Alle indlæg af Mads-Peder W. Søby

Er det nok?

Lidt tilbageholden

ikke sky

ikke forbeholden

for det ny!

Jeg er på samme måde,

lidt ængstelig

vi er ikke rigtig kåde;

mærkelig

Vi venter af,

hinanden

afventer da

bag panden

Små tegn

på storhed

en stille legen

med forblindethed

Det er vores forhold

i sit væsen

ikke forbehold

men måske kræsen

Det er sundt

tror jeg nok, kæreste

når vi har lidt ond

af det værste

Du er nu min verden

og jeg ser din

bag den,

bag et tilbageholdt hvin

Mads-Peder Søby, 2006

Empey.dk

Kærlighedsbetvungne redskab

Elsk mig, hold mig

ud

ikke slet, ikke skjult

påskud

lad himlen komme til mig

og dig nu

vi kan flyve hånd i hånd

og mærke om skyerne er ru

Lang oppe –

og dybt i dale

under solen, månen

og skyggers svale

mægtige skove

og goldt land

mimetisk

indre kald

Men lænk ikke

hjertet

tæm ikke smerten

forhærdet

vi er to sind

lys og mørke, blindskab

kærlighedsbetvungne redskab

Bestegne sorte huller

foræren af lumske toppe

for ingen af delene, bør vi

stoppe

lad os flyve videre

og lande på verdens tag

lad os gå på havet

og kigge bag,

Hinandens urskov

vildnis og forsvar

bag øjne

så hudløs bar

gennem palisader

og forsvarsværker

lige indtil

benene værker

Men lænk ikke hjertet

tæm ikke smerten

forhærdet

vi er to sind

lys og mørke, blindskab

kærlighedsbetvungne redskab

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

Sten faldt fra træerne i maj

Som sten der faldt fra træerne i maj

sådan fik jeg grillerne i hovedet

først nogle små,

så nogle virkelig kampklare af slagsen

Bortset fra de først spirede i februar

og lavede et fint lille dække af klippegrund

et tæt lille netværk af krakkelerende,

sprækker

Frosten tøede mig op

en tidlig februar nat

dig gav den al for tydelige

glasklare vinduer af is

Du havde fældet dine træer få uger forinden

bar de også sten?

frøken flinttunge

eller hvad!

Jamen du må have mig undskyldt,

for at samle stenen op

det var bare en grille

og jeg rister nu, at det er dit helle

Det er alt for tidligt for vintergækker

i sprækkerne

selvom jeg èr tøet op

for vinduer af glasklart is, beskytter ikke nok

Åbenbart,

er klippegrund, uvejsomt terræn

jeg fik måske, en af stenene i hovedet

men flint fælder træer!

Jeg lader mine træer gro,

i fred!

sten er en hård nød at knække

jeg håber så på vintergækker til foråret?

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

 

 

Solskinspige, hvad med natten?

Hvad solens skin

er for dig

er du solskinspige

for mig

Et hudløst, hovedløst

og besværligt strejf på kinden

gennem årstidernes skiften

og forsvinden

Men jeg indså det først i mørket

som en solformørkelse

et lysglimt undslap

indtil min indre tørke

I et strejf af uendelighed

al forgængelighed

rystende øjne

og frygtelig utænkelighed

Stod jeg i måneskinnet

min tid på døgnet

og ventede på et strejf

et glimt gennem byens røgnet

Et skin og bedrag

og alligevel dagligt

tilbagevenden

fordrageligt

Giv mig solskin pige

så holder jeg natten ved lige

ganske hudløst, hovedløst,

besværligt skal det blive

Jeg lover at jeg ikke holder

mere end lovet!

bringer du dagen?

