B. Zeqiri – Livet – En konstant foranderlig bevægelse

Forfatter: B. Zeqiri

Titel: Livet – en konstant foranderlig bevægelse

Forlag: Forlaget Mellemgaard

Antal sider: 215

ISBN: 978-87-7190-872-5

Bagsideteksten:

Forfatteren skriver: Bogen tager udgangspunkt i min egen fortid, erfaringer, forandringer og erhvervet livsviden, og det er årsagen til, at jeg har valgt at skrive denne bog. Jeg skriver om livet, og hvordan man, ifølge mig selv, kan leve et mere autentisk liv i en konstant foranderlig verden. Forskellen mellem min bog og andre bøger findes i, at jeg ikke fokuserer så meget på et afgrænset område af livet. Livet handler om så meget mere end det, og bogen skulle gerne give et billede af en helstøbt livsfilosofi. Og det gør jeg ved at skrive korte, tydelige og simple afsnit om mange emner i livet. Bogen er livsbekræftende, motiverende og rummer mange gode råd om, hvordan man bedst kan leve sit liv.

Uddrag af bogen Siden tidernes morgen har man funderet over, hvad man kan gøre for at forbedre livet. Videnskaben har hjulpet os en del. Vi har lært en del om menneskets psyke og hjernen gennem psykologien og psykiatrien, men det hele kan ikke forklares kun gennem det. Menneskets følelser og de individuelle sandheder om livet skal selv erkendes, da det er et spørgsmål om personlige fortolkninger, og disse kan være pessimistiske eller optimistiske. Livet er en konstant foranderlig bevægelse, og det er forskelligt, hvor hurtigt og i hvilken retning den bevæger sig. Jeg er i denne bog kun interesseret i den positive retning.

Mads-Peder anmelder:

B. Zeqiri har kastet sig over en række livskloge råd og vejledninger til læseren i bogen Livet – en konstant foranderlig bevægelse. Bogen og disse livskloge råd har han bedt mig om at anmelde på empey.dk. Det er en svær kunst at give livskloge råd og vejledninger, men han slipper så nogenlunde fra det. Læg iøvrigt mærke til den meget flotte forside – den bliver man glad af at kigge på…

Når jeg skriver “slipper nogenlunde” fra det, så er det fordi, jeg sidder med en lidt uforløst følelse af, ikke helt at kunne gennemskue, hvem målgruppen er! Det fremgår ikke rigtigt i bogen, men jeg har da en ide om hvem den primært henvender sig til. Derudover har korrekturlæseren og redaktøren blundet, da de gennemlæste bogen for slåfejl og sætninger som kunne strammes op. Det synes jeg faktisk ikke er forfatterens skyld – det bærer præg af manglende hjælp fra redaktør og korrektur og det kan de ikke være bekendt overfor forfatteren…

Målgruppen tolker jeg til at være mennesker, som har en interesse i at blive klogere på sig selv, men som endnu ikke har taget fat på den livslange opgave det trods alt er, at reflektere over livet og ens egen begrænsede væren i verden. Bogen er dejligt jordnær, og derfor tænker jeg, at det må være målgruppen…

Bogen er bygget op i afsnit med overskrifter, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Det gav en naturlighed i læsningen, lige at snuppe bogen på bordet, læse et enkelt eller to afsnit, for derefter at holde en pause igen. Den slags bøger kræver nemlig eftertænksomhed.

I de relativt korte afsnit, giver Zeqiri gode råd og overvejelser til læseren omkring væsentlige emner i livet. På en måde er det en skam, at der ikke er en indholdsfortegnelse i bogen – det kunne gøre, at man sidenhen kunne slå enkelte emner op, frem for at læse bogen fra ende til anden. Det er dog blot en strøtanke.

Man fornemmer igennem bogen, at forfatteren har fundet sin egen indre ro, på trods af omskiftelige vilkår i barndommen og ungdommen. Den slags mennesker er det altid godt at lytte til – altså dem som har fundet en art indre ro. Den slags mennesker bliver man som udgangspunkt altid klogere af at lytte til og lære af.

En fin bog for den uøvede, der ønsker at starte en personlig udvikling mod et andet tankesæt, men som mangler et startskud og et startsted. I Livet – en konstant foranderlig bevægelse tilbydes man at blive holdt i hånden igennem en rækkke nok så væsentlige emner. En fin bog fra B. Zeqiri og et lille hak i tuden til folkene bag forfatteren – redaktørarbejdet og korrekturlæsningen er altså ikke helt godt nok til et veletableret forlag.

2 tanker om “B. Zeqiri – Livet – En konstant foranderlig bevægelse”

    1. ja, den har helt sikkert noget på hjerte – fik en hel del ud af læsningen, og havde samtidig et par forbehold overfor bogen, men dejligt for bogen og forfatteren med din positive kommentar 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.