Tag-arkiv: erindringsbog vs. fiktion

Merete Lolck – En rum tid

Forfatter: Merete Lolck

Udgivet: 2015

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7145-848-0

Bagsideteksten:

Romanen rummer to parallelle fortællinger der krydser spor. Den ene udspiller sig inden for et døgn i et fly på vej til Amerika. I løbet af de mange timer flyrejsen varer, kredser den kvindelige hovedpersons tanker blandt andet om tiden, rummet, det nære og fjerne, og tager et kærligt, men kritisk blik på USA i rollen som det forjættede land og drømmenes endestation.

Den anden fortælling handler om Bodil, der vokser op i en stor og spraglet familie midt i det tyvende århundrede i en lille provinsby tæt ved havet. Familien og den lille by med dens mange originale personligheder skildres gennem Bodil der udvikler sig i takt med at verden forandrer sig. Verden er i opbrud, men kun langsomt når forandringerne til den lille by hvor fastlåste mønstre og roller stadig er fremherskende.

Tiden og længslen efter hvad der gemmer sig bag horisonten, er omdrejningspunktet for fortællingen der samtidig giver et underfundigt og levende indblik i en familie hvor uroen lurer lige under overfladen, og hvor det uudtalte præger hverdagen.

Mads-Peder anmelder:

Jeg valgte at bestille et anmeldereksemplar af denne titel, da bagsideteksten lød rigtig interessant. Sådan vælger jeg tit litteratur – udfra beskrivelsen af bogen. Jeg er jo glad for at læse mindre kendte værker; ofte skrevet af mindre kendte forfattere.

Der er ingen tvivl om, at Merete Lolck har et fint skriftsprog. Hun skriver sammenhængende og er velformuleret. Bogen er som sådan heller ikke uinteressant. Faktisk er det ganske berigende at høre beskrivelserne af en tid, ikke så fjern, men meget anderledes end disse internet-tider. Hvad årti vi helt præcist befinder os i, i det første af i alt to parallelle spor der følges i bogen, er svært at afgøre. Der skrives ingen årstal i bogen. Udfra forfatterens alder at dømme, så må udgangspunktet være i 1950’erne, men udfra beskrivelserne, og mit kendskab til hverdagshistorie i de to nævnte årtier, så kunne den også foregå i slutningen af 1940’erne. Det kan virke ligegyldigt, men hænger sammen med nogle af mine kritikpunkter af bogen.

Bogen får let et “erindringspræget” snit. Hvor vidt det også har været tanken med bogen, har jeg svært ved at afgøre. Eftersom bogen betegnes “roman”, men let får en karakter af nedskrevne erindringer, så er jeg lettere forvirret omkring hensigten med værket. Er pointen at give læseren en fiktion eller en erindring? Dette forståelsesperspektiv hænger ligeledes sammen med bogens opbygning. Der er ikke i bogen et decideret klimaks, eller som man kalder det “en grundkonflikt”. Det er nærmere hverdagsbetragtninger, og det kan være nok så interessant, men som fiktion forvirrer det denne læser.

Eftersom der ikke var et decideret plot til at drive bogen og læseren fremad, så fremstod bogen en kende lang. Jeg nød faktisk læsningen, men følte bogen grundlæggende var en anelse for lang.

De to parallelle spor, så at sige i nutiden og datiden, fungerede rigtig fint for mig. Helt sikkert en anderledes læseoplevelse.

Anmeldt af Mads-Peder, empey.dk