Tag-arkiv: forfatterliv

Et forfattermæssigt tomrum – der nu udfyldes

Det føles som et tomrum – disse måneder, hvor jeg arbejder på to store bogprojekter, og anmeldelserne og læsertilbagemeldingerne, på mine første udgivelser, naturligt ebber ud! Følelsen af tomrum skyldes nok, at jeg elsker, når mine skriblerier lever i folks bevidsthed. Elsker den mærkelige, forunderlige og fantastiske følelse det er, når jeg fornemmer, at mine udgivelser bliver læst et sted ude i verden.

Det er dog nok sådan med det meste litteratur efter et stykke tid – nyhedens interesse lægger sig, og værkerne lever et mere stille, og eget liv, ude i virkeligheden. Jeg ved, at der stadig i ny og næ tages en af mine bøger ned fra bibliotekernes hylder – det varmer. At der i ny og næ sælges en af mine bøger i butikkerne. Blot ikke så ofte som omkring udgivelsen.

… Læs videre – den gode nyhed er helt i bunden…

Forfatterskab er jo pr. definition en ensom affære. Mange – rigtig mange timer, bliver der brugt i eget selskab. Nu skal det ikke lyde som en trist fortælling, for jeg elsker den tid foran skærmen med mine karakterer, plot, og formuleringer. Det er dog en lang alene-tid, der så til sidst munder ud i noget, som andre ganske vist kan have glæde af, men som også kan læses på meget kort tid…

Imens den ovenstående tankerække stille formede sig i den sidste tid foran skærmen – skete der noget spændende, der igen giver mulighed for at føle interaktion med læsere og andre interesserede. Jeg er blevet inviteret til digtoplæsning på Juelsminde Bibliotek. Det var en herlig nyhed. Det synes jeg lyder rigtigt spændende. jeg er meget beæret over det. Godt nok bliver det første gang, at jeg på den måde skal stå foran et publikum for at læse op af mine digte – det giver rigtig mange sommerfugle i maven allerede!

Jeg glæder mig dog meget alligevel…

Det hele kommer til at foregå

onsdag d. 15. november kl. 16 på Juelsminde Bibliotek.

Jeg håber selvfølgelig på at se så mange interesserede som muligt.

Michael Clasen – Det smukke kranie fra Købmagergade

Forfatter: Michael Clasen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7188-804-1

Bagsideteksten:

København 1825.

Carl Otto er læge og leder af sygeafdelingen i Tugt-. Rasp- og Forbedringshuset. Han mener, at man kan aflæse et menneskes evner og karaktertræk ved at måle dets kranie. Videnskabeligt set er han naturligvis galt på den. Dette indser han modstræbende, da han modtager en ny patient på sin afdeling: en sølle, fordrukken og dødsdømt bondekone. Dette møde truer med at vælte hele Carl Ottos livsværk og føre ham ud i en dyb samvittighedskrise.

En anderledes, historisk roman.

Mads-Peder anmelder:

Jeg har for et par dage siden afsluttet denne fine roman. Jeg har først nu haft tiden til at anmelde værket. Det er for så vidt godt nok. Denne roman fortjener næsten lidt eftertænksomhed, før den anmeldes. Den er så fin en bog, og den vokser på en ved eftertanke. Michael Clasen har formået at skrive en bog, der på én gang er jordbunden i den mest positive betydning, og samtidig er reflekteret og skarp på en direkte måde – uden at blive spids og skinger i sine moraler.

