Alle indlæg af Mads-Peder W. Søby

Orhan Dogru – Newroz som myte og litteratur / Tre sagn om tre folks oprindelse

Forfatter: Orhan Dogru

Forlag: TSDK Forlag

Udgivelsesår: 2018

Titler: Tre sagn om tre folks oprindelse og Newroz som myte og litteratur

Bagsideteksten til “Tre sagn om tre folks oprindelse”

For første gang er skatte fra kurdisk, tyrkisk og dansk folkelig fortællekunst blevet samlet i en letlæselig, rigt illustreret bog, der indeholder sagn om, hvordan de kurdiske, tyrkiske og danske folk blev til.

Kurdernes tilblivelseshistorie har rod i den kurdiske nytårsfest ”Newroz”, hvor man mindes Smeden Kawas oprør mod den onde tyran Kong Dahhak, i hvis skuldre der er fremvokset slanger, som kun kan holdes nede ved at ofre unge mænds liv.

Tyrkernes oprindelse siges at gå tilbage til en guddommelig ulvinde, som redder en tyrkisk dreng fra fjendens lemlæstelser. Senere parrer ulven og drengen sig for at videreføre tyrkernes slægt. Tilsvarende reddes tyrkerne ud af ødemarken Ergenekon ved ulvindens guddommelige kraft.

I Danmark har man ikke et så dramatisk sagn om folkets oprindelse, idet heltesagnet om Kong Dan, som gav navn til landet Danmark, fortæller om, hvordan Danmark skabes på fredelig vis, ved at Kong Dan samler sjællændere, jyder og fynboer til et samlet rige.

Forlagets beskrivelse af: “Newroz som myte og litteratur”

Bogen indeholder den hidtil mest detaljerede genfortælling af Newroz-myten fra oldtidens Mesopotamien, der går længere tilbage end til fortællingen om den tyranniske Kong Dahhak ved også at berette om kongerne Djemshid og Mardas. Dengang var Mesopotamien hjemsted for en mosaik af folkeslag som kurdere, arabere og persere i en verden behersket af overnaturlige kræfter.

Da det mørke, der hænger over landet som en tusindsårsnat, er allerdybest, træder sagnhelten Smeden Kawa ind på scenen og gør oprør mod Kong Dahhaks under-trykkelse af sit folk. Smeden Kawas rolle som lysbringer i den mørke tid danner grundlag for Newroz-myten, der ikke kun betegner det kurdiske nytår, men også står som symbol på modstand mod undertrykkelse og stræben efter frihed.

Sidst i bogen bringes der en analyse af tre ældre klassiske fortælleres omtale af Newroz-myten i deres værker. I den forbindelse foretages der en kritisk analyse af Firdausis ensidige behandling af Newroz-myten. Derefter gengives der for første gang på dansk et udvalgt kapitel af “Serefname”, den første kurdiske historiebog af ?erefxane Bedlisi,

hvori Newroz-myten er omtalt, samt et eksempel på, hvorledes Ehmede Xani har inddraget myten om Newroz i sin kurdiske klassiker “Mem û Zîn”.

Mads-Peder Anmelder:

Jeg har valgt at anmelde de to bøger under ét. Det kan være, at jeg gør bøgerne uret derved – det har jeg lidt svært ved at vurdere. Jeg blev kontaktet af forfatteren, og ville gerne anmelde begge udgivelserne. På sæt og vis, blev læsningen til dels overlappende. “Newroz som myte og litteratur” omhandler nogle af de samme aspekter som “Tre sagn om tre folks oprindelse”. Jeg forsøger dog med denne sammenblanding i anmeldelsen alligevel…

Først og fremmest, så undrede bøgerne mig en smule, da de kom til mig med posten. De var tyndere og langt mere overskuelige i deres udtryk, end jeg havde antaget. Se blot de flotte forsideillustrationer. Dernæst, stod jeg med en læserovervejelse – skulle jeg læse de tre sagn først, eller starte med læsningen, om myten og Newroz i litteraturen. Jeg valgte det sidste, og ville efterfølgende hellere, hvis jeg havde valgt modsat – sådan er det nogle gange…

Ganske vist, var “Newroz som myte og litteratur” ok interessant, men alligevel sad jeg med en lidt uforløst følelse igennem læsningen – den der kan ramme én, når man ikke helt kan se, hvad forfatteren vil mig som læser. Den forlod mig faktisk aldrig helt! Omdrejningspunktet er såmænd ganske interessant – myter er og har været eksistentielle for folkeslags selvforståelse. Den del står klart efter læsningen.

Derimod tog nogle interessante tanker form, imen jeg læste de mere letlæste, og måske derfor, også mere fangende “Tre sagn om tre folks oprindelse”. Der ligger et kulturhistorisk epos i de tre sagn, der på hver deres måde er oprindelsesmyter. På trods af forskellighed i deres udtryk, så peger de på det væsentlige behov, som mennesker i tidens løb, har for at stadfæste en sammenhæng til hinanden indbyrdes og et geografisk tilhørsforhold. Jeg synes faktisk at forfatter Orhan Dogru er ude i et væsentligt ærinde alene i den sammenhæng – han peger med samlingen af tre sagn på, at mennesker slet ikke er så forskellige, og at vi har brug for et ophav og en myte om vores oprindelse. Jeg synes den væsentlige pointe og fortælling står tilbage som et vigtigt og tydeligt budskab efter endt læsning.

