Kategoriarkiv: Blog

Bestselleren der, på trods af PR-tids-synkroni, udeblev!

Hip hurra. Imorgen den 21. Marts, har min roman “Vi var mennesker i skyggernes tid” 1 års fødselsdag…

Ideen til plottet var lige så klar, som tiden var perfekt modnet for fortællingen, der senere blev udgivet under titlen “Vi var mennesker i skyggernes tid“. I første kvartal af 2017 kom det til mig, som en noget nær guddommelig inspiration fra oven. Jeg ville skrive en Sønderjydes subjektive oplevelse af skyttegravskrigen, der senere blev kendt som 1. verdenskrig. Jeg var, og er, meget fascineret og forfærdet over den umenneskelige skala hvori man kastede skæbner og liv i grus under 1. verdenskrig. Med den store klassiker “Intet nyt fra vestfronten” i tankerne, ønskede jeg at give et anderledes bidrag til fortællingen om den forfærdelige krig. Jeg havde et ønske om, at skulle jeg skrive en fortælling om den krig, så måtte jeg forsøge at sætte mig ind i tankegangen hos en ung soldat, der befandt sig midt i kaosset. Da jeg heldigvis, ikke har været i krig med andet end litteraturen, ville jeg meget gerne, at bogen havde et samfundskritisk tilsnit, der ikke kun pegede på verden for hundrede år siden – men som også havde en løftet pegefinger på verden af i dag. Altså en moraliserende fortælling.

Jeg var klar over, allerede ved de første ords dansen henover tastaturet, at bogen kunne blive dels god og spændende, og at den kunne hjælpes på vej af veldrejet PR. Jeg forstår mig på at skrive, men ikke meget på PR (hvilket måske har vist sig sandere end først antaget). Jeg tænkte derfor, at min soldat skulle sidde i en skyttegrav under Den store tyske forårsoffensiv i 1918. Det officielle startskud for dette vanvittige og i øvrigt sidste store tyske fremstød, lød den 21. marts 1918. Eftersom ideen og startfløjtet først kom i 2017, hvor hundrede-året for forårsoffensiven og siden krigens afslutning, hurtigt nærmede sig, havde jeg travlt. Jeg skrev så det sang, og fandt mig også et forlag, Forlaget Brændpunkt, der ville være med på en udgivelsesdag d. 21. Marts 2018. Altså nøjagtigt på hundredeårs-dagen for Den store tyske forårsoffensiv. Desuden kunne bogen dermed begynde at bide sig fast i markedet, inden d. 11/11-2018 som ville være den officielle hundredeårs-dag for krigens afslutning. Så langt rakte mine PR-tanker. Resten måtte jo komme. Go’ morgen Danmark og store nationale aviser måtte jo dernæst kontakte mig. Sådan tænkte jeg vist, i mit lettere storhedsvanvittige hoved. Man må huske på, at jeg netop havde gennemlevet en af verdenshistoriens mest gruopvækkende timer, imens jeg ventede på angrebsfløjtet i en skyttegrav, sammen med min hovedperson! Vi havde tænkt over mangt og meget sammen, og jeg må sige, at det efterhånden stod mig klart, at min hovedperson, måtte være en meget, som i MEGET, reflekteret ung mand – for ellers kunne han ikke hjælpe mig med de samfundskritiske tanker, der skulle lægges for dagen.

Udgivelsen oprandt, og der var ikke alen lange køer af læsere, offentlige medier eller andet, der kontaktede mig!

1. Verdenskrig er i dansk sammenhæng blevet kaldt “den glemte krig”. Krigens afslutning, blev dog behørigt fejret, også i Danmark, men det kastede ikke meget søgelys på min bog. Det blev istedet til “den glemte bog”.

Selvom der er kommet fantastiske reaktioner fra læsere og andre, så har den aldrig fået bestseller-status.

Pyt, jeg ville da gerne sælge mange bøger, men vil stadig hellere skrive fantastiske bøger. Det sidste har jeg gjort, og det første kan jo nå at komme…

Det er stadig tilfredsstillende at bladre i morgendagens 1 års fødselar…

Forfatterhilsner,

Mads-Peder Winther Søby

Følg evt. mit forfatterskab her på empey.dk

eller på facebook:

https://www.facebook.com/ForfatterMadsPederWintherSoby/

Krigsroman er mit svendestykke

Den 21. marts udkommer jeg med romanen Vi var mennesker i skyggernes tid på Forlaget Brændpunkt. Det er min 5. bogudgivelse. Jeg anser selv romanen som mit svendestykke. Dels fordi det har været en sindssyg svær roman at skrive og dels fordi jeg denne gang har et etableret forlag i ryggen. Personligt havde jeg brug for den blåstempling i mit forfatterliv…

“Vi var mennesker i skyggernes tid”. Udkommer 21. marts 2018

 

Vi var mennesker i skyggernes tid

Vi var mennesker i skyggernes tid følger vi en ung sønderjyde i en tysk skyttegrav under 1. verdenskrig i den sidste time inden angrebet kendt som “ Den store tyske forårsoffensiv” i 1918. Hovedpersonen er en reflekteret ung mand og meget af den sidste tid, inden det farlige angreb, går med tilbageblik og refleksioner omkring livet, døden, kærligheden, kultursammenbrud, Gud og alt derimellem…

.