På begge sider af klasseskellet; med hver deres vildfarelser og alt hvad menneskelivet indebærer, så vokser Carl og Anne sig ind på læseren som det de er. Mennesker af deres tid. Heri ligger den fine mentalhistoriske skildring og stemme, som forfatteren Michael Clasen giver hovedpersonerne Carl og Anne. Som læser beriges man med et indblik i længst forsvundne tider – man føres tilbage i 1800-tallet og får et lille og stilsikkert indblik i denne længst forsvundne tid. Det er HC. Andersens tid og epoke, men her er det ikke eventyret der er i centrum. Det er ikke nogen børnefortælling, men en på mange måder barsk og fantastisk skildring af de fortrædeligheder som mennesker kunne ske at gennemgå igennem et hårdt og slidsomt liv på bunden af samfundet. Det hårde liv på den ene side af klasseskellet er sat fint op imod det lige så bundne liv på den anden side af klasseskellet, hvor fejl ikke kan indrømmes, uden at man gør ubodelig skade på eget ry og rygte. Som læser er det svært ikke at holde skildringerne i bogen op imod vores nutidige Danmark og levevis. Det er sundt fra tid til anden at få den slags remindere, for det giver hints om, at vi på mange måder er privilligerede. Tak for det Michael Clasen. Sproget er som allerede nævnt stilsikkert og inddragende, fastholdt i en skrivestil der hører tidligere tiders romaner til – uden på noget tidspunkt at blive prætentiøs. Det er flot gjort.

Et kritikpunkt af bogen, som egentlig ikke er en kritik, men en overvejelse fra min side; i indledningen er der lange gennemgange af den “frenologiske lære” (Den “videnskab” Carl Otto sværgede til). På sæt og vis går det op for læseren, at noget af gennemgangen er nødvendig, for at forstå de forudsætninger som Carl Otto arbejdede indenfor, men alligevel føles det en smule langtrukken. Jeg ved ikke om det bare er mig som læser, eller hvordan (jeg kender en smule til frenologien før læsningen), men det virker en smule omstændeligt i romangenren med de lange gennemgange. Det er dog et punkt i romanen der skal med på en eller anden måde, for at bibringe alle læsere den rette forståelse, så måske er det alt sammen på sin plads, når alt kommer til alt – til læsere af Det smukke kranie fra Købmagergade vil jeg derfor sige dette: Lad jer ikke slå ud af de indledende øvelser omkring frenologien. Romanen er helt sikkert værd at give sig i kast med. Det er faktisk en rigtig rigtig fin roman. Mange roser herfra.

Mads-Peder Winther Søby

Når andres skitser passer til egne fantasier…

Det sker. Ganske ofte! Den mærkværdighed, at bedst som forfatter-jeget har tænkt og beskrevet en særlig scene, da støder man på noget der er at ligne. Ofte er det i litteraturen, eller det kan være i et program i radioen, der nævner en særlig problematik, som jeg just har beskrevet skønlitterært.  En del gange er det på min vej igennem verden, at noget træder frem for mine øjne – noget der ser bekendt ud, men som i virkeligheden er helt nyt.

Jeg har i min skyttegravsfortælling med arbejdstitlen Vi var mennesker i skyggernes tid, beskrevet et møde ved en skovsø i Frankrig. Jeg har altid nogle indre billeder i hovedet i sådan en beskrivelse. Det er ikke milimeterbeskrivelser, der skal gøres af et sådant miljø – ligesom jeg bruger min fantasi, så skal der jo også være mulighed for at læseren bruger sin egen fantasi.

Imens jeg søgte på relevante værker, der kunne have interesse for mine skriblerier på Statens Museum for Kunsts hjemmeside (Link til SMK) over frit tilgængelige værker for offentligheden (Public Domain), faldt jeg over et særligt værk. Det var Carl Blochs en skovsø ved Hellebæk. 

Carl Bloch (1834-1890), En skovsoe ved Hellebaek, 1887

Netop det billede var næsten nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig den sø, hvor Hans og Maja gik til. Nedenfor et uddrag af det jeg arbejder på:

Et godt stykke inde i skoven fandt vi en lysning ved en skovsø. Insekterne summede over søen og græsset stod grønt og frodigt ned til søens bredder. Søbredderne var mudrede banker, og vandet var brunligt og uigennemsigtigt. Stilheden var, selvom jeg havde vænnet mig til stilhed på min faste venteplads for enden af grusstien ved lazarettet, ganske overvældende. Ikke en absolut stilhed, for der var raslen af blade og kviste, når vi trådte dem under fode. Forårsbrisen sled fra tid til anden i trætoppene, så grene og blade begik naturens egne symfonistrofer langt over os. Vandet i søen suppleredes af en lille bæk, der rislende mundede ud i søen. Der var således en fortætning af lyd, men der var ingen menneskelige lyde. Der var en absolut fredfyldt form for stille altomsluttende lydmur. På en lysning, hvor den græsbeklædte eng rakte ned til søens mudrede bred bredte jeg min nyvaskede uniformsjakke ud, og bød med en flot bevægelse min elskede Maja velkommen til at tage plads.