Orhan Dogru har et let tilgængeligt og meget læsværdigt sprog, som i høj grad trækker oplevelsen op. Skal jeg rådgive læsere i brugen af disse to værker, så vil jeg foreslå, at fremtidige læsere springer ud i “Tre sagn om tre folks oprindelse” som det første, og dernæst “Newroz som myte og litteratur”.

Tak for den spændende mulighed for at læse med i noget anderledes og især kulturhistorisk væsentligt. Særligt hvad angår den underliggende pointe om, at vi mennesker er mere lig hinanden, end vi går og gør os forestillinger om. Det her burde ophøjes til et fredsprojekt…

B. Zeqiri – Livet – En konstant foranderlig bevægelse

Forfatter: B. Zeqiri

Titel: Livet – en konstant foranderlig bevægelse

Forlag: Forlaget Mellemgaard

Antal sider: 215

ISBN: 978-87-7190-872-5

Bagsideteksten:

Forfatteren skriver: Bogen tager udgangspunkt i min egen fortid, erfaringer, forandringer og erhvervet livsviden, og det er årsagen til, at jeg har valgt at skrive denne bog. Jeg skriver om livet, og hvordan man, ifølge mig selv, kan leve et mere autentisk liv i en konstant foranderlig verden. Forskellen mellem min bog og andre bøger findes i, at jeg ikke fokuserer så meget på et afgrænset område af livet. Livet handler om så meget mere end det, og bogen skulle gerne give et billede af en helstøbt livsfilosofi. Og det gør jeg ved at skrive korte, tydelige og simple afsnit om mange emner i livet. Bogen er livsbekræftende, motiverende og rummer mange gode råd om, hvordan man bedst kan leve sit liv.

Uddrag af bogen Siden tidernes morgen har man funderet over, hvad man kan gøre for at forbedre livet. Videnskaben har hjulpet os en del. Vi har lært en del om menneskets psyke og hjernen gennem psykologien og psykiatrien, men det hele kan ikke forklares kun gennem det. Menneskets følelser og de individuelle sandheder om livet skal selv erkendes, da det er et spørgsmål om personlige fortolkninger, og disse kan være pessimistiske eller optimistiske. Livet er en konstant foranderlig bevægelse, og det er forskelligt, hvor hurtigt og i hvilken retning den bevæger sig. Jeg er i denne bog kun interesseret i den positive retning.

Mads-Peder anmelder:

B. Zeqiri har kastet sig over en række livskloge råd og vejledninger til læseren i bogen Livet – en konstant foranderlig bevægelse. Bogen og disse livskloge råd har han bedt mig om at anmelde på empey.dk. Det er en svær kunst at give livskloge råd og vejledninger, men han slipper så nogenlunde fra det. Læg iøvrigt mærke til den meget flotte forside – den bliver man glad af at kigge på…

Når jeg skriver “slipper nogenlunde” fra det, så er det fordi, jeg sidder med en lidt uforløst følelse af, ikke helt at kunne gennemskue, hvem målgruppen er! Det fremgår ikke rigtigt i bogen, men jeg har da en ide om hvem den primært henvender sig til. Derudover har korrekturlæseren og redaktøren blundet, da de gennemlæste bogen for slåfejl og sætninger som kunne strammes op. Det synes jeg faktisk ikke er forfatterens skyld – det bærer præg af manglende hjælp fra redaktør og korrektur og det kan de ikke være bekendt overfor forfatteren…

Målgruppen tolker jeg til at være mennesker, som har en interesse i at blive klogere på sig selv, men som endnu ikke har taget fat på den livslange opgave det trods alt er, at reflektere over livet og ens egen begrænsede væren i verden. Bogen er dejligt jordnær, og derfor tænker jeg, at det må være målgruppen…

Bogen er bygget op i afsnit med overskrifter, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Det gav en naturlighed i læsningen, lige at snuppe bogen på bordet, læse et enkelt eller to afsnit, for derefter at holde en pause igen. Den slags bøger kræver nemlig eftertænksomhed.

I de relativt korte afsnit, giver Zeqiri gode råd og overvejelser til læseren omkring væsentlige emner i livet. På en måde er det en skam, at der ikke er en indholdsfortegnelse i bogen – det kunne gøre, at man sidenhen kunne slå enkelte emner op, frem for at læse bogen fra ende til anden. Det er dog blot en strøtanke.

Man fornemmer igennem bogen, at forfatteren har fundet sin egen indre ro, på trods af omskiftelige vilkår i barndommen og ungdommen. Den slags mennesker er det altid godt at lytte til – altså dem som har fundet en art indre ro. Den slags mennesker bliver man som udgangspunkt altid klogere af at lytte til og lære af.