så tænder jeg nattens væge i stagen

Det er ikke meget,

ikke alverden

men jeg lover, at

vi får helhed i vores færden

Bring varme, små strejf

bring solskin

så putter jeg natten i seng

og giver sovende solskinspige – et kys på kind

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

Siden

Årene er løbet

jeg tænker de har røbet

lethed og besvær

og gammelt begær

Jeg elsker dig mere

en og en er flere

hvis summen virkelig er konstant

så er kærlighed uden kant

Jeg forventer ikke at tiden stopper

at hjertet altid hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

Også jeg føler at sproget stopper

men at hjertet stadig hopper

at ved talens ende

der skal vi to begynde

Jeg forventer ikke at tiden stopper

men at hjertet stadig hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

I mit indre bliver det større

åh elskede, må jeg røre

det røde hår der flammer

og pigen bag de røde rammer

Jeg forventer ikke at tiden stopper

at hjertet altid hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

– Dette  virkelig er skæbnen

så lad os nu afvæbne den

lad os beholde den viden

at vi ses nu, igen og siden

Lad os være lidt mindre end perfekte

bare nok til at mærke det

lad det skæve feste

for det er langt det bedste

Jeg forventer ikke at tiden stopper

at hjertet altid hopper

men jeg føler, at jeg spilder tiden

indtil vi igen skal ses, siden

Mads-Peder Winther Søby, 2008

Empey.dk

Solen går igen

Solen går igen

og de døde går deres gang

de stråler med højstemt sang

et nik og så videre

Hvad i al bog

laver bøgetræer i verden

de knaser under fødders færden

læse dem kan man ej

Jeg går igen

rundt i små cirkler

hjertet knirker

og lemmerne slår

Jeg har samlet pusten op

men tabt stigningen

desværre var den en del af ligningen

jeg går igen

Lige i den lille skov

står træerne i runde rækker

skyerne trækker

fuglene glider

Vintersolen står for døren

men frosten varmer

tynd is larmer

de har ikke godt af det

Livet er uvis

og døden mærkelig

som man tærsker er rig

små skridt gør et stort

Jeg holder døren og går ind

denne oasevandring er slut

mine sidste skridt er abrupt

jeg trækker vejret afmålt

Tak skæbne, solen går igen

hvis jeg vandrer over himlen

med en tilfredsheds- svimlen

så soler du igen skin

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

Ung pige søges

Ung pige søges til alsidigt arbejde, hvor forefaldende opmuntring, og samtaler vil være en stor del af jobbet – desuden kan der forventes dans og i det hele taget ad hoc oplevelser, så du må besidde kvaliteter som fantasi og sans for detaljer. Du må ganske givet have gåpåmod og være fleksibel, da arbejdstiderne kan være yderst skæve. Du skal være sød og rar, men ikke uden sans for humor – humor er en vigtig del af jobbet, ydermere skal du have ben i næsen, men dog helst ikke for mange. Du skal kunne indgå i et teamsamarbejde bestående af to, som måske med tiden vil blive udvidet – det vil sige, at du skal være initiativrig og have overblik, siden du vil falde ind i en rodet og uoverskuelig opstartsfase. Arbejdet består i det hele taget i betydelig grad af menneskelig omgang, så et ubetvivleligt krav er, at du har hjertet på rette sted – det er væsentligt, at det er hjertet og lysten, der driver foretagendet, for lønnen er som forskyldt, og der er udelukkende aflønning for brugt kvalitetstid. Arbejdet er af en sådan art, at det forventes, at du ikke er gift, har børn, eller på anden måde er i, eller har relationer, som giver et afhængighedsforhold til andre i det daglige. Opslaget er som udgangspunkt normeret som fuldtidsstilling, men siden hen vil der formodentlig være mulighed for en del overarbejde. For så vidt som der er en del tilkaldevagter, er det nødtvunget, at du bor i Århus eller omegn. Du må dog som udgangspunkt selv sørge for logi, om ikke andet så i den rodede opstartsfase, hvorimod en del af kosten, formodentlig må indtages på arbejde, men der vil blive lavet et rotationssystem, således at teammedlemmerne skiftes til at lave mad, eller endda laver det sammen. Senere i ansættelsen vil der blive kigget på ansættelseskontrakten, og punkter som logi og forefaldende opmuntring kan tages op til revurdering og genforhandling. Da du formodentlig i arbejdet vil overvære og overhøre en del yderst følsomme oplysninger må det fremhæves, at dele af arbejdet er underlagt tavshedspligt, og af sikkerhedsgrunde kan det selvfølgelig ikke her yderligere fremhæves hvilke oplysninger der er tale om. Ud fra devicen om, at tillid vindes gennem fortrolighed og at tillid skaber en bedre atmosfære, og en stærkere harmoni i teamet, vil der fra tid til anden være et bredt udbud af personalearrangementer så som fester, rejser og fælles overnatninger. Stillingen står til øjeblikkelig besættelse. Stillingen kan søges ved skriftlig henvendelse til:

>> Martin Mosne, Mosne Dnam A/S, Sildestræde 6, 8000 Århus C<<

Det var en dejlig dag – solen skinnede og fuglene kvidrede, og på hendes lille altan tog blæsten blidt i hendes hår, så det var en ganske befriende oplevelse af fryd. Hun slog forsigtigt med kniven rundt om den øverste del af skallen af det stadig varme æg på bordet, således at toppen kunne pilles af, og hun kunne se den hvide hinde underneden komme til syne. Hun stak den lille sølvske, som hun vidst nok havde fået i dåbsgave, i ægget og nød smagen, da skeen nåede til munden med et stykke af det blødkogte æg. Hun tog en slurk af kaffen, fra hendes yndlingskop – den med påskriften: Du er verdens bedste veninde, som hun havde fået af sine venner engang. Det var onsdag i august og det var en vidunderlig dag, hvor solen bare skinnede fra en skyfri himmel. Det var en god dag, og hun var i godt humør – det bedste i lange tider. Det havde været en hård og turbulent tid, efter hun havde forladt sit tidligere arbejde hos Luhvør A/S, i trods over den dårlige behandling hun havde fået der. Hun havde været deprimeret og ked af det lang tid efter, men på denne solbeskinnede onsdag i august var humøret vendt på hovedet, og det var godt, for slet ikke at nævne det fantastisk gode humør hun var i. Ægget var hurtigt spist, og hun skuede ud over det kæmpe morgenmåltid hun havde tilberedt til sig selv. Der var toast, bacon, flere forskellige slags oste, en smule purløg fra altankassen, og endda en frisk snegl fra bageren. Det var et overdådigt morgenbord, og der var ikke en jordisk chance for, at hun kunne spise det hele, endsige smage på det alt sammen, men sådan var det bare, og selvom hun vidste det på forhånd ville gå sådan, så skulle det ikke være anderledes, og hun ønskede det ikke anderledes. Klokken var ti og hun vinkede til naboen, nede i gården, som forsigtigt vuggede en barnevogn frem og tilbage imedens hun øjensynligt prøvede at læse i en avis. I det fjerne kunne man svagt høre en ambulance, men hvis hun prøvede lidt ihærdigt og lagde en smule fantasi for dagen, så kunne hun næsten forestille sig at altanen og baggården var hele verden, og det var en fredfyldt verden, som hun ganske godt kunne lide, for det var hendes lige nu. Ude ved døren var der en, der smed noget ind af postkassen – det var Århus onsdag, og hun tog den med ud på altanen og bladrede lidt i den på må og få. Nu ringede der en mobiltelefon nede i gården, og naboen gav et spjæt fra sig, og barnet begyndte at klynke: det er mig! Ja jeg har postet det…..ja det vejede ikke over 20 gram……nej nej……ja okay…….nej det husker jeg……..klokken seks hvis det er okay?……godt så siger vi det…….ja han sover næsten……..jeg elsker også dig……ja, hej hej. Barnet var sat i en skrigen nu, og nabokonen smilte skævt, og pigen på altanen smilte tilbage til hende, hvorefter barnet igen måtte rulles rundt i gården. Hun lagde det sidste stykke af sneglen på tallerkenen – hun kunne ikke spise mere af den. Hun skubbede tallerkenen lidt til side og helligede sig helt avisen. Avisen rummede et par lokale nyheder, og et par biografier om mennesker som på godt eller ondt havde gjort sig nok bemærket til at blive interviewet til denne uges udgave. Der var også et par anmeldelser af bands, der skulle spille enten her, eller skulle spille der. Lejlighedsopslag fyldte altid en masse, for der var mange der søgte lejlighed, og også en anseelig mængde som gerne ville leje ud, og midt i hele lejlighedssektionen var der en der ville leje en garage ud, men den annonce gad hun ikke læse. Det var nu ikke fordi den var videre lang, men hun kunne ikke lige komme i tanke om, hvad hun dog skulle bruge en garage til. Længere fremme i avisen kom siderne med Stillinger i Århus kommune, som hun lige ville skimme igennem, der kunne jo tænkes at være noget spændende og interessant. Man kunne blive møbelsælger, eller vikar i diverse sammenhænge – hun prøvede at forestille sig selv som afløser-chauffør, men så meget fantasi havde hun dog ikke, men tanken var komisk, så hun smilte og kiggede videre. Rengøringshjælp – det var måske en mulighed, men der var vidst ikke nok timer i det. Nedenunder rubrikken rengøringshjælp søges, var der en stor rubrik: UNG PIGE SØGES: ung pige søges til alsidigt arbejde…. Hun læste den igennem to gange, for det var en lidt uortodoks ansøgning, men det lød alt sammen meget spændende. Barnet var nu holdt helt op med at klynke, og naboen kunne fortsætte med sin avis. Den bærbare computer blev hentet ud på altanen, hvorefter hun monterede en lille parasol, som kunne skygge over bordet og computeren, for formiddagen var så småt ved at blive afløst af en overvældende middagshede. Hun satte stikket i computeren, og derefter sluttede hun det hele til stikkontakten og tændte for den bærbare – hun skrev:

Til Martin Mosne,

Mit navn er Pia Pedersen, og jeg søger den ledige stilling hos Mosne Dnam A/S på baggrund af annonceopslaget i Århus Onsdag. Mosne Dnam A/S lyder som et progressivt foretagende, som det kunne være yderst interessant at være med til at starte op. Jeg er ung, og jeg er en pige, og jeg har hverken for få eller for mange ben i næsen. Jeg formoder mit hjerte sidder på rette sted. Jeg har en smule erfaring med en lignende stilling, hos Luhvør A/S, men blev desværre opsagt under genforhandlingen og revurderingen af enkelte punkter i ansættelsen. Jeg bor i Århus C, og vil derfor ikke have mange minutter til arbejde, hvilket givet vis også ville lette fremkomsten i tilfælde som tilkaldevagt og ad hoc arrangementer. Jeg er 25 år gammel og er i den forstand ikke bundet til nogen, da jeg hverken er gift, eller har kæreste, eller børn for den sags skyld. Jeg er fleksibel, og fra opdrivelige referencer fra venner og bekendte, en sød og rar pige – efter sigende endog med hjertet på rette sted. Min fritid bruger jeg mest på mine venner, hvor vi især ynder at hygge og diskutere og samtale om aktuelle politiske emner, så vidt som interessante oplevelser og tanker fra vores eget liv. De holder af mig, og har tillid til mig – jeg sætter fortrolighed meget højt. En fuldtidsstilling hos Mosne Dnam A/S ville passe mig ganske godt, men da ansøgningen grundet arbejdets følsomme karakter må forblive diffus, så vil også kun tiden vise, om jeg kan leve op til forventningerne. Jeg har masser af fantasi, hvilket ganske givet vil komme alle til gode, når der skal afholdes personale arrangementer – alt i alt føler jeg mig overbevist om, at jeg kunne være et aktiv for en arbejdsplads som Mosne Dnam A/S.