Blot et pip herfra den redigerende forfatter. Nogle sammenfald er mærkelige. Dette var et at grunde over – nu blev du som læser også delagtiggjort.

Forfatterliv og forfatterværksted

Forfatterlivet er fantastisk. Det sprudler af overskud for tiden. Og netop overskuddet må til dels stå alene – for tiden til at skrive har det været så som så med i de sidste par uger. Forfatterværkstedet er dog igen oppe at køre, og det er igen muligt at finde tiden til at skrive, redigere, tænke og digte. Sådan kan jeg lide det. Det er okay for denne forfatter at komme på afstand af skriblerierne engang imellem, for så igen at kaste sig over ordene på skærmen med fornyet energi.

Jeg springer jo, som nogen nok allerede ved, voldsomt rundt i genrer og emner, når jeg skriver manuskripter. Fra de digteriske eskapader gik turen til skrønens magiske, men dog letlæste, univers, og nu igen i retning af noget mere tungt. Jeg arbejder på en dyster jeg-fortælling. Jeg-fortælleren lever sig allerede ind på mig. Endda i en sådan grad, at jeg får sympati med staklen – jeg føler han hedder Hans. Han har et tungt hjerte; forstået dobbelttydigt; som i både at have noget på hjerte, men også at have nogle tunge mentale sten der tynger. Titlen på det nye værk ligger endnu ikke fast. En lille smagsprøve skal da til:

Når man som jeg, har haft foråret spirende i hjertet, for på den mest nådesløse måde at få det flået ud, da reagerer man vel forskelligt. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle søger ind i sig selv – at de ligesom kapsler sig i en følelsesløs tilstand, hvor ingenting kan trænge igennem den tykke palisade de sætter rundt om deres hele væsen. Sådan var det ikke for mig. Jeg mærkede alting desto mere stærkt! Blot var alting forvrænget. Selv solens stråler, når de endelig tittede igennem gjorde mig vred. Selve forårets bebudelse i hver en knop på buske og træer, syntes mig at være en hån. For det betød alt sammen, at verden går videre; på trods af krig og meningsløs død – på trods af min Majas bortgang, da fortsætter verden. Jeg ved ikke, hvad jeg ville ønske den gjorde – måske ville det være på sin plads, at den for en kort stund ophørte med at snurre rundt. At solen ikke stod op i øst blot en enkelt dag. At månen spaltede sig i to dele i et døgn. At også naturen og universet tog notits af min elskedes bortgang! Mindre anerkendelse af denne engel, synes mig at være fattig. Ingenting var dog forandret, og alligevel alting! Det var som, ville naturen med sin vanlige gang, al sin evige årstidsforandring og alligevel uforanderlighed, fortælle mig en vigtig pointe. Jeg tolker at budskabet var et ufølsomt grin om, at også Maja, at jeg, at alle herude; at alle mennesker alle vegne også er natur. Når vi slår ihjel eller dør for epidemier, da er vi stadig grundlæggene natur. Naturen begræder ikke. Dens orden måles aldrig i det singulære. Hvor mange hvaler har ikke krydset verdenshavene i årtusindernes målestok. Alligevel er de blot et sindbillede – vi ser dem ikke som enkelte individer, og det gør naturen lige så lidt. Hvalen er et fænomen. Hvor mange træer har ikke begroet denne grønne klode siden urtiden, men vi aner kun konturerne. Træer er for os, mere en levende organisme end enkeltstammer – i hvert fald i vores forståelser af dem! Hvor mange myrer har ikke… . Naturen bevæges ikke af det enkeltes fald, og det er nådesløs i sin udskillelse – naturen som et hele græder aldrig. Den er blot garant for evig repetition. Noget der undrer mig, er dog at naturen alligevel aldrig gør noget formålsløst. Hvis den gør, eller, hvis den har gjort det, så bliver den naturlige udvælgelse enden på det. Og alligevel synes vi her at bryde alle naturens principper, omend det samtidig føles for mig som om, at vi hengiver os til de mest basale og krigeriske evner i det menneskelige sind. På en måde er dette galehus ikke naturens værk. Naturen ville byde begge fronters mænd at have mere selvopholdelsesdrift. På det er jeg sikker. Dette er kulturens værk. Det er civilisationens fald, men alligevel tænker jeg om det, at det er noget dyrisk i mennesket, der er på spil.”

