Tag-arkiv: sandhed

Morten Bracker – Besværgelsen

Bracker

Forfatter: Morten Bracker

ISBN10: 8799733919

Forlag: Nordrose

Udgivelsesår: 2014

Sideantal: 646

Beskrivelse:

“Der lød et hjerteskærende skrig om hævn. En sjælelig smerte gav genlyd op gennem sprækkerne fra en mørk fangekælder i den dybeste klippegrund under Alborz-bjergkæden, nord for det Persiske rige. Alene lå hun i det mørke, hun både forsvarede og frygtede. Det mørke hun ville nedkalde over alle de, der havde stjålet hendes frihed; stjålet hendes åndelige uskyldighed. Det sværgede hun.” Tre årtusinder senere, i dette øjeblik, ligger hovedpersonen blodig, forreven og døende i en frossen svensk skovbund nord for Stockholm.

BESVÆRGELSEN er et episk og psykologisk spændingsdrama, der fører hovedpersonen fra de goldeste tinder i Alaska, over Freedom Square i Kharkiv til de svimlende højder på Takht-e-Soleiman i Iran; på flugt fra sig selv, higende efter hævn, over dem der har stjålet virkeligheden og især på jagt efter sandheden om sin fars uforklarlige forsvinden. En færd, der til hans forskrækkelse viser sig at føre ham helt ind i hjertekammeret af den mest hemmelige og formørkede løgn om selve menneskeheden.

I en storslået og nervepirrende kamp mod tiden, tvivlen og kærligheden drages han dybere og dybere ind i en labyrint af manipulation, bedrag og mord. Intet er, som det synes, og intet er længere sikkert. Det selvsamme, der oprindeligt førte ham ud over afgrunden, kæmper han nu for at forsvare med sit liv som indsats.

I BESVÆRGELSEN bliver du ført gennem et spind af konspirationer og bedrag, dybt ind i knoglemarven på menneskets sande identitet og helt ud på kanten af din fatteevne.

Empey anmelder:

Lad mig først og fremmest slå fast. Dette er et monumentalt værk. Alene omfanget er væsentligt. Jeg har ikke læst, men istedet lyttet til dette omfangsrige værk – det er knap 26 timers lytteratur! Det alene imponerer mig. At tænke sig, at holde tungen lige i munden til at skrive et så langt plot; det er en bedrift. Plottet er spændende og tankevækkende. Personskildringerne er ganske udemærkede, og på sæt og vis var jeg rigtig godt underholdt.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke; om lidt mere redaktionel finpudsning kunne have barberet en del sider fra rundt omkring. Litteratur er altid en smagssag, men jeg følte fra tid til anden, at der var et par gentagelser, samt at der var tekniske beskrivelser, som måske kunne være udeladt. Jeg syntes nogle ting blev skåret rigeligt ud i pap – hvilket måske er en selvmodsigelse i et plot, der iøvrigt er så svært som dette! Nå! Pyt med det – det er faktisk en rigtig god bog. Ingen tvivl om det.

Samtidig er det en tankevækkende bog, der kræver af læserne, at de er villige til at bruge både fantasien og de filosofiske evner, som de fleste af os har med i rygsækken. Jeg støvede f.eks. en gammel filosofieksamen af, i mit forsøg på at få helt håndfast fat i de store tanker som “virkelighed” og “intet”. Faktisk ledte plottet mine associationer i retning af den gamle 90’er film Matrix. Den drejer sig ligeledes omkring temaer som sandhed, løgn, verdens beskaffenhed og ikke mindst det at finde sig selv – at finde hjem.

Det her er en moppedreng, og en ganske udemærket bog, hvis man har rigtig god tid (eller som mig skal køre rigtig langt). Helt sikkert anbefalelsesværdig.

Empey.