Per Fjord – Gråzoner

Gråzoner, Per Fjord

 

Forfatter: Per Fjord

Forlag: Attika / Saxo Publish

ISBN: 9788775288830

Bagsiden skriver:

Satiriske og humoristiske fortællinger fra en udkant af Sjælland. Pressen skrev bl.a. “Denne lille bog udtrykker en meget klar sandhed om dagens Danmark… Midt i forskelligheden er der tre fællesnævnere for alle novellerne. Humoren, iagttagelsesevne og varm sympati for mennesker..” (Arne Mariager) og ” Bogen er båret oppe af en fabelagtig humor…

Mads-Peder anmelder:

Jeg har tidligere læst Per Fjords Hank; en gavtyveroman. Dengang var jeg benovet, så da jeg fandt novellesamlingen Gråzoner på e-reolen skulle den også læses. Jeg kan sige med det samme, at jeg ikke blev skuffet. Novellesamlinger er lidt svære at være konkrete omkring i anmeldelser, da de stikker i forskellige retninger i fortællingerne. Jeg vil dog give det videre, at Per Fjord skriver godt, rigtig godt, og han gør det uden at distancere sig fra læseren. Det er ganske vist også svært for mig at beskrive, hvad det er jeg mener om skrivestilen på en elegant måde. Jeg føler nok bare, at forfatteren hopper ned i båden til mig som læser og følges med mig hele vejen på færden – nuvel, han rokker måske lidt med båden, imens vi padler omkring i nogle afkroge og besynderlige udsnit af det Danmark som nok også findes derude. Per Fjord rokker ikke båden med løftede pegefingre og slet skjult moralisering. Han tager fat i rælingen med begge hænder og lægger vægten i, og så kalder han en spade for en spade ( eller en mast for en mast er måske bedre i dette båd-billede…). Det er den oplevelse jeg sidder tilbage med som læser… .

Forfatteren formår at pege på centrale temaer i livet, samt nogle skævheder i forhold til det polerede demografiske udsnit af befolkningen som ofte ikke bliver fortalt. Man glemmer nogle gange helt, at de findes derude de skæve eksistenser.

Altså, der er ingen tvivl om at Per Fjord er skeptisk – overfor mange ting i samfundet. Novellerne er på ingen måde uden morale. Per Fjord siger det bare uden omsvøb og på vanlig fandenivolsk og direkte facon, som jeg også kender fra Hank; en gavtyveroman.

Vi postbude ser meget, når vi dag efter dag kører postruter. Nogle gange er der noget muggent, ved det vi ser. Selv her ude på landet kan der være noget overordentlig muggent gemt bag de små havehække. Her tænker jeg ikke på stanken af gæret svinelort, som uden tvivl er blevet den mest markante landlugt af alle. Nej, jeg tænker på den lugt af opgivelse og forfald, der præger de såkaldte udkantsområder (…)

(Citat novellen: Vi postbude ser meget).

Jeg var imponeret over novellesamlingen Gråzoner – meget endda! Per Fjord kan sit kram. Han fortæller og underholder så man smiler og tænker efter, imens man samtidig bliver en lille smule forarget. Ikke over Per Fjord; Nej, over mennesker… . Fantastisk lille novellesamling.

Claus Grymer – Begyndelser til samtaler der ikke kan føres

Forfatter: Claus Grymer

Forlag: Eksistensen

Antal sider: 139

ISBN: 978-87-410-0209-5

Bagsideteksten:

Nu, hvor forældrene for længst er døde, kan sønnens samtaler med dem begynde. Disse samtaler, der ikke kan føres, er indholdet i bogen.

Endelig siges noget af det, der var det blufærdigt usagte, mens forældrene levede. Sønnen tænker på, hvor meget anderledes det hele kunne have været. Og på at det kunne det netop ikke. “Fordi vi ikke tillod, hvad vi dybest ønskede af os selv og hinanden”.

Grundtonen er en smerteblandet taknemmelighed over, hvad forældrene gav eller gerne ville have givet.

