Forfatterliv og forfatterværksted

Forfatterlivet er fantastisk. Det sprudler af overskud for tiden. Og netop overskuddet må til dels stå alene – for tiden til at skrive har det været så som så med i de sidste par uger. Forfatterværkstedet er dog igen oppe at køre, og det er igen muligt at finde tiden til at skrive, redigere, tænke og digte. Sådan kan jeg lide det. Det er okay for denne forfatter at komme på afstand af skriblerierne engang imellem, for så igen at kaste sig over ordene på skærmen med fornyet energi.

Jeg springer jo, som nogen nok allerede ved, voldsomt rundt i genrer og emner, når jeg skriver manuskripter. Fra de digteriske eskapader gik turen til skrønens magiske, men dog letlæste, univers, og nu igen i retning af noget mere tungt. Jeg arbejder på en dyster jeg-fortælling. Jeg-fortælleren lever sig allerede ind på mig. Endda i en sådan grad, at jeg får sympati med staklen – jeg føler han hedder Hans. Han har et tungt hjerte; forstået dobbelttydigt; som i både at have noget på hjerte, men også at have nogle tunge mentale sten der tynger. Titlen på det nye værk ligger endnu ikke fast. En lille smagsprøve skal da til:

Når man som jeg, har haft foråret spirende i hjertet, for på den mest nådesløse måde at få det flået ud, da reagerer man vel forskelligt. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle søger ind i sig selv – at de ligesom kapsler sig i en følelsesløs tilstand, hvor ingenting kan trænge igennem den tykke palisade de sætter rundt om deres hele væsen. Sådan var det ikke for mig. Jeg mærkede alting desto mere stærkt! Blot var alting forvrænget. Selv solens stråler, når de endelig tittede igennem gjorde mig vred. Selve forårets bebudelse i hver en knop på buske og træer, syntes mig at være en hån. For det betød alt sammen, at verden går videre; på trods af krig og meningsløs død – på trods af min Majas bortgang, da fortsætter verden. Jeg ved ikke, hvad jeg ville ønske den gjorde – måske ville det være på sin plads, at den for en kort stund ophørte med at snurre rundt. At solen ikke stod op i øst blot en enkelt dag. At månen spaltede sig i to dele i et døgn. At også naturen og universet tog notits af min elskedes bortgang! Mindre anerkendelse af denne engel, synes mig at være fattig. Ingenting var dog forandret, og alligevel alting! Det var som, ville naturen med sin vanlige gang, al sin evige årstidsforandring og alligevel uforanderlighed, fortælle mig en vigtig pointe. Jeg tolker at budskabet var et ufølsomt grin om, at også Maja, at jeg, at alle herude; at alle mennesker alle vegne også er natur. Når vi slår ihjel eller dør for epidemier, da er vi stadig grundlæggene natur. Naturen begræder ikke. Dens orden måles aldrig i det singulære. Hvor mange hvaler har ikke krydset verdenshavene i årtusindernes målestok. Alligevel er de blot et sindbillede – vi ser dem ikke som enkelte individer, og det gør naturen lige så lidt. Hvalen er et fænomen. Hvor mange træer har ikke begroet denne grønne klode siden urtiden, men vi aner kun konturerne. Træer er for os, mere en levende organisme end enkeltstammer – i hvert fald i vores forståelser af dem! Hvor mange myrer har ikke… . Naturen bevæges ikke af det enkeltes fald, og det er nådesløs i sin udskillelse – naturen som et hele græder aldrig. Den er blot garant for evig repetition. Noget der undrer mig, er dog at naturen alligevel aldrig gør noget formålsløst. Hvis den gør, eller, hvis den har gjort det, så bliver den naturlige udvælgelse enden på det. Og alligevel synes vi her at bryde alle naturens principper, omend det samtidig føles for mig som om, at vi hengiver os til de mest basale og krigeriske evner i det menneskelige sind. På en måde er dette galehus ikke naturens værk. Naturen ville byde begge fronters mænd at have mere selvopholdelsesdrift. På det er jeg sikker. Dette er kulturens værk. Det er civilisationens fald, men alligevel tænker jeg om det, at det er noget dyrisk i mennesket, der er på spil.”

