Titel: Uren

Forfatter: Karen Schultz

Forlag: Forlaget November

Udgivelsesår: 2018

ISBN: 9788764800210

Antal sider: 420

Bagsideteksten:
Uren er en historie om at tåle, turde og træde frem hos forældre der på hver deres måde er uformående.
Karen fødes i 1959 uden for ægteskab af Signe der stammer fra en gammelrig, men falleret proprietærfamilie. Signe har otte søskende og gifter sig, i håb om at blive en rigtig familie, med en jord- og betonarbejder som bliver Karens stedfar.
I privatskolen i Kolding er Karen mønstereleven der husker 
salmevers udenad og holder foredrag om 2-tals-systemet. Hun kan blive familiens første student, men er bange for gymnasiet der venter. 
Hjemme er Karen skiftevis øjesten og horeunge. Hun henter bøger på biblioteket og studerer FN’s menneskerettighedserklæring når hun ikke går med aviser eller klipper biografbilletter i Kosmorama. Frem vokser en frimodig kvinde der kører på motorcykel med sin rockerkæreste og bærer englevinger når juleevangeliet skal læses højt i kirken.

Mads-Peder anmelder:
Det sker jo engang imellem, at en bog overrasker. Denne bog overraskede mig positivt. Sikke en fantastisk læseoplevelse – jeg forventede noget andet, da jeg læste bagsideteksten. Jeg synes faktisk, nu hvor jeg genlæser bagsiden, at den på ingen måde gør bogen ære. Denne bog er, modsat bagsideteksten, helt fantastisk. På trods af emnet, der måske ikke ligefrem lægger op til en page turner, så var det faktisk sådan det endte for mig. Bogen var svær at slippe, og jeg synes man som læser kommer helt under huden på hovedpersonen Karen. 
Det står for mig som læser, hen i det uvisse, hvad det er stedfaderen gør, som er så forfærdeligt. Bortset fra et par optrin, der virkelig er meget aparte, så er stedfaderens rolle fantastisk underspillet. Det gør faktisk det hele mere frygteligt – at det hele er så usagt, og at det er følelser for fuld udblæsning, af at blive gjort forkert, af at man som barn ikke helt kan forstå, på hvilken måde man har fejlet! Det er det psykologiske og giftige miljø der står så fantastisk godt som baggrundstæppe for historien. Det er samtidig den både medfølende og foragtende forståelse for moderens rolle i dannelsen af Karen som menneske.
Det er jo netop, hvad denne bog er - en dannelsesroman, og samtidig et tidsbillede, der ganske vist ikke går helt ned i detaljen, men alligevel lader læseren ane en svunden tid. På trods af bogens relativt store omfang, så synes jeg kompositionen er stram, og jeg sidder ikke med følelsen af uoverflødige afsnit – det kan man ellers let komme til, når man læser erindringsbøger. 
Jeg må overgive mig til Karen Schultzs dejlige formidling af erindringer, der er yderst velskrevne, meget oplagte og særdeles vedkommende. Bogen lægger op til opfølgere, da den slutter imens Karen stadig er ung. Man ønsker at se den unge Karen sikkert i fremtiden, dvs. nutidens havn (det er jo erindringer). Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen. Tak for en dejlig læseoplevelse, der skal have alle de bedste anbefalinger herfra.