Mads-Peder anmelder:

Claus Grymer har i Begyndelser til samtaler der ikke kan føres skrevet et lille mesterværk. Bogen er så sindssygt vedkommende – også for os, (tror vi) der måske i højere grad begynder de samtaler der er svære at føre! Den peger på noget essentielt menneskeligt; noget om at tiden går, at vi ofte ved, hvad vi burde gøre og sige – at vi for ofte slet ikke hverken siger eller gør noget. Desuden har den en stille nerve af sorg, som overvældede mig. Sorgen over noget uigenkaldeligt, man aldrig kan ændre… . Her er det ikke jagten på drømmerejsen man aldrig kom på, drømmejobbet man ikke fik osv. Det er det mellemmenneskelige usagte som er omdrejningspunktet. Alt det, man alt for sent, ville ønske man kunne sige – og måske alligevel aldrig kunne sig, om man kunne leve det hele igen. Så altså, alt det mellemmenneskelige man aldrig kunne sig, men som fortjente at blive anerkendt som noget, der skulle have været forsøgt.

Det var en fryd at læse Grymers begyndelser. Det var smukt og vedkommende hele vejen igennem. Jeg har slet ikke roser for bogen og min oplevelse af den… . Endnu mere fantastisk er det, at jeg primært tog dette lille mesterværk ned fra hylden på mit bibliotek, fordi det til forveksling lignede forsiden på min egen nyudkomne novellesamling En skuffe fuld. Jeg bliver altid paf over sådanne små og tilfældige samspil.

Nedenfor har jeg indsat forsiderne på de to omtalte værker, blot som illustration på min forundring…

Claus Grymer – Begyndelser til samtaler der ikke kan føres
Mads-Peder Winther Søby – En skuffe fuld

Alle skal gøre sig selv den tjeneste at læse Grymers Begyndelser til samtaler der ikke kan føres. For dette er litteratur man bliver klog af. Desuden er den læst på blot en eftermiddag (eller to…).

Flemming Hørnø – Verdens største forfalskninger

Forfatter: Flemming Hørnø

Forlag: Forlaget Ådalen

Antal sider: 353

ISBN: 978-87-91365-94-2

Bagsideteksten:

Bogen fortæller de drabelige og spændende historier om verdens vitterlig to største – og dog så vidt forskellige foralskninger: den ene begået af Hitlertyskland under 2. verdenskrig, hvor jødiske fanger blev sat til at producere engelske pund sterling-sedler i den helt store stil – og den anden udført af en forholdsvis ukendt hollandsk kunstmaler, som til at begynde med kun ønskede at bevise, at det er malerens navn og ikke billedet, som afgør pris og berømmelse. Han havde lært sig selv at male i Vermeers´, Frans Hals´og de Hoogh´s stil og endte med at tjene millioner gülden under og lige efter krigen. Forfatteren har ved hjælp af en tredie historie, som udspilles på et plejehjem mellem to af beboerne integreret de tre fortællinger til et interessant, belærende og ikke mindst spændende hele.

Mads-Peder anmelder:

Flemming Hørnø har begået en spændende og medrivende bog om forfalskninger, nyfundet kammeratskab og evner der rækker langt udover det man kan få anerkendelse for i levende live. Det er da gode ingredienser til en fortælling. Bogen er desuden krydret med billeder, tegninger og lign. Igennem bogen. Billederne gør ikke noget godt for mig som læser. Jeg vil hellere bruge fantasien… . Ideen er dog god, og jeg har ikke set den andre steder før. På mange måder bærer bogen præg af også at være dokumentarisk. Når den dog som her pakkes ind i fiktionen, så føler man aldrig, at man bliver belært om fakta – sådan som en fagbog til tider kan føles!

Tidsmæssigt havde jeg igennem hele bogen svært ved at få årstallene til at stemme med udgivelsesåret (2011). På en eller anden måde, så virkede det utroværdigt på mig, at de to hovedpersoner skulle kunne levere førstehåndsoplevelser omkring de to forfalskninger (der dog trods alt ligger mange år tilbage i tiden). På et tidspunkt er der givet et årstal i parantes i bogen (1983). Det årstal bliver først formidlet til læseren mod slutningen af bogen. Det synes jeg er for sent. For mig er kronologi væsentlig, når jeg læser et værk. Jeg kunne slet ikke få tidskronlogien til at stemme. Eftersom bogen tilsyneladende foregår i 1983 så falder en hel del plothuller på plads.

Så langt kritikken. Jeg var vældig godt underholdt, og vil klart anbefale bogen. Man bliver klogere på pengeseddelfabrikation og malerkunst – plus lige en masse andre ting, der vedrører jødeforfølgelser, nicheberetninger omkring anden verdenskrig, secret service som vogtere over dollaren og en kunstverden, der gerne vil værne om sit eget ry…

Tak til Flemming Hørnø for en anderledes og spændende bog.