De Venligste hilsener

Pia Pedersen

>> Egitgir-egip-Stræde 55 4.th, 8000 Århus C>>

Værelset var på kogepunktet, og solen skinnede direkte ind på hende, og klokken var alt for mange – hun var allerede sent på den. Fyren ved siden af hende hed Dan, og hun havde syntes han virkede så sød i går, men nu var hun slet ikke sikker mere – hun kendte ham jo egentlig slet ikke, ud over at han var ingeniør, og kendte hendes veninde Melinda. Han sov stadig tungt, selvom solen skinnede direkte på ham. Hun stod op og tog tøj på, og listede forsigtigt rundt i lejligheden for at sikre sig, at hun havde fået det hele med. Hun nikkede til sig selv og listede ud i entreen. Hun kiggede sig i spejlet i entreen og glattede lidt på håret med hænderne, hun irriterede sig over en bums som havde valgt at spire frem lige under munden. Det var der nu engang ikke noget at gøre ved, for hun måtte skynde sig ud af døren. Hun var alt i alt ved at være enormt træt af, gang på gang at stå for sent op, og ofte stresse igennem den halve by for at nå frem til de småjobs der kunne tilbydes hende. I dag var det vidst noget med et badetøjskatalog, og hun havde brug for pengene, så hun måtte skynde sig, for bureauet tolererede snart ikke flere forsinkelser og udskejelser fra hendes side. Hun snuppede sin håndtaske, og kiggede sig omkring en sidste gang, i et slags fortvivlet forsøg på at overbevise sig selv om, at hun havde husket alt. Hun åbnede forsigtigt gadedøren, og var ved at snuble over noget på vej ud – det var Århus onsdag, som hun samlede op og foldede sammen, så den kunne være i håndtasken. Ude på gaden kiggede hun sig omkring, for at orientere sig og finde ud af, i hvilken retning midtbyen var. Lidt længere henne af gaden kørte en gul bus med nummeret femogtyve lysende i displayet, ind til siden, og hun skyndte sig derhen. Da døren gik op, var der en dame med en barnevogn som gerne ville af bussen, så hun næsten ikke kunne komme ind, men heldigvis var der mulighed for at klemme sig forbi til højre for damen med barnevognen, og endelig kunne hun sætte sig til rette og puste ud – det havde været en stressende morgen. Hun skimmede avisen igennem, og så et par sko hun gerne ville have – det var Ecco sko, og de så lækre ud, og prisen var okay, for hun fik løn om en uges tid, så det skulle nok kunne lade sig gøre at få råd til dem. Nu steg flere folk på bussen, og hun skyndte sig at rykke ud på det yderste af topersoners sædet, da hun så en svært overvægtig dame sætte kursen mod det – det kunne hun altså ikke lige overskue her fra morgenstunden, undskyldte hun sin lidt pinlige optræden med over for sig selv. Damen forfulgte øjensynligt ikke sagen yderligere og stillede sig i midtergangen. Hun bladrede videre i avisen, velfornøjet over sit held, men siderne med lejligheder og garager var ikke videre interessante, hvorimod hun tog sig noget mere tid om siderne med stillingsopslag. Vikar-chauffør var nok ikke lige sagen, og at være rengøringshjælp tre timer om ugen tiltalte hende slet ikke. De søgte også en medhjælper til en børnehave i Tilst, men hun brød sig slet ikke om børn. Der var en annonce som dog fangede hendes opmærksomhed – noget med en ung pige! Hun skulle af bussen nu og lagde avisen tilbage i håndtasken. På vej ud lagde hun mærke til at den overvægtige dame havde fået en plads, og skulede noget så ondt efter hende, men det rørte hende ikke det fjerneste. På parkeringspladsen ude foran banegården ventede de på hende, og de var tydeligvis irriterede over, at hun kom for sent igen, men da hun undskyldende havde fremstammet noget med dårlig busforbindelse, og blinket til fotografen Jørgen, så syntes de ligesom at bløde op. Hun sprang ind af skydedøren i den lille varevogn, og de bumlede hurtigt af sted, for at nå stranden imedens det stadig var solskin, så der kunne komme nogle rigtige sommerbilleder i badetøjskataloget. Undervejs skrev hun hurtigt og hastigt på en notesblok hun havde lånt af assistenten:

Til Martin Mosne,

Angående fuldtidsstillingen hos Mosne Dnam A/S. Jeg hedder Marie Nielsen og er 21 år gammel. Jeg er sød og rar at se til, og mit hjerte sidder på rette sted, nemlig lidt til venstre i brystet – desuden har jeg meget lyst. Jeg er ubundet og tænker det som frihed, og hvad angår logi, så har jeg aldrig haft problemer med at finde det. Jeg er yderst tillidsvækkende, hvilket mere end en gang har vist sig som en force. Jeg har, så vidt jeg ved, kun et ben i næsen, og et kan vel aldrig være for mange – jeg har masser af humor. Jeg har masser af erfaring fra lignende arbejde, men det har dog udelukkende været deltidsstillinger, da hovedparten af min tid har været helliget modelarbejde. Modelarbejdet har også været hovedgrunden til, at jeg tidligere har måttet opsige mine stillinger, da der fra arbejdspladsernes side har været et mere og mere udpræget krav om, at jeg også skulle bestride enkelte dagvagter og ikke blot kunne nøjes med nattevagterne. Jeg synes dog at Mosne Dnam stillingsopslaget lyder ganske interessant, og da jeg altid er på udkig efter nye udfordringer, lyder det som et spændende og varieret job. En fuldtidsstilling ved siden af modelarbejdet, var egentlig som udgangspunkt ikke, hvad jeg var på udkig efter, men jeg er fuldt ud overbevist om, at det med lidt for meget kreativitet sagtens kan lade sig gøre.

