Tag-arkiv: perle

Jakob Brodersen – Cellernes Memoirer

Forfatter: Jakob Brodersen

Forlag: Forlaget Radius

Antal sider: 250

ISBN: 9788792334718

Bagsideteksten:

Martin Børmer er 21 år gammel og interesserer sig for to ting: mads og sex. Han står i lære som kok på en lille, fransk restaurant i hovedstaden og bruger al sin fritid på at eksperimentere med nye kombinationer af smage og dufte.

Da han efter et uheld i køkkenet rammes af angstanfald og kvælende tvangstanker, viser det sig langsomt, at Martins lugtesans gemmer nøglen til tidligere generationers traumatiske oplevelser. Erindringer, der er lagret dybt i Martins underbevidsthed.

Cellernes memoirer er en forrygende og fascinerende videnskabsroman om mad, sex, evolution, civilisation og epigenetik.

Mads-Peder anmelder:

Jeg anmelder så langt fra alle bøger jeg læser. Denne bog var det som udgangspunkt ikke meningen, at jeg ville skrive noget ned om. Efter endt læsning er jeg dog kommet på andre tanker. Jeg var vild med den. Cellernes Memoirer er en perle… . Den var så velskrevet, godt skruet sammen fortælleteknisk og interessant i sit fabulerende tema, at jeg er helt solgt! Samtidig er det en bog, som jeg tror vil skille vandene blandt mulige læsere – enten køber man det fabulerende og kompromisløse i bogen, eller også vil man få en lang og svær læsetid… . Jeg købte den fuldt ud. På en omvendt og overraskende måde, så ender bogen med at være en art tidsrejsefortælling. Slet ikke i den klassiske “tidsmaskine-fortællings egenart”, men stadigvæk på en underholdende og tankevækkende måde.

Bogen er samtidig fortalt med et stigende spændingsmoment, og Jakob Brodersen formår både at holde spændingskurven for opadgående, uden at forfalde til dødvande – hvilket ofte er en svær balancegang. Desuden har bogen elementer af det livs-filosoferende, som jeg mener en god bog af denne slags skal have. Hvad er vi her for? Hvad er formålet? Den slags omdrejningspunkter formår Brodersen også at få plads til. Cellernes Memoirer er bare en fantastisk bog. Én af de læseoplevelser man må sige tak for. Tak for det.