(Citatet er fra min nye skyttegravsfortælling)

Hans sidder i en skyttegrav. Han er sønderjysk. Som en kort opridsende introduktion skal det nævnes, at Sønderjylland var blevet del af Det Tyske Kejserrige som følge af det sviende danske nederlag i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Mange med dansk sindelag var derfor med et pennestrøg blevet udlandsdanskere. Derfor sidder altså Hans, der i sindelag og selvforståelse anser sig selv som dansk, i en tysk skyttegrav anno 1918 og venter på angrebssignalet, der skal sætte den senere benævnte tyske forårsoffensiv i gang.

Den skarpsindige læser, der har fulgt mig så langt som til dette punkt i blogposten, vil derfor have regnet ud, at vi befinder os godt og vel hundrede år tilbage i tiden. Min tanke med manuskriptet er, at det skal være færdigt og udkomme i forbindelse med hundredåret for den tyske forårsoffensiv. Jeg mener, at 1. verdenskrig i store træk er blevet den glemte krig. I krigen deltog mange dansksindede – mange af dem tvangsindskrevne.

Mange mennesker i dag oplever den 1. Verdenskrig, som en krig der ikke vedkommer os nævneværdigt. Op mod 30.000 sønderjyder deltog dog i krigen, og det er immervæk også et betragteligt antal unge, om ikke danske, så dansksindede mænd. I øvrigt er netop 1. Verdenskrig en overset historie om meningsløshed – det forholder sig nok i særlig grad sådan, fordi den på så mange måder blev overgået i vanvid af 2. Verdenskrig. Jeg synes dog stadig, at der ligger en vigtig lærdom at hente også i den 1. Verdenskrig. Den tyske forårsoffensiv blev indledt og afsluttet 1918. Kort efter kapitulerede det tyske kejserrige og dermed afsluttedes en særdeles blodig fire år lang krig. Offensiv og krigsafslutning har i 2018 hundredårsjubilæum, og lad os for alt i verden ikke glemme den fødselsdag! Den har fortællinger og moraler med sig, som vi kan drage lære af – også på de mange års afstand.

Jeg syntes, da ideen om at skrive et skønlitterært segment af denne historie faldt mig ind, at den var ganske original. Altså den, at skrive og udgive i forbindelse med hundredåret for 1. Verdenskrigs sidste store tyske offensiv. Jeg kan se, at der også er taget skridt til at producere en dansk spillefilm om netop sønderjysk deltagelse i krigen. Så, min ide og jeg kommer i fornemt selskab .

En sidste tanke. Det er sin sag, at levendegøre tankerne fra en krigstræt veteran der sidder i en skyttegrav. Jeg, der aldrig har deltaget i krig, er vel så fjern fra at kunne sætte ord på de følelser og tanker en soldat ved fronten måtte gøre sig. Og dog. Mange veteraner kunne, selvom de overlevede krigen, ikke sætte ord på deres tanker og følelser omkring krigen. Oplevelserne var for forfærdelige. Jeg mener, at jeg som forfatter kan låne ”Hans” nogle af mine ord. Jeg forestiller mig, at gru og meningsløshed har et universalt sprog, der ikke bør forties selvom oplevelserne ligger i andres lod og i fortidens dunkle tåger. Desuden, kan jeg i min meget mere magelige tilværelse, drage nogle af de al-menneskelige moraler, som der nok kan ledes ud af krigens vanvid. At udlede moraler kan nok være ganske svært, når man sidder midt i suppedasen som Hans. Jeg er i alle tilfælde i gang med at gøre forsøget med min egen fortolkning og udgave af en skyttegravsfortælling. Hvad mon titlen bliver?

At skrive under pseudonym

Eller rettere: Om også at skrive under pseudonym.