Jeg ser frem til at høre fra Mosne Dnam A/S

Hilsen Marie Nielsen

Ps: jeg har ingen fast adresse, så al henvendelse bør venligst rettes til nedenstående email-adresse:

tdnur_gnirkmo@hotmail.com

Martin Mosne havde fået et par henvendelser på den annonce han havde indrykket i Århus onsdag. Han havde læst dem et par gange, og det hele var jo lidt spændende. Han rejste sig og gik hen til køleskabet, hvor han gravede en pilsner frem, som var afsindig kold, for den havde ligget i et par dage, derinde inderst i køleskabet. Han tog en god slurk, og lod den behagelige væske glide ganske langsomt ned gennem svælget, hvorefter han kvitterede med et saligt aaahhhh. Han tændte sin computer og lagde en cd med Counting Crows i cd-afspilleren. Han skubbede et par gamle kasser fra Happy Pizza til side, og satte sig til rette foran computeren. Udenfor var mørket ved at falde på, og han havde endnu ikke fået aftensmad, så han ville prøve at fatte sig i korthed. Det var stadig varmt i luften, selv nu, hvor mørket var ved at falde på, og det havde i det hele taget været nogle fantastiske dage – især onsdag havde været en uovertruffen dag, hvor ville han gerne, at han havde været i et bedre humør, så han rigtig kunne have nydt det hele – altså sommeren, ferien og ikke mindst de sidste par dage. I baggrunden rockede Counting Crows:…. all you want is a beauty queen not a superstar but everybody’s dream machine……. Han begyndte at taste, og han skrev:

Til Marie Nielsen,

Jeg vil gerne se dig til samtale tirsdag den 8. August. Angående ansøgningen om stillingen hos Mosne Dnam A/S. Grundet den rodede opstartsfase vil mødet finde sted på Cafe Smagløs……..

og Pia Pedersen får aldrig at vide hvorfor, men Marie Nielsen ved det nok godt!!

Mads-Peder Søby, 2003

Empey.dk

De døende poeters klub

Poeter dør ikke på elendige forlag, støvede bibliotekshylder eller mellem lidenskabsløse teenagefingre, et sted mellem frokostpausen og syvende time på det nærliggende gymnasium. Poeter dør ikke i fantasien eller på alverdens slagmarker – jo nogle dør på slagmarker, men nye fødes også der! Nej, min store opdagelse er den simple, at poeter dør i spændet mellem a-kassen og virkeligheden. Der er stor forskel på døde poeter og poeter der dør. Mærkværdigvis. Døde poeter læses og huskes i al fremtid, hvorimod poeter der dør ikke huskes af nogen – ikke engang dem selv. Her sidder så alligevel jeg – en døende poet og forsøger at huske. Det er ikke nemt at mindes poesien mellem afslag på sidste uges jobansøgning til det nærliggende gymnasium og det hjemvendte manuskript fra et elendigt forlag – og ja, ved gud de har ret i at manuskriptet er elendigt, men jeg er jo blot en døende poet og ingen profet. Det rimer! Hvordan søren skulle jeg vide hvad folk vil have, og hvad fanden ved de om poesi. Nej, poeter dør i virkeligheden. Mellem bilforsikringer, sindssyge kærester og enorme pengekvaler.

Jeg sidder og spytter i morgenkaffen og ædes op af harme – det er lørdag, solen skinner, folk ser fjernsyn eller læser døde poeter. Mit fjernsyn er i stykker. Lad nu for helvede det gamle lort ligge. Hvis de døde tabere havde noget vigtigt at sige jer, så havde de vel nok forblevet i live, men i så fald havde nok ingen lyttet. Man er sjældent en profet i sin egen tid. Her dør poesien så! Jeg har skrevet de smukkeste digte, livligste noveller, men på denne linie dør poeten! Spild ikke tårerne, ingen har før grædt over den lemlæstelse min poesi må stå mål med, så at begræde poetens endeligt er blot hykleri.

Nu rejser jeg mig for at lave mere kaffe. Hundrede procent kaffebønner – tak skal du have. Tyve procent poet og halvfems procent realist – matematiker kunne jeg ikke blive. I går var det omtrent modsat; ca. hundrede procent poet og ti procent realist, samt fyrre procent romantiker tilsat treogtyve procent kaffe. Det giver tilsammen et hundrede treogfyrre procent skønhed, ti procent tåbelig forfængelighed og omtrent samme elleve procent menneske. I dag er der tilbage – lad mig se – ti procent idioti, og det er det. Alt i alt noget af et regnskab der skal gøres op med de nussede teenagefingre, støvede bibliotekshylder jeg aldrig kom på og det elendige forlag der trykte B.S. Christiansens nyeste titel ”10 måder at kontrollere dit lort”, frem for en døende poets sidste nussede papirer over et tabt eden.