(Citatet er fra min nye skyttegravsfortælling)

Hans sidder i en skyttegrav. Han er sønderjysk. Som en kort opridsende introduktion skal det nævnes, at Sønderjylland var blevet del af Det Tyske Kejserrige som følge af det sviende danske nederlag i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Mange med dansk sindelag var derfor med et pennestrøg blevet udlandsdanskere. Derfor sidder altså Hans, der i sindelag og selvforståelse anser sig selv som dansk, i en tysk skyttegrav anno 1918 og venter på angrebssignalet, der skal sætte den senere benævnte tyske forårsoffensiv i gang.

Den skarpsindige læser, der har fulgt mig så langt som til dette punkt i blogposten, vil derfor have regnet ud, at vi befinder os godt og vel hundrede år tilbage i tiden. Min tanke med manuskriptet er, at det skal være færdigt og udkomme i forbindelse med hundredåret for den tyske forårsoffensiv. Jeg mener, at 1. verdenskrig i store træk er blevet den glemte krig. I krigen deltog mange dansksindede – mange af dem tvangsindskrevne.

Mange mennesker i dag oplever den 1. Verdenskrig, som en krig der ikke vedkommer os nævneværdigt. Op mod 30.000 sønderjyder deltog dog i krigen, og det er immervæk også et betragteligt antal unge, om ikke danske, så dansksindede mænd. I øvrigt er netop 1. Verdenskrig en overset historie om meningsløshed – det forholder sig nok i særlig grad sådan, fordi den på så mange måder blev overgået i vanvid af 2. Verdenskrig. Jeg synes dog stadig, at der ligger en vigtig lærdom at hente også i den 1. Verdenskrig. Den tyske forårsoffensiv blev indledt og afsluttet 1918. Kort efter kapitulerede det tyske kejserrige og dermed afsluttedes en særdeles blodig fire år lang krig. Offensiv og krigsafslutning har i 2018 hundredårsjubilæum, og lad os for alt i verden ikke glemme den fødselsdag! Den har fortællinger og moraler med sig, som vi kan drage lære af – også på de mange års afstand.

Jeg syntes, da ideen om at skrive et skønlitterært segment af denne historie faldt mig ind, at den var ganske original. Altså den, at skrive og udgive i forbindelse med hundredåret for 1. Verdenskrigs sidste store tyske offensiv. Jeg kan se, at der også er taget skridt til at producere en dansk spillefilm om netop sønderjysk deltagelse i krigen. Så, min ide og jeg kommer i fornemt selskab .

En sidste tanke. Det er sin sag, at levendegøre tankerne fra en krigstræt veteran der sidder i en skyttegrav. Jeg, der aldrig har deltaget i krig, er vel så fjern fra at kunne sætte ord på de følelser og tanker en soldat ved fronten måtte gøre sig. Og dog. Mange veteraner kunne, selvom de overlevede krigen, ikke sætte ord på deres tanker og følelser omkring krigen. Oplevelserne var for forfærdelige. Jeg mener, at jeg som forfatter kan låne ”Hans” nogle af mine ord. Jeg forestiller mig, at gru og meningsløshed har et universalt sprog, der ikke bør forties selvom oplevelserne ligger i andres lod og i fortidens dunkle tåger. Desuden, kan jeg i min meget mere magelige tilværelse, drage nogle af de al-menneskelige moraler, som der nok kan ledes ud af krigens vanvid. At udlede moraler kan nok være ganske svært, når man sidder midt i suppedasen som Hans. Jeg er i alle tilfælde i gang med at gøre forsøget med min egen fortolkning og udgave af en skyttegravsfortælling. Hvad mon titlen bliver?

Genvejen til succes som forfatter – Gittemie Eriksen

Forfatter: Gittemie Eriksen

Udgivet: 2016

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-76918-06-4

Bagsideteksten:

Drømmer du om at leve af dit forfatterskab? Eller vil du bare gerne tjene lidt ekstra ved siden af det job du har?

