Alle indlæg af Mads-Peder W. Søby

Shanghai, i lyst og nød – Arabella Neuhaus

Titel: Shanghai - i lyst og nød
Forfatter: Arabella Neuhaus
Forlag: Historia
Udgivelsesår: 2019, Antal sider: 286, ISBN: 9788793846081


Bagsideteksten: S/S Aramis nærmer sig The Bund, Shanghais berømte havnefront. Året er 1939. Ombord på skibet står det nygifte par Kamma og Doron Neuhaus og betragter den fremmede verden. Doron skal arbejde for Store Nordiske Telegrafselskab, og de to må nu kæmpe for at tilpasse sig livet i byen. Shanghai er besat af japanerne, store dele af byen er sønderbombet, og dagliglivet er præget af kampe og kriminalitet, flygtninge, tiggeri, sult og død. Midt i alt dette forsøger den mere veletablerede del af den hvide befolkning at fortsætte sin hidtidige levevis i en boble af privilegier, udskejelser, stive normer og fordomme overfor den kinesiske befolkning. Mens den politiske situation spidser til, gennemgår det unge par en udviklingsproces, både i deres forhold til de andre hvide og til den indfødte befolkning.

Mads-Peder anmelder: Jeg blev kontaktet af forfatter Arebella Neuhaus i forhold til en mulig anmeldele af hendes roman Shanghai – i lyst og nød.

Bogen er baseret på virkelige hændelser, nemlig hendes forældres ophold i Shanghai i året 1939. Det pirrede mig. Både fordi historien lød spændende, men selvfølgelig også, fordi 1939 var året hvor en altødelæggende krig brød ud på Europæisk grund. Faktisk havde Asien og dermed også Shanghai oplevet nogle gennemgribende krigshandlinger og forandringer forud for det europæiske ragnarok. Den del hører man nærmere om i bogen som mere sporadiske hentydninger og henvisninger. Bl.a. er der stor fattigdom og mange fattige i Shanghai. Man hører ligeledes som sidehistorie om, hvordan japanerne har lavet overgreb rundt om i de kinesiske områder. Derudover lærer man om en stadig aktiv kolonitænkning blandt de europæiske magter, omend man fornemmer, at de ikke længere har fordums storhed og magt bag sig. For så vidt fastholder de hvide privilegerede stadig deres følelse af kulturel overmagt, men reelt må de se stiltiende til, imens japanerne laver stadig flere bestemmelser, der begrænser både de hvide såvel som den kinesiske befolkning. Det er et baggrundstæppe, der sætter den historiske stemning fint i scene, uden at det overtager historien.

Arabella Neuhaus ærinde er ikke at fortælle den store historie om politiske vinde og forandringer. Hun ønsker at dykke ned i fortællingen om Kamma og Doron, der som små skibe i de verdenshistoriske dønninger, forsøger at skabe en tilværelse i Shanghai. Forfatteren kan skrive, og gør det hele så levende for læseren, at man føler man er der. Hun krydrer med moderens dagbogsnotater rundt om i værket, hvilket ligeledes giver hele handlingen et meget autentisk og realistisk præg. Man føler med den unge Kamma, når hun har svært ved at afkode de sociale spilleregler i det lukkede og følelseskolde etablissement af hvide i Shanghai. Forfatteren har endda valgt at bibeholde moderens noget ubehjælpelige stavning og skrivevis i bogen. Det fungerer rigtig godt for mig som læser. Moderen har nok aldrig tænkt sine skriblerier, som andet end noget til hendes egen hukommelse, slet ikke som en roman anno 2019.

Jeg må erkende, at jeg var opslugt. I sin hverdagsagtige fortælling om to mennesker der ankommer til Shanghai med almindelige drømme og forhåbninger om et liv, og hvor alting bliver helt anderledes, end de nok troede det skulle blive. Den slags udgør gode historier. De to unge hvirvles, hvis ikke midt ind i, så i det mindste rundt af verdenshistoriske begivenheder der udspiller sig omkring dem. Det forstås sagtens, hvordan den slags oplevelser bliver erindringer for livet.

Jeg synes Arabella Neuhaus har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at sætte de to hovedpersoner i scene. Hun gør det med en nænsomhed, eftertænksomhed og respekt for den tid, der var så radikalt anderledes, at man må bøje sig for fortællestemmen – og måske som historieinteresseret læser erkende, at verden af i går, findes ikke mere, som andet end friske dagbogspust fra sidste århundrede.

Jeg var vild med bogen. Tusind tak for den Arabella Neuhaus.

