Det sker. Ganske ofte! Den mærkværdighed, at bedst som forfatter-jeget har tænkt og beskrevet en særlig scene, da støder man på noget der er at ligne. Ofte er det i litteraturen, eller det kan være i et program i radioen, der nævner en særlig problematik, som jeg just har beskrevet skønlitterært.  En del gange er det på min vej igennem verden, at noget træder frem for mine øjne – noget der ser bekendt ud, men som i virkeligheden er helt nyt.

Jeg har i min skyttegravsfortælling med arbejdstitlen Vi var mennesker i skyggernes tid, beskrevet et møde ved en skovsø i Frankrig. Jeg har altid nogle indre billeder i hovedet i sådan en beskrivelse. Det er ikke milimeterbeskrivelser, der skal gøres af et sådant miljø – ligesom jeg bruger min fantasi, så skal der jo også være mulighed for at læseren bruger sin egen fantasi.

Imens jeg søgte på relevante værker, der kunne have interesse for mine skriblerier på Statens Museum for Kunsts hjemmeside (Link til SMK) over frit tilgængelige værker for offentligheden (Public Domain), faldt jeg over et særligt værk. Det var Carl Blochs en skovsø ved Hellebæk. 

Netop det billede var næsten nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig den sø, hvor Hans og Maja gik til. Nedenfor et uddrag af det jeg arbejder på:

Et godt stykke inde i skoven fandt vi en lysning ved en skovsø. Insekterne summede over søen og græsset stod grønt og frodigt ned til søens bredder. Søbredderne var mudrede banker, og vandet var brunligt og uigennemsigtigt. Stilheden var, selvom jeg havde vænnet mig til stilhed på min faste venteplads for enden af grusstien ved lazarettet, ganske overvældende. Ikke en absolut stilhed, for der var raslen af blade og kviste, når vi trådte dem under fode. Forårsbrisen sled fra tid til anden i trætoppene, så grene og blade begik naturens egne symfonistrofer langt over os. Vandet i søen suppleredes af en lille bæk, der rislende mundede ud i søen. Der var således en fortætning af lyd, men der var ingen menneskelige lyde. Der var en absolut fredfyldt form for stille altomsluttende lydmur. På en lysning, hvor den græsbeklædte eng rakte ned til søens mudrede bred bredte jeg min nyvaskede uniformsjakke ud, og bød med en flot bevægelse min elskede Maja velkommen til at tage plads.

Blot et pip herfra den redigerende forfatter. Nogle sammenfald er mærkelige. Dette var et at grunde over – nu blev du som læser også delagtiggjort.