Forfatter: Eva Andrea
Forlag: Simply Glow Publishing/BoD
Antal sider: 211
ISBN: 13:9788771883718
Bagsideteksten:
En ganske særlig nat forandrer alt. Eva Andrea møder den guddommelige Kærlighed – og hendes verden slår de første revner. Hun drages til at træde ind i stilheden, og ind i sit sinds underverden, hvor stikkende øjne venter i mørket.
Vil hun finde vej gennem sjælens mørke nat? Vil hun få mod til at følge sjælens kalden? Også når det koster mere end hun aner? Og jeg vågnede er en dybt personlig roman. Det er også fortællingen om enhver sjæl, der vågner op til sin sande essens,
og begiver sig ud på sin indre helterejse. Elsket og støttet af Kærligheden selv.
Mads-Peder anmelder:
Da jeg så Eva Andreas nye titel i handlen blev jeg straks interesseret og bestilte et anmeldereksemplar af bogen. Jeg tror det var forsiden og bagsideteksten i forening der pirrede min interesse (det er en rigtig flot bog). Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville få en spirituel bog i hænderne, da det fremgår tydeligt af beskrivelsen. Særligt havde jeg hæftet mig ved ordet “roman” i beskrivelsen af bogen. Roman-delen ved jeg ikke, om jeg føler bliver helt indfriet… . Givet er det, at det er en “personlig” skildring – jeg ville måske nærmere betegne det som en dagbog eller log. Det ændrer dog ikke på, at jeg faktisk fik en spændende oplevelse i selskab med Eva Andreas – Og jeg vågnede.
Bogen beskriver stilsikkert og med et roligt og afbalanceret sprog, der passer til bogens tema, hvordan en kvinde finder den indre styrke til at bryde op. Bryde op fra sit gamle liv, bryde op fra gammel angst og kaste sig ud i et nyt liv der matcher de ønsker hun har for et godt liv for hende selv og hendes familie. Jeg kan godt lide bogens tema om kærlighed, som den store drivkraft i verden. Det er jeg faktisk selv enig i, at den er. Desuden har bogen nogle vigtige pointer omkring det nødvendige i, at vi skal huske at få sjælelig og åndelig føde i hverdagen – det er ikke nok med det slaviske liv i spændet mellem tradition og arbejde. Nogle gange skal der tænkes nyt.
Ideen med en sjælelig rejse, hvor hovedpersonen bliver stillet en slags udfordringer/fordringer/oplevelser og derfra vokser som menneske og sjæl fungerer godt.
Egentlig tror jeg bogen primært henvender sig til kvinder. Som mand var jeg dog godt underholdt også. Særligt er der nogle universelle opgør med angst – bl.a. angsten for at miste sin elskede, som jeg tænker gør sig gældende for både mænd og kvinder. En fin bog, der er let læst, men som rummer nogle dybere spirituelle tanker om at rejse til det ukendte i både krop og sjæl. Tak for den oplevelse.