Romanens Baggrund

21. marts 1918 lød startfløjtet til “Den store tyske forårsoffensiv” under 1. verdenskrig. Det var et desperat forsøg fra tysk side på at bryde et flerårigt dødvande på Vestfronten. Det var en sidste kraftanstrengelse i forsøget på at ændre krigens gang. En krig der kom til at vare fire særdeles blodige år. “Den store tyske forårsoffensiv” blev den sidste store tyske offensiv under 1. verdenkrig. Kræfterne, ressourcerne i både civilsamfundet og blandt soldaterne, var brugt op.
 
Pga. Af de danske afståelser af områder efter nederlaget i 1864, var en stor gruppe dansksindede Sønderjyder blevet tyske borgere. De måtte også trække i uniformen og tage del i krigen. Omkring 30.000 Sønderjyder deltog i krigshandlingerne, og heraf faldt mere end 5000 i krigen.
 
2018 er hundredeåret for to store begivenheder i det som siden blev kaldt 1. verdenskrig. D. 21.3 er det hundredeåret for “Den store tyske forårsoffensiv”. 21/3 er således valgt som udgivelsesdagen for romanen “Vi var mennesker i skyggernes tid”. Hovedpersonen Hans venter på at skulle deltage i offensiven. 
Senere på året 2018 – præcist d. 11.11 kl. 11, er det hundredeåret for en våbenhvile imellem de krigende parter der reelt bragte krigen til ende.
 
Som alt andet i krigen blev afslutningsdatoen og klokkeslettet symbolet på noget vidtrækkende. 1. verdenskrig ændrede på så mange måder det vestlige menneskes selvforståelse og blev et traumatisk brud i kulturen. 
I skyttegraven sidder hovedpersonen Hans og tænker jordnært men reflekteret over det at være et menneske i krig. Hans overvejer hvor anonym krigen gør den menige soldat. De ansigtsløse i krig mod de navnløse. Ved at følge Hans’ tanker og overvejelser er romanen i høj grad et forsøg på at trække den ukendte soldat frem af glemslen og gøre ham til en evigt løftet pegefinger.
.


 

Mads-Peder Winther Søby, f. 1978, er digter og forfatter. Han er uddannet cand.mag. i idehistorie og historie samt professionsbachelor som pædagog. Forfatteren har tidligere udgivet: Digteren mellem linjerne 2016, Helt ude i hampen – En skrøne 2016, Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys 2016, og En skuffe fuld2017

Forfatter: Mads-Peder Winther Søby

 

Romanen kan bl.a. købes hos forlaget:

Forlaget Brændpunkt

til 199,-

Forfatterens julehilsner

Forfatter-julehilsner fra min arbejdsplads

December 2017

Julestemning og julehygge – juleforfatterens værksted

Det sker som regel for mig omtrent ved denne tid. Midt i decembermåneds spirende julestemning, så kommer tanken til mig. Jeg bør skrive en julenovelle, en julekalender-fortælling i 24 afsnit, eller noget helt tredje og originalt juleagtigt. Som de forgangne år, så må jeg ligeledes sande at det er vel sent at få gode ideer til årets juleudgivelser d. 16. december…

Midt i et smil og en salig stemning efter julehygge og julebryg siger jeg til mig selv, at det kan nås til næste år. Og det kan det jo. Og måske kan det ikke. Julestemningen, den helt særlige stemning som decembermåned hensætter mig i – den er svær at få greb om i januar eller februar, eller på noget andet tidspunkt af året – den er der kun i december.

Jeg har dog nået en del i år med hensyn til forfatterskabet. Jeg har skrevet og kæmpet sammen med Hans der sidder i skyttegraven under 1. verdenskrig. Jeg har kæmpet med forestillingen om, hvad en så ulykkelig skæbne kunne afføde af tanker. Jeg har ikke selv løsnet skud, og jeg føler mig taknemmelig for det… . Den krig har været gruopvækkende, og det hensætter mig trods alt i ydmyghed og taknemmelighed, at jeg kun har skullet forholde mig til det reflekterende aspekt i at være skyttegravskriger. Hvordan jeg er sluppet afsted med de overvejelser kan interesserede læsere få indblik i d. 21. Marts 2018. Der udkommer bogen om Hans’ trængsler og tanker under titlen “Vi var mennesker i skyggernes tid” på Forlaget Brændpunkt. Jeg glæder mig til det. Som decembermåned langsomt men sikkert bringer mig og mine tættere på juleaften, så er jeg igang med rettelser og overvejelser i samarbejde med mit forlag. De sender kommentarer og forslag til ændringer. Jeg overvejer, ændrer og kommenterer, hvorefter jeg sender retur. De læser og overvejer, og de kommenterer…

D. 9. November udkom jeg med novellesamlingen “En skuffe fuld“. Et bogprojekt, som jeg har overvejet og puslet med i flere år. Novellerne lå i skufferne, men de manglede en overhaling og en samling. Den gav jeg plads i 2017 og nu er mit værk ude i verden. Jeg afventer stadig de fleste anmelderes dom, og jeg går i stadig spænding og venten på – om novellerne får en lektørudtalelse. Samlingen er endnu ikke fuldt oprettet på bibliotek.dk, men så snart det er muligt at bestille den hjem, så kan man gøre forfatteren glad, ved at bestille bogen hjem til et bibliotek nær dig.

I November var jeg ude med min første oplæsning. Jeg var inviteret på Juelsminde Bibliotek i forbindelse med et borgerlyrik projekt. Jeg læste primært op fra “Digteren mellem linjerne” og jeg havde en god fornemmelse omkring det. En enkelt novelle fra “En skuffe fuld” måtte tilhørerne også have med. For mig var det en stor oplevelse. Mere af den slags, tak.