Jeg smører rundstykket med masser af smør, så det kan glide ned. Jeg sætter tænderne i. Jeg drikker af min kaffe og sætter mig igen. Sender en stille anerkendende ros til al bekendelseslitteraturen – hvor er den givende, og hvor vil det også være interessant at tage biografien om Anders Fogh ned fra reolen om halvtreds år. Stadig tidssvarende, og ja, til den tid er velfærdsstaten i hvert fald stendød. Ja jeg sagde velfærdsstaten, ikke han. Det er kun døende poeter der er så utidige at tale om det døende. Jeg sætter mig igen til poetens testamente. Meget har jeg ikke at lade gå i arv. Jeg piller ved en gammel blikdåse, som er gået i arv til mig. Meget glæde havde jeg ikke af den, men nu er det på tide at sende den videre til den næste ejer. En skæbneoverdragelse. Ellers er min arv blot nussede papirer tilbagesendt fra et forlag, stor gæld og et par bibliotekshylder jeg aldrig kom på. Det er desværre virkelighed – social realisme. Magisk realisme er forbeholdt hundehovederne og selv en hr. Jensen kan slippe af sted med at skrive Vi og påregne sig til de druknede. Det tog ham ti år at skrive, og det er slet ikke værst, det han har fået udgivet, slet ikke værst. Og nej, jeg har ikke brugt ti år på mine skriblerier, men det har sgu fortjent bedre. Nu skal det dog ikke kun handle om mig – det glemmer jeg rent. Dette er for alle døende poeter, eller halvfems procent af dem – de der ikke blev reddet i sidste øjeblik og udødeliggøres hver dag. Vi, de ikke reddede, vi er poesiens virkelige druknede hr. Jensen! Det er ikke din skyld og knapt nok vores egen – vi kan næppe gøre for, at vi er født som talentløse fantaster. Jeg testamenterer mine sidste skriblerier til de døende poeters klub. I huskes af ingen og læses af færre – om I så vil tænde op i brændeovnen med disse få sider skriblerier eller tørre røv i dem, det bestemmer I efter forgodtbefindende. Jeg takker af efter otteogtyve års loyalt og pligtopfyldende fantasteri i hendes majestæts Poesiens tjeneste.

Jeg tænder op i brændeovnen med endnu et manuskriptudkast, som i det mindste, og heri takker jeg skæbnen, ikke mange lidenskabsløse teenagefingre har haft fat i. Også en biografi om Anders Fogh må følge efter, for at varme hytten op på en kold kold februar morgen. Ærgeligt, at jeg nu ikke kan genlæse den om halvtreds år!! Det er fordi velfærdsstaten er død, sikke en ironi, Hr. Fogh, at du nu må brænde for det!! Det er ikke så let endda, at trille tommelfingre og lade ordene falde fra hinanden, ikke at falde til blandt ordene, at føle sig tilpas over et færdiggjort mesterværk – regnet som genistreger blandt fantasterne. Lad det være næste punkt i testamentet. Kunsten at kede sig ihjel, når talentet udeblev, men manuskriptet kom tilbage. Kunstens boomerangeffekt – den rammer dig i nakken som en kold snebold. Lad dig ikke slå til tåls med, at det nok skal lykkes for dig – opgiv og stil dig i kø. Jeg testamenterer det råd – stil dig i kø. Døende poeter står i kø, foran elendige forlag, a-kassen og det nærliggende gymnasium. Meget mere har jeg ikke at give videre til verden. En kuglepen med bidemærker, knuste drømme og forhåbninger – man kan ikke indløse kuglepennen uden at kreditere for gælden også!! Lov skal være lov. Jeg sætter mig samfundsfjendsk ned og foretager mig ingenting – slet ingenting. I sig selv en uforståelig handling. Jeg drikker kop på kop af den blæksorte væske, substitutten for egentlig velvære og begræder det tabte eden. B. S. lader os forstå så meget, fra sine utallige rejser gennem ild og vand, men han kan ikke hjælpe os bagved hverken ild og vand. Ild er varmt og vand er vådt og det er omtrent det. Det nærliggende gymnasium har vinterferie og det nussede forlag er gået fallit. De støvede bibliotekshylder støver fortsat. A-kassen bryder sig ikke meget om mig. Ingen forventer mere end det, og ingen spørger de døende poeter til råds om netop det de ved bedst til – det ikke så åbenlyse!!

