Bagsideteksten: 
Året er 2005, og Sonni er 25 år gammel og nyuddannet skolelærer. Med frisk mod og blod på tanden drager han mod sit nye arbejde i Kalundborg. Her finder han dog hurtigt ud af, at det langtfra er idylliske forhold, han kommer til at arbejde under i den lille kirkeby, hvor han møder den både fysisk og psykisk syge femtenårige Luna. Hvad er der galt med pigen? Kan det afhjælpes? Og hvorfor har de andre lærere på skolen endnu ikke taget hånd om hende eller al den mobning, der foregår på stedet? Vær klar til at få vækket hele dit følelsesspektrum, når Sonni leder dig igennem sine minder om, hvordan hans og Lunas liv blev flettet sammen og ændrede hinanden for evigt. 

Mads-Peder anmelder: 
Jeg har netop færdiggjort Stephanie Pihl-Krarups bog Engel i sort. Forfatteren har sendt mig et eksemplar og tak for det. Jeg kan vist godt afsløre allerede, at jeg ikke blev skuffet. Værket har et tilsigtet dokumentarisk islæt, der giver læseren indtryk af, at det er en (halv-)autentisk fortælling. Det forstærkes af, at det er Sonni, en af hovedpersonerne, der er jeg-fortælleren. Hvorvidt den er autentisk eller ej, er det en form for kispus, en forfatter kan tillade sig at lege med sin læser i den skønlitterære verden – det gør forfatteren rigtig godt. Sonnis fortælling er ganske rigtigt velfortalt og besynderligt fængslende. Den har alle de gode elementer af følelser til en god historie, som f.eks eksklusion, fejlopfattelser, kærlighed – sågar forbudt kærlighed. Jeg var fanget ind som læser. Den peger overordnet på nogle centrale perspektiver i, om man altid kan være professionel i sit virke, når man arbejder med mennesker – eller om man til tider må erkende, at professionelle, såsom lærere osv. også blot er mennesker! Jeg synes absolut, at En engel i sort er både læseværdig og fængende. Efter endt læsning sidder jeg tilbage med spørgsmål på læben, der ikke besvares helt. Noget er overladt til fantasien – det sætter jeg faktisk ofte pris på. Personerne er dog kommet under huden på mig i denne fortælling, i så stor grad, at jeg ville ønske, jeg kendte deres videre skæbne. Se! Det er da fin litteratur, der kan formidle den følelse. Kritikpunkterne er der faktisk ikke så mange af. Jeg vil dog her anføre, at bogen på sine steder er en kende for lang – jeg synes jeg-fortælleren springer ud i nogle sidehistorier, der aldrig synes at have den store relevans til hovedhistorien. Det kan virke en kende forvirrende, når man som læser sidder med trådene i erindring og med tanke på, at de nok skal samles senere… Ikke alle tråde tages op igen. Derudover virker hovedpersonens arbejdsplads en kende flad i strukturen. Han har sine uenigheder med nogle af kollegaerne – det kan jeg vist godt skrive her, uden at afsløre for meget. De kollegaer han har kontroverser med, forbliver dog i store træk flade og endimensionelle i fortællingen. Man undrer sig en smule over, hvor ledelsen er i alt det her. Men nuvel. Litteratur skal ikke fange alle aspekter, men give et relevant udsnit af en virkelighed der skabes på papiret. Det formår forfatteren i den grad. En meget følelsesladet og tankevækkende fortælling. Tak for muligheden for at læse og anmelde værket.