfund vi næsten genkender. Det er en af forcerne ved bogen. Helga Berg kaster sig ikke ud i en fortælling af et efter-katastrofe-samfund, hvor alting er smadret og hvor en slags ur-katastrofe er indtruffet.

Helga Berg beskriver nøgternt og sporadisk de små forskubninger, som vi læsere ligesom personerne i bogen akkurat kan konstatere (næsten som vi kan konstatere klimaforandringer måned for måned i virkeligheden). Personerne i bogen aner, uden at konstatere det højt, at det må betyde enden på verden som vi kender den. Den del af bogen synes jeg forfatteren har skrevet særdeles godt. Vi er i et parløb som læser med hovedpersonerne. De er som et spejl på vores egen tid – blot nogle få år længere fremme af den glidebane vi befinder os på. Det er det, jeg synes er mere uhyggeligt ved bogen end noget andet!

Desuden peger forfatteren på en verden, hvor ingen kan føle sig sikre længere. Samfundene består med nød og næppe endnu i bogen, men overskuddet til at hjælpe flygtninge og andre i nød er stærkt reduceret (den del af bogen minder igen meget om problematikker af i dag!).

Både Skandinavien, Sydeuropa, Nord-Afrika og andre egne af kloden rammes konstant af katastrofer eller krige, der tvinger mennesker på flugt/vandring i alle retninger – ingen steder er dog længere sikre! Det er, synes jeg, en vigtig pointe at fastholde i vores nuværende politiske klima i flygtningediskussionen… . Aldrig har flygtningedebat fået mere politisk taletid end i disse år – forfatteren portrætterer på overbevisende måde, at en dag om ikke så lang tid kan mennesker hænde at flygte fra vores del af verden også. Den overvejelse er da også en betragtning værd!

I den nære fortælling om relationer har Helga Berg valgt at fokusere på en hel del personskæbner. Det gør læsningen en smule forvirrende, indtil man rigtig kommer ind i bogens verden. Personerne forbliver en kende overfladiske i min optik, men jeg synes det giver god mening i en bog som denne. Vi har ikke brug for et dybere kendskab til hver og en af dem. Bogen formår at skildre tilfældigheden i menneskers liv på en slående måde – hvorfor overlevede lige disse individer? Hvorfor blev lige disse mennesker udvalgt til at bo et bestemt sted?

Forfatteren formår desuden at gøre en mere bæredygtig levevis til en del af omdrejningspunktet i bogen. Nogle af hovedpersonerne forsøger sig med etablering af små bosætttelser/samfund på steder, der normalt ikke er beboelige – f.eks. i ørkenen. Helga Berg peger på den vis også i retning af håb. Et håb for menneskeheden om, at den i trodsig modstand mod de problemer vi som art selv har skabt, alligevel søger overlevelsen.

Jeg vil varmt anbefale bogen. Den er gribende og spændende. Den har meget på hjerte og vil meget med læseren – derfor skal man være tålmodig som læser. Det er en bog, der kræver at man læser sig varm.

Forfatterliv og forfatterværksted

Forfatterlivet er fantastisk. Det sprudler af overskud for tiden. Og netop overskuddet må til dels stå alene – for tiden til at skrive har det været så som så med i de sidste par uger. Forfatterværkstedet er dog igen oppe at køre, og det er igen muligt at finde tiden til at skrive, redigere, tænke og digte. Sådan kan jeg lide det. Det er okay for denne forfatter at komme på afstand af skriblerierne engang imellem, for så igen at kaste sig over ordene på skærmen med fornyet energi.

Jeg springer jo, som nogen nok allerede ved, voldsomt rundt i genrer og emner, når jeg skriver manuskripter. Fra de digteriske eskapader gik turen til skrønens magiske, men dog letlæste, univers, og nu igen i retning af noget mere tungt. Jeg arbejder på en dyster jeg-fortælling. Jeg-fortælleren lever sig allerede ind på mig. Endda i en sådan grad, at jeg får sympati med staklen – jeg føler han hedder Hans. Han har et tungt hjerte; forstået dobbelttydigt; som i både at have noget på hjerte, men også at have nogle tunge mentale sten der tynger. Titlen på det nye værk ligger endnu ikke fast. En lille smagsprøve skal da til:

Når man som jeg, har haft foråret spirende i hjertet, for på den mest nådesløse måde at få det flået ud, da reagerer man vel forskelligt. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle søger ind i sig selv – at de ligesom kapsler sig i en følelsesløs tilstand, hvor ingenting kan trænge igennem den tykke palisade de sætter rundt om deres hele væsen. Sådan var det ikke for mig. Jeg mærkede alting desto mere stærkt! Blot var alting forvrænget. Selv solens stråler, når de endelig tittede igennem gjorde mig vred. Selve forårets bebudelse i hver en knop på buske og træer, syntes mig at være en hån. For det betød alt sammen, at verden går videre; på trods af krig og meningsløs død – på trods af min Majas bortgang, da fortsætter verden. Jeg ved ikke, hvad jeg ville ønske den gjorde – måske ville det være på sin plads, at den for en kort stund ophørte med at snurre rundt. At solen ikke stod op i øst blot en enkelt dag. At månen spaltede sig i to dele i et døgn. At også naturen og universet tog notits af min elskedes bortgang! Mindre anerkendelse af denne engel, synes mig at være fattig. Ingenting var dog forandret, og alligevel alting! Det var som, ville naturen med sin vanlige gang, al sin evige årstidsforandring og alligevel uforanderlighed, fortælle mig en vigtig pointe. Jeg tolker at budskabet var et ufølsomt grin om, at også Maja, at jeg, at alle herude; at alle mennesker alle vegne også er natur. Når vi slår ihjel eller dør for epidemier, da er vi stadig grundlæggene natur. Naturen begræder ikke. Dens orden måles aldrig i det singulære. Hvor mange hvaler har ikke krydset verdenshavene i årtusindernes målestok. Alligevel er de blot et sindbillede – vi ser dem ikke som enkelte individer, og det gør naturen lige så lidt. Hvalen er et fænomen. Hvor mange træer har ikke begroet denne grønne klode siden urtiden, men vi aner kun konturerne. Træer er for os, mere en levende organisme end enkeltstammer – i hvert fald i vores forståelser af dem! Hvor mange myrer har ikke… . Naturen bevæges ikke af det enkeltes fald, og det er nådesløs i sin udskillelse – naturen som et hele græder aldrig. Den er blot garant for evig repetition. Noget der undrer mig, er dog at naturen alligevel aldrig gør noget formålsløst. Hvis den gør, eller, hvis den har gjort det, så bliver den naturlige udvælgelse enden på det. Og alligevel synes vi her at bryde alle naturens principper, omend det samtidig føles for mig som om, at vi hengiver os til de mest basale og krigeriske evner i det menneskelige sind. På en måde er dette galehus ikke naturens værk. Naturen ville byde begge fronters mænd at have mere selvopholdelsesdrift. På det er jeg sikker. Dette er kulturens værk. Det er civilisationens fald, men alligevel tænker jeg om det, at det er noget dyrisk i mennesket, der er på spil.”

(Citatet er fra min nye skyttegravsfortælling)

Hans sidder i en skyttegrav. Han er sønderjysk. Som en kort opridsende introduktion skal det nævnes, at Sønderjylland var blevet del af Det Tyske Kejserrige som følge af det sviende danske nederlag i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Mange med dansk sindelag var derfor med et pennestrøg blevet udlandsdanskere. Derfor sidder altså Hans, der i sindelag og selvforståelse anser sig selv som dansk, i en tysk skyttegrav anno 1918 og venter på angrebssignalet, der skal sætte den senere benævnte tyske forårsoffensiv i gang.

Den skarpsindige læser, der har fulgt mig så langt som til dette punkt i blogposten, vil derfor have regnet ud, at vi befinder os godt og vel hundrede år tilbage i tiden. Min tanke med manuskriptet er, at det skal være færdigt og udkomme i forbindelse med hundredåret for den tyske forårsoffensiv. Jeg mener, at 1. verdenskrig i store træk er blevet den glemte krig. I krigen deltog mange dansksindede – mange af dem tvangsindskrevne.

Mange mennesker i dag oplever den 1. Verdenskrig, som en krig der ikke vedkommer os nævneværdigt. Op mod 30.000 sønderjyder deltog dog i krigen, og det er immervæk også et betragteligt antal unge, om ikke danske, så dansksindede mænd. I øvrigt er netop 1. Verdenskrig en overset historie om meningsløshed – det forholder sig nok i særlig grad sådan, fordi den på så mange måder blev overgået i vanvid af 2. Verdenskrig. Jeg synes dog stadig, at der ligger en vigtig lærdom at hente også i den 1. Verdenskrig. Den tyske forårsoffensiv blev indledt og afsluttet 1918. Kort efter kapitulerede det tyske kejserrige og dermed afsluttedes en særdeles blodig fire år lang krig. Offensiv og krigsafslutning har i 2018 hundredårsjubilæum, og lad os for alt i verden ikke glemme den fødselsdag! Den har fortællinger og moraler med sig, som vi kan drage lære af – også på de mange års afstand.

Jeg syntes, da ideen om at skrive et skønlitterært segment af denne historie faldt mig ind, at den var ganske original. Altså den, at skrive og udgive i forbindelse med hundredåret for 1. Verdenskrigs sidste store tyske offensiv. Jeg kan se, at der også er taget skridt til at producere en dansk spillefilm om netop sønderjysk deltagelse i krigen. Så, min ide og jeg kommer i fornemt selskab .

En sidste tanke. Det er sin sag, at levendegøre tankerne fra en krigstræt veteran der sidder i en skyttegrav. Jeg, der aldrig har deltaget i krig, er vel så fjern fra at kunne sætte ord på de følelser og tanker en soldat ved fronten måtte gøre sig. Og dog. Mange veteraner kunne, selvom de overlevede krigen, ikke sætte ord på deres tanker og følelser omkring krigen. Oplevelserne var for forfærdelige. Jeg mener, at jeg som forfatter kan låne ”Hans” nogle af mine ord. Jeg forestiller mig, at gru og meningsløshed har et universalt sprog, der ikke bør forties selvom oplevelserne ligger i andres lod og i fortidens dunkle tåger. Desuden, kan jeg i min meget mere magelige tilværelse, drage nogle af de al-menneskelige moraler, som der nok kan ledes ud af krigens vanvid. At udlede moraler kan nok være ganske svært, når man sidder midt i suppedasen som Hans. Jeg er i alle tilfælde i gang med at gøre forsøget med min egen fortolkning og udgave af en skyttegravsfortælling. Hvad mon titlen bliver?