Tag-arkiv: samfundskritik

Gourmand – Michael Clasen

Forfatter: Michael Clasen

Forlag: BoD

Antal sider: 372

ISBN: 9788743003694

Bagsideteksten:

Mads Gourmand køber den nedbrændte Fjordpavillon ved Haubjerg. Han indretter en restaurant med ambitioner om Michelinstjerner. Samtidig erhverver han retten til at forsyne Haubjergs pensionister med deres daglige måltider.
Den slags sker ikke ustraffet i en halvstor, dansk provinsby, og konsekvenserne lader ikke vente på sig. Da folk fra kommunens ledelse bliver ofre for en drabsmand, må den følsomme privatdetektiv Daniel Dreyer til sidst tage affære.
“Gourmand” er den anden krimi i serien DANIEL & DØDSSYNDERNE med synden Frås som tema.
“Gourmand” er en selvstændig efterfølger til “Grådighedens pris”.

Mads-Peder anmelder:

Michael Clasen er endnu engang aktuel med en roman. Det er ”Gourmand”, en opfølger til ”Grådighedens pris” som virkelig var et mesterværk. ”Grådighedens pris” anmeldte jeg sidste år her på siden…

Jeg kiggede i anmeldelsen fra sidste år, og faldt over denne passage:

(…) mon ikke hovedpersonen Daniel Dreyer til den tid har fundet sig endnu mere til rette i privatdetektivfaget.”

I den henseende, blev jeg dog en smule skuffet. Daniel Dreyer gjorde det ganske godt som privatdetektiv også denne gang, men var egentlig nedtonet en hel del som hovedperson. Jeg tror, at Michael Clasen barsler med endnu flere krimier om privatdetektiven, og han har i den sammenhæng brug for at rulle et endnu større persongalleri ud. Nuvel, det kan jeg sagtens forstå, men jeg ville gerne høre mere til Daniel Dreyer. Man må faktisk læse en del sider ind i bogen, førend Daniel optræder første gang.

Desuden, jeg kritiserede i sidste anmeldelse M. Clasen for at brede plottet lige vel rigeligt ud. Det var dengang ikke en stor indvending, men jeg føler han også i denne udgivelse gør det. Der er sidehistorier i denne krimi, der reelt ikke har noget med hovedhistorien at gøre – det forvirrede mig en del…

Sprogligt sprudler M. Clasen som vanligt. Han tilstræber ikke, så vidt jeg kan se, at skrive som nogen anden – han skriver som han nu engang gør, og det er meget befriende med så autentisk en stemme.

Jeg er samlet set, ikke helt så imponeret over denne nr. 2 i en krimirække, som jeg var over nr. 1. Jeg kan lide universet forfatteren trækker mig med ind i. Jeg kan sagtens se opbygningen omkring nogle samfundskritikker han ønsker indarbejdet i historien. Stilistisk fremstår ”Gourmand” dog i mine øjne mindre elastisk end ”Grådighedens pris”. Jeg ser dog stadig frem til mere fra Michael Clasen. Der er noget befriende og anderledes over værkerne.

 

Michael Hørup Møller – Far! Bruger skeletter solcreme?

Far! Bruger skeletter solcreme? af Michael Hørup Møller

Forlag: MHM-ORD

Forfatter: Michael Hørup Møller

ISBN: 978-87-998560-1-5

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 185

Bagsideteksten:

Kan man blive lykkelig af at være rig? Spiser høns kun skaller? Hvad er grunden til, at kakerlakker spiser kolort, og er det godt for noget som helst?

Hvordan associerer børn deres eget hverdagsunivers med hjemløshed og en sociologisk optik på det samfund, de er en del af?

Hvad er grunden til, at det er sejt at have mistet en tand før skolestart, og hvordan indgår en Ferrari i den infantile betragtning om at være sej og opnå det gode liv?

Hvordan forklarer man børn, at begreber som BYOD (Bring Your Own Device), politik, skolereform og mønsterbryder har en indflydelse på deres fremtid?

Hvordan forklarer man og lærer sine børn ikke at sparke nedad, hvad er den reele årsag til mobning, og hvordan opstår det? Er det svage mennesker, som mobber?

Hvad kommer der efter uendeligheden, og hvad sker der, hvis en lysstråle rammer forbi planeten Mars?

Hvorfor bliver forældre skilt, hvordan navigerer børn i det, og hvordan formår man som forælder at håndtere den rationelle logik versus den følelsesmæssige balance?

Hvis skaberen er i alting – er han eller hun så også i det bacon, man putter i sit pitabrød?

Er der mere mellem himmel og jord, end man kan se?

Mads-Peder anmelder:

Min gode forfatterkollega Michael Hørup Møller er netop udkommet med værket Far! Bruger skeletter solcreme? Som jeg dels har smilt, klukket og reflekteret mig igennem. Michael vil alt med bogen. Han tager afsæt i hverdagen med sine to drenge, og derfra opstår mange interessante og virkeligt skøre betragtninger. Det er dog ikke en putte-nuttebog om sjove børnekommentarer… eller det er ikke udelukkende en bog om det! Med et fængende sprog, gør Michael det han er rigtig god til – han skriver om alt der falder ham ind. Faktisk, så tænker jeg opskriften han har brygget udfra er, at han har villet skrive en bog og tilsætte den en knivspids kaos. Resultatet er ganske unikt.