Jeg har overvejet – for og imod. Blot strøtanker om det at skrive under pseudonym. Jeg har gjort det. Hvorfor? Jo, nu skal jeg berette.

Jeg har i det sidste halvandet år lært en del om og gennem forfatteriet. Mine skriblerier har fået gode og mindre gode modtagelser af læserne. På sæt og vis; på trods af at mit gode navn skal lægge ryg til både filosofiske erindringsbilleder og humoristiske betragtninger fra udkants-Danmark, så er der vel grænser for bredden i ethvert forfatterskab? Det ændrer dog ikke på, at jeg har meget brede interesser for mine skribleriers retninger. Et afsluttet skribleri er ofte startskuddet på et nyt – der går sine helt egne veje.

Det giver en frihed, føler jeg, når man kan opdigte en fiktiv forfatter. Mit alter ego er mere vovet end mig. Mit alter ego er gået en erotisk-litterær vej. Mit alter ego er alt det, som jeg ikke er. Pseudonymet dækker over mig, men også over sider af mig selv, jeg ikke så ofte lægger frem offentligt; alt det er mit andet jeg. Jeg tænker på os som to løsrevne forfattere. Det har krævet nogen overvejelse – jeg er endda gået så langt, at jeg har tildelt denne anden et liv på sociale medier. Vi er altså for alvor gået hver sin vej. Det siger selvsagt noget væsentligt om de sociale medier, at mit alter ego kan være socialt aktiv, uden overhovedet at være til. Ja, jeg er stadig klar over, hvem der trækker i trådene for pseudonymet… !

Min indgang til det at skabe en sådan fiktiv person, var meget lig den jeg skaber udfra i skønlitteraturen. Jeg forestiller mig nogle væsentlige karaktertræk og bygger på dem. Jeg indtænker nogle værdisæt, som jeg forestiller mig denne anden forfatter ville besidde. Måske holder de stik i længden, og måske gør de ikke. Den altoverskyggende værdi denne anden har, som jeg ikke har, er at mit alter ego ikke føler vægten af produktionskrav. På dette plan er mit alter ego ikke en del af denne tidsepokes væsentligste strømning. Det er jeg trods alt! Jeg føler oprigtig, at jeg gerne vil nedfælde og producere nogle skriblerier løbende. Pseudonymet har ingen sådanne kvaler. Måske ønsker vedkommende aldrig igen at skrive noget. Og måske kommer der pludselig mere fra dennes hånd.

Nu er pseudonymet udgivet i handlen. I forhold til læserne giver det nogle udfordringer. Det er lidt som at starte forfra med at udgive. Trofaste læsere ved jo ikke, at min andet jeg har udgivet noget nyt – de er måske endda ikke særligt interesserede i at læse denne anderledes skønlitterære genre. Desuden virker det en smule bedragerisk – som om jeg bevidst forsøger at føre bag lyset! Hvilket jeg jo også gør…

Min største bekymring har gået på netop det om at bedrage; men den bekymring har jeg selv skudt i sænk. Altså, jeg bekymrer mig mindre. Jeg skaber jo allerede fiktion (primært), og hvorfor ikke skabe en fiktiv forfatter til at lægge navn til noget af det. Pointerne skal alligevel tygges og overvejes – jeg mener; enhver læser skal vurdere et værk på værkets præmisser! Pyt da med om det er udkommet i mit navn eller i mit alter egos. At man langt fra kan forvente dette af læsere, har jeg dog efterhånden forstået. Læsere kan lide velkendte forfatter-navne, de kan lide appetitlige forsider (point taken) og en smule vedvarenhed fra forfatterens side i forhold til at holde sig indenfor de samme skønlitterære genrer (et af mine problemer og heraf dette blog-post). Jeg kan ikke engang sige mig selv helt fri for også at have disse betragtninger med i mine overvejelser i valg af litteratur. Hvis jeg kunne sige mig fri, så behøvede jeg ikke, endsige have overvejet, et pseudonym.

I forhold til mit sande forfatter-forhold til netop det skribleri pseudonymet får æren for. Jeg stiller mig tilfreds med at vide, at jeg har skrevet det, selvom alter ego tager æren.

Og undskyld! Nu blev det alligevel længere og mere omfattende betragtninger end intenderet.