Knæk koden til glutenfrit brød – Karina Baagø

Forfatter: Karina Baagø

Forlag: Forlaget Forfatterskabet.dk

Udgivelsesår: 2019

ISBN: 9788793755277

Bagsideteksten: Denne bog er til dig, der er træt af tørt, kedeligt og klægt glutenfrit brød, der smager skarpt af hirse og boghvede. Og til dig, der er frustreret over ikke at kunne bage godt glutenfrit brød til én, du holder af. I et letforståeligt sprog hiver Karina Baagø glutenfri bagning ned på et niveau, hvor alle kan være med. Opskrifterne tager udgangspunkt i naturligt glutenfrie meltyper, som er lette at få fat på og ikke koster en formue. Og som indeholder den næring, din krop har behov for. Med udgangspunkt i Strukturmetoden giver Karina dig en helt ny forståelse for glutenfri bagning. I bogen bliver du guidet igennem fire simple trin til at bage luftigt og smagfuldt glutenfrit brød, som hele familien kan samles om. Når du har læst Knæk Koden til Glutenfrit Brød og prøvet opskrifterne, vil du forstå, hvorfor dit glutenfrie brød før blev tørt, smagte kedeligt, faldt sammen og blev klægt. Med denne bog i hånden kan du se frem til glutenfrit brød med let og saftig krumme og den gode brødsmag – hver gang! Alle opskrifter er naturligt glutenfrie, mælkefrie og low FODMAP. 

Mads-Peder anmelder:
Jeg har modtaget anmeldereksemplar på egen opfordring. Det skyldes, at jeg har glutenallergi og samtidig er boganmelder. Det må jo være en win-win situation som udgangspunkt. Jeg er til gengæld ikke den store bager, og derfor gik jeg til opgaven med stor spænding. Jeg startede med at læse hele bogen. Den slags er jeg nemlig god til. For lige at sikre mig, at der ikke var noget der kunne misforstås.
Bogen er bygget fint op med indledende afsnit omkring den såkaldte ”strukturmetode”. Det giver god mening, for lægfolk som mig selv, ved ikke altid, hvad den slags begreber dækker over. Det er udførligt og fint beskrevet i bogen.
Forfatteren gør sig tanker omkring sundhed i forbindelse med glutenfri bagning, og selvom det ikke er nogen tilbundsgående redegørelse, så giver det et indtryk af diskussionen omkring glutenfri kost. Desuden bruger forfatteren noget af spaltepladsen på at forklare, hvordan glutenfrit brød med strukturmetoden, lige så meget handler om at glemme barnelærdommen omkring bagning. Der er nemlig på forskellig vis forskel på fremgangsmåderne.
Jeg hyggede mig under læsningen, og følte mig lidt bedre rustet til opgaven. At bage mit eget brød efter strukturmetoden. Jeg valgte en af de opskrifter som Karina Baagø fremhævede til at være i den lettere ende. Man skal som bekendt ikke slå for stort et brød op. Jeg er jo en ren amatør. Næste opgave i forbindelse med denne anmeldelse, som falder længere fra en boganmelders hjemmebane – jeg måtte i byen for at købe forskellige produkter hjem, der ikke stod på mine hylder i forvejen. De fleste ting var at finde i det lokale indkøbsmekka, men jeg kunne dog ikke finde fuldkornsrismel, så der snød jeg en smule og brugte rismel.

Nu til opgaven.
Metoden og fremgangsmåden i opskriften var fint beskrevet, og jeg følte mig behørigt holdt i hånden i processen. Jeg havde annonceret, at jeg som seriøs bog-anmelder, måtte gennemgå bageprocessen selvstændigt. Min kone tilbød kærligt at hjælpe til, men denne gang afslog jeg. 
Koncentrationen var dyb…
... Bortset fra hjælp til at forme bollerne. Der stod i opskriften: 
Form burgerboller i den ønskede størrelse med let hånd uden at slå dejen ned.”
Nu, da jeg var så langt i processen, svigtede modet mig. Min kone fik lov til at hjælpe med den del.
Dejen var hverken for klæg eller for tør… Nem at arbejde med.
Jeg var ikke slå lidt spændt, imens bollerne bagte i ovnen. Og fryd! Det var de bedste burgerboller jeg i mit liv som glutenallergiker nogensinde har smagt. Det blev en fantastisk burgeraften. Jeg kan anbefale den letlæste og opbyggelige opskriftbog fra Karina Baagø. Den er en fornem indføring i, hvordan man skal tænke glutenfrit bagværk på en anderledes måde. 
Tak for den.
Her et forsøg i bedste madanmelderstil på at præsentere maden i en indtagende sammenhæng…

Elsebeth Gundersen Jensen – Naamahs Sønner

Titel: Naamahs sønner

Forfatter: Elsebeth Gundersen Jensen

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 541

Udgivelsesår: 2019

Bagsideteksten: Den sjæleligt plagede og måske skizofrene præstesøn Georg Ramslev flytter i 1969 til Aarhus for at studere teologi. Med sig i kufferten har han, udover en barndom med en missionsk far, som har forsøgt at uddrive ham, dæmonen Gabriel. Georg flytter ved skæbnens mellemkomst på pensionat hos den forførende Emma Lindgren, som under skalkeskjulet af villaidyl er stormester for den sataniske loge Naamahs Sønner. Pensionatet bebos yderligere af sektens stifter, den religionskyndige og humørsøge antikvar Johannes Sølvvang og den studerende Kurt.  Et sjæleligt venskab opstår mellem de to unge. Kurt bliver Georgs eneste fortrolige, indtil den dag Emma opdager hans hemmelighed og optager dem i logen. I sektens søgen efter religiøs transcendens gennem seksuelle ofringer finder Georg endelig ro for sin dæmon. Men kun for en tid.  For han opdager snart, at indsigten ikke kommer uden omkostninger. Han forstår endelig, at det offer, dæmonen kræver, er ham selv… 