I 2018 udkommer min skyttegravsfortælling, og jeg skal videre med den spændingsroman, som jeg har taget de første spæde øvelser til. Fortællingen kommer til at række fra Kina til Danmark og spænde over en tidsperiode fra Bronzealderen og til nutiden. Handlingens primære udspring bliver i egnen omkring Juelsminde (hvor jeg selv bor). Jeg har altid ønsket at skabe fiktion med en lokal forankring – det arbejder jeg med i 2018.

Mit ynglingsvirke er at skrive – det afføder ofte en lind strøm af mange ord. Nogle gange for mange! Jeg vil stoppe mine fingres vandring over tastaturet om lidt. Til sidst, og det er det vigtigste af alt, hvad jeg havde på jule-hjerte. Så skal der runge en dybtfølt tak til mine læsere, mine betalæsere, mine redaktører, mine anmeldere og min familie for respekt og tilgivelse omkring mit forfatterskab. Man bliver næppe forfatter uden at bruge en hel del tid på at skrive, og uden nogle gange at være tabt for omverdenen, imens man forsøger at sætte ord og sætninger sammen i hovedet. Den slags kræver forståelse. Tusind tak for den. Tak for et dejligt forfatterår. Jeg håber det næste bliver lige så inspirerende.

Juleforfatterhilsner, Mads-Peder Winther Søby

Et forfattermæssigt tomrum – der nu udfyldes

Det føles som et tomrum – disse måneder, hvor jeg arbejder på to store bogprojekter, og anmeldelserne og læsertilbagemeldingerne, på mine første udgivelser, naturligt ebber ud! Følelsen af tomrum skyldes nok, at jeg elsker, når mine skriblerier lever i folks bevidsthed. Elsker den mærkelige, forunderlige og fantastiske følelse det er, når jeg fornemmer, at mine udgivelser bliver læst et sted ude i verden.

Det er dog nok sådan med det meste litteratur efter et stykke tid – nyhedens interesse lægger sig, og værkerne lever et mere stille, og eget liv, ude i virkeligheden. Jeg ved, at der stadig i ny og næ tages en af mine bøger ned fra bibliotekernes hylder – det varmer. At der i ny og næ sælges en af mine bøger i butikkerne. Blot ikke så ofte som omkring udgivelsen.

… Læs videre – den gode nyhed er helt i bunden…

Forfatterskab er jo pr. definition en ensom affære. Mange – rigtig mange timer, bliver der brugt i eget selskab. Nu skal det ikke lyde som en trist fortælling, for jeg elsker den tid foran skærmen med mine karakterer, plot, og formuleringer. Det er dog en lang alene-tid, der så til sidst munder ud i noget, som andre ganske vist kan have glæde af, men som også kan læses på meget kort tid…

Imens den ovenstående tankerække stille formede sig i den sidste tid foran skærmen – skete der noget spændende, der igen giver mulighed for at føle interaktion med læsere og andre interesserede. Jeg er blevet inviteret til digtoplæsning på Juelsminde Bibliotek. Det var en herlig nyhed. Det synes jeg lyder rigtigt spændende. jeg er meget beæret over det. Godt nok bliver det første gang, at jeg på den måde skal stå foran et publikum for at læse op af mine digte – det giver rigtig mange sommerfugle i maven allerede!

Jeg glæder mig dog meget alligevel…

Det hele kommer til at foregå

onsdag d. 15. november kl. 16 på Juelsminde Bibliotek.

Jeg håber selvfølgelig på at se så mange interesserede som muligt.

Når andres skitser passer til egne fantasier…

Det sker. Ganske ofte! Den mærkværdighed, at bedst som forfatter-jeget har tænkt og beskrevet en særlig scene, da støder man på noget der er at ligne. Ofte er det i litteraturen, eller det kan være i et program i radioen, der nævner en særlig problematik, som jeg just har beskrevet skønlitterært.  En del gange er det på min vej igennem verden, at noget træder frem for mine øjne – noget der ser bekendt ud, men som i virkeligheden er helt nyt.

Jeg har i min skyttegravsfortælling med arbejdstitlen Vi var mennesker i skyggernes tid, beskrevet et møde ved en skovsø i Frankrig. Jeg har altid nogle indre billeder i hovedet i sådan en beskrivelse. Det er ikke milimeterbeskrivelser, der skal gøres af et sådant miljø – ligesom jeg bruger min fantasi, så skal der jo også være mulighed for at læseren bruger sin egen fantasi.

Imens jeg søgte på relevante værker, der kunne have interesse for mine skriblerier på Statens Museum for Kunsts hjemmeside (Link til SMK) over frit tilgængelige værker for offentligheden (Public Domain), faldt jeg over et særligt værk. Det var Carl Blochs en skovsø ved Hellebæk. 

Carl Bloch (1834-1890), En skovsoe ved Hellebaek, 1887

Netop det billede var næsten nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig den sø, hvor Hans og Maja gik til. Nedenfor et uddrag af det jeg arbejder på:

Et godt stykke inde i skoven fandt vi en lysning ved en skovsø. Insekterne summede over søen og græsset stod grønt og frodigt ned til søens bredder. Søbredderne var mudrede banker, og vandet var brunligt og uigennemsigtigt. Stilheden var, selvom jeg havde vænnet mig til stilhed på min faste venteplads for enden af grusstien ved lazarettet, ganske overvældende. Ikke en absolut stilhed, for der var raslen af blade og kviste, når vi trådte dem under fode. Forårsbrisen sled fra tid til anden i trætoppene, så grene og blade begik naturens egne symfonistrofer langt over os. Vandet i søen suppleredes af en lille bæk, der rislende mundede ud i søen. Der var således en fortætning af lyd, men der var ingen menneskelige lyde. Der var en absolut fredfyldt form for stille altomsluttende lydmur. På en lysning, hvor den græsbeklædte eng rakte ned til søens mudrede bred bredte jeg min nyvaskede uniformsjakke ud, og bød med en flot bevægelse min elskede Maja velkommen til at tage plads.