En fin bog for den uøvede, der ønsker at starte en personlig udvikling mod et andet tankesæt, men som mangler et startskud og et startsted. I Livet – en konstant foranderlig bevægelse tilbydes man at blive holdt i hånden igennem en rækkke nok så væsentlige emner. En fin bog fra B. Zeqiri og et lille hak i tuden til folkene bag forfatteren – redaktørarbejdet og korrekturlæsningen er altså ikke helt godt nok til et veletableret forlag.

Ellen Bache – Mosaik

Forfatter: Ellen Bache

Forlag: Forlaget Mellemgaard

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 374

ISBN: 9788771908480

Bagsideteksten:

De fleste af romanes figurer bor i den samme opgang på Vesterbro, hvor deres skæbner fletter sig ind i hinanden. Osvald på 3. har en fantasi om, at overboen på 4., Frans Olsen, tripper i stiletter. Osvald har pga. eksem manglende held hos det modsatte køn og har en skakven i Indre by, Sigurd. Sigurd kan ikke få den op at stå uden porno. Sigurds kone, Frederikke, har en hemmelig elsker, Anton, som bor sammen med sin kæreste, Vivian, på 2. Frederikke har et problematisk venskab med Signe på 4., som forgæves leder efter manden i sit liv, mens Frederikke har to. Signe er bedste venner med Osvald på 3., som er lærer for Adrian, der bor på 2. hos sin bøsse-far, Hannibal, ved siden af Vivian og Anton. Signes ekskæreste, Oliver, bor sammen med Vivians orkesterkammerat Liva nede i stuen. Signe på 4. har hjertet oppe i halsen, når hun passerer deres dør på vej op eller ned.

Mads-Peder anmelder:

Ellen Bache bar begået en sælsom bog om hverdagsforteelser i bogen Mosaik. Forfatteren kontakede mig med henblik på en anmeldelse. Jeg var nysgerrig og slog til.

Som det fremgår af ovenstående bagsidetekst og titlen på værket, så er det fragmenterede nedslag i en række karakterers liv. Det er velsagstens både bogens styrke og svaghed. Styrken er det diffuse og interessante billede af en række skæbner, der alle påvirker hinanden negativt og positivt igennem det levede og interagerende liv. Svagheden er læserens overblik – det vil i denne sammenhæng sige mit overblik! Jeg kan rigtig godt lide det kaotiske mylder af tanker og følelser der slår mig imøde fra de mange skæbner i historien. Det er lidt, som om, man var selve bygningen det hele foregår i, og at man som bygning kunne være deltager i det liv som udspiller sig inden for murene. Svagheden er faktisk, at jeg til gengæld for den store indsigt, har svært ved at hitte rede på alle karakterne. Nuvel, der er en fin persongalleri-beskrivelse i starten af bogen, som man jo kan ty til, hvis man bliver forvirret… Jeg synes dog det bryder min læserytme og hiver mig ud af fortællingen. Jeg valgte derfor, ikke at lure i den, hvilket tilgengæld gjorde, at jeg igennem læsningen havde svært ved at jonglere alle de forskellige navne og skæbner.

Bogen er absolut velskrevet og har en dejlig rytme og fremdrift. Imellem de mange dagligdagsbeskrivelser og forviklinger, er der en del udtalelser og tanker, der faktisk også giver læseren noget at filosofere over.

Bogen er en kende for lang efter min smag. Jeg er vild med grundtanken om en mosaik af skæbner og skæbnefortællinger i udsnit. Men, når jeg har svært ved helt at få greb om alle karakterne, så er 374 sider i overkanten…

Læg iøvrigt mærke til den smukke forside. Den er virkelig vellykket. Det er en bog, som rent æstetisk pirrer nysgerrigheden, synes jeg.

Ellen Baches Mosaik er helt sikkert et nærmere bekendtskab værd. Den fortæller om et kaos, som livet jo grundlæggende er, når det skal leves og forstås igennem mange menneskers perspektiver. En dejlig bog.

Flyver i natten – Max Ulrich Klinker

Forfatter: Max Ulrich Klinker

Forlag: Forlaget Hovedland

Udgivelsesår: 2015

ISBN: 978-87-7070-491-5

Bagsideteksten:

Flyver i natten foregår blandt pæne bohemer i København i 1980’erne. Det er før regnearkenes tid – livsnydere dominerer gadebilledet de aftener og nætter, hvor Gustav Nerben lader sig transportere fra musikværtshuse og diskoteker på jagt efter beruselser og uforpligtende sex.

Gustav Nerben er pilot og en tidlig søndag morgen lader han sig overtale til at tage en flyvning til Rønne, Bornholm.

Handlingen i romanen foregår over 24 timer med blik tilbage på den opvækst, der har formet Gustav Nerbens sorgløse og socialt beskyttede liv.

Gustav Nerben er pilot for et flyveselskab, der opererer fra Kastrup. 1. marts er opgaven en levering I Rønne lufthavn.

Flyver I natten er en historie fra 1980’erne, om mod og loyalitet, nihilisme og kærlighed.

