Beskrivelse: Novellen nyfortolker det gamle ordsprog der også er novellens titel; De værste sår er de, der ikke bløder. Novellen udspiller sig i en ikke alt for fjern fremtid, hvor teknologien har taget opmærksomheden. Det går op for pigen Liv, at noget må forandres…Novellen er både håbefuld og samtidig en kritisk røst, omkring den større og større teknologiske fokusering på tablets og smartphones.
Bogblogger Xenia anmelder novellen
“Med denne novelle har Søby taget fat i et samfundsproblem, som gentagne gange er debatteret i medierne: Er teknologien blevet en for stor del af vores hverdag, og husker vi at se hinanden i øjnene i stedet for at tjekke Facebook?”
.
Fire stjerner – Anmeldelse af hendejensen.dk (2016)
Rigtig god novelle – “De værste sår er de, der ikke bløder” er meget aktuel, let skrevet, med glimt i øjet og en rigtig god tilgang til emnet. Den er underholdende og tankevækkende, meget endda!
( se resten af anmeldelsen her
anmeldelse fra hendejensen.dk )
.
anmeldelse fra www.fyldepennen.dk (2015)
Sikke et scenarie Mads-Peder !
Jeg kan normalt ikke koncentrere mig om at læse lange tekster på skærmen, men titlen på dit skrift fangede mig. Og så var jeg med hele vejen.
Vi lever allerede i 2050 med selviscenesættelsen, de vigende blikke og teknikken der omgiver og fastholder os. Det bliver spændende at opleve Revolutionen, hvis jeg med min alder opnår det.
Tak fordi du ville dele din vision (hyperbel) med os andre.
Bedste hilsener fra Robert.
anmeldelse på empey.dk (2015)
Hej Mads-Peder
Hold da op siger jeg. Det er en sindssyg god novelle hvor du prøver at fortælle os voksne og også børn og unge, måske mere en advarsel om, hvad der muligvis kunne ske, hvis man “kun” lever sit liv i internetverdenen og glemmer det ”virkelige” liv omkring sig.
Din start på novellen går fra skønne beskrivelser af naturen lige over i den virkelighed, der eksisterer i 2050. Børn der er totalt afhængige af deres I-skærm, ellers kan de ingenting. Forældrene hedder ”divderne” og sidder kun med I-skærmene og trykker kommandoer ind, til de droner de har i huset. Et absolut følelsesløst liv.
Pigen Liv mærker hvor meget hun savner omsorg, knus og kram, Hun søger ud i skoven, hvor hun får fortalt sandheden af en gammel kvinde. At dengang i 2015 lukkede børnene sig ind i teknologien, for der kunne de kommunikere, (de kunne det ikke i den virkelige verden). Men de glemte at røre hinanden, give knus og kram og kigge hinanden i øjnene.
Men kvinden fortæller også: ”De værste sår er de, som ikke bløder.” Det var da mennesker glemte at være mennesker.
Sandheden får Liv til at gøre oprør, et oprør som førte til friheden.
Internettet blev slukket.
Og menneskerne blev igen mennesker.
Dystre fremtidsudsigter du har taget op i din novelle, for den kunne sagtens blive til virkelighed hvis vi ikke passer på. Til sidst får vi ikke mange anledninger til at gå fra vores hjem. Uhyggeligt faktisk.
Og en påmindelse til os, om at vi skal tænke os godt om. Ikke at miste relationer mellem mennesker.
Vh. Jytte.