Blot et pip herfra den redigerende forfatter. Nogle sammenfald er mærkelige. Dette var et at grunde over – nu blev du som læser også delagtiggjort.

Forfatterliv og forfatterværksted

Forfatterlivet er fantastisk. Det sprudler af overskud for tiden. Og netop overskuddet må til dels stå alene – for tiden til at skrive har det været så som så med i de sidste par uger. Forfatterværkstedet er dog igen oppe at køre, og det er igen muligt at finde tiden til at skrive, redigere, tænke og digte. Sådan kan jeg lide det. Det er okay for denne forfatter at komme på afstand af skriblerierne engang imellem, for så igen at kaste sig over ordene på skærmen med fornyet energi.

Jeg springer jo, som nogen nok allerede ved, voldsomt rundt i genrer og emner, når jeg skriver manuskripter. Fra de digteriske eskapader gik turen til skrønens magiske, men dog letlæste, univers, og nu igen i retning af noget mere tungt. Jeg arbejder på en dyster jeg-fortælling. Jeg-fortælleren lever sig allerede ind på mig. Endda i en sådan grad, at jeg får sympati med staklen – jeg føler han hedder Hans. Han har et tungt hjerte; forstået dobbelttydigt; som i både at have noget på hjerte, men også at have nogle tunge mentale sten der tynger. Titlen på det nye værk ligger endnu ikke fast. En lille smagsprøve skal da til:

Når man som jeg, har haft foråret spirende i hjertet, for på den mest nådesløse måde at få det flået ud, da reagerer man vel forskelligt. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle søger ind i sig selv – at de ligesom kapsler sig i en følelsesløs tilstand, hvor ingenting kan trænge igennem den tykke palisade de sætter rundt om deres hele væsen. Sådan var det ikke for mig. Jeg mærkede alting desto mere stærkt! Blot var alting forvrænget. Selv solens stråler, når de endelig tittede igennem gjorde mig vred. Selve forårets bebudelse i hver en knop på buske og træer, syntes mig at være en hån. For det betød alt sammen, at verden går videre; på trods af krig og meningsløs død – på trods af min Majas bortgang, da fortsætter verden. Jeg ved ikke, hvad jeg ville ønske den gjorde – måske ville det være på sin plads, at den for en kort stund ophørte med at snurre rundt. At solen ikke stod op i øst blot en enkelt dag. At månen spaltede sig i to dele i et døgn. At også naturen og universet tog notits af min elskedes bortgang! Mindre anerkendelse af denne engel, synes mig at være fattig. Ingenting var dog forandret, og alligevel alting! Det var som, ville naturen med sin vanlige gang, al sin evige årstidsforandring og alligevel uforanderlighed, fortælle mig en vigtig pointe. Jeg tolker at budskabet var et ufølsomt grin om, at også Maja, at jeg, at alle herude; at alle mennesker alle vegne også er natur. Når vi slår ihjel eller dør for epidemier, da er vi stadig grundlæggene natur. Naturen begræder ikke. Dens orden måles aldrig i det singulære. Hvor mange hvaler har ikke krydset verdenshavene i årtusindernes målestok. Alligevel er de blot et sindbillede – vi ser dem ikke som enkelte individer, og det gør naturen lige så lidt. Hvalen er et fænomen. Hvor mange træer har ikke begroet denne grønne klode siden urtiden, men vi aner kun konturerne. Træer er for os, mere en levende organisme end enkeltstammer – i hvert fald i vores forståelser af dem! Hvor mange myrer har ikke… . Naturen bevæges ikke af det enkeltes fald, og det er nådesløs i sin udskillelse – naturen som et hele græder aldrig. Den er blot garant for evig repetition. Noget der undrer mig, er dog at naturen alligevel aldrig gør noget formålsløst. Hvis den gør, eller, hvis den har gjort det, så bliver den naturlige udvælgelse enden på det. Og alligevel synes vi her at bryde alle naturens principper, omend det samtidig føles for mig som om, at vi hengiver os til de mest basale og krigeriske evner i det menneskelige sind. På en måde er dette galehus ikke naturens værk. Naturen ville byde begge fronters mænd at have mere selvopholdelsesdrift. På det er jeg sikker. Dette er kulturens værk. Det er civilisationens fald, men alligevel tænker jeg om det, at det er noget dyrisk i mennesket, der er på spil.”

(Citatet er fra min nye skyttegravsfortælling)

Hans sidder i en skyttegrav. Han er sønderjysk. Som en kort opridsende introduktion skal det nævnes, at Sønderjylland var blevet del af Det Tyske Kejserrige som følge af det sviende danske nederlag i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Mange med dansk sindelag var derfor med et pennestrøg blevet udlandsdanskere. Derfor sidder altså Hans, der i sindelag og selvforståelse anser sig selv som dansk, i en tysk skyttegrav anno 1918 og venter på angrebssignalet, der skal sætte den senere benævnte tyske forårsoffensiv i gang.

Den skarpsindige læser, der har fulgt mig så langt som til dette punkt i blogposten, vil derfor have regnet ud, at vi befinder os godt og vel hundrede år tilbage i tiden. Min tanke med manuskriptet er, at det skal være færdigt og udkomme i forbindelse med hundredåret for den tyske forårsoffensiv. Jeg mener, at 1. verdenskrig i store træk er blevet den glemte krig. I krigen deltog mange dansksindede – mange af dem tvangsindskrevne.