Henrik Pontoppidan – Isbjørnen

Forfatter: Henrik Pontoppidan

(revideret udgave af Poul Erik Kristensen)

Forlag: BoD

Antal sider: 55

ISBN: 9788771884913

Bagsideteksten:

Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman Isbjørnen, der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk.

Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og …..

Det er en fantastisk historie, der fremrulles i Isbjørnen, og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grøndlanske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74.

Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

Mads-Peder anmelder:

Da jeg så, at “Isbjørnen” af Pontoppidan var nyudgivet i en let moderniseret udgave bestilte jeg straks et anmeldereksemplar. Både af nysgerrighed på Pontoppidan og af nysgerrighed omkring, hvorvidt opgaven med en revideret sproglig udgave af Pontoppidans værk, overhovedet var muligt. Indrømmet, jeg mangler lidt forudsætningerne for at vurdere min sidstnævnte nysgerrighed – jeg har aldrig læst Pontoppidan før. Jeg har dog læst en del ældre litteratur i originaludgave, så af den grund følte jeg mig alligevel fortrøstningsfuld. Jeg synes Poul Erik Kristensen har gjort et fint arbejde med at revidere Isbjørnen. Den står knivskarp. Velsagtens fordi Pontoppidans historie er evigt aktuel, men også fordi det fornemmes, hvor meget respekt for teksten Kristensen har.

Min nysgerrighed på Pontoppidan er kun pirret yderligere efter endt læsning af denne meget korte fortælling. Pontoppidan formår på meget få sider at trække nogle skarpe pointer op. F.eks. Spændet mellem dogmatisk teologi og den teologi der bygger på den umiddelbare kærlighed til andre mennesker.

Igennem værket spores på mange måder en stor kærlighed til det levede liv. Blottet for påtagetheden som mennesker tillægger sig, når mennesket står følelsesmæssigt nøgen foran hverandre. Det er der hovedpersonen træder til med sin fandenivoldske umiddelbarhed. Hovedpersonen er selvsagt præget af sine år blandt de grøndlændere, der med deres naturfolkelige tilgang til livet, på sæt og vis reddede hovedpersonens sjælefred og liv.

Dette er vel også omdrejningspunktet for bogen. Jeg læser en klar samfundskritik i Pontoppidans “Isbjørnen”. En hyldest til det naturlige, og et opgør med alt det tillagte og facadeprægede. Jeg elsker citatet:

“I har de tyranner, som I fortjener”

– tilsyneladende elsker Kristensen også det citat, eftersom det er fremhævet med fed skrift i teksten… .

Jeg forstår sagtens Kristensens nyreviderede udgave af “Isbjørnen” – dette værk er litteratur af allerbedste skuffe.

En skuffe fuld

I handlen fra 9. November 2017

En lille, fin og spinkel tråd gennemstrømmer novellerne i “En skuffe fuld”. Umiddelbart peger novellerne i vidt forskellige retninger, men samler sig igen tematisk omkring en rød tråd, som er “håb”. Der er mange slags håb i novellerne – håbet om et bedre imorgen, om at finde sig selv, om kærlighed…

Novellerne er blevet til over en lang årrække og er både udtryk for skriveri igennem tid og overvejelser igennem forskellige faser i livet.

eller et signeret eksemplar hos forfatteren ved henvendelse på empey@empey.dk

Gitte Michaela Sommerbirk – Med frygt, tro og håb (Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen)

Forfatter: Gitte Michaela Sommerbirk

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 263

ISBN: 9788771905953

Bagsideteksten:

Her møder du mennesket bag flygtningetitlen og inviteres med ind i de oplevelser, tanker og følelser, der udspiller sig i et hverdagsliv som muslimsk flygtning her i Danmark for en mor til to børn, der integreres i en mindre by i Vestjylland.

Et liv, hvor frygten altid lurer i baghovedet, men hvor tro og håb er det bærende element. I en verden, hvor flygtninge er uønskede mange steder, og hvor flugten har sat sine spor. Med mand og familie efterladt i Syrien. Og med en tung bagage.