Mads-Peder anmelder: Jeg modtog et anmeldereksemplar af Naamahs Sønner, og jeg var grebet af bogen fra først til sidst. Fortællingen er en mærkværdig blanding af noget trivielt, nærmest ordinært, fra et liv anno 1969 og så et surrealistisk univers, der undfanger sig tidslig forståelse. Forfatteren leger med læseren, og lader trådene fra det trivielle og det surrealistiske blande sig, hvilket forpuster og overrasker. Desuden har det den skønne virkning, som god litteratur kan bidrage med, at det vender det normative på hovedet, så man bliver rundtosset og udfordret på egne holdninger. Forvirret? Over min indledning til anmeldelsen! Jeg er som læser også en smule perpleks efter endt læsning. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad morale jeg skal lede ud af læsningen. Det ændrer dog ikke på, at det var en god læseoplevelse, der gav anledning til mange refleksioner. Godt og ondt. Gud og djævelen. Man kan sikkert nævne flere af de urklassiske modsætninger – de er alle konstruktioner i menneskets historie, indprenter den sikre forfatterhånd os. Altså, modstillingen mellem det puritansk kristne seksualbegreb og det rent biologiske forvrænges i bogen, og lader på overbevisende vis, læseren indse, at moralske begreber og forståelser er et tyndt harnisk, der knapt dækker indgangene til en løssluppen biologisk drift efter parring. Det springer i øjnene, at modstillingerne kan benævnes som kultur/natur, moralsk/dyrisk (amoralsk). Måske! Eller læser jeg det helt forkert? Forfatteren ved det måske. Jeg får i hvert fald den tanke, at året 1969 ikke er valgt som fortællingens omdrejningspunkt, ud af en ren tilfældighed. Der gives ikke mange tidstypiske beskrivelser i bogen, så hvorfor netop 1969? Jeg tror, at året er valgt for sit historiske skelsættende opgør imellem gamle og nye dyder. Måske er 1969 valgt som omdrejningspunkt, da netop denne historiske tid står som epokegørende for et opgør imellem gamle sæder og nye. Som en tid hvor seksualiteten blev moderne. Bogen er dog ikke en lang hyldest til seksuel frigørelse – sådan læser jeg den i det mindste ikke. Den er også en fortælling om at miste sit seksuelle kompas, miste sig selv, og i sidste ende, at der er noget højere til i verden end det grænsesøgende og rent biologisk betingede… Hvad kan det være? Jeg tror, det er kærligheden. I sine mange farver, i sin ukontrollable kompleksitet. Kærligheden kan ikke reduceres udelukkende til sex – hvilke guder og afguder man end kigger til, så er kærligheden konstant for mennesket. Kærligheden, som bogen også viser, kan have mange former, men den er evigt tilstede for mennesket. Fortolkningen af den, er derimod det enkelte menneske forundt. Desuden, og det er nok så væsentligt i fortællingen. Alle mennesker er sårbare – blot på forskellig vis. En bog, der som I kan se, har givet anledning til refleksion og et mylder af tanker. Den er muligvis ikke for sarte sjæle, men mange tak for den.

Uvis – Githa Gulborg

Titel: Uvis

Forfatter: Githa Guldborg

Forlag: Mellemgaard

Udgivet:: 2019

Antal sider: 114

ISBN: 9788772182346

Bagsideteksten: 
Hvordan føles det egentlig, når éns verden bryder sammen på et splitsekund? Når sygdom tager over og sætter dagsordenen? Hvordan klarer man at være til stede, tale og smile, når éns hjerne arbejder på højtryk med helt andre ting? Denne personlige beretning forsøger at sætte ord på de følelser, der følger med, når man helt uventet får beskeden om, at man er syg. I dette tilfælde er der tale om en brystkræftdiagnose, men det kunne være en hvilken som helst alvorlig sygdom. For alle alvorlige sygdomsforløb sætter gang i en labyrint af undersøgelser og test og svar og uendelige perioder med ventetid og tvivl. Det kan være vanskeligt at tackle, især for den sygdomsramte, men også for pårørende, som prøver at trøste, støtte og forstå. Bogen bruger dels en enkel fortællerform, dels forskellige genrer til at belyse de svære situationer, der opstår som følge af sygdom.