Mange mennesker i dag oplever den 1. Verdenskrig, som en krig der ikke vedkommer os nævneværdigt. Op mod 30.000 sønderjyder deltog dog i krigen, og det er immervæk også et betragteligt antal unge, om ikke danske, så dansksindede mænd. I øvrigt er netop 1. Verdenskrig en overset historie om meningsløshed – det forholder sig nok i særlig grad sådan, fordi den på så mange måder blev overgået i vanvid af 2. Verdenskrig. Jeg synes dog stadig, at der ligger en vigtig lærdom at hente også i den 1. Verdenskrig. Den tyske forårsoffensiv blev indledt og afsluttet 1918. Kort efter kapitulerede det tyske kejserrige og dermed afsluttedes en særdeles blodig fire år lang krig. Offensiv og krigsafslutning har i 2018 hundredårsjubilæum, og lad os for alt i verden ikke glemme den fødselsdag! Den har fortællinger og moraler med sig, som vi kan drage lære af – også på de mange års afstand.

Jeg syntes, da ideen om at skrive et skønlitterært segment af denne historie faldt mig ind, at den var ganske original. Altså den, at skrive og udgive i forbindelse med hundredåret for 1. Verdenskrigs sidste store tyske offensiv. Jeg kan se, at der også er taget skridt til at producere en dansk spillefilm om netop sønderjysk deltagelse i krigen. Så, min ide og jeg kommer i fornemt selskab .

En sidste tanke. Det er sin sag, at levendegøre tankerne fra en krigstræt veteran der sidder i en skyttegrav. Jeg, der aldrig har deltaget i krig, er vel så fjern fra at kunne sætte ord på de følelser og tanker en soldat ved fronten måtte gøre sig. Og dog. Mange veteraner kunne, selvom de overlevede krigen, ikke sætte ord på deres tanker og følelser omkring krigen. Oplevelserne var for forfærdelige. Jeg mener, at jeg som forfatter kan låne ”Hans” nogle af mine ord. Jeg forestiller mig, at gru og meningsløshed har et universalt sprog, der ikke bør forties selvom oplevelserne ligger i andres lod og i fortidens dunkle tåger. Desuden, kan jeg i min meget mere magelige tilværelse, drage nogle af de al-menneskelige moraler, som der nok kan ledes ud af krigens vanvid. At udlede moraler kan nok være ganske svært, når man sidder midt i suppedasen som Hans. Jeg er i alle tilfælde i gang med at gøre forsøget med min egen fortolkning og udgave af en skyttegravsfortælling. Hvad mon titlen bliver?

At skrive under pseudonym

Eller rettere: Om også at skrive under pseudonym.

Jeg har overvejet – for og imod. Blot strøtanker om det at skrive under pseudonym. Jeg har gjort det. Hvorfor? Jo, nu skal jeg berette.

Jeg har i det sidste halvandet år lært en del om og gennem forfatteriet. Mine skriblerier har fået gode og mindre gode modtagelser af læserne. På sæt og vis; på trods af at mit gode navn skal lægge ryg til både filosofiske erindringsbilleder og humoristiske betragtninger fra udkants-Danmark, så er der vel grænser for bredden i ethvert forfatterskab? Det ændrer dog ikke på, at jeg har meget brede interesser for mine skribleriers retninger. Et afsluttet skribleri er ofte startskuddet på et nyt – der går sine helt egne veje.

Det giver en frihed, føler jeg, når man kan opdigte en fiktiv forfatter. Mit alter ego er mere vovet end mig. Mit alter ego er gået en erotisk-litterær vej. Mit alter ego er alt det, som jeg ikke er. Pseudonymet dækker over mig, men også over sider af mig selv, jeg ikke så ofte lægger frem offentligt; alt det er mit andet jeg. Jeg tænker på os som to løsrevne forfattere. Det har krævet nogen overvejelse – jeg er endda gået så langt, at jeg har tildelt denne anden et liv på sociale medier. Vi er altså for alvor gået hver sin vej. Det siger selvsagt noget væsentligt om de sociale medier, at mit alter ego kan være socialt aktiv, uden overhovedet at være til. Ja, jeg er stadig klar over, hvem der trækker i trådene for pseudonymet… !

Min indgang til det at skabe en sådan fiktiv person, var meget lig den jeg skaber udfra i skønlitteraturen. Jeg forestiller mig nogle væsentlige karaktertræk og bygger på dem. Jeg indtænker nogle værdisæt, som jeg forestiller mig denne anden forfatter ville besidde. Måske holder de stik i længden, og måske gør de ikke. Den altoverskyggende værdi denne anden har, som jeg ikke har, er at mit alter ego ikke føler vægten af produktionskrav. På dette plan er mit alter ego ikke en del af denne tidsepokes væsentligste strømning. Det er jeg trods alt! Jeg føler oprigtig, at jeg gerne vil nedfælde og producere nogle skriblerier løbende. Pseudonymet har ingen sådanne kvaler. Måske ønsker vedkommende aldrig igen at skrive noget. Og måske kommer der pludselig mere fra dennes hånd.