Som jeg sidder her og drikker mig til en sanseløs mavepine i den hundredeprocents kaffe jeg selv har plukket i fakta, så slår en tanke mig! Det er muligt at maleriet på væggen hænger skævt. Jeg kunne rejse mig fra mit velvalgte hvilested og rette på det. Dovenskaben tager overhånd og det fjendske fortager sig til en stille knurren. Sådan omtrent dør poeter – med en stille knurren. Savnet af ingen og begrædt af færre. Døende mellem skæve malerier og virkeligheden.

Malerier over slagmarker og blomsterenge. Bagved maleriet blot væggen. I det, indgangen til en anden verden. Håndgribelig og på samme tid dimensioneret i ental og tretal. Ikke meget forskellig fra poesien, men man ser hvad man får, eller er det det man ser, som man får – jeg kan aldrig huske det. Det handler om at tælle til et vilkårligt tal mellem et og tre – du bestemmer. NÅ, nok om mig og mine støvede papirer over ømme forfængelige punkter. Jeg tygger på rundstykker med smør, der glider let gennem halsen.

Jeg tildeler mit sidste gods gennem testamentet til dig. En blikdåse over uduelighed, samt en stærk følelse af utilstrækkelighed. Du har pustet de sidste pinefulde åndedrag med en døende poet – alene det, er jeg dig tak skyldig for. Det er langt mere end forventet. Du har forjaget dig igennem, men stadigvæk – tak. I morgen skal jeg købe nyt tøj, spise dyrt og dårligt. Interessere mig for ligegyldige ting, og glemme alt om endimensionaliteten ved livet uden poesi. Sådan dør poeter – i et spænd mellem virkeligheden og endimensionaliteten. Hundrede procent arbejdsløs tres procent ironiker og hundrede og fyrre procent virkelighed, tilsat ikke mindre end halvtreds procent forbruger – nul procent drømme!!

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk

Tom indvendig

Pludselig tom indvendig. Tom indvendig som en skatkiste, der er blevet plyndret og efterladt, i et rum af tid der varer evigt og evigt. Synes aldrig mere at skulle åbnes, aldrig mere smage lugten af sommerregn i næseborene, aldrig mere, aldrig mere, aldrig mere råbe sig fordærvet, men blot fordærves inde fra og ud, uden lyd – uden nogen lyd, så bare rådne af sig selv. En masse guld, og noget som ligner guld, men kisten er bare tom, helt tom som et glas vand i solskin et par timer senere, tom i en evighed – en hed evighed, af feberdimensioner, og angst for fordrejede mareridt som ikke gennemleves, og som ikke giver nogen forestilling om alt det som kunne ske engang, hvis den sidste rest forsvinder, hvis den sidste rest af tomheden forsvinder. Aldrig kan det ske, aldrig vil vi lade det ske, at det tomme fyldes af den værste frygt, og desillusionen over smadrede forhåbninger om ting som var en gang, og som vi aldrig vil indse havde sin gang. Vi gemmer på det knugende intet, og finder næsten et omklamringspunkt i det som aldrig helt er substans, men noget midt imellem tro og mistro. Fylder aldrig hullet ud, men accepterer heller ikke tomheden, gemmer den bare som et kært minde over det vi aldrig formåede, og som aldrig skete, fordi vi aldrig vovede at fylde virkelig substans i tomheden, så som vores værste frygt, eller endog angst for noget som måske også viser sig at være tomt, men hvor angsten, når den pakkes i kisten, dog har sin egen berettigelse, da den kan nærstuderes i kontrasten til det tomme. Aldrig helt at turde tage glæden med, når vi opdager at angsten måske kun er uberettiget frygt, når vi endelig når til bunds i kisten med den. Aldrig opdage, at alt frygteligt måske kan erstattes af noget varende og godt, som kan fylde al tomhed i evighed, hvis vi vover at gøre forsøget, men det gør vi jo ikke. Aldrig åbne kisten igen, og lukker lyset ind, for, hvor der er lys er der skygge, og så hellere mørket, så hellere det alt skjulende mørketomme intet, som hverken smiler eller græder. Tør ikke lade skatkisten leve op til sit navn, og lader den miste sin betydning uden at lade den udfylde sit potentiale – alt det som den var i går, alt det den rummede i går af både guld og det som kun ligner. Sådan er det i det mindste i dag, nu, denne uge, resten af året, i den evighed som absolut tomhed altid synes at strække sig over – i morgen rummer jeg igen , men i dag er jeg også mig.

Mads-Peder Winther Søby, 2004

Empey.dk