Forfatter: Anja Duna

ISBN: 978-87-998213-0-3

Forlag: Forlaget Skrivetid

Sideantal: 194

Udgivet: 2015

Bagside-beskrivelsen:

“Denne dag gjorde damen i den grønne drgt som alle andre dage: Bad om regningen lidt i ti. Fik den leveret midt i side 375 og skrev under på dankortkvitteringen med venstre hånd, mens hun knugede bogen i den højre.

Alligevel blev netop denne dag spiren til den første kæmpe omvæltning i hendes liv. Men det stod ikke skrevet i de bøger, hun læste.”

Damen i den grønne dragt lever en beskyttet tilværelse, understøttet af en solid arv. Hun tilbringer dagtimerne læsende på en café, hvis overlevelse afhænger af en gruppe skæve eksistenser. De narrer Damen ind i foretagendet, men ingen har forestillet sig hvilken person, der gemmer sig bag det romanlæsende ydre, eller hvordan hun reagerer på den uønskede forandring. Snart finder de forandringsuvillige cafégæster sig selv kastet ud på en omvæltende rejse. En rejse, som truer med at rykke grundlaget for deres eksistens fra hinanden.

”Damen i den grønne dragt” er en humoristisk roman om at finde balance og mening i tilværelsen og arbejdslivet, hvor det kan være svært at finde fodfæste, hvis man er lidt af en skæv eksistens.

Empey anmelder:

Damen i den grønne dragt er svær at rubricere. Den har en underfundig humor, som jeg godt kan lide. Det er altså ikke latteranfald med tårer i øjnene, man får serveret, men det stille underfundige smil på læben… Bogen har nogle gode hverdagsfilosofiske betragtninger imellem linjerne, omkring det at være menneske, at være tilstede og at være i livet – hele livet, og ikke bare dele af det… . Moralen i denne “lidt på hovedet fortælling” er svær at udlede – jeg tænker at hver læser ser sine egne pointer igennem læsningen… Og det er efter min mening en rigtig fin måde at få serveret eftertænksomhed på. Her drysser svarene ikke ureflekteret ned i favnen på læseren, man må selv lave noget af benarbejdet – sådan oplevede jeg det i hvert fald.

Jeg føler bogen lagde stærkt ud. Den havde greb i mig fra de første sider. Henover midten af romanen, tabte den pusten en smule – den forsvandt ind i sin egen logiske tomgang, som velsagtens fungerer i forhold til romanens univers, men ikke fungerer godt for mig som læser. Afslutningsvis finder Anja Duna igen de fremadskridende elementer frem i fortællingen. Jeg kom personligt til at holde af de skæve eksistenser i bogen. De er aldrig andet end overfladisk præsenteret, men det er velsagtens også meningen. Man læser om arketyper i bogen, ikke om hele mennesker – at de så alle formår at blive hele (eller gør de), det er vel nogle af pointerne.

“Damen i den grønne dragt” er en fin lille fortælling. Den har et frisk pust, taber luften undervejs, men blæser overbevisende i mål. Jeg tænker stadigvæk over, hvad bogen dog ville mig, men er det ikke også det god litteratur kan?