Nu er pseudonymet udgivet i handlen. I forhold til læserne giver det nogle udfordringer. Det er lidt som at starte forfra med at udgive. Trofaste læsere ved jo ikke, at min andet jeg har udgivet noget nyt – de er måske endda ikke særligt interesserede i at læse denne anderledes skønlitterære genre. Desuden virker det en smule bedragerisk – som om jeg bevidst forsøger at føre bag lyset! Hvilket jeg jo også gør…

Min største bekymring har gået på netop det om at bedrage; men den bekymring har jeg selv skudt i sænk. Altså, jeg bekymrer mig mindre. Jeg skaber jo allerede fiktion (primært), og hvorfor ikke skabe en fiktiv forfatter til at lægge navn til noget af det. Pointerne skal alligevel tygges og overvejes – jeg mener; enhver læser skal vurdere et værk på værkets præmisser! Pyt da med om det er udkommet i mit navn eller i mit alter egos. At man langt fra kan forvente dette af læsere, har jeg dog efterhånden forstået. Læsere kan lide velkendte forfatter-navne, de kan lide appetitlige forsider (point taken) og en smule vedvarenhed fra forfatterens side i forhold til at holde sig indenfor de samme skønlitterære genrer (et af mine problemer og heraf dette blog-post). Jeg kan ikke engang sige mig selv helt fri for også at have disse betragtninger med i mine overvejelser i valg af litteratur. Hvis jeg kunne sige mig fri, så behøvede jeg ikke, endsige have overvejet, et pseudonym.

I forhold til mit sande forfatter-forhold til netop det skribleri pseudonymet får æren for. Jeg stiller mig tilfreds med at vide, at jeg har skrevet det, selvom alter ego tager æren.

Og undskyld! Nu blev det alligevel længere og mere omfattende betragtninger end intenderet.

Om at skifte spor som forfatter

2015-04-09 07.40.46

Jeg forsøger mig med endnu en blogpost. Det skulle være moderne – jeg vil gerne være moderne. Jeg kæmper lidt med formen. Hvordan jeg (min primære interesse er forfatterskabet) alligevel kan bruge blog-mediet til at skrive om netop min interesse. Skrive til interesserede læsere, hvad jeg arbejder med. I et forfatterskab vil der uundgåeligt være længere pauser imellem udgivelser… .

Dette er mit blot andet blog-indlæg nogensinde. Bær over. Hvor det første var afstedkommet af ydre begivenheder, så er dette afstedkommet af indre… .

Skrivekløe og kreativ kraft er et fantastisk brændstof for sjælen. For en forfatter er skriveblokering og fantasiløshed modsætningen. Jeg har indtil videre fulgt mit hjerte og interessefelt i mine skriblerier. Jeg har fundet en ide eller haft en tanke, og dernæst forfulgt den til færdig tekst. Altid færdig tekst. Jeg glemte det for en kort stund.

Altså glemte; at afstand også er en kreativ proces.

Jeg sysler med min første roman, der mangler nogle dimensioner for at blive færdig. Ideen er endelig opstået til hvordan. Den vil bare ikke materialisere sig lige nu. Det er frustrererende i en grad, jeg knapt kan sætte ord på. Eller det var frustrerende.

Romanen er en slægtsroman med så mange løse tråde, at jeg pt. stirrer mig blind på dem. Ingen sløjfer ønsker at blive føjet til. Den åbner sig mere og mere, og det går ikke. Strukturen var stram, og det skal den forblive. Jeg ønsker ikke et ti-binds værk – jeg var igang med en kortroman med slægtshistorisk- og filosofisk islæt. Det vil den ikke føje sig for; den har sit eget liv. Det er alt sammen meget godt, men jeg kan ikke være med i det… . Ikke lige nu. Det er i den sammenhæng, at tanken opstår omkring det; at afstand også er en kreativ proces.

Den ufærdige roman ligger nu gemt i arkiv-filerne dybt inde i min computers støvede gange. Blandt fil-rester og ufærdige ting, hvor ingen mus og klik finder vej på daglig basis. Bare rolig. Den lider ikke overlast. Ligesom verdenshistorien kan min historie sagtens klare at øjnene ikke hviler på den hver eneste dag.

Når, og først da, vi igen er klar til at forenes, kan vi mødes.

Da vil vi skabe hinanden. Jeg vil skabe et værk af de ufærdige sider, og den vil skabe netop den genre for mig i mit forfatterskab… .

Indtil da; jeg ligger ikke på den lade side. Jeg har startet et nyt projekt op. Omhandlende en ung sønderjydes tanker imens han sidder i en skyttegrav under 1. verdenskrig. Det er ikke kun lykkefulde erindringer, der kommer til den unge Hans, som han sidder der og afventer signalet til angreb. Det bliver en sjælevandring til sindets afkroge; en vandring – et forsøg på at forstå krigens absurditeter. Indtil videre tegner det rigtig godt. Den fortælling lever for mig – den bobler for at komme frem.

Sådan skal skribleri være for en forfatter. Det er sådan skrivekløe og kreativ kraft skal føles. Jeg overgiver mig til det oprindelige projekts ikke tidssatte pause – kaster mig ud i noget der begejstrer… .

Med 10218 ord, der har fundet vej til siderne er jeg allerede godt igang. Det her bliver rigtig godt. Det er jeg sikker på… .

Hvor spændende det end føles for mig, så er jeg dog ked af det på Hans vegne. Det må have været frygteligt at sidde i skyttegravenes mudder. Imens man venter på stormangreb igennem ingenmandsland… .

Status fra en forfatter

– Jeg har fået en dårlig anmeldelse…

Jeg vil gøre status over mit forfatterskab. Omtrent et år efter min første e-bogsudgivelse De værste sår er de, der ikke bløder er det vist på tide med et rigtigt blogindlæg.