Mads-Peder anmelder:
Ud fra devicen om at alle oplevelser er individuelle og at alle oplevelser har en berettigelse kaster forfatter Ghita Guldborg sig ud i en personlig beretning om kræftdiagnose og behandlingsforløb. Uvis er en stærk skildring af et netop meget individuelt forløb i den alvorlige sygdoms tegn. Jeg fristes til at give hende helt ret i den grundantagelse, bogen bygger på, at alle forløb er enkeltstående og enestående. Det er netop heri det uvisse, som også titlen sigter til, ligger. Hvad kan man bruge andres fortællinger om lignende forløb til? Når udkommet kan være det mest ulykkelige af alle, og atter andres udkomme er så heldigt, at man kan skrive en bog om det? Styrken i fortællingen er i min optik, at G. Guldborg fastholder, at dette er en beskrivelse af hendes følelser, hendes overvejelser og hendes forløb. Hun hæver det ikke til en generel sandhed, men beskriver både følelsesbetonet og nøgternt, hvad hun har været igennem. Hun fremlægger det både som rene beskrivelser, og når det bliver for følelsesnært, så bruger hun digtningen og poesien. Den vekslen fungerer ganske fint for mig.

Første gang jeg så strålekanonen, var jeg ved at forlade stedet igen. Det er en voldsom maskine. Jeg var skrækslagen. Hvis ikke nogen havde fortalt mig, at det kun tog ganske få minutter, var jeg nok stukket af. Men netop tid er en vigtig faktor for mig. Jeg kan klare mange ting, når jeg har fået sat tid på. Så til den første behandling var de så søde at tælle ned for mig, så jeg vidste, hvor lang tid der var tilbage.” Citat: Uvis af G. Guldborg

Særlig kan jeg godt lide G. Guldborgs pointer om, at forløb som er så livsomvæltende er man grundlæggende alene om. Det er utrolig svært at udlede noget generelt om sådanne forløb, da de bliver så individuelle. I sidste ende, som jeg synes G. Guldborg fremhæver imellem linjerne, så afhænger meget af, hvordan personen i øvrigt tackler udfordringer på sin vej! Hvad hjælper parallelhistorier om andres moster Olga, der også har haft kræft eller lign? Man kan ganske enkelt ikke bruge disse andres fortællinger til noget – lige meget om de endte godt eller skidt, så kan andres mostres sygdomshistorier ikke udlede noget universelt om ens egne chancer for overlevelse igennem forløbet… Det er i den sammenhæng poesien og digtningen kan komme til med en hjælpende hånd. Jeg kan lide vekselvirkningen imellem det nøgternt beskrivende i Uvis og det poetiske, når der skal svært definerbare følelser på papiret. Jeg tillader mig her noget, jeg ellers aldrig gør, men som en gestus til G. Guldborg og hendes værk – jeg citerer et af mine egne værker:

MR-Scanner

En søn i MR-scanner; far ved siden. Lyden fra en MR-scanner, det er som tusind tankers biden. Træthed oveni, så han sad og døsede væk fra tiden. Det føltes som længe, som aldrig før eller siden. Bare hjertets banken og liden. Kræft? Hertil gik faderens almenviden. Efter uendelighed, efter tålmodighedens gliden. Scanneren åbnes og vidunderligt at se sønnens smilen. Efter dages langsomme fremadskriden, endelig konsultation i lægetiden. Frygteligt med lægens venlighed og al den bedreviden. Ønsker blot at få den medviden – hvad fejler sønnen? Det er ikke kræft i midtersiden, det er dog noget kronisk, sådan er vores specialviden. ”

Citat: Digteren mellem linjerne, af M. W. Søby

Jeg tror G. Guldborg vil forstå. Tak til hende, fordi jeg har været privilegeret nok til at læse med over skulderen i denne letlæste bog, der giver nogle gode indføringer i, hvordan netop hun har oplevet at være kræftpatient. Jeg tror, vover pelsen her, at andre i en lignende situation, der gennemgår alvorlig sygdom, ikke finder mange svar i Uvis. I smerten og uvisheden er man nok grundlæggende alene. Jeg tror derimod, at man kan finde den styrke og trøst i bogen, ved at vide, at man ikke er den første med så svær en uvished foran sig. At alle følelser har deres berettigelse og at håndteringen af forløbet er både nødvendigt, men at den også er ens egen – der er mange måder at håndtere på, men angsten er man fælles om.

Sort sne – Søren & Morten Ellemose

Titel: Sort sne
Forfatter: Søren og Morten Ellemose
Udgivet: 2018
Antal sider: 271
ISBN: 9788793755017

Bagsideteksten: Juleaften. Århundredets storm. 24 skæbnesvangre timer. En aften og nat ingen vil glemme. Og ikke alle vil overleve… Juleaften er familien Konradsen samlet i Villa Hindenburg, hvor de forbereder sig til årets kappestrid. Alt er ved det gamle, men udenfor lurer århundredets storm, som tvinger dystre hemmeligheder til overfladen. Midt i gaveræs, traditioner og juletræets glans går tæppet for et uhyggeligt kammerspil. De har kun hinanden, og deres sidste 24 timer sammen er lige begyndt.

