Tag-arkiv: dannelsesroman

Empey anmelder

Karen Schultz – Uren

Skriv en kommentar

Titel: Uren

Forfatter: Karen Schultz

Forlag: Forlaget November

Udgivelsesår: 2018

ISBN: 9788764800210

Antal sider: 420

Bagsideteksten:
Uren er en historie om at tåle, turde og træde frem hos forældre der på hver deres måde er uformående.
Karen fødes i 1959 uden for ægteskab af Signe der stammer fra en gammelrig, men falleret proprietærfamilie. Signe har otte søskende og gifter sig, i håb om at blive en rigtig familie, med en jord- og betonarbejder som bliver Karens stedfar.
I privatskolen i Kolding er Karen mønstereleven der husker 
salmevers udenad og holder foredrag om 2-tals-systemet. Hun kan blive familiens første student, men er bange for gymnasiet der venter. 
Hjemme er Karen skiftevis øjesten og horeunge. Hun henter bøger på biblioteket og studerer FN’s menneskerettighedserklæring når hun ikke går med aviser eller klipper biografbilletter i Kosmorama. Frem vokser en frimodig kvinde der kører på motorcykel med sin rockerkæreste og bærer englevinger når juleevangeliet skal læses højt i kirken.
Mads-Peder anmelder:
Det sker jo engang imellem, at en bog overrasker. Denne bog overraskede mig positivt. Sikke en fantastisk læseoplevelse – jeg forventede noget andet, da jeg læste bagsideteksten. Jeg synes faktisk, nu hvor jeg genlæser bagsiden, at den på ingen måde gør bogen ære. Denne bog er, modsat bagsideteksten, helt fantastisk. På trods af emnet, der måske ikke ligefrem lægger op til en page turner, så var det faktisk sådan det endte for mig. Bogen var svær at slippe, og jeg synes man som læser kommer helt under huden på hovedpersonen Karen. 
Det står for mig som læser, hen i det uvisse, hvad det er stedfaderen gør, som er så forfærdeligt. Bortset fra et par optrin, der virkelig er meget aparte, så er stedfaderens rolle fantastisk underspillet. Det gør faktisk det hele mere frygteligt – at det hele er så usagt, og at det er følelser for fuld udblæsning, af at blive gjort forkert, af at man som barn ikke helt kan forstå, på hvilken måde man har fejlet! Det er det psykologiske og giftige miljø der står så fantastisk godt som baggrundstæppe for historien. Det er samtidig den både medfølende og foragtende forståelse for moderens rolle i dannelsen af Karen som menneske.
Det er jo netop, hvad denne bog er - en dannelsesroman, og samtidig et tidsbillede, der ganske vist ikke går helt ned i detaljen, men alligevel lader læseren ane en svunden tid. På trods af bogens relativt store omfang, så synes jeg kompositionen er stram, og jeg sidder ikke med følelsen af uoverflødige afsnit – det kan man ellers let komme til, når man læser erindringsbøger. 
Jeg må overgive mig til Karen Schultzs dejlige formidling af erindringer, der er yderst velskrevne, meget oplagte og særdeles vedkommende. Bogen lægger op til opfølgere, da den slutter imens Karen stadig er ung. Man ønsker at se den unge Karen sikkert i fremtiden, dvs. nutidens havn (det er jo erindringer). Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen. Tak for en dejlig læseoplevelse, der skal have alle de bedste anbefalinger herfra.
Empey anmelder

Tæppefald i Paris – Nis Georg Bøgen

Skriv en kommentar

Forlag: Forlaget Brændpunkt

Forfatter: Nis Georg Bøgen

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 211

ISBN: 9788793383548

Bagsideteksten:

Ingen af dem kunne vide, eller forestille sig, at deres rapport om den grusomhed, de skulle komme til at overvære, ville udløse et afskyeligt drama, der gav genlyd i hele Europa.

Mark Egebæk havde oprindeligt til hensigt at læse litteraturvidenskab i forlængelse af aftjent værnepligt, men ende i stedet som officer og diplomat.

