Elsebeth Gundersen Jensen – Naamahs Sønner

Titel: Naamahs sønner

Forfatter: Elsebeth Gundersen Jensen

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 541

Udgivelsesår: 2019

Bagsideteksten: Den sjæleligt plagede og måske skizofrene præstesøn Georg Ramslev flytter i 1969 til Aarhus for at studere teologi. Med sig i kufferten har han, udover en barndom med en missionsk far, som har forsøgt at uddrive ham, dæmonen Gabriel. Georg flytter ved skæbnens mellemkomst på pensionat hos den forførende Emma Lindgren, som under skalkeskjulet af villaidyl er stormester for den sataniske loge Naamahs Sønner. Pensionatet bebos yderligere af sektens stifter, den religionskyndige og humørsøge antikvar Johannes Sølvvang og den studerende Kurt.  Et sjæleligt venskab opstår mellem de to unge. Kurt bliver Georgs eneste fortrolige, indtil den dag Emma opdager hans hemmelighed og optager dem i logen. I sektens søgen efter religiøs transcendens gennem seksuelle ofringer finder Georg endelig ro for sin dæmon. Men kun for en tid.  For han opdager snart, at indsigten ikke kommer uden omkostninger. Han forstår endelig, at det offer, dæmonen kræver, er ham selv… 


Mads-Peder anmelder: Jeg modtog et anmeldereksemplar af Naamahs Sønner, og jeg var grebet af bogen fra først til sidst. Fortællingen er en mærkværdig blanding af noget trivielt, nærmest ordinært, fra et liv anno 1969 og så et surrealistisk univers, der undfanger sig tidslig forståelse. Forfatteren leger med læseren, og lader trådene fra det trivielle og det surrealistiske blande sig, hvilket forpuster og overrasker. Desuden har det den skønne virkning, som god litteratur kan bidrage med, at det vender det normative på hovedet, så man bliver rundtosset og udfordret på egne holdninger. Forvirret? Over min indledning til anmeldelsen! Jeg er som læser også en smule perpleks efter endt læsning. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad morale jeg skal lede ud af læsningen. Det ændrer dog ikke på, at det var en god læseoplevelse, der gav anledning til mange refleksioner. Godt og ondt. Gud og djævelen. Man kan sikkert nævne flere af de urklassiske modsætninger – de er alle konstruktioner i menneskets historie, indprenter den sikre forfatterhånd os. Altså, modstillingen mellem det puritansk kristne seksualbegreb og det rent biologiske forvrænges i bogen, og lader på overbevisende vis, læseren indse, at moralske begreber og forståelser er et tyndt harnisk, der knapt dækker indgangene til en løssluppen biologisk drift efter parring. Det springer i øjnene, at modstillingerne kan benævnes som kultur/natur, moralsk/dyrisk (amoralsk). Måske! Eller læser jeg det helt forkert? Forfatteren ved det måske. Jeg får i hvert fald den tanke, at året 1969 ikke er valgt som fortællingens omdrejningspunkt, ud af en ren tilfældighed. Der gives ikke mange tidstypiske beskrivelser i bogen, så hvorfor netop 1969? Jeg tror, at året er valgt for sit historiske skelsættende opgør imellem gamle og nye dyder. Måske er 1969 valgt som omdrejningspunkt, da netop denne historiske tid står som epokegørende for et opgør imellem gamle sæder og nye. Som en tid hvor seksualiteten blev moderne. Bogen er dog ikke en lang hyldest til seksuel frigørelse – sådan læser jeg den i det mindste ikke. Den er også en fortælling om at miste sit seksuelle kompas, miste sig selv, og i sidste ende, at der er noget højere til i verden end det grænsesøgende og rent biologisk betingede… Hvad kan det være? Jeg tror, det er kærligheden. I sine mange farver, i sin ukontrollable kompleksitet. Kærligheden kan ikke reduceres udelukkende til sex – hvilke guder og afguder man end kigger til, så er kærligheden konstant for mennesket. Kærligheden, som bogen også viser, kan have mange former, men den er evigt tilstede for mennesket. Fortolkningen af den, er derimod det enkelte menneske forundt. Desuden, og det er nok så væsentligt i fortællingen. Alle mennesker er sårbare – blot på forskellig vis. En bog, der som I kan se, har givet anledning til refleksion og et mylder af tanker. Den er muligvis ikke for sarte sjæle, men mange tak for den.

Uvis – Githa Gulborg

Titel: Uvis

Forfatter: Githa Guldborg

Forlag: Mellemgaard

Udgivet:: 2019

Antal sider: 114

ISBN: 9788772182346

Bagsideteksten: 
Hvordan føles det egentlig, når éns verden bryder sammen på et splitsekund? Når sygdom tager over og sætter dagsordenen? Hvordan klarer man at være til stede, tale og smile, når éns hjerne arbejder på højtryk med helt andre ting? Denne personlige beretning forsøger at sætte ord på de følelser, der følger med, når man helt uventet får beskeden om, at man er syg. I dette tilfælde er der tale om en brystkræftdiagnose, men det kunne være en hvilken som helst alvorlig sygdom. For alle alvorlige sygdomsforløb sætter gang i en labyrint af undersøgelser og test og svar og uendelige perioder med ventetid og tvivl. Det kan være vanskeligt at tackle, især for den sygdomsramte, men også for pårørende, som prøver at trøste, støtte og forstå. Bogen bruger dels en enkel fortællerform, dels forskellige genrer til at belyse de svære situationer, der opstår som følge af sygdom.

