Vigdis Iren Lysne – Smag af egen medicin

“Smag af egen medicin” sommerferielæsning i hængekøjen.

Forfatter: Vigdis Iren Lysne

Forlag/Udgiver: Vigdis Iren Lysne

Antal sider: 244

ISBN: 978-87-999575-3-8

Bagsideteksten:

Den unge pige Lilja er bundet til sengen på en institution for hjerneskadede. Hun har dog ikke altid været hjerneskadet. Det blev hun først efter, at en kendis-læge begyndte den proces, som Liljas søster kalder “kidnapningen”.

Den internationalt kendte læge, Sonia Nygren, er i København for at deltage i et debatprogram om HPV-vacciner, men hun forlader aldrig byen igen. Hvorfor er hun død, og er der en forbindelse til hendes arbejde med at gøre vacciner mere sikre?

Er virkeligheden som serierne i fjernsynet, hvor teknologien klarer nærmest alle helbredsproblemer for os – og hvor det ser ud som om, man kan træne sig op igen til sin gamle form efter alle mulige skader og sundhedsproblemer?

Hvad sker der med Lilja: Vil det lykkes for hendes familie at få hende hjem? Er der en forbindelse mellem Nygren og Lilja – og hvilken rolle spiller kendis-lægen, der fik Lilja anbragt på hjerneskadecenteret?

Empey anmelder:

V. I. Lysne har kontaktet mig, med henblik på at få anmeldt Smag af egen medicin. Bagsideteksten fangede mig, og jeg takkede ja til opgaven. Det fortrød jeg på ingen måde. Smag af egen medicin er en rigtig god, meget mærkelig, fængende og underlig bog. Den var faktisk, for mig, mere interessant end bagsideteksten antyder. Jeg troede egentlig, at jeg ville sidde med en regulær krimi i hænderne, at dømme ud fra præsentationsteksten – istedet endte jeg med noget der i langt højere grad minder om (undskyld Vigdis Iren Lysne) konspirationslitteratur! Meget spændende. Især interessant, fordi der måske sagtens kan være noget om sagen! Bliver vi virkelig alle ført bag lyset af de store medicinproducenter, og er nogle vacciner langt mere skadelige end vi tror? Forfatteren giver et troværdigt og omfangsrigt indblik i data omkring vaccine-sundhed. Der er sandelig stof til eftertanke i denne bog for en anmelder som mig, der ikke som udgangspunkt ved meget om vaccineprogrammer og vaccineskader… .

Bogen er mærkelig på en god og finurlig måde, da den konstant bevæger sig imellem det skønlitterære og folkeoplysende niveau – man er som læser aldrig i tvivl om, at forfatteren har noget på hjerte. Den er fængende, da man bliver bombarderet med oplysninger, men oplysningerne fremlægges til stadighed med respekt for det skønlitterære medie som V. I. Lysne har valgt som meddelelsesform.

Bogen er underlig i sin hybrid imellem det rapporterende og fortællende, og fordi man ganske enkelt følger så overvældende mange karakterer, at man som læser ikke kommer under huden på ret mange af dem, men istedet, igennem de mange karakterer, bliver indfanget i omfanget af problematikken omkring HPV-vacciner.

V. I. Lysne skriver rigtig godt. Samtidig kan det derfor lyde som et paradoks, at en kritik af værket kunne være (sproget)/oversættelsen. V. I. Lysne skriver faktisk rigtig varieret og godt. Sproget bærer dog sine steder præg af det norske (tror jeg) – Norge er da også forfatterens fødeland. Et eksempel blandt mange kunne være: “Der har jo været skrevet op ad vægge og ned af stolper om det i aviserne” (s. 136). “Op ad vægge og ned af stolper” bliver iøvrigt anvendt andre steder i bogen som fast vending. Jeg er f.eks. i tvivl om, hvorvidt det er en gangbar vending. Det er ganske hyggeligt med lidt kolorit på sproget, men vendinger som ovenstående lægger jeg mærke til som læser (og det er nok ikke hensigten i dette værk)… .

Alt i alt en rigtig god og lærerig læseoplevelse, der formede sig meget anderledes end jeg først havde forventet. Jeg blev klogere på et emne, der også fylder mere og mere i medierne i disse år. Jeg vil klart anbefale bogen til alle, der ikke kun er på udkig efter en krimi, men gerne vil have deres verdensbillede og forståelse af samme rystet… .