Som FN-observatør i Mellemøsten patruljerer han sammen med en irsk kollega i et område, hvor der hyppigt er sammenstød mellem israelske tropper og frihedsbevægelser. Her bliver han vidne til en forbrydelse, hvis følgevirkninger får vidtrækkende konsekvenser. Mark er gift med operasangerinden Claudia Neumann, der optræder på Den kongelige Opera og på operascener i Europa. Hendes stjernestatus er stejlt stigende. Læseren følger i fodsporene af dem, enkeltvis eller sammen, til Moskva, Beirut, Milano, New York, Israel og Paris, indtil fortællingen kulminerer i en overraskende og dramatisk slutning.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har tidligere læst Nis Georg Bøgen med stor interesse og anmeldt ham her på siden. Dengang var det Pigen i den gule kjole. Jeg var vild med den bog. Jeg vil citere min anmeldelse fra dengang, for det vedkommer også denne bog:

“Jeg tror, at bogen vil fortælle mig, at livet ikke leves i højdepunkterne, men at de egentlige åndedrag tages imellem dem.”

Jeg er af den overbevisning, at det stadig er forfatteren Nis Georg Bøgens erklærede mål med sin seneste udgivelse. Jeg kaldte Pigen i den gule kjole en dannelsesroman, og selvom det ikke står helt så tydeligt frem i Tæppefald i Paris, så ser jeg stadig Nis Georg Bøgen som en dannelses-forfatter. Desuden, synes jeg bogen på sin tilgængelige og hverdagsagtigt beskrivende facon, giver læseren et indblik i en forsvunden tid. På en måde, der sjældent fungerer for forfattere. Han tager ikke mennesker anno 2018 og placerer dem i et historisk miljø. Han tager autentiske mennesker og placerer dem i et miljø, hvor de hører hjemme… Lad mig forklare min pointe. Jeg tror oprigtigt på, at menneskers identitet og mentalitet er relativt let at forskyde over tid. Vi er sociale væsner, og derfor præget af vores omgivelser, af kultur, af alt der sker omkring os og omgiver os. Nis Georg Bøgens karakterer bærer ikke præg af at være nutidige mennesker omplantet i en historisk scene. De har f.eks. ikke det rastløse behov for konstant update, som er indtrådt med mobiltelefoner og sociale medier. De er af en tid, hvor kontakten med sin kæreste eller andre, måtte foregå telefonisk på aftalte tidspunkter, det er mennesker, når de er sammen, ikke bliver forstyrret af nyhedsstrømme tilført igennem altid tilgængeligt wifi osv. Det giver et andet udblik, end vi har i dag. Det er netop den afsindigt svære balancegang Nis Georg Bøgen igen formår at gå med sin seneste roman. Jeg er altså imponeret over den forfattermæssige evne. Alt det hverdagsagtige og nærmest trivielle bliver levende for mig – jeg føler oprigtigt, at jeg sidder i en tidsmaskine og kigger ind på et fuldt autentisk udsnit af fortiden.

Derimod, hvor spændende afslutningen end er – så føler jeg, Nis Georg Bøgen laver et lidt for abrupt stilbrud. Tempoet sættes op, og den stiltiende kontrakt, jeg som læser, føler forfatteren og jeg har indgået bliver til dels brudt! Mange læsere vil nok netop finde afslutningen særdeles spændende, og jeg er ikke anderledes end de fleste. Den er da spændende. Stadigvæk – jeg føler mig overrumplet på en måde, som var plottet for hullet. Det er det slet ikke, men jeg tænker stilbruddet er min egentlige anke mod bogens slutning.

Bogen er velskrevet og i et lettilgængeligt sprog. Nis Georg Bøgen fremmaner en tid, der efterhånden er fremmed for rigtig mange af os. Han gør det rigtig godt og med stor sikkerhed. Nis Georg Bøgen er fantastisk til at lade læseren forstå, at det er hverdagen imellem de store øjeblikke, der er det egentlige liv. De store øjeblikke er bare krydderi… Jeg synes den del, er det mest geniale i Nis Georg Bøgens forfatterskab.