Max Ulrich Klinkers forbillede er helt ud i titlen den franske ikonforfatter Saint-Exupery.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har netop færdiggjort Flyver i natten. Det er en velskrevet og medrivende fortælling. Max Ulrich Klinker har ganske givet en del på hjerte – hvad er det?

Min tolkning kan måske koges ned til en pointe om, at søgen efter den ultimativ frihed, i sidste ende begrænser mennesket, og sætter det i lænker.

Når man som hovedpersonen er skildret, søger livets kant og har længslen efter den ultimative frihed, så kan det hænde, at man først for sent opdager, hvad man trods alt drages af… Mon ikke alle mennesker i sidste ende har brug for nogle ankre i livet? Hvis man ikke lader sig forankre af noget, så ender man måske med at blive/få det så let, at man flyver væk i natten som titlen antyder.

Gustav Nerben, som er hovedpersonen i bogen, skildres ganske realistisk. Han er usympatisk, og alligevel er han, når der opstår fare, den første til at springe til med livet som indsats. Han fornægter en del af sig selv, som om han har en stor bod at betale for noget… Måske er han bare sammensat, som mennesker er flest!

Jeg tror, at det er i de mange flashbacks på oplevelser i hovedpersonens liv, at hovedpersonens sammensatte natur skal findes. På den måde hylder M. U. Klinker velsagtens det hele menneske, der blottet for blår og facade rummer modstridende følelser og udtryk. Mennesket formes, sådan tolker jeg bogens pointe, af de oplevelser mennesket har haft igennem sit liv. De vilkår et menneske præsenteres for i livet, former menneskets karakter. Jeg fik meget ud af læsningen. Både pga. de dybder jeg fandt i refleksionen over bogen, men også bare pga. rytmen i denne velskrevne bog.

Angstens Besættelse – Thomas Alexander Jensen

Forfatter: Thomas Alexander Jensen

Forlag: Forlaget Brændpunkt

Antal sider: 63

Udgivelsesår: 2017

ISBN: 9788793383180

Bagsideteksten:

Angstens Besættelse er et hudløst ærligt billede af et liv domineret af angst Med sine digte giver Thomas Alexander Jensen et indblik i og en større forståelse for mennesker, som kæmper med angst i livet. Han beskriver angsten, og den betydning den har for livsglæde og især manglen på samme. Thomas Alexander Jensen håber, at hans digte vil medvirke til en følelse af ikke at være alene.

Mads-Peder anmelder:

Ud af nysgerrighed lånte jeg Thomas Alexander Jensens Angstens Besættelse med hjem fra biblioteket. Det blev en sært skræmmende rejse ind i angstens land. Derinde, hvor meningløshed og uudholdelig væren er dagligdagen. Alting er angst, og alting drejer sig tilsyneladende om angst…

Angstens Besættelse får et dagsbogspræg, der virker virkelig barsk og insisterende på læseren. Jeg var fanget ind fra første side, og da jeg lagde samlingen fra mig første gang, var det for at brygge kaffe, og da jeg lagde den fra mig anden gang, var kaffemaskinen igen slået fra, kaffen blevet for kold på kanden, og jeg havde læst hele digtsamlingen fra ende til anden.

Egentlig synes jeg ikke de enkelte digte gør noget særligt for mig – ikke som enkeltstående digte. Styrken, er for mig, i helheden! Forfatteren formår at tage mig med på en rejse, der på så mange måder virker kronologisk, og derfor giver en følelse af uendelige dage med tristhed, angst og uformåen. Det gør læseren trist også – i hvert fald mig. Det er smerten, der er det bærende i digtsamlingen. Den er omdrejningspunktet – mennesket, det uformående, der pga. angsten, ikke kan ændre sig af frygt for angsten, der igen besætter og gør mennesket angstfuldt. Det er onde cirkler af ønsker, der alligevel ikke gør lykke, når de bliver opfyldt. Det er selvbilledet der er ufyldestgørende, der undertrykker sig selv i først en rus, og siden i en nedgørelse. Det er virkelig en intens læseoplevelse. Hør blot her:

(…)

“Du har med din magt svækket mig

til et nedladende, dystert, sortsindet

negativt, ondt, klamt, skræmt mere usikkert, væmmeligt

menneske”

(…)

Citat: Angstens Besættelse

Det skriger jo af selvmodsigelser og ønsker…

Angstens Besættelse er virkelig en hudløst ærlig og meget medrivende skildring af menneskelig underkastelse for angsten – digteren besættes af angsten, og det kan synes så uforståeligt, hvorfor han lader sig troldbinde? Livet er jo så smukt, siger denne anmelder. Alligevel, jeg lod mig besætte af digtsamlingen, lod mig fange ind, glemte tid, sted og kaffe! Det er så hudløst, ærligt og skrøbeligt. Jeg overgiver mig til Angstens Besættelse, så længe Thomas Alexander Jensen er ved digterroret.