Michael er nemlig rigtig god, når han fabulerer direkte ud af landevejen på et dejligt flydende og nærværende sprog. Han forfalder et par gange til mere akademiske sætninger, som jeg egentlig synes han klarer sig fint uden. Når man kan skrive som ham, så behøver man slet ikke at skrive svært…

Michael mener meget om rigtigt mange ting. Det vil han også opdrage sine to drenge til at gøre. Han vil gerne, at de to bliver selvstændige og reflekterede mennesker i en svær verden. I Michaels optik, og han argumenterer fint for det, så er det bare ikke så nemt, når man er oppe imod en tidsånd, hvor dårlig politisk ledelse og utroligt meget “sparken nedad” er på dagsordenen. Når så poderne, eller som Michael omdøber dem “Bjørneungerne”, ikke længere kan være med på refleksionsniveaut – de er jo trods alt ikke engang teenagere… Ja, så tager Michael forklaringerne og diskussionen videre med læseren. Det fungerer fint for mig. Michael er ikke ude i at tilbyde verden endnu en putte-nuttebog. Michael mener, at der skal ske store ændringer og et stort holdningsskifte i verden, hvis vores børn skal have fornuftige vilkår at tage deres første voksenskridt i.

Michael påtager sig, og kalder sig med ironisk distance for Orakel. Sådan ét er der jo brug for, når to videbegærlige drenge stiller spørgsmålene. Hør blot dette:

“Har du haletudser inde i din tissemand?”

(Citat: Far! Bruger skeletter solcreme?)

Ja, hvad svarer man lige på det? Det er slet ikke nemme spørgsmål drengene stiller, men Michael gør sit bedste, for at tilbyde sine drenge nogle sammenhængende forklaringer på livet. Stor respekt for det, og stor respekt for bogen. Den er nødvendig.

Der råbes på, at kunstnere blander sig i den offentlige debat. Det gør Michael så i denne bog (han gjorde det nu nok også inden bogen…).

Det vigtigste… allervigtigste, blandt et hav af gode pointer i bogen, er nok det underliggende i hele fortællingen. Nemlig nærvær. Det er vist blevet en mangelvare i det moderne, men skal vi opdrage fornuftige og hele mennesker, så kræver det nærvær med sine børn, af en kaliber, som vi desværre ser for lidt af i dag. Er man ikke nærværende, så kan man jo ikke svare på alle de svære spørgsmål, som stilles af børn, der endnu ikke er indoktrineret af et skal og bør. En dejlig bog fra Michael Hørup Møller.

Nedenfor, link til anmeldelse af tidligere udgivelser

af Michael Hørup Møller

Michael Hørup Møller – Virus (Jensen nr. 1)

Henrik Pontoppidan – Isbjørnen

Forfatter: Henrik Pontoppidan

(revideret udgave af Poul Erik Kristensen)

Forlag: BoD

Antal sider: 55

ISBN: 9788771884913

Bagsideteksten:

Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman Isbjørnen, der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk.

Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og …..

Det er en fantastisk historie, der fremrulles i Isbjørnen, og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grøndlanske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74.

Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

Mads-Peder anmelder:

Da jeg så, at “Isbjørnen” af Pontoppidan var nyudgivet i en let moderniseret udgave bestilte jeg straks et anmeldereksemplar. Både af nysgerrighed på Pontoppidan og af nysgerrighed omkring, hvorvidt opgaven med en revideret sproglig udgave af Pontoppidans værk, overhovedet var muligt. Indrømmet, jeg mangler lidt forudsætningerne for at vurdere min sidstnævnte nysgerrighed – jeg har aldrig læst Pontoppidan før. Jeg har dog læst en del ældre litteratur i originaludgave, så af den grund følte jeg mig alligevel fortrøstningsfuld. Jeg synes Poul Erik Kristensen har gjort et fint arbejde med at revidere Isbjørnen. Den står knivskarp. Velsagtens fordi Pontoppidans historie er evigt aktuel, men også fordi det fornemmes, hvor meget respekt for teksten Kristensen har.

Min nysgerrighed på Pontoppidan er kun pirret yderligere efter endt læsning af denne meget korte fortælling. Pontoppidan formår på meget få sider at trække nogle skarpe pointer op. F.eks. Spændet mellem dogmatisk teologi og den teologi der bygger på den umiddelbare kærlighed til andre mennesker.

Igennem værket spores på mange måder en stor kærlighed til det levede liv. Blottet for påtagetheden som mennesker tillægger sig, når mennesket står følelsesmæssigt nøgen foran hverandre. Det er der hovedpersonen træder til med sin fandenivoldske umiddelbarhed. Hovedpersonen er selvsagt præget af sine år blandt de grøndlændere, der med deres naturfolkelige tilgang til livet, på sæt og vis reddede hovedpersonens sjælefred og liv.

Dette er vel også omdrejningspunktet for bogen. Jeg læser en klar samfundskritik i Pontoppidans “Isbjørnen”. En hyldest til det naturlige, og et opgør med alt det tillagte og facadeprægede. Jeg elsker citatet:

“I har de tyranner, som I fortjener”

– tilsyneladende elsker Kristensen også det citat, eftersom det er fremhævet med fed skrift i teksten… .

Jeg forstår sagtens Kristensens nyreviderede udgave af “Isbjørnen” – dette værk er litteratur af allerbedste skuffe.