Tag-arkiv: Pigen i den gule kjole

Nis Georg Bøgen – Pigen i den gule kjole

Pigen i den gule kjole

Forfatter: Nis Georg Bøgen

ISBN: 9788793063112

Udgivet: 2014

Sideantal 362

Bagsideteksten:

Romanen er en handlingsmættet fortælling, der afdækker fire menneskers enestående forhold til hinanden. På trods af en grænseoverskridende forskellighed, udvikles forholdet mellem dem til en usædvanlig symbiotisk tilknytning. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi følger dem sammen og hver for sig, men aldrig er de uden for det imaginære synsfelt af hinanden.

Søren er romanens hovedperson, der fra opvæksten i et sønderjysk landsbysamfund i halvtredserne påbegynder en dannelsesrejse, som han ikke aner hvor fører hen. Begrebet dannelse – i ordets positive betydning – kender Søren ikke, så det er rene tilfældigheder, der bestemmer hans mentale og fysiske løbebane. ”Tilfældigheden” er en ung kvinde, en studerende, der på mærkelig vis krydser hans bane. Han bliver hendes ”projekt”. Men det slutter brat efter et par år, og Søren er forandret! Livet og tilværelsen fortsættes og udfordres i form af studium og karriere, som læseren følger på nærmeste hold. Alt udvikler sig optimalt, indtil…

Pigen i den gule kjole er en anderledes bog. Det er en fantastisk bog. Lang. Til grænsen. Ikke for lang. Bare god. Ikke krimi-god, ikke egentlig poesi. Den er sin egen(-god). Nis Georg Bøgen har gjort det geniale at skrive selve livet ned i en bog. Ikke hele livet, men noget grundlæggende essentielt og sårbart. Ja; det er en dannelsesrejse for hovedpersonen Søren. I bogen er det dannelsen af et akademisk menneske, men jeg ser noget andet og mere i Søren. Jeg mener vi oplever dannelsen af den hele Søren i denne bog. Det er fantastisk at opnå på blot 362 sider. Længere bøger er kommet mindre under huden på hovedpersonen. Det er ikke på en overdrevent “følende” eller endda humoristisk facon. Det er på en måde jeg til dels kender fra mig selv. Fra den side af mig selv, der kommer frem i alenetid og i eftertænksomhed. Den usentimentale side, hvor man konstaterer, blotlægger og er ærlig overfor sig selv…

Herudover er Pigen i den gule kjole et fint og tætvævet billede af kærligheden. Både kærligheden mellem livspartnere, men også kærligheden til mennesker man har helt tæt på sig. En fortælling om hvordan kausale forhold i livet sløres, og tillader at vække mangfoldige følelser – følelser til refleksion og inderlighed. Følelser større end sort/hvid. Det er ikke en Hollywood fortælling om forelskelse – eller jo; det er det også! Det er dog i lige så høj grad en fortælling om kærligheden mellem mennesker, når den er bundfældet, når den er lagret – når den er vedvarende i årene der haster afsted.

Pigen i den gule kjole er et indblik i en svunden tid. Den er samtidig  et indblik i et udsnit af det orkester af følelser som kærlighed, tab, succes hengivenhed mm. også er.

Denne bog gav anledning til overvejelser ca. halvvejs. Jeg havde ladet mig føre med indtil da. Halvvejs overvejede jeg:

“Hvad mon denne bog vil mig?”

Jeg tænkte:

“Jeg tror, at bogen vil fortælle mig, at livet ikke leves i højdepunkterne, men at de egentlige åndedrag tages imellem dem.”

Med det afklaret læste jeg igen videre i denne fantastiske bog.

En enormt dejlig læseoplevelse. Tak for den.

Empey