Jakob Brodersen – Thode

2016-10-30-12-42-03

Forfatter: Jakob Brodersen

Udgivet: 2016 (2014)

Antal sider: 239

Forlag: Forlaget Radius

ISBN: 978-87-92334-74-9

Bagsideteksten:

Carl Theodor Thode er 19 år gammel, da han i juli måned 1915 bliver indkaldt til den kejserlige tyske hær. I de følgende tre et halvt år frem til krigens afslutning bliver han kastet fra den ene blodige træfning til den næste og overlever på nærmest mirakuløs vis de drabelige slag på Østfronten og Vestfronten; fra Sommes støvede skyttegravshelvede til mareridtsagtige kampe i Karpaternes skove, fluebefængte feltlazaretter og de iskolde stillinger langs den tilfrosne Dyna-flod. I krigen møder den unge Theodor skæbnen, kærligheden og den tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.

Romanen er baseret på de efterladte erindringer fra Carl Theodor Thode, der var lillebror til forfatterens oldefar.

Empey anmelder:

Det er i disse år hundrede år siden at en af verdenshistoriens blodigste krige udspillede sig. Krigen blev kaldt Den store krig (1914-1918), og blev senere “omdøbt” til Første Verdenskrig, eftersom endnu en stor og blodig verdensomspændende konflikt udspillede sig, nemlig Anden Verdenskrig.

På sin vis er Første Verdenskrig blevet den “glemte krig”. Hvilket er besynderligt, ikke mindst fra et dansk synspunkt. Danmark var ikke aktør i krigen. På grund af grænsedragningen i sønderjylland, som følge af krigen i 1864, måtte mange mange tusinde dansksindede sønderjyder på den tyske side af grænsen trække i kejserens uniform og deltage i krigen.

Det er netop en dansksindet sønderjyde, Thode, som vi følger i Jakob Brodersens roman, som han bygger op omkring efterladte erindringer fra en af sine slægtninge som deltog i krigen. Jakob Brodersen skriver sig med “Thode” ind i en krigslitterær tradition omkring Første Verdenskrigs-skildringer. Den giver ikke mindst mindelser om klassikeren “Intet nyt fra Vestfronten”. Også i “Thode” bliver skildringer af tilfældig og meningsløs ødelæggelse og død omdrejningspunktet. I anden litteratur om krigen bliver kammeratskabet ofte fremhævet. Jakob Brodersen lader i sin roman kammeratskabet træde i baggrunden. Han lader endda hovedpersonen Thode forklare det med, at nok anser han sine krigsfæller som våbenbrødre, men med så megen død og ødelæggelse omkring sig orker han ikke at involvere sig følelsesmæssigt med sine lidelsesfæller. Det perspektiv synes jeg Jakob Brodersen lykkes rigtig godt med – det er troværdigt. I det hele taget, kommer man til at føle med Thode – F.eks. I de tanker han gør sig om, ikke at løbe for hurtigt ved stormangrebene; ingen grund til at være den forreste… . Thode forsøger i bogen at gøre sin pligt, men heller ikke mere end hvad pligten byder. Thode ønsker sig brændende at overleve. Der er en pige på den anden side af vanviddet. Også dette er en troværdig skildring af samfundssyn og tilhørsforhold på krigens tid. Samtidig er kærlighed en faktor som er både værd at leve og dø for. Det ser man så fint beskrevet i bogen også… 

Thode er helt sikkert velskrevet og meget vedkommende. Både som en reminder om, hvad krig faktisk gør ved mennesker, men også som en historisk hukommelse om, hvad mennesker formår at gøre ved hinanden, når vanviddet tager over…

Bogen lider under for mange trykfejl. Ord som ikke er adskilt, tastefejl og lign. Det kan virke en smule sjusket.

For mig ødelagde det dog på ingen måde den store oplevelse bogen var. En rigtig fin og velskrevet bog. Om et gammelt, men stadig aktuelt emne; Krig og mennesker.