En barsk og rørende fortælling, der er baseret på faktuelle begivenheder og autentiske flygtningeskæbner med lettilgængelige informationer om det syriske oprør, krigen, flygtninges vilkår, undertrykkelse og terror.

Med temaere omkring religion og fundamentalisme, og hvor samfundsvilkår, medmenneskelige værdier og udvikling vendes i ganske almindelige dagligdagssituationer krydret med filosofiske indgangsvinkler.

Mads-Peder anmelder:

G. M. Sommerbirk har Med frygt, tro og håb skrevet en vedkommende og relevant bog – til indspark i den danske flygtningedebat. Med udgangspunkt i en lille familie bestående af en flygtningemor der opholder sig i Danmark med sine to børn, samt en mand/far der stadig opholder sig og arbejder som læge i det sønderbombede Syrien, er rammerne sat for en fortælling om både tab, menneskelighed, frygt og håb.

Bogen bygges op som en roman, men har noget af formatet kendt fra dagbøger eller journaler – i den forstand er fortællingen meget kronologisk opbygget og bliver fortalt lige ud af landevejen. Der er heller ikke egentlige klimakser i bogen, og den giver indtryk af almindelige hverdage som de fleste af os kender det fra vores egne liv. Til gengæld diskuterer bogen relevant, igennem hovedpersonens tanker, overvejelser og oplevelser, hvad det eventuelt kunne sige at være flygtning i Danmark. Der tegner sig et blandet billede af den gruppe mennesker vi i samfundsdebatten herhjemme under et betegner som “flygtninge”. Der er veluddannede flygtninge som hovedpersonen i romanen, der før borgerkrigen i Syrien har arbejdet som gymnasielærer. Der er andre flygtninge som ikke kan læse og skrive. Der er flygtninge med frigjorte holdninger, som hurtigt lægger de religiøse klædedragter på hylden i mødet med dansk kultur. Atter andre forstærkes i deres konservative og dogmatiske religiøse holdninger i mødet med Danmark. I den forstand tegner G. M. Sommerbirk et meget bredt og nuanceret billede af, hvad den store og ikke homogene gruppe er, som udelukkende bliver betegnet som “flygtninge” i medierne og daglig tale.

Det geniale træk i G. M. Sommerbirks bog er nok, at hun gør en reflekteret og veluddannet kvinde til talerør – på den måde åbner der sig nogle muligheder for en dybere refleksion omkring kulturelle forskelligheder, lighedspunkterne i kristendom og islam. Desuden åbner det op for en forståelse af hvad det indebærer at afvente svar på familiesammenføring, hvor besynderligt det er, at opholde sig i en fredelig del af verden, men hvor der samtidig er mobiltelefon kontakt til et af verdens helt store brændpunkter Aleppo. Der tegnes et billede af, at på tværs af religion og kulturelle forskelle, så er kærlighed og afsavn en følelse alle kan nikke genkendende til.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente mig af dette anmeldereksemplar. Romanen har den forholdsvis lange undertitel “Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen”. Undertitlen antyder måske mere end titlen, at formatet går videre end roman-formatet. På en måde bliver fiktionen springbrættet til en dokumentarisk forholden sig til emnet. Jeg har set det gjort et par gange i andre sammenhænge – særligt i de senere år. Jeg kan såmænd godt lide tilgangen og genren. I Med frygt, tro og håb, følte jeg mig godt underholdt og båret afsted i en for mig forholdsvis ukendt verden. Skal jeg komme med en anke mod romanen, så føler jeg at G. M. Sommerbirk med god effekt kunne have valgt enkelte emner/afsnit fra i bogen. Den bliver vel lang, og det omdrejningspunkt forfatteren ønsker fremført står faktisk tydeligt igennem hele romanen – derfor kunne romanens omfang godt diskuteres. Jeg fastholder dog – dette er god læsning, hvis man vil blive klogere på den menneskelige side af flygtningesituationen, og hvis man ønsker at få et mere nuanceret billede. Romanen forsøger måske vigtigst af alt, at huske læseren på, at dette er mennesker ikke meget ulig os selv – blot er de på flugt fra en verden i brænd. Se, det er en del af situationen der fuldstændig glemmes, når der tales om kvoteflygtninge, lukkede grænser, terrorbekæmpelse og alle de andre emner med store tillægsord. Denne roman handler først og fremmest om mennesker. Det kan man da relatere til. Et vigtigt indspark til et af vores tids største politiske emner.