Pludselig tom indvendig. Tom indvendig som en skatkiste, der er blevet plyndret og efterladt, i et rum af tid der varer evigt og evigt. Synes aldrig mere at skulle åbnes, aldrig mere smage lugten af sommerregn i næseborene, aldrig mere, aldrig mere, aldrig mere råbe sig fordærvet, men blot fordærves inde fra og ud, uden lyd – uden nogen lyd, så bare rådne af sig selv. En masse guld, og noget som ligner guld, men kisten er bare tom, helt tom som et glas vand i solskin et par timer senere, tom i en evighed – en hed evighed, af feberdimensioner, og angst for fordrejede mareridt som ikke gennemleves, og som ikke giver nogen forestilling om alt det som kunne ske engang, hvis den sidste rest forsvinder, hvis den sidste rest af tomheden forsvinder. Aldrig kan det ske, aldrig vil vi lade det ske, at det tomme fyldes af den værste frygt, og desillusionen over smadrede forhåbninger om ting som var en gang, og som vi aldrig vil indse havde sin gang. Vi gemmer på det knugende intet, og finder næsten et omklamringspunkt i det som aldrig helt er substans, men noget midt imellem tro og mistro. Fylder aldrig hullet ud, men accepterer heller ikke tomheden, gemmer den bare som et kært minde over det vi aldrig formåede, og som aldrig skete, fordi vi aldrig vovede at fylde virkelig substans i tomheden, så som vores værste frygt, eller endog angst for noget som måske også viser sig at være tomt, men hvor angsten, når den pakkes i kisten, dog har sin egen berettigelse, da den kan nærstuderes i kontrasten til det tomme. Aldrig helt at turde tage glæden med, når vi opdager at angsten måske kun er uberettiget frygt, når vi endelig når til bunds i kisten med den. Aldrig opdage, at alt frygteligt måske kan erstattes af noget varende og godt, som kan fylde al tomhed i evighed, hvis vi vover at gøre forsøget, men det gør vi jo ikke. Aldrig åbne kisten igen, og lukker lyset ind, for, hvor der er lys er der skygge, og så hellere mørket, så hellere det alt skjulende mørketomme intet, som hverken smiler eller græder. Tør ikke lade skatkisten leve op til sit navn, og lader den miste sin betydning uden at lade den udfylde sit potentiale – alt det som den var i går, alt det den rummede i går af både guld og det som kun ligner. Sådan er det i det mindste i dag, nu, denne uge, resten af året, i den evighed som absolut tomhed altid synes at strække sig over – i morgen rummer jeg igen , men i dag er jeg også mig.

Mads-Peder Winther Søby, 2004

Empey.dk