Empey.dk

Status fra en forfatter

– Jeg har fået en dårlig anmeldelse…

Jeg vil gøre status over mit forfatterskab. Omtrent et år efter min første e-bogsudgivelse De værste sår er de, der ikke bløder er det vist på tide med et rigtigt blogindlæg.

2015-10-05-21-40-11
Forfatteren med sin første udgivelse, e-bogen: “De værste sår er de, der ikke bløder”

Siden den spæde start har jeg udgivet Digteren mellem linjerne, Helt ude i Hampen – En skrøne samt Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys. Jeg har fået mange kommentarer med på vejen. Her er de to oftest hørte:

“Du må da have haft travlt?”

dsci2358

Ja, jeg har haft travlt. På en god måde. Jeg elsker det jo. Min tanke er, at finder man, som jeg har fundet, noget der gør en fuldstændig tilfreds og opfyldt af helhed, så har man ikke travlt – så lever man. Jeg lever mine skriverier. Jeg vitterlig ånder for at udbrede mine ord og sætninger.

“Kan du leve af det?”

Nej. Jeg kommer aldrig til at leve af det. Ikke før jeg skriver en krimi eller rammer en trend. Jeg forsøger ikke at trende, og jeg tror aldrig, at jeg skriver en krimi – jeg har ingen krimier i hovedet lige nu.

Desuden; det kan lyde sært i den verden som omgiver os. Jeg gør det primært for mig selv. Det har en værdi i sig selv at skrive. For mig. Forhåbentlig også for andre. Forhåbentlig kan andre også lide det de læser af mig. Skriblerierne har en masse i sig, men selve produktionen af dem, altså det, at jeg gider sidde alene over en lang række af dage og skrive mine tekster – det gør jeg, fordi det har en værdi i sig selv. Det sigter som udgangspunkt ikke efter en masse andet. En fed statusopdatering? For den kan fås lettere end dette. En masse penge? For det er der ikke i det, og selv om der var et par kroner i det, så kunne de nok tjenes lettere. En berømmelse? For i fald, så lader den vente på sig… . Nej til alt det. Det er noget, der har betydning for mig, ikke som mål til noget andet, men fordi det gør mig glad.

2015-07-03-11-02-08
I svage øjeblikke kan selv en forfatter blive selv-fed…

Jeg har fået gode anmeldelser og dårlige anmeldelser på mine udgivelser. Det er spændende og det er hårdt. Jeg har måttet ruste mig en del. Kritik er ikke min stærke side. Det krævede mange overvejelser og tanker, før jeg offentliggjorde mine skriblerier. Det gjorde det da. For jeg er ikke god til kritik. Jeg er blevet bedre til at acceptere den, men jeg bliver aldrig god til det. For jeg vil jo gerne skabe noget gennemført. Noget velskrevet og gennemført. Det har jeg så forsøgt. Jeg har valgt at gå skridtene selv. Jeg har stået for skriverierne, selv fundet mine betalæsere (mennesker der giver konstruktive tilbagemeldinger på skriverierne før udgivelse), selv fundet korrekturlæsere og selv stået for forsiderne. Altsammen med blandet held. Sådan er livet. Jeg har oprettet hjemmeside på egen hånd, og bliver efterhånden mere ferm til at linke, skabe nye sider, oprette indlæg, få relevante plugins downloadet og så meget mere.

Der er en hel industri klar i kulissen, som gerne vil hjælpe forfattere som mig. De vil alle ligeledes have en del af kagen for deres hjælp. Det kan være helt iorden. Hjælpen kan være godt tilkøbt. Personligt har jeg haft en ønske som udgangspunkt, at forfatterskabet skal kunne løbe rundt. Jeg har noget at præsentere for verden, jeg skal ikke blive rig på det, men jeg ønsker heller ikke at have røde tal på bundlinjen, når præsentationen er overstået.