Dage uden dagbog – Allan Lillelund

Forfatter: Allan Lillelund

Forlag: Forlaget Snepryd

Antal sider: 166

Udgivelsesår: 2017

ISBN: 978-87-93377-24-0

Bagsideteksten:

Hvad gør mennesket, når det falder?

Allan lillelund undersøger mennesket i ekstremerne. Før og efter de fatale valg, der vender verden på hovedet. Som ødelægger det hele, eller som måske bliver slutningen før en ny begyndelse.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har ventet noget tid på at få min bestilling af Dage uden dagbog hjem igennem Bibliotek.dk. Det var således med spænding, jeg åbnede Allan Lillelunds novellesamling og læste teksterne.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet meget positivt overrasket over teksternes generelt høje niveau og berøringsflade med det dystre og melankolske i mennesket. Der er noget uempatisk over mange af karaktererne i novellerne. De skildrede er for manges vedkommende skrællet for tankens selvkontrol, og det er de underliggende strømme af rene (ofte mindre pæne og grimme) følelser der står tilbage. Associationsrækkerne trækker hovedpersonerne væk fra den lurende eller forestående livsændrende begivenhed, og får dem til at forfalde til tanker om detaljer i omgivelserne, eller den frusterende ligegyldighed med det store og egentlige, imens de lader sig bære afsted af den distræte tankeflugt. Det giver også mig som læser en følelse af en form for pointe igennem novellesamlingen om, at det er melankolien der skaber den manglende empati – ikke omvendt! Måske overfortolker jeg, men spændende og vedkommende læsning var det helt sikkert…

Jeg synes Allan Lillelund har skabt et stilrent, poetisk, velskrevet og grimt lille monster. Monstret består i, at teksterne kryber under huden på læseren, og efterlader en sart melankoli i rummet efter endt læsning, som jeg måske kan ryste af mig, men som jeg nu ved findes – den ligger i skyggerne og de livsforandrende øjeblikke, hvor det distræte lader tankerne stå krystalklare, uden selvkontrol og i sin grimme og konkrete form.

Jeg er imponeret over Allans Dage uden dagbog.

Spontane indfald – Ulrik Fackmann

Spontane indfald af Ulrik Fackmann

Forfatter: Ulrik Fackmann

ISBN: 9788740403459

Udgivelsesår: 2018

Bagsideteksten:

Spontane indfald er en række haiku-digte, der er skrevet under indtryk af oplevelser og iagttagelser af livet i hverdagen. Stemningsoplevelser er nedfældet i simple og sanselige vers, der har til formål at få læseren til at stoppe op, fokusere og værdsætte øjeblikkets poesi.

Spontane indfald er en e-udgivelse, der er skabt til at lægge på en smartphone og blive brugt til inspiration og til glæde, hvergang der opleves ufrivillig ventetid.

Spontane indfald er moderne lyrik uden studentikost anstrøg eller pseudo-intellektuel agenda.

Spontane indfald indeholder korte essays henvendt direkte til læseren og søger at mindske afstand mellem forfatter og publikum.

Spontane koster mindre end en formiddagsavis. Til gengæld holder det væsentlig længere.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har fået et anmeldereksemplar af Ulrik Fackmanns nyeste digtsamling tilsendt. Det er Haiku digte, hvilket jeg aldrig har læst før – tror jeg nok. Jeg var derfor spændt på samlingen. Ulrik beskriver i forordet, at digtsamlingen er skabt til korte overspringshandlinger. Baggrunden for haiku-digtning er ifølge Ulrik Fackmann ønsket om at skabe “simpel hverdagspoesi forklædt som praktisk besked”.

Ulrik Fackmann indleder også med et afsnit under overskriften “Skriv selv”, om hvordan læseren selv kan kaste sig ud i haikudigtningen. Det er opbyggeligt – først lidt om kunstformen, og siden lidt om, hvordan man selv kan udøve den. Jeg vender tilbage til det punkt senere.

Som sagt, så var det mit første møde med haikudigtningen. Jeg var faktisk rigtigt godt underholdt, selvom jeg ikke som doceret, brugte det som overspringshandling, men tog digtene med i seng. Min fejl, er jo min fejl, og skal ikke ligge Fackmann til last. Jeg forstår i tilbageblik, at det ville være bedre at læse 1-2 digte af gangen og dernæst smage lidt på dem… Jeg kunne bare ikke vente, og ville have flere. Det giver formodentlig en anden oplevelse, og selvsagt kan man ikke overanalysere hvert digt, når man som jeg læste dem i flæng.

Jeg tillader mig at give et eksempel på Fackmanns haiku:

Julemåneden

Hyggen kommer al for sent

Et nyt år starter

(Citat: Spontane indfald)

På mange måder minder Spontane indfald mig om min gamle og slidte bog Livskunstens Almanak. Den har jeg brugt umindelige gange, når jeg manglede et godt indspark til et fødselsdagskort eller lign. Livskunstens Almanak er bygget op med en kort hverdagsagtig poesi for hver dag i året. Tilfældigt opslag på d. 22/3 (idag):

Ingen kan undgå at ledes, men alle kan lade være med at vise dårligt humør.