2015-10-05-21-40-11
Forfatteren med sin første udgivelse, e-bogen: “De værste sår er de, der ikke bløder”

Siden den spæde start har jeg udgivet Digteren mellem linjerne, Helt ude i Hampen – En skrøne samt Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys. Jeg har fået mange kommentarer med på vejen. Her er de to oftest hørte:

“Du må da have haft travlt?”

dsci2358

Ja, jeg har haft travlt. På en god måde. Jeg elsker det jo. Min tanke er, at finder man, som jeg har fundet, noget der gør en fuldstændig tilfreds og opfyldt af helhed, så har man ikke travlt – så lever man. Jeg lever mine skriverier. Jeg vitterlig ånder for at udbrede mine ord og sætninger.

“Kan du leve af det?”

Nej. Jeg kommer aldrig til at leve af det. Ikke før jeg skriver en krimi eller rammer en trend. Jeg forsøger ikke at trende, og jeg tror aldrig, at jeg skriver en krimi – jeg har ingen krimier i hovedet lige nu.

Desuden; det kan lyde sært i den verden som omgiver os. Jeg gør det primært for mig selv. Det har en værdi i sig selv at skrive. For mig. Forhåbentlig også for andre. Forhåbentlig kan andre også lide det de læser af mig. Skriblerierne har en masse i sig, men selve produktionen af dem, altså det, at jeg gider sidde alene over en lang række af dage og skrive mine tekster – det gør jeg, fordi det har en værdi i sig selv. Det sigter som udgangspunkt ikke efter en masse andet. En fed statusopdatering? For den kan fås lettere end dette. En masse penge? For det er der ikke i det, og selv om der var et par kroner i det, så kunne de nok tjenes lettere. En berømmelse? For i fald, så lader den vente på sig… . Nej til alt det. Det er noget, der har betydning for mig, ikke som mål til noget andet, men fordi det gør mig glad.

2015-07-03-11-02-08
I svage øjeblikke kan selv en forfatter blive selv-fed…

Jeg har fået gode anmeldelser og dårlige anmeldelser på mine udgivelser. Det er spændende og det er hårdt. Jeg har måttet ruste mig en del. Kritik er ikke min stærke side. Det krævede mange overvejelser og tanker, før jeg offentliggjorde mine skriblerier. Det gjorde det da. For jeg er ikke god til kritik. Jeg er blevet bedre til at acceptere den, men jeg bliver aldrig god til det. For jeg vil jo gerne skabe noget gennemført. Noget velskrevet og gennemført. Det har jeg så forsøgt. Jeg har valgt at gå skridtene selv. Jeg har stået for skriverierne, selv fundet mine betalæsere (mennesker der giver konstruktive tilbagemeldinger på skriverierne før udgivelse), selv fundet korrekturlæsere og selv stået for forsiderne. Altsammen med blandet held. Sådan er livet. Jeg har oprettet hjemmeside på egen hånd, og bliver efterhånden mere ferm til at linke, skabe nye sider, oprette indlæg, få relevante plugins downloadet og så meget mere.

Der er en hel industri klar i kulissen, som gerne vil hjælpe forfattere som mig. De vil alle ligeledes have en del af kagen for deres hjælp. Det kan være helt iorden. Hjælpen kan være godt tilkøbt. Personligt har jeg haft en ønske som udgangspunkt, at forfatterskabet skal kunne løbe rundt. Jeg har noget at præsentere for verden, jeg skal ikke blive rig på det, men jeg ønsker heller ikke at have røde tal på bundlinjen, når præsentationen er overstået.

Jeg betegner mig selv som selvudgiver. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har til mine første udgivelser benyttet mig af forlaget BoD. De hjælper med katalogisering, ISBN-nummer, pligteksemplar-afsendelse til det Kongelige Bibliotek. De tager dog ikke stilling til salgbarheden og den litterære værdi af udgivelsen. Det gør jeg og mine betalæsere. Mange selvudgivere vælger at oprette et forlag, tage kontakt til trykkerier og er på den måde herre i eget hus, også i den proces. Her vælger jeg den lette løsning, og lader BoD stå for de sidste praktiske ting inden bogen når ud til bibliotekerne, køberne – læserne.

Jeg er en amatør i ordets oprindelige betydning. Jeg er lidenskabeligt optaget af mine skriverier. Jeg mener selvfølgelig, ellers havde jeg ikke sendt mine skriblerier ud offentligt, at mine udgivelser har en litterær kvalitet. Ordet amatør bruges jo ofte nedsættende – jeg mener faktisk, det at være en amatør er frisættende. Jeg er ikke tvunget til at skrive, for at betale huslejen, sørge for at børnene har tøj på kroppen, og at der er hundemad til min trofaste ven. Det er frisættende. Jeg skal ikke love mine læsere noget. Jeg skal ikke ændre i teksten, efter ønske fra en redaktør. Jeg behøver ikke skrive den ene bestseller efter den næste for at holde skindet på næsen. Alt det klarer brødjobbet for mig. Jeg skal stå til ansvar for mine læsere; selvfølgelig. Stadigvæk, det er frisættende. Det er frihed. Frihed uden grænser er ikke frihed – en af mine egne gamle kongstanker. Det er frisættende at kunne hoppe rundt i genrerne efter lyst. Det giver mulighed for at både filosofien, kærligheden, dystopien, erindringerne og humoren kommer ud.

Alt det sagt, så ville jeg da gerne sælge en hulens masse bøger, og fik jeg mulighed for endnu mere arbejdsro i form af økonomi, så ville jeg da sikkert tage imod den. Jeg vil også gerne engang prøve at udkomme på et etableret forlag.

– Livet er jo paradoksalt.

