Bagsideteksten:
Temperamentsfulde Vibe på 38 slikker sine sår efter et kuldsejlet forhold. En aften snører hun vandreskoene, for en revanche venter i den anden ende af byen. Men hvem er han egentlig – Rene – manden bag de berømte bøfsandwich? Fortiden må vige for en sprællevende nutid.
”Ligner en djævel, er en djævel – versus ligner en engel, men er en djævel”. Christian med sportstalent og den underspillede charme har lært sig at skelne skidt fra kanel i vennen Rudis festfyrværkeri af ord. Fedt nok at være flyttet til København, men studiet keder dem, og ideen til et computerspil fødes. Der er dog flere hurdler: Vikinger eller fantasy? Hvad med Christians kæreste Henrik, der banker på fra skabets inderside? En våd aften starter en kædereaktion, der truer med at smadre spildrømmen og bryde de to fyres unikke bånd.
Et strejf af vanvid er to lune historier om at have både hus- og hjerterum, om at turde sætte spot på splinten indeni og at tumle det besværlige begær.
Mads-Peder anmelder:
Jeg blev nysgerrig efter beskrivelsen af bogen, da jeg faldt over den på forlagets hjemmeside. Jeg bestilte et anmeldereksemplar hjem. Jeg kan sagtens allerede indledningsvis afsløre, at jeg på ingen måde blev skuffet over indholdet. Et strejf af vanvid er et festfyrværkeri af ord, sammensat på finurlige og lækre måder. Det er forsamlingen af et speed-snakkende persongalleri, der virkelig har ordet i deres magt, som forfatteren her lægger stemmer til igennem to meget forskellige noveller.
Den første noveller er noget kortere end den anden – det forvirrede mig lidt til at begynde med. Begge noveller har noget stærkt og forfriskende over sig, men i mit tilfælde står særligt novelle nummer to stærkt. Måske alene af den grund, at jeg læste den som den sidste…
Sprogdragten i den megen direkte tale er som sagt frisk og næsten uanstændig i sin veltalenhed. Det er måske det eneste punkt, man kan sige, at det direkte sprog bryder virkelighedens norm – de er alle så veltalende og velformulerede, at det giver mindelser om de gode gamle amerikanske tv-ungdomsserier fra 90’erne, hvor alle også altid sagde alting så præcist og velformuleret.
Forfatteren Marianne Lapp kan så sandelig skrive og sætte ordene sammen – jeg læser en del forskellige bøger, og nyder dem næsten altid for det de nu tilbyder. Det er sjældent, at jeg møder forfattere der som Marianne skriver kunst bare ved at sætte ord sammen. Hun er så stærk en forfatter, at jeg tror, det ville være en nydelse at læse hendes tekster, selv hvis hun ikke formulerede et egentlig indhold i sine tekster. Hun er virkelig en nydelse at læse. Indholdet er dog heldigvis på plads også…
En kritik i forhold til indholdet er dog, at når sproget flyder så legende let, og karaktererne er gjort så veltalende, så mangler jeg som læser at blive tildelt en slags pauser fra tid til anden. Opsætningen af bogen gør, at der ikke er lavet deciderede afsnit. Det er ganske sikkert med vilje – måske for at skabe følelsen af manisk fremskriden i fortællingerne. Jeg kunne dog godt have savnet nogle naturlige ophold. Fortællingerne har det faktisk i sig – der er tidspunkter, hvor scenen skifter eller der på anden vis er et stemningsskifte i historierne – I de sammenhænge kunne god gammeldags afsnits-opsætning have været en hjælp til lige at trække vejret og tage en slurk af kaffen. Den blev ofte kold igennem læsningen…
Alt i alt en forrygende, forfriskende og dejlig læseoplevelse. Marianne Lapp er ordknap på en fantastisk kunstnerisk måde. Hun kunne have lavet en hel roman, men man ville godt nok vide meget derefter, når hun ikke smider ordene mere i grams – alting er skåret til benet, og det er virkelig en stor kunst at kunne. Jeg tager hatten af for forfatteren, der skriver så englene synger.