Alle indlæg af Mads-Peder W. Søby

Tak for idag skat; nu tvivler jeg!

*

Hold nu op vi hyggede

Dagen var sat af til os

Vi så alt det nybyggede

– Giraffer, dinosaurer og los

**

Vi spiste ved næsehornene

Og tog billeder af aberne

Så mange indtryk, til øjne, ører og næseborene

Siden trætte; tårer nok til svaberne

***

Store ord, og hårde i bilen

Hjem ad, hvor vi begge var trætte

Regnen havde for længst begyndt sin silen

Hulk og ophidsede åndedrætte

****

Du skændte og skreg

Jeg hidsede mig op

Sammenbidt og bleg

Jeg råbte STOP!

*****

Svær aften med sammenbrud

Junkfood som aftensmad

brugt og træt så du ud

Du blev sendt skrigende i bad

******

Vi minder utroligt om hinanden

Foran brændeovnen tøede du langsomst

Denne far med trætte furer i panden!

Du spildte koldskål, og jeg vrissede omsonst

*******

Godnat-seance hvor vi lo, og huskede alt det sjove

Det er aldrig bare en leg

Du smilte med øjnene og lagde dig til at sove

Tak for idag skat; nu tvivler jeg!

********

Mads-Peder Winther Søby, 2015

empey.dk

*********

Citat om livet

(…) “af alle sår i livet, så er de værste de, der ikke konfronteres og behandles. De sår, som får lov at vokse sig enorme i maven, og tager pusten og humøret fra et menneske. De sår der gør ondt helt ned i maven, og som giver en, en dårlig smag i munden. Den slags sår, er der ikke nogen mirakelkur mod, der er ikke noget plaster der nogensinde kan dække.”

Novelle: De værste sår er de, der ikke bløder, 2015

Nyt job på foden

Brændet er stablet

i skuret i haven

Igår har vi grint og fablet

aldrig bekymret os om balladen

Jeg har savnet idag

alene hjemme

Nyt job til dig, jeg er så spag

alle de ting jeg ville, er jeg ved at glemme

Min tid viskes ud

bliver lang og besvær-

ligere; min gud

Hvad er nu det her?

Jeg ønsker dig der

på job og med salær

Jeg ønsker dig her

at du igen skal være nær; besvær

Kaffe sammen, hver om sit

telefon, ipad og bærbar

medierne kalder det skidt

men vi havde det skønt som det var

Det er ingen stor tragedie

I aften er du retur fra job

det er livet der i hverdagens smedie

kan man få det hele; en pose uden strop

Kunne jeg have dig nær, og der, og helt ærligt

kunne jeg fuldstændig bestemme din færden

Kunne jeg kysse dig kærligt

Kunne jeg næste nu igen, være alene i verden

Om jeg kunne blinke dig frem

om jeg kunne vise dig skuret med brænde

Om jeg måske ville få et kærligt kram

om jeg ikke lader den tanke strande

Græsset er slået

Imorgen skal jeg afsted

Hverdagen er flået

sådan lidt af led

Snart er den vores nye udgangspunkt

jeg skal bare vænne mig, elskede kone

Det er alt, og nok lidt sundt

For den skønne tid herhjemme, skal vi nu sone

Vi får flere penge, og mindre tid

Vi får en hverdag skal du se

Vi får udbetaling for vores flid

Vi fik tingene til at ske

Nu er opvaskeren fyldt

Nu er gulvet støvsuget

Nu, et tak for dagene sammen, vi fik som forskyldt

Nu er urtebedet luget

Det var en dejlig tid

den nye bliver sikkert anderledes og ligeledes god

jeg savner nok bare dit vid

før stod formiddagene på vores fødder, nu står de på min fod

Mads-Peder Winther Søby, 2015

empey.dk

Er det nok?

Lidt tilbageholden

ikke sky

ikke forbeholden

for det ny!