Jeg tænker om mig selv, at jeg bidrager til den smalle litteratur. Jeg skriver ikke indenfor interessefeltet for alle læsende – det er ganske sikkert. Som eksempel kan min mor tjene her. Hun har læst alt, hvad jeg har skrevet. Hun elsker mig ganske givet, men hun er vist ikke ellevild med mine bøger. Det er okay. Jeg elsker hende alligevel.

Hele tankerækken i dette blogindlæg startede med en dårlig anmeldelse af min første skrøne Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg vil ikke linke her (efter opfordring linker jeg nu til anmeldelsen nederst på denne side). Det berører mig meget at få en dårlig anmeldelse – jeg er jo menneske. Jeg er jo netop mig. Jeg er ikke gemt bag en uddannelse, eller del af et hold som kan dele ansvaret. Der er kun mig, og det, jeg har givet ud af mig selv, som står for skud. Det giver næring til en vurdering af mit forfatterskab – en status. Det giver anledning til tvivl. Det giver mig lyst til at blive endnu bedre. Det gør rigtig meget og mange ting ved mig…

I modgang gør man status – sjældent i medgang. Jeg fejrer mine sucesser som de kommer. Det var min første beslutning omkring skriblerierne. I mit forfatterskab har det været mit eget erklærede mål hele tiden. At fejre sucesserne som de kommer. På den måde er der altid noget nyt at glædes over. Første tilfredstillelse var at turde overhovedet. Altså, turde at udgive noget på hjemmesiden. Velvidende, selvom få måske fandt frem til hjemmesiden, at det kunne nærlæses og studeres af andre. Siden blev det til selve udgivelserne. Tilbagemeldinger på bøgerne fra venner, bekendte og anmeldere. Det er en succesfuld oplevelse at skabe noget, der lever i andres opmærksomhed. Alene det at kalde mig selv for forfatter har været grænseoverskridende for mig – det virker prætentiøst. Det er det måske også. På en måde er det jo bare som det er. Jeg udgiver bøger, og derfor er jeg jo pr. definition forfatter. Mere er der ikke i det…

Videre med succes-opregningen for min egen selvtillids skyld. Jeg har formået at få lektørudtalelser på mine tre seneste bøger. Det er en succes. Lad mig kort fortælle om hvorfor. Bibliotekerne har købt sig ind hos et privat foretagende kaldet DBC (Dansk bibliotekscenter). Alle titler der udgives med et ISBN-nummer i Danmark skal omkring DBC, hvis der skal gøres forhåbninger om at komme på de danske bibliotekshylder. Da det altid har været en drengedrøm for mig, så var det et erklæret mål fra min side. DBC vælger imellem titlerne de får i hænderne for at finde de titler som er biblioteksegnede. Altså bøger som DBC mener kan have en interesse for biblioteksgængere i almindelighed vælges til. Det er ca. halvdelen af alle ISBN-nummerede titler. Den halvdel, DBC har valgt til, bliver katalogiseret i bibliotekernes databaser. Vi almindelige brugere kan f.eks. se titlerne på bibliotek.dk. Her figurerer de kun under titlen og med forfatterens navn. Der er endnu ingen søgeord eller andet tilknyttet. Man skal altså være meget specifik, hvis man vil finde disse titler i vrimlen. Her kommer DBC med endnu et udvælgelsesløb. Halvdelen af de bibliotekskatalogiserede bøger tages igen til side. Altså, kun omkring hver fjerde bog som er udgivet. De bøger sendes ud til såkaldte lektører. Lektørerne er en gruppe belæste mennesker – mestendels bibliotekarer. Disse bibliotekarer udformer efter endt læsning en såkaldt lektørudtalelse. Lektørudtalelsen indebærer en form for kommentarbrev til bibliotekerne, omkring indhold, læsevenlighed, relevans og andet. Det er ud fra den lektørudtalelse at bibliotekerne beslutter sig for, hvorvidt de ønsker en bestemt titel hjemkøbt til netop deres bibliotek. En lang forklaring senere, kommer her den gode del. På nær De værste sår er de, der ikke bløder har alle mine titler fået den forjættede lektørudtalelse (lektørudtalelsen gives kun på fysiske bøger, så derfor kan e-bogen ikke få en udtalelse). Det er altså et forfattermæssigt nåleøje jeg her taler om. Et lidt tilfældigt nåleøje at passere. Succesen består af, at hele 37 biblioteker nu har 1 eller flere eksemplarer stående af min Helt ude i Hampen – En Skrøne. Jeg kalder det en succes. En vaskeægte personlig succes. Jeg håber selvfølgelig på en lige så stor succes for min nye skrøne Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys, der netop har fået udarbejdet en lektørudtalelse, som bliver udsendt til bibliotekerne i løbet af uge 43. Så jeg krydser fingre.

2016-10-03-18-11-11
“Digteren mellem linjerne” blev ikke købt hjem i så stort tal, men er dog at finde på mit lokale bibliotek

Sidste succes for nu. Jeg kontaktede redaktionen på Horsens Folkeblad, for at gøre opmærksom på min nye udgivelse. Det kom der en rigtig fin artikel ud af, hvor jeg fik en del spalteplads omkring mig og mine udgivelser.

2016-10-06-18-15-16

Jeg puster mig ikke op. Der vil altid være op- og nedture. Jeg fortsætter ufortrødent, og jeg forsøger at skrive det bedst mulige hver gang. Dette er ment som en meget seriøs amatørs bekendelser. Amatør i den bedste betydning af ordet.

Det at skrive, har for mig, værdi i sig selv.

Forfatter: Mads-Peder Winther Søby

Anmeldelsen:

Helt ude i Hampen