Eller rettere: Om også at skrive under pseudonym.
Jeg har overvejet – for og imod. Blot strøtanker om det at skrive under pseudonym. Jeg har gjort det. Hvorfor? Jo, nu skal jeg berette.
Jeg har i det sidste halvandet år lært en del om og gennem forfatteriet. Mine skriblerier har fået gode og mindre gode modtagelser af læserne. På sæt og vis; på trods af at mit gode navn skal lægge ryg til både filosofiske erindringsbilleder og humoristiske betragtninger fra udkants-Danmark, så er der vel grænser for bredden i ethvert forfatterskab? Det ændrer dog ikke på, at jeg har meget brede interesser for mine skribleriers retninger. Et afsluttet skribleri er ofte startskuddet på et nyt – der går sine helt egne veje.
Det giver en frihed, føler jeg, når man kan opdigte en fiktiv forfatter. Mit alter ego er mere vovet end mig. Mit alter ego er gået en erotisk-litterær vej. Mit alter ego er alt det, som jeg ikke er. Pseudonymet dækker over mig, men også over sider af mig selv, jeg ikke så ofte lægger frem offentligt; alt det er mit andet jeg. Jeg tænker på os som to løsrevne forfattere. Det har krævet nogen overvejelse – jeg er endda gået så langt, at jeg har tildelt denne anden et liv på sociale medier. Vi er altså for alvor gået hver sin vej. Det siger selvsagt noget væsentligt om de sociale medier, at mit alter ego kan være socialt aktiv, uden overhovedet at være til. Ja, jeg er stadig klar over, hvem der trækker i trådene for pseudonymet… !
Min indgang til det at skabe en sådan fiktiv person, var meget lig den jeg skaber udfra i skønlitteraturen. Jeg forestiller mig nogle væsentlige karaktertræk og bygger på dem. Jeg indtænker nogle værdisæt, som jeg forestiller mig denne anden forfatter ville besidde. Måske holder de stik i længden, og måske gør de ikke. Den altoverskyggende værdi denne anden har, som jeg ikke har, er at mit alter ego ikke føler vægten af produktionskrav. På dette plan er mit alter ego ikke en del af denne tidsepokes væsentligste strømning. Det er jeg trods alt! Jeg føler oprigtig, at jeg gerne vil nedfælde og producere nogle skriblerier løbende. Pseudonymet har ingen sådanne kvaler. Måske ønsker vedkommende aldrig igen at skrive noget. Og måske kommer der pludselig mere fra dennes hånd.
Nu er pseudonymet udgivet i handlen. I forhold til læserne giver det nogle udfordringer. Det er lidt som at starte forfra med at udgive. Trofaste læsere ved jo ikke, at min andet jeg har udgivet noget nyt – de er måske endda ikke særligt interesserede i at læse denne anderledes skønlitterære genre. Desuden virker det en smule bedragerisk – som om jeg bevidst forsøger at føre bag lyset! Hvilket jeg jo også gør…
Min største bekymring har gået på netop det om at bedrage; men den bekymring har jeg selv skudt i sænk. Altså, jeg bekymrer mig mindre. Jeg skaber jo allerede fiktion (primært), og hvorfor ikke skabe en fiktiv forfatter til at lægge navn til noget af det. Pointerne skal alligevel tygges og overvejes – jeg mener; enhver læser skal vurdere et værk på værkets præmisser! Pyt da med om det er udkommet i mit navn eller i mit alter egos. At man langt fra kan forvente dette af læsere, har jeg dog efterhånden forstået. Læsere kan lide velkendte forfatter-navne, de kan lide appetitlige forsider (point taken) og en smule vedvarenhed fra forfatterens side i forhold til at holde sig indenfor de samme skønlitterære genrer (et af mine problemer og heraf dette blog-post). Jeg kan ikke engang sige mig selv helt fri for også at have disse betragtninger med i mine overvejelser i valg af litteratur. Hvis jeg kunne sige mig fri, så behøvede jeg ikke, endsige have overvejet, et pseudonym.
I forhold til mit sande forfatter-forhold til netop det skribleri pseudonymet får æren for. Jeg stiller mig tilfreds med at vide, at jeg har skrevet det, selvom alter ego tager æren.
Og undskyld! Nu blev det alligevel længere og mere omfattende betragtninger end intenderet.