(Citat: Livskunstens Almanak)

Jeg tænker sagtens, man kan tage Fackmann ned fra den (digitale)-hylde, når man mangler et citat til dagen. Det bringer mig tilbage til min indledning. Fackmann gør et bevidst forsøg på at skabe noget uprætentiøst, for på den måde at gøre poesien til hverdag igen (og omvendt, at gøre hverdagen til poesi!). Kunsten skal have del i vores fortravlede moderne hverdag. Jeg er vild med tænkningen bag. Hvad nytte har man af digtsamlinger der samler støv på en fjern hylde – i modsætning til digte der kan konsumeres imens man er på vej, eller som Fackmann insisterer på, imens man alligevel spilder tiden. Istedet for at modarbejde konsum-tendenserne, så appellerer Fackman til at man konsumerer Spontane indfald, imens man alligevel er på farten eller i venteposition. Jeg lovede at vende tilbage til punktet om udøvelse. Måske er hele den hollistiske tanke i Fackmanns værk (her tolker jeg stærkt, så måske ville han selv være uenig), at poesien er noget der udspringer af livet og hverdagen, og dermed også noget vi skylder hinanden. Fackmann har givet os små haiku-brudstykker af hverdagen, og nu skylder vi…

I hvertfald har han givet læseren en “Skriv selv” anvisning, så det er bare at komme igang. Tak for læseoplevelsen. Jeg tog den i kun fire bidder, men kunne sagtens have taget mange flere og mindre smagsprøver. Der er nok at tygge på, uden at man skal overintellektualisere.

Nedenfor link til andre anmeldelser af Ulrik Fackmann

Ulrik Fackmann – Psykologisk grøn vandkande

Kære Troels – Danmark har virus på balancenerven!

Jeg sidder pt. Sygemeldt med en virus på balancenerven og en døvhed på venstre øre. Ifølge lægen, er det en samlings-betegnelse, man kan skubbe al mulig dårligdom ind under. For pokker, hvor bliver man svimmel af den samling! Jeg har svært ved at holde min kurs, når jeg beslutter at bevæge mig fra min lænestol til kaffemaskinen. Jeg må så blive siddende istedet og læse i en bog. Jeg læser Troels Kløvedals Alle mine morgener på jorden. Se, der er en navigatør, som holder sin kurs. Hvor er læsningen både fantastisk og trist på en og samme gang. Fantastisk fordi han er eksponent for noget større end dagligdagen, og trist fordi han er så dødeligt syg, at det tager livet af ham inden for en overskuelig fremtid. Med ham rinder en epoke ud, hvor frisind og principper var byggestenene i vores yndige land. En tid, hvor man stadig huskede, hvorfor efterkrigstiden var så langt bedre end krigen…

“Vi var mennesker i skyggernes tid”. Udkom 21. marts 2018

Der råbes på, at vi kunstnere skal blande os mere i den offentlige debat. Troels Kløvedal har vel nærmest aldrig gjort andet! Med et lysende eksempel og en humørfyldt insisteren på en anden vej i livet, er han da netop navigatør for alle med en smule fantasi! Som forfatter blander jeg mig også i den offentlige debat! Min kommende roman-udgivelse Vi var mennesker i skyggernes tid, er skam ment som en kulturkritik…

I de sene halvfemsere rejste jeg jorden rundt. Jeg havde påklistret et lille Dannebrog på min backpack. Jeg bar med stolthed mit nationale ophav med mig i rygsækken. Få år senere, ville det ikke have været tilrådeligt! Da havde Muhammedkrisen og anden galskab taget alverdens overskrifter verden over. Skulle man undgå hårdtslående problemer, var det bedst at tone svensk flag. Dansk var ikke lige så populært som tidligere.

Ytringsfriheden skulle fremover bruges til at slå mindretallene i hovedet med, istedet for at sikre mindretallet mod bøller. Balancen forskubbede sig en smule fra nerven i min forståelse af mit elskede fædreland. Muhammedkrisen var nok ikke direkte skyld i det næste, men jeg springer mellemregninger over…

Fra engang i nullerne skulle alting kunne svare sig! Der blev lavet kalkuler på snart sagt alt, og der kom et målingstyrrani ind i Danmark, som ville gøre enhver fascistoid diktator grøn af misundelse. Man optalte endda, hvor mange Dannebrog der stadig vajrede… Her opstod i min ringe digtersjæls dybe overbevisning den virkelige virus på den balancenerve, der allerede trak os ud af kurs! Når kunstnere skal blande sig, så skal de ifølge politikerne på Christiansborg, først have styr på præmisserne. Vi er bare aldrig blevet enige om præmisserne! For derinde tæller primært penge og økonomi, og det er nok ikke kunstneres største force – så havde vi valgt en anden beskæftigelse end at udøve æstetik i bredeste forstand. Sandheden er jo dog, at ingen skønhed og lykke kan gøres op i penge – penge gør tingene nemmere, men det gør ingen lykke. Spørgsmålet om, hvad et værdigt liv er, er vendt på hovedet i den offentlige debat. Værdigt er ikke længere et princip, men en metervare.