Mads-Peder anmelder: Jeg har modtaget anmeldereksemplaret af Sort Sne, da jeg tidligere har nydt at læse bøger fra forfattertvillingerne bag dette værk. Bogen gav forskellige førstehåndsindtryk, både at den var meget hyggelig på regnvåde dage i Maj, og at den vist ikke gjorde nogen fortræd. Forstået på den måde, at karaktererne i bogen ikke kommer under huden på læseren, men i stedet er fremstillet i al den dobbelthed og lidet flatterende lys, som livet ofte fremstiller mennesker i, hvis lyset er blændet kraftigt nok op! Den har en sådan lidt tidlig nittenhundredetals hyggekrimi-læsning over sig. Faktisk grænsende til følelsen af, at det bliver vel pjattet. Efterhånden som jeg kom ind i teksten og værket, så blev jeg dog nødt til at overgive mig. Javel, den er lidt pjattet, og lidt for meget med sine lange og lidt påklistrede sprogbilleder – jeg er dog helt overbevist om, at forfatterne ved dette, og alligevel tager sprogbillederne til ekstremerne, som en del af en afvæbnende facon i et krimiformat, der også skal rumme plads til søndagshygge i sofaen. Men tilbage på sporet – jeg måtte overgive mig. Jeg var rigtig godt underholdt, og bogen sprudler ved ikke at spille på mine følelser som læser, men i stedet føre mig ind i en forrykt verden, hvor man konstant tænker, godt jeg ikke er sådan! Det er da en dejlig befriende følelse at have – og jeg kan garantere, at alle vil have den følelse under læsningen, lige meget om de i virkeligheden er sådan. Det er det fine ved skildringer, når de sættes på spidsen. Det geniale i bogen er sit hverdagsagtige setup. På en måde er der ikke noget mere ”kun en gang om året begivenhed” som juleaften, og i al sin traditionsbundenhed, så er det jo faktisk også en smule trivielt. For nogen måske angstfremkaldende… Det er et godt setup til en sammenbragt gruppe mennesker, der måske allerhelst så sig selv og de andre langt borte. Hør blot her:

En efter en gjorde alle deres bedste for at bevise, at de ikke havde mandlen. Hverken på tallerkenen, under den, i servietten eller placeret i mundvigens hemmelige revler. Wilfred var så grundig at tage hele overmunden ud og byde den rundt til inspektion, men synet af protesen gjorde intet for at løfte stemningen.”

Forfatterne har ordet i deres magt. De har skabt en hyggekrimi, der kan sluges råt i juledagene, eller om lidt som sommerferielæsning, hvis man har brug for et snestorms pust af Sort sne i sommervarmen. De varmeste anbefalinger herfra.

Tommy Thorsteinsson – Havhvepsen

Bagsideteksten: Havhvepsen er et af verdens farligste dyr. Dens gift fører til en hurtig og smertefuld død! En intelligent og skruppeløs hacker er på spil i dansk erhvervsliv. Hackeren går målrettet efter velhavende erhvervsfolk, der bærer pacemaker. En afslappende ferietur til Mallorca ender med et kynisk angreb, og snart kan hackeren skrive morder på visitkortet. Under ledelse af drabschef Victor Bach kæmper efterforskerne med at identificere gerningsmanden. De søger hjælp hos Dieter Wolf, der nu arbejder hos NC3, Nationalt Cyber Crime Center. Han kommer hurtigt på sporet af den tilsyneladende hacker, men har de rettet kikkerten mod den rigtige, eller har Dieter fundet sin overmand? Samtidig kæmper Anna Blaafalk med eftervirkningerne af sommerens likvideringsforsøg og et dødsfald i familien. I kulissen spøger både kærligheden og en tidligere kollega. Havhvepsen er andet selvstændige bind i den anmelderroste serie om efterforskerne i afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Mads-Peder anmelder:
T. Thorsteinsson har begået endnu en spændende krimithriller, hvor han fastholder store dele af persongalleriet fra bog nummer 1. Selvom den er beskrevet som et selvstændigt værk, så giver det nok stadig bedst mening at læse bøgerne i rækkefølge.
Jeg var virkelig godt underholdt, ligesom jeg var i den første i serien. Jeg har vænnet mig til jargonen, og som jeg allerede dengang skrev, så køber jeg præmissen om det barske indbyrdes sprog. Vi har nok alle set for mange Hollywood-film, eller også taler man virkelig sådan sammen i politiet! Jeg ved det af gode grunde ikke…
Plottet bærer præg af flere sidehistorier end i den første bog. Det betyder mindre, men kan alligevel godt forvirre en læser som mig. Jeg tror jo straks, at alting har med hovedhistorien at gøre, men i stedet er det nærmere taget med for at udvikle persongalleriet. Desuden lægger både bog 1 og 2 op til, at det er efterforskeren Anna Blaafalk vi primært følger. Det leverer bog 1 til dels, men hendes rolle i bog 2 er noget neddæmpet. Istedet udvikles der på tidligere karakterer og der kommer også nye til. T. Thorsteinsson slipper vældig godt fra den manøvre. 
Thorsteinsson bevæger sig med sine bøger rundt i en mørk sadistisk skyggeverden, og han har sin helt egen skrivestil. Den er direkte og kompromisløs. Jeg vil anbefale bogen til alle der kan lide det dystre og aparte. Det er ikke almindelig kriminalitet og det er ikke almindelige mord, som forfatteren lader skurken begå. Bogen er letlæst, for hver en side griber den næste, og man kan næsten ikke slippe værket igen. 
Plottet er en smule mere hullet end i bog 1, men jeg var stadig vældig godt underholdt. Der lægges op til endnu flere efterfølgere, så mon ikke forfatteren allerede er i gang med at planlægge både bog 3 og 4 i serien?