Jeg er på samme måde,

lidt ængstelig

vi er ikke rigtig kåde;

mærkelig

Vi venter af,

hinanden

afventer da

bag panden

Små tegn

på storhed

en stille legen

med forblindethed

Det er vores forhold

i sit væsen

ikke forbehold

men måske kræsen

Det er sundt

tror jeg nok, kæreste

når vi har lidt ond

af det værste

Du er nu min verden

og jeg ser din

bag den,

bag et tilbageholdt hvin

Mads-Peder Søby, 2006

Empey.dk

Kærlighedsbetvungne redskab

Elsk mig, hold mig

ud

ikke slet, ikke skjult

påskud

lad himlen komme til mig

og dig nu

vi kan flyve hånd i hånd

og mærke om skyerne er ru

Lang oppe –

og dybt i dale

under solen, månen

og skyggers svale

mægtige skove

og goldt land

mimetisk

indre kald

Men lænk ikke

hjertet

tæm ikke smerten

forhærdet

vi er to sind

lys og mørke, blindskab

kærlighedsbetvungne redskab

Bestegne sorte huller

foræren af lumske toppe

for ingen af delene, bør vi

stoppe

lad os flyve videre

og lande på verdens tag

lad os gå på havet

og kigge bag,

Hinandens urskov

vildnis og forsvar

bag øjne

så hudløs bar

gennem palisader

og forsvarsværker

lige indtil

benene værker

Men lænk ikke hjertet

tæm ikke smerten

forhærdet

vi er to sind

lys og mørke, blindskab

kærlighedsbetvungne redskab

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

Sten faldt fra træerne i maj

Som sten der faldt fra træerne i maj

sådan fik jeg grillerne i hovedet

først nogle små,

så nogle virkelig kampklare af slagsen

Bortset fra de først spirede i februar

og lavede et fint lille dække af klippegrund

et tæt lille netværk af krakkelerende,

sprækker

Frosten tøede mig op

en tidlig februar nat

dig gav den al for tydelige

glasklare vinduer af is

Du havde fældet dine træer få uger forinden

bar de også sten?

frøken flinttunge

eller hvad!

Jamen du må have mig undskyldt,

for at samle stenen op

det var bare en grille

og jeg rister nu, at det er dit helle

Det er alt for tidligt for vintergækker

i sprækkerne

selvom jeg èr tøet op

for vinduer af glasklart is, beskytter ikke nok

Åbenbart,

er klippegrund, uvejsomt terræn

jeg fik måske, en af stenene i hovedet

men flint fælder træer!

Jeg lader mine træer gro,

i fred!

sten er en hård nød at knække

jeg håber så på vintergækker til foråret?

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

 

 

Solskinspige, hvad med natten?

Hvad solens skin

er for dig

er du solskinspige

for mig

Et hudløst, hovedløst

og besværligt strejf på kinden

gennem årstidernes skiften

og forsvinden

Men jeg indså det først i mørket

som en solformørkelse

et lysglimt undslap

indtil min indre tørke

I et strejf af uendelighed

al forgængelighed

rystende øjne

og frygtelig utænkelighed

Stod jeg i måneskinnet

min tid på døgnet

og ventede på et strejf

et glimt gennem byens røgnet

Et skin og bedrag

og alligevel dagligt

tilbagevenden

fordrageligt

Giv mig solskin pige

så holder jeg natten ved lige

ganske hudløst, hovedløst,

besværligt skal det blive

Jeg lover at jeg ikke holder

mere end lovet!

bringer du dagen?

så tænder jeg nattens væge i stagen

Det er ikke meget,

ikke alverden

men jeg lover, at

vi får helhed i vores færden

Bring varme, små strejf

bring solskin

så putter jeg natten i seng

og giver sovende solskinspige – et kys på kind

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

Siden

Årene er løbet

jeg tænker de har røbet

lethed og besvær

og gammelt begær

Jeg elsker dig mere

en og en er flere

hvis summen virkelig er konstant

så er kærlighed uden kant

Jeg forventer ikke at tiden stopper

at hjertet altid hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

Også jeg føler at sproget stopper

men at hjertet stadig hopper

at ved talens ende

der skal vi to begynde

Jeg forventer ikke at tiden stopper

men at hjertet stadig hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

I mit indre bliver det større

åh elskede, må jeg røre

det røde hår der flammer

og pigen bag de røde rammer

Jeg forventer ikke at tiden stopper

at hjertet altid hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

– Dette  virkelig er skæbnen

så lad os nu afvæbne den

lad os beholde den viden

at vi ses nu, igen og siden

Lad os være lidt mindre end perfekte

bare nok til at mærke det

lad det skæve feste

for det er langt det bedste

Jeg forventer ikke at tiden stopper

at hjertet altid hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

Mads-Peder Winther Søby, 2008

Empey.dk