Virus på balancenerven er en samlings-betegnelse…

Alting skal defineres, således at mere konkrettænkende mennesker kan måle det op. Måske misser man noget væsentligt, tænker denne kunstner. Troels Kløvedal tager en epoke med sig, når han forlader skuden med slagside. Danmark skal nok bestå, men spørgsmålet er hvordan det tager sig ud! Min backpack med Dannebrog er pakket væk.

Vi hyldede engang værdier her til lands, om frisind og højt til loftet. Vi sejlede verden rundt, ud af nysgerrighed. Nu lukker vi landet om sig selv, for at tælle og holde mandtal. Der tales i disse dage om at nedlægge studier. Der må ikke længere være højt til loftet – der skal være smalle steder allevegne. Jeg savner allerede Troels og alle de andre barndomshelte, som jeg har stået på skuldrene af. De efterlader mig i et land med virus på balancenerven, og sproget der tales er ikke medmenneskeligt-dansk. Der hviskes i dag kun økonomi og der synes at være en døvhed på venstre øre…

Af Forfatter; Mads-Peder Winther Søby

Michael Hørup Møller – Far! Bruger skeletter solcreme?

Far! Bruger skeletter solcreme? af Michael Hørup Møller

Forlag: MHM-ORD

Forfatter: Michael Hørup Møller

ISBN: 978-87-998560-1-5

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 185

Bagsideteksten:

Kan man blive lykkelig af at være rig? Spiser høns kun skaller? Hvad er grunden til, at kakerlakker spiser kolort, og er det godt for noget som helst?

Hvordan associerer børn deres eget hverdagsunivers med hjemløshed og en sociologisk optik på det samfund, de er en del af?

Hvad er grunden til, at det er sejt at have mistet en tand før skolestart, og hvordan indgår en Ferrari i den infantile betragtning om at være sej og opnå det gode liv?

Hvordan forklarer man børn, at begreber som BYOD (Bring Your Own Device), politik, skolereform og mønsterbryder har en indflydelse på deres fremtid?

Hvordan forklarer man og lærer sine børn ikke at sparke nedad, hvad er den reele årsag til mobning, og hvordan opstår det? Er det svage mennesker, som mobber?

Hvad kommer der efter uendeligheden, og hvad sker der, hvis en lysstråle rammer forbi planeten Mars?

Hvorfor bliver forældre skilt, hvordan navigerer børn i det, og hvordan formår man som forælder at håndtere den rationelle logik versus den følelsesmæssige balance?

Hvis skaberen er i alting – er han eller hun så også i det bacon, man putter i sit pitabrød?

Er der mere mellem himmel og jord, end man kan se?

Mads-Peder anmelder:

Min gode forfatterkollega Michael Hørup Møller er netop udkommet med værket Far! Bruger skeletter solcreme? Som jeg dels har smilt, klukket og reflekteret mig igennem. Michael vil alt med bogen. Han tager afsæt i hverdagen med sine to drenge, og derfra opstår mange interessante og virkeligt skøre betragtninger. Det er dog ikke en putte-nuttebog om sjove børnekommentarer… eller det er ikke udelukkende en bog om det! Med et fængende sprog, gør Michael det han er rigtig god til – han skriver om alt der falder ham ind. Faktisk, så tænker jeg opskriften han har brygget udfra er, at han har villet skrive en bog og tilsætte den en knivspids kaos. Resultatet er ganske unikt.

Michael er nemlig rigtig god, når han fabulerer direkte ud af landevejen på et dejligt flydende og nærværende sprog. Han forfalder et par gange til mere akademiske sætninger, som jeg egentlig synes han klarer sig fint uden. Når man kan skrive som ham, så behøver man slet ikke at skrive svært…

Michael mener meget om rigtigt mange ting. Det vil han også opdrage sine to drenge til at gøre. Han vil gerne, at de to bliver selvstændige og reflekterede mennesker i en svær verden. I Michaels optik, og han argumenterer fint for det, så er det bare ikke så nemt, når man er oppe imod en tidsånd, hvor dårlig politisk ledelse og utroligt meget “sparken nedad” er på dagsordenen. Når så poderne, eller som Michael omdøber dem “Bjørneungerne”, ikke længere kan være med på refleksionsniveaut – de er jo trods alt ikke engang teenagere… Ja, så tager Michael forklaringerne og diskussionen videre med læseren. Det fungerer fint for mig. Michael er ikke ude i at tilbyde verden endnu en putte-nuttebog. Michael mener, at der skal ske store ændringer og et stort holdningsskifte i verden, hvis vores børn skal have fornuftige vilkår at tage deres første voksenskridt i.

Michael påtager sig, og kalder sig med ironisk distance for Orakel. Sådan ét er der jo brug for, når to videbegærlige drenge stiller spørgsmålene. Hør blot dette:

“Har du haletudser inde i din tissemand?”

(Citat: Far! Bruger skeletter solcreme?)