Se anmeldelsen af tidligere værk Ensom Ulvher:

http://empey.dk/2019/02/ensom-ulv-tommy-thorsteinsson/

Et strejf af vanvid – Marianne Lapp

Bagsideteksten:

Temperamentsfulde Vibe på 38 slikker sine sår efter et kuldsejlet forhold. En aften snører hun vandreskoene, for en revanche venter i den anden ende af byen. Men hvem er han egentlig – Rene – manden bag de berømte bøfsandwich? Fortiden må vige for en sprællevende nutid.

”Ligner en djævel, er en djævel – versus ligner en engel, men er en djævel”. Christian med sportstalent og den underspillede charme har lært sig at skelne skidt fra kanel i vennen Rudis festfyrværkeri af ord. Fedt nok at være flyttet til København, men studiet keder dem, og ideen til et computerspil fødes. Der er dog flere hurdler: Vikinger eller fantasy? Hvad med Christians kæreste Henrik, der banker på fra skabets inderside? En våd aften starter en kædereaktion, der truer med at smadre spildrømmen og bryde de to fyres unikke bånd.

Et strejf af vanvid er to lune historier om at have både hus- og hjerterum, om at turde sætte spot på splinten indeni og at tumle det besværlige begær.

Mads-Peder anmelder:

Jeg blev nysgerrig efter beskrivelsen af bogen, da jeg faldt over den på forlagets hjemmeside. Jeg bestilte et anmeldereksemplar hjem. Jeg kan sagtens allerede indledningsvis afsløre, at jeg på ingen måde blev skuffet over indholdet. Et strejf af vanvid er et festfyrværkeri af ord, sammensat på finurlige og lækre måder. Det er forsamlingen af et speed-snakkende persongalleri, der virkelig har ordet i deres magt, som forfatteren her lægger stemmer til igennem to meget forskellige noveller.

Den første noveller er noget kortere end den anden – det forvirrede mig lidt til at begynde med. Begge noveller har noget stærkt og forfriskende over sig, men i mit tilfælde står særligt novelle nummer to stærkt. Måske alene af den grund, at jeg læste den som den sidste…

Sprogdragten i den megen direkte tale er som sagt frisk og næsten uanstændig i sin veltalenhed. Det er måske det eneste punkt, man kan sige, at det direkte sprog bryder virkelighedens norm – de er alle så veltalende og velformulerede, at det giver mindelser om de gode gamle amerikanske tv-ungdomsserier fra 90’erne, hvor alle også altid sagde alting så præcist og velformuleret.

Forfatteren Marianne Lapp kan så sandelig skrive og sætte ordene sammen – jeg læser en del forskellige bøger, og nyder dem næsten altid for det de nu tilbyder. Det er sjældent, at jeg møder forfattere der som Marianne skriver kunst bare ved at sætte ord sammen. Hun er så stærk en forfatter, at jeg tror, det ville være en nydelse at læse hendes tekster, selv hvis hun ikke formulerede et egentlig indhold i sine tekster. Hun er virkelig en nydelse at læse. Indholdet er dog heldigvis på plads også…

En kritik i forhold til indholdet er dog, at når sproget flyder så legende let, og karaktererne er gjort så veltalende, så mangler jeg som læser at blive tildelt en slags pauser fra tid til anden. Opsætningen af bogen gør, at der ikke er lavet deciderede afsnit. Det er ganske sikkert med vilje – måske for at skabe følelsen af manisk fremskriden i fortællingerne. Jeg kunne dog godt have savnet nogle naturlige ophold. Fortællingerne har det faktisk i sig – der er tidspunkter, hvor scenen skifter eller der på anden vis er et stemningsskifte i historierne – I de sammenhænge kunne god gammeldags afsnits-opsætning have været en hjælp til lige at trække vejret og tage en slurk af kaffen. Den blev ofte kold igennem læsningen…

Alt i alt en forrygende, forfriskende og dejlig læseoplevelse. Marianne Lapp er ordknap på en fantastisk kunstnerisk måde. Hun kunne have lavet en hel roman, men man ville godt nok vide meget derefter, når hun ikke smider ordene mere i grams – alting er skåret til benet, og det er virkelig en stor kunst at kunne. Jeg tager hatten af for forfatteren, der skriver så englene synger.