Jeg betegner mig selv som selvudgiver. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har til mine første udgivelser benyttet mig af forlaget BoD. De hjælper med katalogisering, ISBN-nummer, pligteksemplar-afsendelse til det Kongelige Bibliotek. De tager dog ikke stilling til salgbarheden og den litterære værdi af udgivelsen. Det gør jeg og mine betalæsere. Mange selvudgivere vælger at oprette et forlag, tage kontakt til trykkerier og er på den måde herre i eget hus, også i den proces. Her vælger jeg den lette løsning, og lader BoD stå for de sidste praktiske ting inden bogen når ud til bibliotekerne, køberne – læserne.

Jeg er en amatør i ordets oprindelige betydning. Jeg er lidenskabeligt optaget af mine skriverier. Jeg mener selvfølgelig, ellers havde jeg ikke sendt mine skriblerier ud offentligt, at mine udgivelser har en litterær kvalitet. Ordet amatør bruges jo ofte nedsættende – jeg mener faktisk, det at være en amatør er frisættende. Jeg er ikke tvunget til at skrive, for at betale huslejen, sørge for at børnene har tøj på kroppen, og at der er hundemad til min trofaste ven. Det er frisættende. Jeg skal ikke love mine læsere noget. Jeg skal ikke ændre i teksten, efter ønske fra en redaktør. Jeg behøver ikke skrive den ene bestseller efter den næste for at holde skindet på næsen. Alt det klarer brødjobbet for mig. Jeg skal stå til ansvar for mine læsere; selvfølgelig. Stadigvæk, det er frisættende. Det er frihed. Frihed uden grænser er ikke frihed – en af mine egne gamle kongstanker. Det er frisættende at kunne hoppe rundt i genrerne efter lyst. Det giver mulighed for at både filosofien, kærligheden, dystopien, erindringerne og humoren kommer ud.

Alt det sagt, så ville jeg da gerne sælge en hulens masse bøger, og fik jeg mulighed for endnu mere arbejdsro i form af økonomi, så ville jeg da sikkert tage imod den. Jeg vil også gerne engang prøve at udkomme på et etableret forlag.

– Livet er jo paradoksalt.

Jeg tænker om mig selv, at jeg bidrager til den smalle litteratur. Jeg skriver ikke indenfor interessefeltet for alle læsende – det er ganske sikkert. Som eksempel kan min mor tjene her. Hun har læst alt, hvad jeg har skrevet. Hun elsker mig ganske givet, men hun er vist ikke ellevild med mine bøger. Det er okay. Jeg elsker hende alligevel.

Hele tankerækken i dette blogindlæg startede med en dårlig anmeldelse af min første skrøne Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg vil ikke linke her (efter opfordring linker jeg nu til anmeldelsen nederst på denne side). Det berører mig meget at få en dårlig anmeldelse – jeg er jo menneske. Jeg er jo netop mig. Jeg er ikke gemt bag en uddannelse, eller del af et hold som kan dele ansvaret. Der er kun mig, og det, jeg har givet ud af mig selv, som står for skud. Det giver næring til en vurdering af mit forfatterskab – en status. Det giver anledning til tvivl. Det giver mig lyst til at blive endnu bedre. Det gør rigtig meget og mange ting ved mig…

I modgang gør man status – sjældent i medgang. Jeg fejrer mine sucesser som de kommer. Det var min første beslutning omkring skriblerierne. I mit forfatterskab har det været mit eget erklærede mål hele tiden. At fejre sucesserne som de kommer. På den måde er der altid noget nyt at glædes over. Første tilfredstillelse var at turde overhovedet. Altså, turde at udgive noget på hjemmesiden. Velvidende, selvom få måske fandt frem til hjemmesiden, at det kunne nærlæses og studeres af andre. Siden blev det til selve udgivelserne. Tilbagemeldinger på bøgerne fra venner, bekendte og anmeldere. Det er en succesfuld oplevelse at skabe noget, der lever i andres opmærksomhed. Alene det at kalde mig selv for forfatter har været grænseoverskridende for mig – det virker prætentiøst. Det er det måske også. På en måde er det jo bare som det er. Jeg udgiver bøger, og derfor er jeg jo pr. definition forfatter. Mere er der ikke i det…