Ja, hvad svarer man lige på det? Det er slet ikke nemme spørgsmål drengene stiller, men Michael gør sit bedste, for at tilbyde sine drenge nogle sammenhængende forklaringer på livet. Stor respekt for det, og stor respekt for bogen. Den er nødvendig.

Der råbes på, at kunstnere blander sig i den offentlige debat. Det gør Michael så i denne bog (han gjorde det nu nok også inden bogen…).

Det vigtigste… allervigtigste, blandt et hav af gode pointer i bogen, er nok det underliggende i hele fortællingen. Nemlig nærvær. Det er vist blevet en mangelvare i det moderne, men skal vi opdrage fornuftige og hele mennesker, så kræver det nærvær med sine børn, af en kaliber, som vi desværre ser for lidt af i dag. Er man ikke nærværende, så kan man jo ikke svare på alle de svære spørgsmål, som stilles af børn, der endnu ikke er indoktrineret af et skal og bør. En dejlig bog fra Michael Hørup Møller.

Nedenfor, link til anmeldelse af tidligere udgivelser

af Michael Hørup Møller

Michael Hørup Møller – Virus (Jensen nr. 1)

Det natten bringer frem – Anja Duna

Forfatter: Anja Duna

Forlag: Forlaget Skrivetid, 2017

Sidetal: 305

ISBN: 978-87-998213-4-1

Bagsideteksten:

Hvad gør du, når din kæreste er ved at køre sit liv i sænk og dit arbejde kræver, at du handler imod dit menneskesyn?

“Hun åbner munden for at gøre indvendinger, men han laver en fejende bevægelse med hånden som for at signalere: ingen afbrydelser. Hun sipper af sin kaffe, mens hun venter. Han fortsætter:

“Og jeg har fundet ud af, hvad jeg vil. Jeg vil hjælpe din mand.”

Den slurk kaffe, hun lige har taget, ryger spontant ned i luftrøret. Louise bryder ud i en grim hoste. Da den er gået over, sidder hun tilbage med tårer i øjnene og et kaotisk følelses- og tankemylder.”

Louise er preset. Både på arbejdet som soialrådgiver og på hjemmefronten, hvor hendes parforhold ikke har udviklet sig siden bryllupsplanerne for år tilbage blev afblæst.

En dag får hun et tilbud (…)

Mads-Peder anmelder:

Jeg opdagede igennem Anja Dunas forfatterprofil på facebook, at hun var aktuel med en ny roman, og den ville jeg gerne læse. Jeg forsøgte mig på bibliotek.dk med et lån, men det viste sig sværere end som så. Bogen er desværre ikke købt hjem i rå mængder til landets biblioteker, så jeg måtte affinde mig med kø. Siden fik jeg dog bogen i hænderne…

Jeg har læst Anja Dunas tidligere roman-udgivelse Damen i den grønne dragt. Den bog var jeg meget fascineret af. Anja Dunas nyeste skud på stammen, er også en god bog. Den er dog meget anderledes end den tidligere…

Damen i den grønne dragt havde et mystisk islæt som slet ikke er at finde i Det natten bringer frem. Den er i langt højere grad socialrealisme taget ud af en hverdag, som den kan se ud anno 2018. Bogen taber ikke noget derpå for mig, men det er blot en helt anden oplevelse at læse – end jeg havde regnet med!

Særligt i disse strejke og lockout-trusselstider, så giver Anja Duna et godt billede i bogen på, hvorfor den offentlige sektor er under pres. I bogen er det socialrådgiverne der er fokus på, og de løber rigtig stærkt…

Når det så, som hos hovedpersonen Louise, begynder at brænde på i privatlivet, så bliver livet let trængt. Hovedpersonen formår dog at genoverveje sit liv, og kommer langsomt igang med nogle nye løsninger for sig selv.

Bogen har bl.a. et tematisk fokus på nytænkning og coachende tilgang til sit eget liv. Jeg synes faktisk, at det var ganske interessant læsning, omend jeg af natur er meget skeptisk over for det coachende…

At nogen af os har et anstrengt forhold til coaches har Anja Duna dog også indset. Hør blot hvordan Louises kæreste Martin formulerer det:

“Du mener parterapi? Arh, det tror jeg altså ikke, Louise. Prøv at se, hvor langt jeg er kommet på min egen måde. Mande-måden. Med en masse handling og nede-på-jorden-snak (…)”.

Citat: Det natten bringer frem

Jeg synes Det natten bringer frem er en interessant og vedkommende bog. Min eneste anke mod bogen er, at den måske er en smule for lang! Jeg tror, og her skal man passe på som læser, at jeg forstod budskaberne nogle sider før bogen reelt slutter af. Jeg er dog sikker på, at bogen vil gøre god gavn for mange læsere, der har hang til en reflektion over samspillet mellem hårdt arbejdsliv, moderne tider med pres på velfærdsydelserne og det at få et familieliv til at hænge sammen med et karriereliv.

Tak for muligheden for at læse med endnu engang.

Mads-Peder

Nedenfor er linket til anmeldelsen af Damen i den grønne drag,

af Anja Duna

Anja Duna – Damen i den grønne dragt