Åbne hænder – Andreas Monrad Pedersen

Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår:2019
Antal sider: 656
ISBN: 9788772182445

Bagsideteksten:
Plaget af fortidens spøgelser og druk på den lokale knejpe i Berlin snubler Johannes Knudsen, en dansk tredjerangs privatdetektiv, over en forbrydelse af et uoverskueligt omfang. Kriminalitet, der trækker tråde bagud til den kolde krig i det delte Berlin, hvor ofrene var østtyske borgere, og gerningsmændene arbejdede for DDR-staten. Hvorfor forsvandt almindelige mennesker i 1980’erne, og hvorfor dukker der uforklarlige dødsfald op i det genforenede Tyskland anno 2018? For at opklare forbrydelserne må Johannes konfrontere sin egen fortid i Danmark i 1970’erne og de omstændigheder, der tvang ham til Østberlin, et sted, hvor få danskere tog hen. Det bliver en rejse gennem smertelige minder om den store, lidenskabelige kærlighed hen over jerntæppet til en østtysk pige, om kommunistisk forblindelse og om rå vold som både udvej og levevej for Johannes.

Mads-Peder anmelder:
Åbne hænder er en spændende og meget oplysende bog. Langsomt lod jeg mig opsluge af intriger og hverdagen i det gamle DDR – i en skærende kontrast til det moderne Berlin og den virkelighed som læseren befinder sig i anno 2019. Der er i bogen stærke skildringer af, både hvad DDR var, og at det rummede håb, drømme og selvfølgelig en barsk virkelighed, som måske er det der står stærkest tilbage i DDR’s historiske omdømme. Hovedpersonen er skildret på en troværdig måde. Han er til dels forsumpet – har opgivet håbet, men har samtidig en samvittighed, der byder ham at gøre op med såvel sin egen fortid som at afhjælpe de uretfærdigheder der gemmer sig fra fortiden. Hovedpersonen Johannes er hårdtslående, og det skildres fint i bogen, hvorfor han kan lidt mere end andre i nærkamp. Den del er rigtig fint understøttet i fortællingen. Alt for ofte er heltene tilfældigvis kampsports-mestre helt uden synderligt stærke beskrivelser af, hvorfor de er det! Her er forklaringerne med til at understøtte læseren i, hvorfor Johannes kan slå fra sig. Meget elegant indlagt i plottet. Åbne hænder er en lang, men meget letlæselig og dybdegående fortælling om det sidste årti i DDR, før murens fald, og en sønderknusende direkte for fortælling om et menneskeligt potentiale der måske aldrig har udfoldet sig. Det er de store fortællinger om kærlighed, rigtigt og forkert der sættes i spil. Man føler med hovedpersonen, og samtidig ved man, at et sted undervejs i livsbanen, er noget gået grueligt galt. Langsomt oprulles det, hvad der er hændt. Det er en barsk og ligefrem fortælling, der skaber episke træk i sin fortællestil. Jeg er fuldt ud overbevist af fortællingen. Den er velskrevet, personerne er troværdige – selv skurkens motiver oprulles til dels, og de virker også forståelige. Det er mest af alt en fortælling om statslig autoritært styre, der på bedste bureaukratiske- og autoritære vis, forkrøbler mennesker og selve livet. En meget klar anbefaling herfra til alle med historisk interesse i DDR-tiden, eller som bare ønsker en fortælling med afsæt i det store epos.

Anja Nesgaard Dal – Når lysten får lov


Forfatter: Anja Nesgaard Dal
Forlag: Eget forlag
Udgivelsesår: 2018
Antal sider: 149

Bagsideteksten:
Fjorten erotiske fortællinger, der får safterne til at stige hos både mænd og kvinder. Her er ikke lagt fingre imellem, og forfatteren formår at få vakt alle sanser i sine fortællinger, og får læseren bragt dybt ind i det erotiske univers. Mads-Peder anmelder: Jeg har fået tilsendt et anmeldereksemplar af ”Når lysten får lov” af forfatteren. Min læse-fremgang i forbindelse med denne bog, har været at læse en fortælling, for derefter at lade bogen ligge lidt. Fortællingerne er absolut velskrevne, og i meget høj grad pirrende. Eftersom temaet er gennemgående ”erotisk” igennem alle fortællinger, har den forskudte læsning dog afstedkommet, at fortællingerne ikke er gledet helt sammen for mig. Så hermed et hint til læsemåde videregivet. Udover det fælles tematiske i erotikken, forsøger forfatteren med stort held, at billedliggøre igennem ordene, at de erotiske møder finder sted i vidt forskellige scenarier. Det er en skøn bog om erotiske og vel også æstetiske sider af livet. Nydelsen, forventningen og klimakset. Jeg har ikke læst meget erotisk litteratur i mit liv, men jeg synes det var pirrende læsning. Det skaber nogle klare billeder i læserens hoved, og som altid har litteraturen som formidling den klare fordel, at læseren kan dvæle ved associationerne og de indre billeder læsningen bibringer, end man f.eks kan i mere lydlige eller visuelle medier. Jeg vil videregive min varmeste anbefaling af ”Når lysten får lov” til alle der har mod på, eller interesse i erotisk litteratur.