Kan du svare ja til et af disse spørgsmål, så har du fat i den rigtige bog. “Genvejen til SUCCES SOM FORFATTER” viser dig, hvordan du kan gå fra hobbyforfatter (eller endda endnu ikke at have udgivet noget) til at kunne leve af dit forfatterskab. Gittemie Eriksen tager dig i hånden hele vejen og viser dig, hvordan du markedsfører dig, hvilke trin du skal have styr på, for at få udgivet din bog og hvordan du går fra drøm til hverdag.

Det kræver ikke særlige evner, det handler bare om at vide, hvad du skal gøre hvornår.

Du ved ikke, hvor længe du er her, er det ikke på tide at forfølge din drøm?

Mads-Peder anmelder:

Først og fremmest. Jeg ville frygtelig gerne læse og anmelde denne bog af flere grunde. For det første. Jeg ved, at Gittemie Eriksen har gjort det særdeles godt som krimiforfatter. Faktisk har hun gjort det så godt, at hun har opsagt sit tidligere arbejde og i dag lever helt og holdent af forfattergerningen og de udlæggere af forfatteriet der følger med; Det er foredrag, oplæsninger, workshops osv.

For det andet, så er hun selvudgiver, dvs. en forfatter som vælger selv at stå for store dele af udgivelsesprocessen udenom de etablerede forlag. Da jeg selv, udover at skrive anmeldelser af forskellig litteratur, er forfatter og selvudgiver, som dog ikke kan leve udelukkende af forfatteriet, så bliver Gittemie Eriksens bog særligt interessant for mig.

“Genvejen til succes som forfatter” er dog som ventet, ikke en sikker og snorlige vej til rigdom – det er som titlen antyder blot en hjælp til at afkorte vejen ved at vise forskellige elementer i en forfatters gøren og laden, som kan give pote at indtænke i sit forfattervirke. Hvis hun med sikkerhed lovede guld og grønne skove i denne meget svære forfatter-branche, så ville alarmklokkerne nok også ringe højt. Gittemie skriver både om de mere praktiske elementer som redigering, betalæsere, at finde sit skriveflow osv., samtidig med at hun inddrager de mere overordnede overvejelser man bør gøre sig om f.eks. tillid fra loyale læsere og forsidens virkemidler. På et mere arbejdsfilosofisk niveau så giver Gittemie sig også i kast med overvejelser og indblik i livet som “fuldtidsforfatter” og ikke mindst “drømmen” om at være forfatter på bestsellerlisterne.

Gittemie Eriksen har faktisk begået en rigtig fin selvhjælpsbog til forfatter-spirer. Og også en udemærket bog til niveauet af udgivne/selvudgivne forfattere, der endnu ikke fejrer helt den samme succes (økonomisk/frihedsmæssigt) som hende. Dog vil jeg sige, at jeg ville have fået endnu mere ud af læsningen, hvis jeg havde læst bogen for 2 år siden (altså før jeg selv udgav mit første værk). Det kan dog ikke holdes imod Gittemie, da vi som gruppe (forfattere) er så uhomogen en størrelse og med så vidt forskellige forudsætninger, hvad angår målgrupper, markedsføring osv., at det er mere end svært at målrette gode råd i en bog som denne, så de har relevans for alle læsere.

“Der er dog mere og mere, der tyder på, at hvis du vil kunne sige dit 8-16-job op og hengive dig til forfatterlivets glæder, så går det hurtigst som selvudgiver.”

(Citat: Genvejen til succes som forfatter, Gittemie Eriksen).

Gittemie Eriksen lægger ikke skjul på sit bevidste valg om at udgive selv. Hun fremhæver, som i citatet ovenfor, nogle af de goder/friheder selvudgivere har.

Jeg vil mene, at “Genvejen til succes som forfatter” har en særlig relevans for forfatterspirer der ønsker at gå selvudgiver-vejen. Gittemie Eriksen øser ud af sin store viden med netop selvudgiverperspektivet for øje. Jeg vil samtidig mene, at bogen har sin største relevans for forfattere in spe, der endnu ikke har taget/vovet springet med en udgivelse. Vi andre kan sagtens lære noget også, men det er nok mere i udpluk. En rigtig fin forfatterhjælp fra Gittemie Eriksen.