Mads-Peder anmelder:
Ud fra devicen om at alle oplevelser er individuelle og at alle oplevelser har en berettigelse kaster forfatter Ghita Guldborg sig ud i en personlig beretning om kræftdiagnose og behandlingsforløb. Uvis er en stærk skildring af et netop meget individuelt forløb i den alvorlige sygdoms tegn. Jeg fristes til at give hende helt ret i den grundantagelse, bogen bygger på, at alle forløb er enkeltstående og enestående. Det er netop heri det uvisse, som også titlen sigter til, ligger. Hvad kan man bruge andres fortællinger om lignende forløb til? Når udkommet kan være det mest ulykkelige af alle, og atter andres udkomme er så heldigt, at man kan skrive en bog om det? Styrken i fortællingen er i min optik, at G. Guldborg fastholder, at dette er en beskrivelse af hendes følelser, hendes overvejelser og hendes forløb. Hun hæver det ikke til en generel sandhed, men beskriver både følelsesbetonet og nøgternt, hvad hun har været igennem. Hun fremlægger det både som rene beskrivelser, og når det bliver for følelsesnært, så bruger hun digtningen og poesien. Den vekslen fungerer ganske fint for mig.

Første gang jeg så strålekanonen, var jeg ved at forlade stedet igen. Det er en voldsom maskine. Jeg var skrækslagen. Hvis ikke nogen havde fortalt mig, at det kun tog ganske få minutter, var jeg nok stukket af. Men netop tid er en vigtig faktor for mig. Jeg kan klare mange ting, når jeg har fået sat tid på. Så til den første behandling var de så søde at tælle ned for mig, så jeg vidste, hvor lang tid der var tilbage.” Citat: Uvis af G. Guldborg

Særlig kan jeg godt lide G. Guldborgs pointer om, at forløb som er så livsomvæltende er man grundlæggende alene om. Det er utrolig svært at udlede noget generelt om sådanne forløb, da de bliver så individuelle. I sidste ende, som jeg synes G. Guldborg fremhæver imellem linjerne, så afhænger meget af, hvordan personen i øvrigt tackler udfordringer på sin vej! Hvad hjælper parallelhistorier om andres moster Olga, der også har haft kræft eller lign? Man kan ganske enkelt ikke bruge disse andres fortællinger til noget – lige meget om de endte godt eller skidt, så kan andres mostres sygdomshistorier ikke udlede noget universelt om ens egne chancer for overlevelse igennem forløbet… Det er i den sammenhæng poesien og digtningen kan komme til med en hjælpende hånd. Jeg kan lide vekselvirkningen imellem det nøgternt beskrivende i Uvis og det poetiske, når der skal svært definerbare følelser på papiret. Jeg tillader mig her noget, jeg ellers aldrig gør, men som en gestus til G. Guldborg og hendes værk – jeg citerer et af mine egne værker:

MR-Scanner

En søn i MR-scanner; far ved siden. Lyden fra en MR-scanner, det er som tusind tankers biden. Træthed oveni, så han sad og døsede væk fra tiden. Det føltes som længe, som aldrig før eller siden. Bare hjertets banken og liden. Kræft? Hertil gik faderens almenviden. Efter uendelighed, efter tålmodighedens gliden. Scanneren åbnes og vidunderligt at se sønnens smilen. Efter dages langsomme fremadskriden, endelig konsultation i lægetiden. Frygteligt med lægens venlighed og al den bedreviden. Ønsker blot at få den medviden – hvad fejler sønnen? Det er ikke kræft i midtersiden, det er dog noget kronisk, sådan er vores specialviden. ”

Citat: Digteren mellem linjerne, af M. W. Søby

Jeg tror G. Guldborg vil forstå. Tak til hende, fordi jeg har været privilegeret nok til at læse med over skulderen i denne letlæste bog, der giver nogle gode indføringer i, hvordan netop hun har oplevet at være kræftpatient. Jeg tror, vover pelsen her, at andre i en lignende situation, der gennemgår alvorlig sygdom, ikke finder mange svar i Uvis. I smerten og uvisheden er man nok grundlæggende alene. Jeg tror derimod, at man kan finde den styrke og trøst i bogen, ved at vide, at man ikke er den første med så svær en uvished foran sig. At alle følelser har deres berettigelse og at håndteringen af forløbet er både nødvendigt, men at den også er ens egen – der er mange måder at håndtere på, men angsten er man fælles om.