Bestselleren der, på trods af PR-tids-synkroni, udeblev!

Hip hurra. Imorgen den 21. Marts, har min roman “Vi var mennesker i skyggernes tid” 1 års fødselsdag…

Ideen til plottet var lige så klar, som tiden var perfekt modnet for fortællingen, der senere blev udgivet under titlen “Vi var mennesker i skyggernes tid“. I første kvartal af 2017 kom det til mig, som en noget nær guddommelig inspiration fra oven. Jeg ville skrive en Sønderjydes subjektive oplevelse af skyttegravskrigen, der senere blev kendt som 1. verdenskrig. Jeg var, og er, meget fascineret og forfærdet over den umenneskelige skala hvori man kastede skæbner og liv i grus under 1. verdenskrig. Med den store klassiker “Intet nyt fra vestfronten” i tankerne, ønskede jeg at give et anderledes bidrag til fortællingen om den forfærdelige krig. Jeg havde et ønske om, at skulle jeg skrive en fortælling om den krig, så måtte jeg forsøge at sætte mig ind i tankegangen hos en ung soldat, der befandt sig midt i kaosset. Da jeg heldigvis, ikke har været i krig med andet end litteraturen, ville jeg meget gerne, at bogen havde et samfundskritisk tilsnit, der ikke kun pegede på verden for hundrede år siden – men som også havde en løftet pegefinger på verden af i dag. Altså en moraliserende fortælling.

Jeg var klar over, allerede ved de første ords dansen henover tastaturet, at bogen kunne blive dels god og spændende, og at den kunne hjælpes på vej af veldrejet PR. Jeg forstår mig på at skrive, men ikke meget på PR (hvilket måske har vist sig sandere end først antaget). Jeg tænkte derfor, at min soldat skulle sidde i en skyttegrav under Den store tyske forårsoffensiv i 1918. Det officielle startskud for dette vanvittige og i øvrigt sidste store tyske fremstød, lød den 21. marts 1918. Eftersom ideen og startfløjtet først kom i 2017, hvor hundrede-året for forårsoffensiven og siden krigens afslutning, hurtigt nærmede sig, havde jeg travlt. Jeg skrev så det sang, og fandt mig også et forlag, Forlaget Brændpunkt, der ville være med på en udgivelsesdag d. 21. Marts 2018. Altså nøjagtigt på hundredeårs-dagen for Den store tyske forårsoffensiv. Desuden kunne bogen dermed begynde at bide sig fast i markedet, inden d. 11/11-2018 som ville være den officielle hundredeårs-dag for krigens afslutning. Så langt rakte mine PR-tanker. Resten måtte jo komme. Go’ morgen Danmark og store nationale aviser måtte jo dernæst kontakte mig. Sådan tænkte jeg vist, i mit lettere storhedsvanvittige hoved. Man må huske på, at jeg netop havde gennemlevet en af verdenshistoriens mest gruopvækkende timer, imens jeg ventede på angrebsfløjtet i en skyttegrav, sammen med min hovedperson! Vi havde tænkt over mangt og meget sammen, og jeg må sige, at det efterhånden stod mig klart, at min hovedperson, måtte være en meget, som i MEGET, reflekteret ung mand – for ellers kunne han ikke hjælpe mig med de samfundskritiske tanker, der skulle lægges for dagen.

Udgivelsen oprandt, og der var ikke alen lange køer af læsere, offentlige medier eller andet, der kontaktede mig!

1. Verdenskrig er i dansk sammenhæng blevet kaldt “den glemte krig”. Krigens afslutning, blev dog behørigt fejret, også i Danmark, men det kastede ikke meget søgelys på min bog. Det blev istedet til “den glemte bog”.

Selvom der er kommet fantastiske reaktioner fra læsere og andre, så har den aldrig fået bestseller-status.

Pyt, jeg ville da gerne sælge mange bøger, men vil stadig hellere skrive fantastiske bøger. Det sidste har jeg gjort, og det første kan jo nå at komme…

Det er stadig tilfredsstillende at bladre i morgendagens 1 års fødselar…

Forfatterhilsner,

Mads-Peder Winther Søby

Følg evt. mit forfatterskab her på empey.dk

eller på facebook:

https://www.facebook.com/ForfatterMadsPederWintherSoby/