Videre med succes-opregningen for min egen selvtillids skyld. Jeg har formået at få lektørudtalelser på mine tre seneste bøger. Det er en succes. Lad mig kort fortælle om hvorfor. Bibliotekerne har købt sig ind hos et privat foretagende kaldet DBC (Dansk bibliotekscenter). Alle titler der udgives med et ISBN-nummer i Danmark skal omkring DBC, hvis der skal gøres forhåbninger om at komme på de danske bibliotekshylder. Da det altid har været en drengedrøm for mig, så var det et erklæret mål fra min side. DBC vælger imellem titlerne de får i hænderne for at finde de titler som er biblioteksegnede. Altså bøger som DBC mener kan have en interesse for biblioteksgængere i almindelighed vælges til. Det er ca. halvdelen af alle ISBN-nummerede titler. Den halvdel, DBC har valgt til, bliver katalogiseret i bibliotekernes databaser. Vi almindelige brugere kan f.eks. se titlerne på bibliotek.dk. Her figurerer de kun under titlen og med forfatterens navn. Der er endnu ingen søgeord eller andet tilknyttet. Man skal altså være meget specifik, hvis man vil finde disse titler i vrimlen. Her kommer DBC med endnu et udvælgelsesløb. Halvdelen af de bibliotekskatalogiserede bøger tages igen til side. Altså, kun omkring hver fjerde bog som er udgivet. De bøger sendes ud til såkaldte lektører. Lektørerne er en gruppe belæste mennesker – mestendels bibliotekarer. Disse bibliotekarer udformer efter endt læsning en såkaldt lektørudtalelse. Lektørudtalelsen indebærer en form for kommentarbrev til bibliotekerne, omkring indhold, læsevenlighed, relevans og andet. Det er ud fra den lektørudtalelse at bibliotekerne beslutter sig for, hvorvidt de ønsker en bestemt titel hjemkøbt til netop deres bibliotek. En lang forklaring senere, kommer her den gode del. På nær De værste sår er de, der ikke bløder har alle mine titler fået den forjættede lektørudtalelse (lektørudtalelsen gives kun på fysiske bøger, så derfor kan e-bogen ikke få en udtalelse). Det er altså et forfattermæssigt nåleøje jeg her taler om. Et lidt tilfældigt nåleøje at passere. Succesen består af, at hele 37 biblioteker nu har 1 eller flere eksemplarer stående af min Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg kalder det en succes. En vaskeægte personlig succes. Jeg håber selvfølgelig på en lige så stor succes for min nye skrøne Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys, der netop har fået udarbejdet en lektørudtalelse, som bliver udsendt til bibliotekerne i løbet af uge 43. Så jeg krydser fingre.

2016-10-03-18-11-11
“Digteren mellem linjerne” blev ikke købt hjem i så stort tal, men er dog at finde på mit lokale bibliotek

Sidste succes for nu. Jeg kontaktede redaktionen på Horsens Folkeblad, for at gøre opmærksom på min nye udgivelse. Det kom der en rigtig fin artikel ud af, hvor jeg fik en del spalteplads omkring mig og mine udgivelser.

2016-10-06-18-15-16

Jeg puster mig ikke op. Der vil altid være op- og nedture. Jeg fortsætter ufortrødent, og jeg forsøger at skrive det bedst mulige hver gang. Dette er ment som en meget seriøs amatørs bekendelser. Amatør i den bedste betydning af ordet.

Det at skrive, har for mig, værdi i sig selv.

Forfatter: Mads-Peder Winther Søby

Anmeldelsen:

Helt ude i Hampen